Middelalderens kirkelige indvielsesritualer

Af Nils Holger Petersen. Afdeling for Kirkehistorie, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet               

Middelalderens kirkelige indvielsesritualer består af to indbyrdes uafhængige dele, der dog supplerer hinanden ved at give grundige indblik i forskellige aspekter af de centrale kirkelige indvielsesritualer i den latinske middelalder. Det hele er primært, men dog ikke udelukkende baseret på danske bevarede liturgiske bøger fra senmiddelalderen samt genstande og bygninger fra danske kirker.

Første del er forfattet af kirkehistorikeren Knud Ottosen, den største kapacitet i Danmark vedr. latinsk middelalderliturgi i de senere årtier. Han nåede inden sin død i 2018 at færdiggøre sin del, men Jens Vellev måtte dog foretage den sidste afpudsning (se forord s. 5) inden den endelige udgivelse i 2024. Førstedelen består af tekster til ritualer for dåben, indvielsen af dåbsvandet, brudevielse, begravelse, indvielser af kirkegårde samt af kirker og altre, alle taget fra liturgiske bøger fra Roskilde stift: Roskilde manualet (1513), Bystorp manualet (1522) og Pontificale Roscildense, der af Ottosen dateres til første tredjedel af det 15. århundrede (s. 122). Det kunne man umiddelbart tro var en skrivefejl, da pontifikalet normalt dateres ca. 100 år senere, som det bl.a. kan ses på Lunds universitetsbiblioteks hjemmeside, hvor manuskriptet kan konsulteres. Iflg. en senere bemærkning i Vellevs del af bogen er der ikke tale om en skrivefejl (s. 268, se også s. 258). Der gives ingen argumenter for Ottosens afvigende datering. Alle teksterne gives på (deres oprindelige) latin med dansk oversættelse, og Ottosen har lavet korte indledninger til alle ritualerne med information om tekstgrundlaget og vedr. (mere eller mindre) parallelle tekster fra andre danske liturgiske bøger. Indledningerne sætter også ofte ritualerne ind i et historisk, teologisk og socialt perspektiv.

Der er tale om et omfattende tekst-materiale, der udgør 160 af førstedelens 241 sider, der desuden – foruden indledningerne (med noter) – også indeholder registre og en ordliste, hvor en række relevante middelalderlige begreber forklares. Selv om teksterne viser, at den danske middelalderkirkes ritualer i senmiddelalderen var i nær overensstemmelse med den latinske middelalderkirkes ritualer i det latinske vesten som helhed, gælder det, at al middelalderliturgi i sidste ende er lokal, om end for det meste i form af mindre betydningsfulde varianter. Der ligger et stort arbejde bag den konkrete og fint udarbejdede oversættelse af og indføring i disse ritualer, og i betragtning af hvor få middelalderlige liturgiske bøger, der er bevaret i Danmark – mange blev skåret op efter Reformationen og anvendt som omslag f.eks. i stiftsregnskaber – gør det indtryk at kunne konstatere, at det kan lade sig gøre at få et grundigt og detaljeret indblik i disse kirkelige ritualer fra tiden kort før Reformationen ved hjælp af danske dokumenter. De fremlagte tekster vil kunne bruges både til undervisning og til videregående studier, bl.a. fordi de nu er blevet tilgængelige også for den ikke latinkyndige. Det må være første gang, at et så stort materiale af liturgiske tekster fra den danske før-reformatoriske liturgi er blevet tilgængelig for en bred skare af historisk interesserede. Den nævnte ordliste gør det muligt at nærme sig teksterne også uden forkundskaber i middelalderliturgi. Og som det fremgår både af Ottosens indledninger og i høj grad også af værkets anden del (af Vellev), er disse liturgiske tekster ikke kun interessante, fordi de giver indblik i vigtige sider af kirkens gudstjeneste-liv; de giver desuden et dybt indblik i grundlæggende sider af senmiddelalderens tankegang og dens kulturhistorie, som ikke mindst ritualerne og skikkene omkring bryllup og begravelse bidrager til.

