Menu
Forrige artikel

Sorø katastrofen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2240

 

Af Kresten Søe

Fatal afsporing en råkold aprilmorgen

Sorø katastrofen er en dokumentarisk beretning om en af de værste jernbaneulykker i Danmark siden 2. Verdenskrig. En katastrofe, hvor et Intercitytog med 300 passagerer den 25. april 1988 blev afsporet og væltede i en skov lidt udenfor Sorø.

Togulykken var et eksempel på den katastrofe, der kan udløses af en lille menneskelig fejl, når det ”perfekte” sammenfald af medvirkede årsager af fx svigtende teknik, vejrlig og kommunikation er til stede.

Katastrofen kostede otte personer livet og kvæstede der udover 72 i mere eller mindre alvorlig grad.  
Yderligere blev både politiet, sygehuse og redningsberedskab sat på en prøve, som blandt andet på grund af den datidige kommunikations begrænsninger, betød næsten uoverstigelige udfordringer.

Som om ikke dette var nok tilkom en fatal tilfældighed i form af en tonstung kampesten, der ved et tilfælde lå på stedet og på blodig vis pløjede igennem vognen med de fleste dræbte og kvæstede.

Til gengæld blev yderligere langt værre trusler i form af gennemgående trafik på den dobbeltsporede strækning, hvor de overlevende fortumlede passagerer myldrede rundt, med nød og næppe afværget.

Indhold og opdeling

Bogen er strukturelt opdelt i to hoveddele. Først kommer redegørelse for selve katastrofens begivenheder med blandt andet de involverede hovedpersoners oplevelser og ageren i begivenhedernes centrum.

Her indgives en fin skildring af sammenhold og den fantastiske indsats, som både overlevende passagerer - primært en tilstedeværende læge - og en tililende sygeplejerske fra et af nabohusene stod for i de første lange minutter, inden yderligere hjælp kunne nå frem.

Bogen anden halvdel beskæftiger sig med det juridiske efterspil, hvor den psykisk nedbrudte lokomotivfører blev dømt som ansvarlig og dermed blev en slags syndebuk, uden at de medvirkende tekniske årsager reelt fik mange linjer i de mange samtidige sensationsprægede skildringer i de lokale aviser og formiddagsbladene.

Pressen spillede i øvrigt en lidet flatterende rolle under begivenhederne, idet tililende sensationssultne journalister både til fods og i luften direkte forstyrrede redningsarbejdet.

Bogen er blevet til på baggrund af en række interviews med øjenvidner i form af togpassagerer på stedet og agerende personer i ulykkens efterspil.

Hertil kommer et stort forskningsarbejde i form af opnåelse af aktindsigter og grundig granskning, analyse og sammenligning af forskelligt arkivmateriale. 

Yderligere er der kapitler om evaluering af redningsarbejdet og de tekniske forbedringer af sikkerheden, som ulykken resulterede i både i DSB og i uddannelse af dansk katastrofeberedskab på længere sigt.

Endelig kommer til allersidst de forskellige hovedpersoners efterfølgende livsbane ført op til i dag og forfatterens egne betragtninger om ulykken.
Bogens illustrationsmateriale består af kortskitser og fotos fra ulykkesstedet.

Sober journalistisk fremstilling

Bogen har en yderst sober journalistisk tilgang til begivenhederne uden de blodige og makabre fotos og skildringer, der ofte præger genren.

Fremstillingen er trods fravær af disse effektprægede indslag alligevel fængende og giver en fin indsigt i både begivenhederne og deres baggrund helt ind til kærnen af både retssagen og bevisførelsen for både forsvarer og anklager.

Hertil kommer detaljerede tekniske forklaringer på de her medvirkende årsager.  De sidste momenter gør ofte i bogens senere kapitler læsningen langhåret med meget stor detaljeringsgrad.

Men også her skal forfatteren have ros for at omsætte de mange begreber og sammenhænge til et mere alment og forståeligt hverdagssprog.

I kapitlet om katastrofens menneskelige efterspil afsløres også på udramatisk vis, at den unge Bodil Jørgensen, som var en af katastrofens ofre, der trods sine egne kvæstelser og chok agerede positivt beroligende og trøstende overfor sine medpassagerer under og lige efter ulykken, faktisk var og er den Bodil Jørgensen, som står som en af vore bedst kendte afholdte skuespillere i dag.

Heller ikke her har forfatteren ladet sig friste til patos og store armsving. Respekt for det herfra.

Alt i alt i alt udgør bogen et både spændende og informativt stykke dansk jernbanehistorie, som vil tiltale alle læsere af genren.

[Historie-online.dk, den 14. juni 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Under fællesskabets sejl
Motorpaketten Mjølner 1922 - 2022
Fra skipperliv til østrigsk fangenskab