Kelternes verden
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.
Denne anmeldelse vedrører kun den bog, der er udgivet i forbindelse med særudstillingen på Moesgaard Museet, da jeg ikke har haft fornøjelsen af at se den. Udstillingen er anmeldt andre steder, fx i Weekend Avisen og på DR P1. Moesgaard Museum har desuden flere gode og spændende links til udstillingen.
Umiddelbart fremtræder bogen meget spændende og indbydende. Der er gjort meget ud af at præsentere de forskellige genstande i udstillingen så æstetisk smukt som overhovedet muligt. Hvornår har man fx i tidligere afbildninger set Gundestrupkedlen, som vel er et af de bedst kendte fund fra kelternes verden, blive vist så kraftfuldt og virkningsfuldt, som det er tilfældet her. Se fx Gundestrupkedlens ”krigerplade”, som bliver præsenteret på to sider (s. 92 og 93). Man kan ikke undgå at lægge mærke til alle de detaljer, som man i tidligere illustrationer nemt kunne overse. Det samme gælder også billederne af tyreofringen (s. 86 og s. 87). Men også billederne af forskellige genstande som sværd, lansespidser, knive, lerkar, der stammer fra rigt udstyrede grave i yngre førromersk jernalder (s. 63) bliver præsenteret smukt og klart. Billederne er naturligvis ledsaget af korte og informative tekster, som er en god støtte for forståelsen af de artikler, som de indgår i.
Når kelterne hverken kunne læse eller skrive, og da de derfor ikke har efterladt skriftlige vidnesbyrd om deres samfund og kultur, vil de blive opfattet som gådefulde af historikere, der er vant til at arbejde med skriftlige kilder. Ganske vist har grækere og romere efterladt sig beretninger om kelterne, og det er disse kilder, som historikere fortrinsvis har bygget deres forståelse på. Men man får et meget forvrænget og fordomsfuldt billede af kelterne, hvis man kun benytter disse kilder. Alt dette gør Simon James, der er professor i arkæologi ved University of Leicester, omhyggeligt rede for i det første af bogens otte kapitler. Det hedder ”Kelternes verden. Mellem myte og virkelighed”. Og uanset hvor fantastiske resultater arkæologien end har bidraget med til forståelsen af kelternes verden - og de aftvinger den dybeste respekt - vil der alligevel forblive noget gådefuldt over denne kultur og andre kulturer, der ikke selv har efterladt sig skriftlige kilder.
Det har Moesgaard forsøgt at tage højde for ved at sætte illustratoren Kristian Bay Kirk til at fremmane den gådefulde stemning, der knytter sig til historien om kelternes og deres sagnomspundne verden. Tegningerne findes på forsiden af bogen og indleder eller indgår i de forskellige kapitler. Denne anmelder er imponeret over, hvor godt det er lykkedes for Kristian Bay Kirk at indfange netop det gådefulde ved de forskellige sider af den keltiske kultur. Illustrationerne opfylder også et andet formål: at give lyst til at trænge dybere ind i denne kultur.
At det er arkæologer, som først og fremmest kan hjælpe os på vej igennem kelternes verden, fremgår af, at det er fem arkæologer og en enkelt religionssociolog, der har bidraget til bogen. Den er delt op i to hovedafsnit. Det første præsenteres under overskriften ”Et ukendt Europa” med underrubrikken ”Mens grækerne dominerer Middelhavsområdet, vinder en ny kultur frem nord for Alperne i begyndelsen af Europas jernalder”. Disse overskrifter fremtræder på baggrund af et billede, der er delt op i en mindre del, hvor vi ser klipper, en brusende flod og træer, og et stort område, der er mørkt, uigennemtrængeligt og dystert. Det symboliserer det ukendte Europa, som vi nu skal trænge ind i. Det andet hovedafsnit bliver præsenteret senere i anmeldelsen.
Når man omtaler kelterne, forestiller man sig måske, at man taler om et bestemt folk ligesom romerne og grækerne, men skriver Simon James i introduktionen til sin artikel, man skal snarere forestille sig, at de ”udgjorde en mosaik af forskelligartede kulturer” (s. 13). Det er fx med til at forklare, hvorfor det kun var muligt for Cæsar at annektere og omdanne nogle områder i Gallien, men ikke andre. Det var også derfor, at de sprog, vi kalder ”keltiske” overlevede. I slutningen af artiklen sætter han meget pædagogisk dristige sammenligninger på spil for at gøre kelternes verden begribelige for os. Fx skriver han, at ”Med hensyn til religion kan jernalderens ”internationale” druidisme i Gallien og på De Britiske Øer groft sagt sammenlignes med den middelalderlige katolske kirke: Også her var et fælles kulturelt system, der forbandt samfund så fjerne - og forskellige - som dem i Portugal og Polen” (s. 30).