Gennemgående er Ottosens indledninger og kommentarer til teksterne oplysende og velfunderede, men et enkelt sted forekommer det mig, at Ottosen fejlagtigt fortolker en liturgisk tekst ud fra forestillingen om de udøbte børns limbo, som i ordforklaringen rigtigt anføres aldrig blev et kirkeligt dogme (s. 245). S. 91 anfører Ottosen, at ”de døbte børn går direkte ind til et evigt liv, så snart de dør som spæde”, men fortsætter med henvisning til en bøn i ritualet for spædbørns begravelse (s. 118/119), at ”dette er ikke i Himlen, men ’paradiset med de salige børn’, altså de udøbte børns Limbo” uden nærmere forklaring (s. 91). Men den sætning, som Ottosen her citerer fra bønnen, siger i sin fulde ordlyd (i Ottosens udmærkede danske oversættelse): ”Vi beder dig, Herre, udvirk for os […], at vi må tjene dig her med renset sind og evigt forenes i paradiset med de salige små børn”. Dvs. også de voksne, inklusive præsten, som her i ritualet står bag dette ”vi” skal netop forenes med de salige små børn, og det kan næppe være i de udøbte børns Limbo!      

Undertegnede er uden tvivl bedre kvalificeret til at bedømme Ottosens tekstbaserede første del end Vellevs mere arkæologisk og kulturhistorisk funderede anden del. Men Vellev supplerer også Ottosens tekst-kommentarer på kyndig og perspektivrig vis i enkelte sammenhænge. Det gælder ikke mindst fremdragelsen af tekster og billeder fra Pontificale Romanums 1520-udgave (se s. 268–278) vedr. kirkeindvielsen. Her kunne krydshenvisninger mellem Ottosens indledning og tekstgengivelse fra Pontificale Roscildense på den ene side og Vellevs gennemgang af kirke- og alterindvielsen i Pontificale Romanum på den anden have været en god hjælp, ikke mindst fordi enkelte forhold i det danske materiale forstås langt bedre, når man har set den mere udførlige og billedlige gennemgang i det romerske pontifikale, især i forbindelse med, at biskoppen skal tegne de græske og latinske alfabeter på kirkegulvet under indvielsen.

En stor del af Vellevs del drejer sig om objekter, der indgår i ritualerne, det gælder relikvier (og relikviebeholdere), der var centrale i forbindelse med indvielsen af altre (og dermed også indvielsen af en kirke). Det gælder lys og røgelse og røgelseskar, der var centrale for alle kirkelige handlinger samt olie og krisma, der på forskellig vis indgik i adskillige af ritualerne. Derudover også ikke-liturgiske genstande som blev begravet med de døde både i form af sværd og seglstamper samt mønter og pilgrimsmærker. Vellev diskuterer indvielseskors på vægge og mure i danske kirker og dækplader for altre og altersten. Illustrationer i liturgiske bøger (her mest fra det romerske pontifikale) samt på vægge og altre belyser ritualerne på forskellig vis, og bogen er i det hele taget rigt og smukt illustreret.

Vellev giver et væld af interessante informationer om diverse fund og gør også detaljeret rede for mange af disse objekters vej fra den middelalderlige liturgi til museumsverdenen, dvs. fra en sakrosankt kirkelig sfære til en kulturhistorisk. Jeg blev på en lang række punkter godt informeret om forhold, jeg ikke på forhånd vidste så meget om. Det forekommer mig dog, at organiseringen af Vellevs del er en smule forvirrende netop ved at bevæge sig så meget frem og tilbage i historien, mellem det middelalderlige og den moderne museumsverdens gradvise overtagelse af de kirkelige objekter. Det sker ikke mindst i den ret detaljerede gennemgang af Oldsagskommissionen og dens arbejde fra 1807, der leder ind i historien om, hvordan Museum for nordiske oldsager blev til Nationalmuseet i 1892. Et afsnit om senmiddelalderens vigtigste liturgikommentator (og kompilator), biskop Durandus af Mende er fuldt berettiget inkluderet i Vellevs del (s. 409–410), men står lidt umotiveret mellem et afsnit om relikvier og et om røgelseskar. Durandus-afsnittet skulle måske hellere have været udvidet til et større kapitel om middelalderens liturgiforståelse, fra karolingertidens Amalar og Hrabanus Maurus via Rupert af Deutz og Johannes Beleth (sidstnævnte nævnes kort undervejs) og op til den store syntese hos Durandus og anbragt tidligere i bogen.

