Menu

TV-tips, uge 9, 2026

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 255

 

I ugens flow-tv skal vi til Titicaca-søen, til det romerske imperium i forfald og på besøg på Voergaard Slot. Ikke nok med det; der er også interessante britiske fyrtårne, hemmeligheden om et tvillingeeksperiment og pædagoger, der ville ændre verden. Vi skal også om dansk mad-kulturhistorie, årstidens bøger og digital svindel. Endelig er der drama om Golda Meir med Helen Mirren i titelrollen samt dokumentar om Titanic. God fornøjelse!

 

De danske køkkenfortællinger

DK4, 25. februar, kl. 12:15

Madhistoriker Bettina Buhl og kokken Jesper tager i dette afsnit fat på pålægssalaternes verden – både de klassiske og dem med et moderne twist. Bettina fortæller om timianens og nøddernes betydning i det historiske køkken og om den danske skovturs-kultur. Jesper går i køkkenet og laver en cremet nødde- og svampepate, en klassisk italiensk salat og en hjemmelavet skinkesalat. Undervejs viser han, hvordan man laver sin egen mayonnaise fra bunden. Samtidig dykker Bettina ned i historien bag den italienske salat fra dens oprindelse, til hvordan den har udviklet sig gennem generationer.

 

Besøg på Voergaard Slot

DK4, 26. februar, kl10:20

Vi skal til det nordlige Jylland, til tophatten – her ligger det, der engang var Stygge Krumpens kærlighedsrede. Og ja, det er Bispen af Børglum – Stygge Krumpen, der er tale om – en herre, hvorom der er mange historier. Voergaard Slot ligger modsat af Børglum på østkysten. I dag står slottet som en renæssanceperle, smukt placeret med en voldgrav. Den dansk-franske greve E. Oberbech-Clausen forestod, i 1955, en omfattende restaurering af slottet tilbage til fordums storhed. Med sig havde han også flere franske skatte fragtet til Danmark i 16 togvogne, som fx det spisestel Marie-Antoinette og Ludvig 16. efter sigende spiste af, mens de afventede deres dødsdom. En anden vigtig person forbundet med slottet er Ingeborg Skeel, historierne knyttet til hende er mangfoldige og barske, efter signede er det hende, der er Voergaard Slots hvide dame. Tag med til det smukke slot og hør alle de gode historier.

 

Forunderlige fyrtårne (1:3) Eddystone Rock

DR2, 26. februar, kl. 19:15

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Secret Life of the Lighthouse) Den Engelske Kanal, 1695. To britiske handelsskibe forliser på Eddystone-revet 14 km syd for Plymouth. Det bliver startskuddet på et dristigt ingeniørprojekt, der kommer til at redde tusindvis af liv - og etablerer en rettesnor for klippefyrtårne i hele verden. Men på Eddystone Rock bliver tre tårne smadret af havet, fortæret af flammer og undermineret af klipperne, inden det lykkes at bygge et tårn, der kan modstå havets rasen.

 

Golda

DR2, 27. februar, kl. 20:00

Amerikansk autentisk drama fra 2023. Den 6. oktober 1973 indleder Egypten og Syrien et overraskelsesangreb på den israelsk besatte Sinai-halvø og Golanhøjderne. Israels kvindelige premierminister, Golda Meir, befinder pludselig i et kapløb med tiden. Millioner af liv er på spil, mens Golda tynges af svære politiske beslutninger. Frustreret over de interne stridigheder i hendes udelukkende mandlige kabinet må Golda ene kvinde lede sin nation gennem en usikker tid. Medvirkende: Helen Mirren, Camille Cottin, Liev Schreiber m.fl. Instruktion: Guy Nattiv.

 

Årstidens bøger med Anne-Marie Mai

DK4, 28. februar, kl. 17:40

Programmet er en specialudgave af ”Årstidens bøger med Anne-Marie Mai”, for her omtaler og anbefaler litteraturprofessor Anne-Marie Mai ikke nye udgivelser inden for litteraturens forskellige genrer, som hun almindeligvis gør i ”Årstidens bøger” – tværtimod. I denne udgave præsenterer Anne-Marie Mai nemlig dele af den nye litteraturkanon, der bliver indført i gymnasiet fra årsskiftet til 2026, og Mai har på flere måder grundigt kendskab til den nye kanon, idet hun ud over at være litteraturprofessor også har været leder af det udvalg, der på børne- og ungdomsministerens opdrag skulle udarbejde et forslag til en ny litteraturkanon.

