Til fælles bedste
Menu
Forrige artikel

Til fælles bedste

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 530

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

Denne bog er en omarbejdet ph.d.-afhandling, der blev forsvaret i januar 2005, og som blev udarbejdet som en del af forskningsprojektet om erhvervslivets vilkår under besættelsen. Forfatteren er nu adjunkt ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse ved Syddansk Universitet. Han er født i 1965, og hører dermed til kredsen af de yngre historikere, der i de seneste år har beriget dansk historieskrivning med en stribe gode bøger om besættelsesårene. Nye synsvinkler og problematisering af hævdvundne antagelser kendetegner i forening med viljen og evnen til at grave dybt i arkivernes righoldige materiale denne nye generation af besættelsestidshistorikere. Mogens R. Nissen og hans bog er i denne henseende ingen undtagelse. Landbrugets rolle under de fem lange år har været et ømtåleligt og myteomspundet emne, der her for første gang kulegraves i særdeles grundige arkivstudier.  

Man skal bide mærke i titlen Til fælles bedste. Dermed sigtes til, at det danske landbrug i årene 1940-45 virkede til fordel for både det danske samfund og til fordel for Tyskland og den tyske besættelsesmagt i Danmark. Dermed er der tale om et opgør med det dominerende synspunkt på landbrugets rolle under besættelsen, der blev lagt allerede i den umiddelbare efterkrigstid: Bønderne havde tjent styrtende mange penge, bl.a. ved prisstigninger og salg til tyskerne. Bønderne og landbrugets ledere slap uden om retsopgøret, ligesom de heller ikke mødt med krav om tilbagebetalinger af urimelige fortjenester – efter den almindelige mening blev sådanne skridt afværget af de magtfulde landbrugsorganisationers indflydelse. Ganske vist mistede landmænd, der havde tjent sorte penge på f.eks. tørveproduktion eller ulovligt salg ved stalddøren til besættelsesmagten disse ved pengeombytningen 23. juli 1945, men det er i småtingsafdelingen. Endnu i 1999 blev dette billede fastholdt i en stor artikel i Politiken med overskriften: ”Bøndernes gyldne krigsår” efterfulgt af undertitlen ”Penge, penge, penge…”.

Mogens R. Nissen nuancerer dette billede. I 15 veldisponerede kapitler sættes der fokus på de mange centrale problemstillinger, bl.a. produktionens størrelse og fordeling, prisudviklingen, handelsaftalerne, betydningen af eksporten til Tyskland og naturligvis landbrugets indtjening. Hertil kommer til sidst kapitler om landbrugets rolle i forhold til modstandsbevægelsen, illegale blade og de allierede myndigheder.

Et fast omdrejningspunkt i bogen er forholdet mellem de tre væsentligste aktører: Landbruget (dvs. organisationerne); regering, rigsdag og centraladministration samt den tyske besættelsesmagt. Alle parter havde en interesse i under de givne forhold at sikre den størst mulige landbrugsproduktion. Udgangspunktet var de gensidige handelsaftaler, der fra 1930’erne årligt udstak rammerne for samhandelen i kraft af fastsættelse af eksportkontingenter. Trods besættelsen fortsatte dette system uforandret. Nissen viser dygtigt, at der var stor gensidig tillid mellem de danske og tyske forhandlere. Det er også vigtigt at slå fast, at alle prisforhøjelser blev godkendt af regering og rigsdag, ligesom salget til tyskerne, der i øvrigt omvendt betød sikring af vigtige råvareleverancer til Danmark. Det er indiskutabelt, at landbruget som helhed indtjente flere penge under besættelsen end i 1930’erne. I årene op til besættelsen havde de fleste bedrifter dog allerede haft en markant bedre indtjening end tidligere, bl.a. som følge af af bedre eksportpriser på animalske produkter. Det skal også noteres, at besættelsesårene som helhed var gode høstår. En undtagelse var 1941, hvor høstudbyttet var meget ringe, mens 1942, 1943 og 1944 for de fleste afgrøders vedkommende lå langt over middel. Dette bidrog naturligvis til den relativt høje indtjening, men Nissen påpeger, at der var forskelle alt efter bedrifternes størrelse, ligesom driftsomkostningerne generelt var markant stigende. Alligevel lykkedes det som helhed for landbrugerne at øge opsparingen, hvorved de efter befrielsen stod bedre rustet til at foretage nyinvesteringer i maskiner, driftinventar og bygninger.   

Mogens R. Nissens analyser af indtjeningen m.v., der bl.a. baserer sig på tal fra Det landøkonomiske Driftsbureau, har naturligvis kun været muligt at udarbejde efterfølgende. Den enkelte landmand tænkte under de givne forhold næppe meget på disse større perspektiver. Nissen skriver fint i starten af bogen:

”Det er vigtigt at slå fast, at de enkelte landmænd under besættelsen dybest set blot fortsatte med at producere, som de altid havde gjort. De fortsatte med at levere til de mejerier og slagterier, som de havde leveret til før besættelsen. Ydermere må det noteres, at landmænd og andre som boede på landet, kun sjældent var i kontakt med besættelsestropperne, idet der kun var få tyske soldater stationeret uden for byerne…” (s.16).

Man kunne godt have ønsket sig dette perspektiv udfoldet nærmere. Som nævnt er det de politiske aktører, der er i centrum i bogen, mens landmændene selv er fraværende. Det skyldes ganske givet tilblivelsen som en videnskabelig afhandling. Men i bogen om det danske landbrug under besættelsen, ja, der savner man landmændene. Mange, der gjorde denne tid med, lever endnu, og det havde været velgørende, hvis Mogens R. Nissen havde interviewet en snes stykker og krydret fremstillingen med beretninger om deres oplevelser.  

Det sidste ord om dansk landbrug i besættelsesårene er ikke sagt og skrevet. Der er mange detaljer, der kan uddybes yderligere, ligesom emnet kan anskues ud fra andre perspektiver, f.eks. i forhold til industrien. Men Mogens R. Nissens bog vil blive stående som et hovedværk om dansk landbrug under besættelsen, og den fremtidige forskning vil ikke kunne komme uden om bogen og dens rigdom af informationer.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Birkedal
Fanden tage i morgen
Besættelsen set med tyske øjne