Tropaganda – Kunst, kolonialisme og kampe om historien
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Mathias Danbolt er professor i kunsthistorie ved Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Han har bl.a. forsket i emner, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunsthistorie og kolonihistorie. Et krydsfelt bliver i Den Danske Ordbog defineret som et ”område hvor et antal vidt forskellige strømninger, interesser, metoder, synspunkter el.lign. mødes og indgår i et samspil med hinanden ofte i forbindelse med skabelsen af noget nyt og anderledes”. Dette skaber forventninger om, at vi har med en bog at gøre, som er anderledes end en traditionel kunsthistorisk og historisk bog om koloniernes betydning for eftertiden.
Alene bogens titel ”Tropaganda” viser, at der er noget nyt på spil, da ordet ikke findes i Den Danske Ordbog. Selv forklarer Mathias Danbolt ordet som ”en sammenskrivning af tropisk propaganda”, og han forklarer, at tropaganda er et ”begreb for en af de centrale måder, hvorpå billeder har formet forestillingen om Danmarks koloniale fortid. Jeg anvender begrebet til at beskrive æstetiske strategier, hvor idyllisering, skønhed og sanselighed medvirker til at tilsløre og normalisere historiske konflikter og politiske magtforhold” (s. 20f).
Det er en meget præcis forklaring på et af forfatterens mål med bogen. Det bruger han kapitlerne 3 til 6 - altså fem af bogens otte kapitler - på at dokumentere og diskutere. Det vender jeg tilbage til.
Men for at forstå hvad begrebet Tropaganda også indebærer og associerer til, er man nødt til at reflektere over det, som Mathias Danbolt skriver i kapitel 1, ”ANKOMST. Tropaganda og andre forestillinger om fortiden”, fordi det indeholder banebrydende og spændende tanker om kunsthistorie, hvor han undersøger kunstens rolle ”i skabelsen af forestillinger af fortiden” (s. 21). Han forsøger også at finde et fælles udgangspunkt for forståelsen af begrebet kolonihistorie, hvilket kan opfattes som en selvfølge, men alligevel ikke er det. Sidste punkt, jeg vil nævne her, er brugen af ordet slavegjort, fordi det udløste en voldsom mediedebat, da det blev brugt i 2025 i DR’s forhåndsomtale af dokumentardramaet Slave af Danmark. Selv havde denne anmelder det også svært ved at forstå, hvorfor det var nødvendigt at bruge dette ord, men historikerne Gunvor Simonsen og Christian Amnitzbøl Thomsen har overbevisende argumenteret for, at ”begrebet forskyder perspektivet, så den slavegjorte træder frem som andet og mere end et objekt for underkastelse - som kvinde, far, søster, bonde og så videre” (s. 32), og dermed overtager man ikke ukritisk slaveejernes eller magthavernes perspektiver.
I kapitel 2 undersøger han, hvad der sker med forståelsen af kolonihistorien, når ”kunstnere træder ind i rollen som historikere” (s.37). Her bruger han den dansk-trinidadiske kunstner Jeanette Ehlers arbejde med at bringe afrikanske og afrocaribiske perspektiver ind i den ”danofile” tilgang til kolonihistorien. Værket på forsiden af bogen stammer i øvrigt fra et installationsfoto fra en udstilling på Charlottenborg i 2022. Det samme gør sætningen: ”Until the lion has their historian, the hunter will always be a hero”, som stod på et LED-neonskilt på samme installation. (se også s. 42). Hermed insisterer hun på, at løvernes kamp bør fortælles fra deres perspektiver og på deres præmisser.
I det sidste kapitel ”AT DANSE MED SPØGELSER. På historiesafari med Justin F. Kennedys Forgotten Friends” tager han tråden op fra kapitel 2, fordi han viser, hvordan en kunstnerisk måde til at nærme sig kolonialismens problematik kan formidle en anden tilgang til emner som racisme og kolonialisme. Heri indgår myter, fortællinger og fiktioner. Ved at bruge et udtryk som ”kolonialismens ufærdige historie” (s. 323), viser han, at vi overhovedet ikke har lagt eftervirkningerne af den bag os, da det er en illusion at tro det. Alligevel opretholdes den fortsat. Det var fx tilfældet, da den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2017 på ”St. Croix tegnede et forenklet narrativ om, at danskernes kollektive bevidsthed havde ændret sig fra kolonial nostalgi til et nutidigt enighedsfællesskab i erkendelsen af kolonialismens ”utilgivelige” overgreb” (s. 25f og s. 328).