 

Hemmeligheden om mig

DR2, 28. februar, kl. 20:00

Britisk dokumentar fra 2025. (The Secret of Me) Hun er blevet løjet for hele sit liv. Den 19-årige Kristi har altid følt sig anderledes, men først under en forelæsning i feministiske studier på universitetet opdager hun hvorfor. En hemmelighed, som hendes forældre og læge har skjult for hende. Da hun begynder at lede efter sandheden, fører det langt ud over hendes eget liv - til afsløringen af et psykologisk tvillingeeksperiment, der har påvirket tusindvis af mennesker verden over.

 

Pædagogerne der ville ændre verden

DR2, 1. marts, kl. 17:50

I 1970'erne flyttede en flok idealistiske pædagoger sammen med en gruppe udsatte unge i et alternativt kollektiv. Gennem fællesskab og tillid ville de skabe forandring indefra. Det blev en tid præget af både kaos og varme relationer. I dokumentaren genbesøger instruktøren eksperimentet med spørgsmålet: Kan vi lære af deres forsøg i dag?

 

Svindlerne bag skærmen

DK4, 2. marts, kl. 22:05

Hvert år bliver tusinder af danskere svindlet digitalt, og tallet er stærkt stigende. De kriminelle har reelt droppet bankrøverierne og er blevet digitale. Det er let at sætte svindelen i gang: risikoen for at blive afsløret er begrænset, og chancen for at blive straffet er nærmest ikkeeksisterende. Denne type kriminalitet er den bedste set fra forbrydernes synspunkt: Den kriminelle skal ikke kæmpe med bankernes sikkerhedssystemer, idet offeret selv udfylder de informationer, der giver adgang til bankkontoen. Det er kunden selv, der i god tro opretter pengeoverførslen og endda selv godkender den. Derfor er det i høj grad ældre medborgere, der bliver ramt. Vi sætter journalistisk fokus på problemet, og over to programmer kan du møde en række danskere, der er blevet svindlet med store konsekvenser for deres liv. Vi fortæller også om, hvad man kan gøre. Både for at forebygge at man bliver det næste offer – og hvis skaden er sket.

 

Jagten på det ukendte

DK4, 3. marts, kl. 17:05

Forfatter og globetrotter Klaus Aarsleff tager os med på en rejse til fortidsgåder og uforklarlige fænomener. I dette afsnit ser vi bl.a. på ældgamle og gådefulde tempelsten ved Titicaca-søen og vi kikker på mysterier i mayaernes og olmekernes land.

 

De store civilisationers fald (1:4)

DR2, 3. marts, kl. 20:10

BBC-dokumentarserie fra 2025. (Civilisations: Rise and Fall) En ung, uerfaren og paranoid kejser. Et splittet imperium og fjender ved porten. I år 410 e.Kr. er Rom under angreb. Hovedstaden bliver hærget af en barbarisk leder, der tørster efter hævn. De rige skynder sig at skjule deres skatte. Og de fattige løber for livet. Ingen har set det komme. Er Romerriget ved sin ende?

 

Titanic i farver (1:2)

DR2, 3. marts, kl. 21:00

Britisk dokumentar fra 2024 (Titanic In Colour) Da Titanic sank den 15. april 1912, blev navnet straks synonymt med katastrofe. Men skibet var et teknologisk vidunder, og dets verden sprudlede af farver og innovation. Med farvelagte filmoptagelser og billeder genskabes skibets sande udtryk - fra det elegante interiør til passagerernes ejendele - og kaster nyt lys over dem, der byggede, sejlede med og overlevede Titanic.

(Historie-online.dk, den 24. februar 2026]

Se relaterede artikler
TV-tips, uge 42, 2025
TV-tips, uge 17, 2024
TV-tips, uge 45, 2025