Vellev omtaler i forbindelse med sin diskussion af alterbordes dækplader ganske kort på side 342–344 den såkaldte depositio crucis, hvor et kors blev begravet (i et alter) langfredag eftermiddag for siden tidligt påskemorgen at blive taget op igen, et mimetisk ritual, der understreger påskens fortælling om Jesu korsfæstelse, død, begravelse og opstandelse. Ritualet findes også som depositio hostiae, hvor det er den indviede hostie, altså nadverbrødet, der repræsenterer Kristus, der begraves (og genopstår). Vellev henviser til et endnu ikke offentliggjort arbejde af Martin Wangsgaard Jürgensen, der fremhæver de “mandslange skulpturer af en liggende Kristus”, som kan findes “anbragt i en kistelignende sarkofag” (s. 343). Fremstillingen på dette sted virker for kort til at forstå sammenhængen med påskehelligdagenes liturgi, og Vellev nævner ikke de tilhørende opstandelsesceremonier, den nævnte elevatio crucis (resp. elevatio hostiae) og heller ikke visitatio sepulchri eller quem quaeritis ceremonien om kvinderne ved Jesu grav påskemorgen, som kendes overalt i det centrale Europa og også fra Sverige og (måske) Danmark. I betragtning af, at Vellev netop henviser til Wangsgaard Jürgensen kan det undre, at der ikke (overhovedet i bogen) henvises til dennes store afhandling Ritual and Art Across the Danish Reformation fra 2018, hvor både depositio crucis og de tilhørende opstandelsesceremonier samt de nævnte skulpturer diskuteres, og hvor netop brugen af det materielle i en liturgisk kontekst er et centralt tema. 

Både Ottosen og Vellev omtaler den liturgihistoriske konstruktion af det såkaldt Romersk-germanske pontifikale fra det 10. århundrede (udgivet kritisk af Vogel og Elze, 1963–1972), men uden at nævne (se s. 123 henh. s. 259), at denne længe alment accepterede konstruktion for nogle år siden er blevet overbevisende kritiseret af Henry Parkes (i 2015 og 2016), der har vist, at der ikke er basis i manuskriptgrundlaget for den kritiske udgave til at hævde en sådan entydig tradition. I sig selv ændrer det ikke på hverken tekstgrundlaget for Ottosens tekst-materiale, der er baseret på enkeltstående liturgiske bøger, eller på den overordnede forståelse, der fremlægges i bogen, men det bidrager til det bredere indtryk af, at forfatterne ikke har inddraget nyere litteratur i deres kommentarer og tolkninger. Det anfører de faktisk selv i forordet, hvor de med henvisning til de radikale ændringer i den romersk-katolske liturgi, der blev vedtaget ved det 2. Vatikanerkoncil i 1960erne, hævder, at ”dermed ophørte den egentlige videnskabelige udforskning af den senmiddelalderlige liturgi”, ligesom de postulerer, at ”nyere tids såkaldte ’ritualforskning’ bidrager ikke med noget nyt, da den ikke tager udgangspunkt i konkrete ritualtekster” (s. 6). Påstandene, som i sammenhængen mest synes at have forbindelse til bogens første del, underbygges ikke, og de virker pinligt uinformerede. Man kan diskutere, i hvilken grad manglen på inddragelse af nyere forskning udgør et problem for en – hovedsageligt formidlende – bog som denne, som ironisk nok har som et af sine fortrin, at den ofte fremhæver de bredere historiske perspektiver i beskæftigelsen med liturgihistorien. Disse er ikke mindst blevet fremhævet og fremdrevet i moderne liturgiforskning gennem dens nye tværfaglige behandling af stoffet og dens udvikling af nye, ikke mindst antropologiske metoder, for eksempel hos C. Clifford Flanigan, Éric Palazzo og andre.

[Historie-online.dk, den 14. januar 2026]