Man må sige, at Mathias Danbolt går grundigt og fagligt overbevisende til værks i sine analyser af de kunstværker, han inddrager for at vise, hvordan historiske konflikter og politiske magtforhold er blevet tilsløret og ignoreret. Kapitel 3 ”LUKSUSPROBLEMER. Slaveri, kolonialisme og Jens Juels portrætkunst” tager sit udgangspunkt i portrætter malet af Jens Juel. Denne kunstner blev den førende portrætmaler i den dansk-norske enevælde for kongehuset, men også for store dele af adelen, borgerskabet og handelsstanden. Det er et navn, som har en høj stjerne i dansk kunsthistorie, og Mathias Danbolt bruger nogle af hans malerier som udgangspunkt for sine analyser. Et af portrætterne af Engelke Charlotte Ryberg fra Jens Juels billede af Det Rybergske Familiebillede fra 1797 har fået et langt efterliv, da det blev gengivet på Danmark Nationalbanks 50-kroneseddel (1972). Kernen i Mathias Danbolts kapitel er et opgør med ”den kunsthistoriske villighed til at lade sig forføre af maleriernes idealiserede billede af både de portrætterede og den tid, de lever af” (s. 94).
Kapitel 4 ”OVERSEELSENS KUNST. Frederik von Scholtens tropiske pittoresker” handler om den kendte generalguvernør Peter von Scholtens bror Frederik von Scholten, fordi dennes akvareller er blevet ”anvendt som illustrationer i stort set alle danske udgivelser om den caribiske koloni” (s. 125). Denne anmelder har en tydelig erindring om disse billeder gennem læsningen af flere af disse udgivelser, og det gælder med stor sandsynlighed alle, der har interesseret sig for kolonihistorien. Vi kan nikke genkendende til karakteristikken af Frederik von Scholtens akvareller som billeder af en begejstret amatør, der ikke havde kunstneriske evner, men til gengæld er værdifulde som kulturhistoriske kilder (s. 131). Derfor er de blevet anvendt som neutrale vinduer til fortiden i stort set alle danske kolonihistoriske udgivelser. Det er disse to påstande, som Mathias Danbolt overbevisende imødegår, fordi de er ”præget af selektive og romantiserende fremstillinger af det koloniale landskab” (s. 125).
Kapitel 5 ”UDEN UDSIGT TIL IMPERIET. Kolonial ignorance i det kunsthistoriske landskab” tager udgangspunkt i den rejseberetning, som den tyske rejseskribent Johann Georg Kohl skrev i sin rejseberetning fra 1848. Her kritiserede han de danske kunstnere, som var repræsenteret på Nationalgalleriet, fordi de næsten udelukkende beskæftigede sig med Danmarks grønne bøgeskove. Han savnede billeder fra Island og ”Prospekter af Tranquebar, Nicobarøerne, St. Thomas og St. Croix” (s.166). Der skal ikke her redegøres for, hvorfor det forholdt sig sådan, men en af de væsentlige årsager var den nationale oprustning, der var en af de vigtigste årsager til krigene i midten af 1800-tallet. Disse strømninger fik gennem kunsthistorikeren professor N.L. Høyen den altafgørende betydning for udvælgelsen af billeder til Det Kongelige Billedgalleri, der senere blev til Statens Museum for Kunst. Nationalismen og spørgsmålene om, hvem der var ”rigtige” danskere, og hvad der karakteriserede et ”rigtigt” dansk landskab blev af afgørende betydning for synet på ”fremmede” og på udvælgelsen af billeder. Billeder og genstande fra områder uden for Danmark blev forvist til etnografiske samlinger.
I kapitel 6 ”HVEM MØDES I BRUGSEN? Cirkel kaffe og kolonialvareæstetikkens følelseshistorie” møder vi en fortælling om et af de meget danske ikoniske varemærker, som vi stadig møder, når vi handler i en af COOP’s butikker. Det drejer sig om navnet Cirkel kaffe og det logo, som blev lanceret i forbindelse hermed. Vi følger i Mathias Danbolts fortælling historien herom fra en notits i Samvirke i 1952 til lanceringen af logoet, der viste et sort kvindehoved i profil med stor ørering. Den endelige udformning skyldtes Sikker Hansen, og det blev taget i brug i markedsføringen i 1956. I 1960’ernes kampagner blev Cirkel kaffe lanceret som ”den danske nationaldrik”. Så sent som i 2024 hedder det i Dansk designhistorie, at Cirkel Kaffe plakaten ”adskilte sig både kvalitativt og ideologisk fra ”det lange imperialistiske og racistiske galleri, (…) der kendes fra den internationale kaffe- og tobaksplakats lange tradition” (s.245).