Simon James stopper dog ikke med denne sammenligning, for han spørger i sit afsluttende afsnit, om jernalderens eliter, der kom fra regionalt forskellige samfund fra Irland til Balkan, og som ”interagerede og delvist konvergerede” gennem den keltiske kultur, (den såkaldte ”La Tène kultur”), kan ses som en forløber for Den Europæiske Union? Langt ude? Men måske ikke så langt som Anne Sophie Hermansen, der i en anmeldelse af selve udstillingen i Weekendavisen d. 21.nov. 2025 kaldte kelterne for ”Europas første rockstjerner”. Det er måske, fordi den måde, som kelterne præsenteres på i udstillingen, kan minde om den måde, som rockstjerner lanceres på. Om ikke andet giver det stof til eftertanke!
I religionssociologen Morten Warminds kapitel om ”Kelternes religion” hedder det, at ”Kelternes religion var både blodig og besjælet - en verden, hvor afhuggede hoveder blev æret, og naturen var levende og magisk” (s. 33). Hovederne blev konserveret og derefter hængt op på ydervægge og ved indgangen til tempelområder. Og man fortalte historier om, at hovederne kunne tale eller synge. Men hermed var det ikke slut, for når der kom gæster, blev hovederne taget frem, og deres historier blev fortalt. Til templerne var knyttet såkaldte druidepræster, der måtte træde ind i templet og udføre de blodige handlinger, som krævedes. Det var også druiderne, der havde tjek på kalenderen. Herudover havde hver keltisk stamme sine egne guder.
Ja, i moderne tid er de såkaldte skrumpehoveder blevet fremstillet af Shuar - og Achuar - folket i Amazonas frem til omkring 1950! Men så vidt jeg kan forstå, blev de fjernet igen efter pres udefra. Men sådanne bekymringer behøver man heldigvis ikke have mht. så fjerne folk som kelterne.
Det andet hovedafsnit ”Kelterne og Norden” med underrubrikken ”Bag nogle af de mest gådefulde vidnesbyrd fra Danmarks forhistorie gemmer sig historien om et kulturmøde mellem kelternes verden og Norden” præsenteres på en mørk baggrund, hvor man kan se et billede med træer, der fremtræder lige så gådefuldt som de træer, en tysk romantisk maler som Caspar David Friedrich (1774-1840) kunne fremtrylle på sine lærreder.
Fire arkæologiske forskere har bidraget med gode, spændende og indsigtsfulde artikler til at gøre os klogere på jernalderkulturen i Norden. Jes Martens, der er ph.d. og lektor ved Kulturhistorisk Museum, Universitetet i Oslo, fortæller i sin artikel ”Norden i kelternes tid”, hvordan man tidligere har opfattet den første del af jernalderen. Man har undret sig over, at den keltiske påvirkning i de første hundrede år af jernalderen ikke var mere mærkbar, men man mener nu, at med jernet havde man i Norden mulighed for at udvikle en uafhængig kultur. Dette ændrede sig o. 200 f.Kr., hvor man kan tale om ”fredelig sameksistens” (s. 62), men alligevel bibeholdt Norden sin egen kultur.
Mette Løvschal, der er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet og forskningsudvikler på Moesgaard, fortæller i sin artikel ”Menneskehedens nye ansigter” om, hvordan samfundet ændrede sig fundamentalt i jernalderen i forhold til bronzealderen. I underrubrikken hedder det ganske dramatisk: ”Jernalderen i Nordeuropa er en brydningstid, hvor gamle traditioner falder, og mennesket træder frem som verdens omdrejningspunkt. I mosernes mørke vand dukker menneskelige ansigter op som tavse vidner til en epoke med nye spilleregler. Fællesskaber opstår bag hegn og forsvarsværker, der forandrer både landskabet og livsformen for altid” (s. 69).
Kendte moselig som Grauballemanden stammer fra den tid, og også lerkar, våbenfund og en træfigur med en penis i gigantstørrelse. Sidstnævnte er afbilledet på en hel side (s. 70).
