Menu
Forrige artikel Næste artikel

Om lidt er de borte

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 192

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv

Man kan altid blive lidt klogere…

Som almindelig uddannet og dannet historiker og med endnu et besættelses- og befrielsesjubilæum bag os troede jeg egentlig, at jeg vidste nogenlunde, hvad der var værd at vide om Modstandsbevægelsen. Men så fik jeg stukket Ninkas bog i hånden og måtte erkende, at der stadig kunne bidrages med nyt til denne del af rigets historie. Jeg tror egentlig ikke, der er så mange nye faktuelle ting at komme efter. Det er mere stemningen i bogen, fornemmelse af at komme ind under huden af Modstandsbevægelsens topfolk, der gør bogen unik og særdeles anbefalelsesværdig.

For god ordens skyld må jeg hellere præsentere forfatteren, selv om det næsten burde være overflødigt. Anne Wolden-Ræthinge – måske bedre kendt som Ninka – har gennem 40 år været fast skribent på Politiken. Derudover har hun udgivet en lang række bøger, ikke sjældent med fokus på kendte danskere og gerne med lange og intensive interviews som baggrundsmateriale.

Også denne bog bygger på interviews. I slutningen af 1980’erne fik Ninka i forbindelse med TV-serien Modstand 1940-45 lejlighed til at interviewe flere af Modstandsbevægelsens vigtigste medlemmer. Sjovt nok er disse interviews ikke tidligere blevet trykt. Det kan godt undre lidt, og det ville have været rart, hvis man havde begrundet det i en indledning. Måske har det været efter aftale med de interviewede – det er jo særdeles personfølsomt materiale – måske har man bare syntes, at i år var et bedre tidspunkt.

I hvert fald er der nu trykt 11 af disse interviews, og det er i sandhed de prominente modstandsfolk vi her bliver præsenteret for: Jørgen Hæstrup, Jørgen Kieler, Børge Houmann, Svend Truelsen, Erik Frandsen, Hans Teglers, Frode Jacobsen, Jørgen Jespersen, Flemming Juncker, Jens Toldstrup og Ole Lippmann. Personer, som man kender fra Modstandsbevægelsens historie og som mange sikkert har en ret farstømret mening om. Til dem vil jeg sige: Læs bogen og bliv lidt klogere.

De 11 personer repræsentere forskellige fraktioner og forskellige arbejdsområder inden for Modstandsbevægelsen. De fleste har mødt hinanden undervejs eller har i hvert fald vidst, hvem de andre var. Der er for det meste en grundlæggende respekt på trods af politiske uoverensstemmelser og forbavsende lidt bitterhed. De har alle en mening om retsopgøret – til tider ret overraskende meninger. Tilsyneladende taler de alle frit fra leveren. De er ikke bange for at nævne navne, og man har på fornemmelsen, at intet bliver fejet ind under gulvtæppet. Her er det Ninkas usædvanlige interview-evner virkelig slår igennem. Der er ingen tvivl om, at hun er 100 % inde i stoffet, og hun ved, hvad hun vil have ud af de forskellige personer. Ind imellem fornemmer man, at interviewene tager en uventet drejning, som Ninka hver gang får det bedste ud af. Ingen tvivl om, at hun virkelig kan noget her.

Modstandsfolkene er alle som mennesker meget forskellige. Også det kan man få ud af interviewene: Her er den stille, rolige og velovervejede, dér den spontane og temperamentsfulde; der er den stolte og den ydmyge, den bekymrede og den humoristiske. De fremstår som mennesker meget, meget forskellige. Og det er netop også den menneskelige del, der er så interessant. Når man har læst bogen, er de ikke længere blot en række navne, men mennesker, man fornemmer at vide meget mere om.

De har alle én ting til fælles, som er så enormt indlysende, men som alligevel har fortabt sig i mange andre fremstillinger: De har alle levet med en forfærdelig angst for at blive taget. Presset på dem har været kolossalt. De har alle oplevet kammerater blive taget og enten skudt i flugt eller decideret henrettet. Og alligevel er ingen af dem i tvivl om, at det var det hele værd. Heller ikke efter krigen, efter retsopgøret og efter mange analyser og vurderinger af deres indsats. Heller ikke med erkendelsen om, at det ikke var den danske Modstandsbevægelse, der flyttede fronter. Netop dette har jeg nogle gange haft lidt svært ved at forstå, men det er blevet meget nemmere efter at have læst disse meget personlige fremstillinger.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg
Holger Danske
Til fælles bedste