Menu
Forrige artikel

Fredy. Klemt kronprins - glemt konge

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 518

 

Af Ulla Weishaupt

En fantastisk bog, ikke kun en biografi af Fredy men en dybtgående præsentation af Danmarks politiske historie fra 1843 og frem til 1913, og de magtkampe der var i kongeligt regi, men også mellem kongehus og regeringen.

Det var ikke uden grund, at Fredys far, Christian d. 9., blev kaldt Europas Svigerfar; familien var dybt forgrenet ind i mange kongehuse, og Fredys liv blev da også en del af dette politiske spil. Et spil som faderen styrede med hård hånd, hvor han ikke levnede meget plads til sønnen. Fredy forsøgte ellers at finde sin plads og skaffe sig fornuftige gøremål, men det var svært, når han hele tiden blev skubbet ud i periferien.

På trods af sit samfundssind og sin store interesse for politik blev det ham kun forundt at være regent i en ganske kort periode fra 1906-1912. Desværre kom han tragiske død til at fylde mere i historien end den fremsynede tilgang, han havde til monarki og regeringsmagt. Han var en folkets mand, og den første demokrat på den danske trone. Gennem sit voksenliv stræbte han efter at varetage et samfundsrelateret hverv. Han trivedes i hæren, men benspænd bevirkede at han ikke kunne komme frem den vej. I stedet blev frimurerne hans redning, her fandt han et meningsfuldt hverv og knyttede mange gode kontakter. Det var ikke kun i det officielle liv han var presset, men også på hjemmefronten. Hans mor var meget negativ over for hans hustru Lovisa, hvilket gav en del dønninger.

Med denne meget gennemarbejdede og velskrevne bog bliver der rette op på det billede, eftertiden har haft af Fredy. Poul Smidt har gravet dybt i arkiverne og har også haft adgang til kongefamiliens og Frimurernes breve i den periode. Selv om jeg kendte en del til perioden, har det været en fantastisk oplevelse at læse denne bog. Dels at få genopfrisket sin historie, men samtidig er jeg blevet beriget med ny viden, især om de intriger og manipulationer der har været med til at forme vort lands historie. Selv om det er meget faktuelt stof, formår Poul Smidt med sin skriveform at gøre bogen let læselig og fængende.

Bogen er løbende illustreret med portrætfotografier og satiriske tegninger. Bagerst i bogen er dels noter med kildehenvisninger og en omfattende litteratur liste, såfremt man ønsker at fordybe sig yderligere i perioden, samt et personregister og en billedliste. Hvis man interesserer sig lidt for nyere danmarkshistorie, er dette en bog, man ikke bør snyde sig selv for. Jeg kan kun varmt anbefale den.

[Historie-online.dk, den 5. maj 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Stalin - En biografi
Under kastanjetræet
"Journalist"