Flemming Kaul, der er dr.phil. i forhistorisk arkæologi og seniorforsker ved Nationalmuseet, fortæller om Gundestrupkedlen, der med rette kaldes ”Et af forhistoriens gådefulde mesterværker” (s. 83), og andre helligkedler. Der er allerede fortalt om de fornemme afbildninger af motiver fra dette kar i denne anmeldelse. Flemming Kaul motiverer, hvorfor motiverne fortjener så flot en gengivelse. Han skriver, at det skyldes, at ”Den mest billedrige og fortællende af Gundestrupkedlens sølvplader er krigerpladen med optog af krigere” (s. 90). Det er forståeligt, at man har undret sig over, hvorfor dette enestående kar er endt i en jysk mose. Flemming Kaul ser to muligheder. Enten var det et krigsbytte eller en gave.
Xenia Pauli Jensen, der er ph.d. i forhistorisk arkæologi og seniorforsker ved Moesgaard, har allieret sig med en række andre navne, som sandsynligvis er arkæologer. Der findes desværre ikke oplysninger om dem i bogen. Sammen har de bidraget til artiklen ”Keltiske spejlinger i Hedegård”, der er beliggende i Midtjylland. Det var ”en usædvanlig stor landsby omgivet af et kraftigt palisadelignende hegn og tidens absolut rigeste gravplads. I centrum lå en ganske særlig bygning, der havde sin egen indhegning med kraftige, runde, dybt funderede træstolper. Forbilledet kan findes i kelternes befæstede byer, de såkaldte oppida (s. 99). Hos kelterne var disse byer knudepunkter for håndværk og handel. I Hedegård har beboerne kendt til skikke og traditioner i det keltiske Europa, og Hedegård vidner om den militarisering og oprustning, der fandt sted på det tidspunkt i Jylland og i Europa.
I den sidste artikel møder vi igen Jes Martens, der har skrevet om ”Kimbrernes lange færd i Europa”. Jes Martens indleder med at slå fast, at de var et af ”de mest berømte og gådefulde folk” (s. 115), og både arkæologer og skønlitterære forfattere som Johannes V. Jensen og Ebbe Kløvedal har forsøgt at forstå, hvor de kom fra, hvem de var, og hvad de ønskede at opnå. Det er for denne anmelder umiddelbart svært at forstå, at kimbrerne skulle være et keltisk folk. Spørgsmålet bliver selvfølgeligt taget op i artiklen. Derimod er det let at forstå, at et folk, som kunne besejre romerske legioner og skabe frygt og panik blandt romerne, har vundet mytologisk status. Det tragiske endeligt for kimbrerne i slaget ved Vercellae i år 101 f.Kr. (Vercelli ligger i det vestlige Norditalien mellem Milano og Torino) har bestemt ikke forringet denne status. Jes Martens inddrager i sin artikel også Gundestrupkarret, og han mener, at det og andre skatte ”må være bragt hertil af hjemvendte kimbrere” (s. 116).
I bogens epilog rundes der af med ”Keltiske fortællinger”, der indledes sådan: ”Hvad sker der, når keltiske krigere samles til fest, og kun én kan få det bedste stykke kød? Historien om kongen Mac Dá Thós gris giver et levende indblik i den keltiske verdens æresbegreber og krigerkultur” (s. 134).
Det skal tilføjes, at der er gode kort over kelternes udbredelse i Europa og to nyttige tidstavler. Den første over begivenheder, der har relation til kelterne, og den anden over begivenheder, der har relation til kimbrerne
”Kelternes verden. Europas urkraft” kan sagtens læses som en selvstændig publikation, selv om den knytter sig til særudstillingen af samme navn. Der er rigtig mange ting, man kan glæde sig over. Det gælder de fantasifulde og gådefulde tegninger, de smukke afbildninger af de forskellige genstande fx Gundestrupkedlen, hvilket jeg allerede har omtalt i begyndelsen af denne anmeldelse, og det gælder teksterne til billederne. De forskellige artikler introducerer os ganske kort men veloplagt til de forskellige sider af den keltiske kultur.
Er der da intet at kritisere? Denne anmelder savner en artikel om kelterne i populærkulturen. Der er forskellige henvisninger til fx Asterix i de forskellige artikler, men en selvstændig artikel om tegneserier, film, musik, Tv-serier og lignende ville kunne komplettere det saglige og lidt højtidelige, som også karakteriser bogen. Hvis man går ind på Moesgaard Museets hjemmeside er der flere links, der fortæller om den side af historien. Her står der fx: ”Nu dykker vi ned i kedlen med trylledrik og leder efter spor fra kelterne i popkulturen”. Men hvorfor er der så ikke en henvisning hertil i bogen?
Endelig ville en kommenteret litteraturliste være meget velkommen.
Lad mig til sidst slå fast, at bogen giver læseren og ikke mindst denne anmelder lyst til at besøge Moesgaard Museum og se udstillingen om kelterne.
[Historie-online.dk, den 25. februar 2026]