Mathias Danbolt diskuterer herefter med udgangspunkt i Sikker Hansens billede på emballagen til Cirkel Kaffe, hvorfor det egentlig fungerer som nationalt ikon. Er det et tidløst symbol på danskhed eller et kunstværk. Han bringer også begrebet ”retro-racisme” på banen (s. 258)”. ”Det gør sig eksempelvis gældende, når det hævdes, at et mærkevarebillede som Cirkel Kaffe ikke var problematisk tidligere, men først er ”blevet” racistisk i mødet med ”politisk korrekte” forskere og aktivister. Herimod indvender Mathias Danbolt, at retrofortolkninger af billedsproget i Cirkel Kaffe ”blokerer effektivt for andre historiske perspektiver på og erfaringer med både produktet og forestillingerne om dansk historie” (s. 259).
Hvad blev så den foreløbige slutning på historien om Cirkel Kaffe? Mathias Danbolt konkluderer på s. 261: ”Coop har derimod fastholdt Sikker Hansens ikon på sit flagskib, Cirkel kaffe. På de redesignede poser fra 2025 markedsføres kaffen nu som en luksuriøs oplevelse, ”der giver et strejf af lykkefølelse i kroppen”. Cirkel Kaffe-billedet lever med andre ord videre som et nationalt kærlighedsobjekt, der både lover nydelse og tilbyder et forenklet, romantiseret historiesyn. Det er netop i denne spænding mellem glæde og fortielse, at billedets ”nationale hjerte” synes at banke”.
Turismens betydning for lokalsamfundene er ikke længere entydigt positiv, og i flere europæiske byer er der efterhånden voksende modstand mod horderne af turister, der vælter ind og ødelægger kulturarven og lokalmiljøerne. Mathias Danbolt bringer et andet aspekt ind denne problematik, når han i bogens næstsidste kapitel ”RUINER OG RUINERING. Kunstneriske responser på turismens dissociative blikke på Jomfruøerne” (dissociativ betyder at adskille specifikke tegn fra deres historiske referencer) undersøger de virkninger, som turistblikket har på selvforståelsen blandt de mennesker, der bor på Jomfruøerne. Det virker grotesk, når man læser, at ”Fra 1960’erne og frem blev især den lokale afrocaribiske befolkning presset ud af boligmarkedet, og i dag har mange måttet forlade øen” (s. 283)
For denne anmelder er det indlysende, at når verden forandrer sig, vil menneskers syn på holdninger, som vi tidligere anså som rigtige og rimelige, også forandres. Forestillingerne om europæernes ret til at herske over resten af verden var almindelige i tiden op til Første Verdenskrig, men sådanne tanker er vanvittige i dag. For år tilbage var der sandsynligvis også mange, der syntes, at det var mærkeligt, at man ikke længere måtte bruge ordet neger, for man mente jo ikke noget racistisk med det. Og sådan kunne man blive ved. Det er kun nødvendigt og gavnligt, at forfattere og forskere som Mathias Danbolt udfordrer vore holdninger og giver os nye indsigter i de gængse forestillinger om andre kulturer.
Tropaganda er en af årets vigtigste bøger. Gengivelsen af de forskellige kunstværker er fremragende, og Mathias Danbolts analyser af forskellige kunstværker er knivskarpe og fagligt funderede. Han har givet denne anmelder mange nye indsigter i kolonialismens magtstrukturer og tænkemåder, og han kritiserer med rette mange af de synspunkter og antagelser, som de gængse værker om den danske kolonihistorie har videreformidlet. Han viser os, hvor forfejlet og mangelfuldt Lars Løkke Rasmussens syn på kolonitiden er, og han giver os et indblik i, hvordan kunstneriske bearbejdelser af kolonitiden i et ”afro-fabulerende læringsrum” kan give os nye indsigter i og forståelse af koloniernes fortid. Alt dette og meget mere finder vi i denne banebrydende og udfordrende bog. Efter min mening bør Tropaganda nomineres til Årets historiske bog.
At der mangler et person- og sagregister, er kun en mindre irritation, hvorimod titlen på bogen vækker undren. Selv om Mathias Danbolt forklarer, hvad han mener med ordet i bogen, er signalværdien underlig. Hvorfor give en så god bog en titel, som ingen umiddelbart forstår? Til gengæld er der et fremragende noteapparat og en fyldestgørende litteraturliste.
[Historie-online.dk, den 14. januar 2026]
