Menu
Forrige artikel

Dansk søfartshistorie digitalt

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 501

 

En stor unik database med dansk søfartshistorie baseret på næsten en kvart million kartotekskort ligger nu frit tilgængeligt online for alle interesserede. Databasen, der fungerer som en slags søfartsleksikon, indeholder oplysninger, der tidligere kun har været fysisk tilgængelige på Museet for Søfart.

Hvis man er interesseret i oplysninger om et bestemt skib, en bestemt skipper, en bestemt havn eller en bestemt reder, kan man nu gratis søge og finde oplysninger på en ny stor database med dansk søfarts-historie. Databasen ligger online og er baseret på et navneregister med 237.000 kartotekskort fyldt med søfartshistorie.

Man indtaster bare navnet på fx et skib eller en skipper, og så får man alle de oplysninger om vedkommende, der findes i kartoteket, og i de fleste tilfælde vil der også være en reference til, hvor man kan finde flere informationer om præcis det emne.

”Digital adgang til det enorme navneregister til dansk søfartshistorie er et stort fremskridt for alle søfartsinteresserede. Det er den første af sin art, og der findes ganske enkelt ikke noget andet redskab, der giver de samme muligheder hjemme fra ens egen computer”, siger Per Hundevad Andersen, leder af Danskernes Historie Online, der står bag digitaliseringen.

Kartoteket kaldes populært for ”Die Elisabeth”, fordi det var Elisabeth Henningsen, hustru til museumsdirektøren ved M/S Museet for Søfart, der i 1960’erne og 1970’erne arbejdede på et fantastisk projekt, hvor hun gennemgik enorme mængder af arkivkasser, protokoller, journaler og havnepapirer. Hver gang hun stødte på navnet på et skib, et besætningsmedlem eller en reder, skrev hun det ned på et kartotekskort, oftest med en henvisning til den originale kilde.

Nu har frivillige hos Danskernes Historie Online så digitaliseret den næsten kvarte million kartotekskort og gjort dem søgbare. Og som resultat på en søgning får man både et billede af de kort, der opfylder søgningen, og en læsbar tekst, så man ikke behøver at være bekymret for om man kan læse håndskriften.

Danskernes Historie Online har brugt tre år på at digitalisere navneregistret med de 237.000 kartotekskort, der fysisk ligger på Museet for Søfart i Helsingør. Databasen findes via dette link: https://slaegtsbibliotek.dk/databaser/soefartshistorie

[Historie-online.dk, den 25. februar 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Forvandlinger – fortællinger om affald
Aktiviteter i efterårsferien 2023
OPFINDELSER – skabertrang og drømme