Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bunkers

Kategori: Bøger
Visninger: 1083

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.stipendiat, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet.  

Den 6. juni 2014 var 70-årsdagen for den allierede invasion i Normandiet, D-dag, hvor den såkaldte 2. front i Europa blev åbnet. Når bortses fra korte indslag om markeringen af dagen på invasionskysterne i Frankrig, gik begivenheden relativt upåagtet hen i Danmark. Det var jo ikke her, Hitlers Atlantvold blev gennembrudt. Men Hitlers Atlantvold var også her, på den jyske vestkyst, og såmænd også ned langs Vendsyssels østkyst. Fra Nordkap til Pyrenæerne strakte Atlantvolden sig, med mere end 12.000 bunkere. Det samlede byggeprojekt omfattede 15.000 bunkere. Små 2.000 bunkere blev bygget i Danmark. Bunkerne er ikke et uudforsket eller upåagtet område, men dog et skismatisk område. For nogle er bunkerne blot betonklodser, der måske oven i købet ligger i vejen på den jyske vestkyst, men også adskillige steder inde i landet, og for andre er bunkerne en kilde til fascination og uimodståelig udforskning. En hurtig tur på nettet resulterer i en konstatering af, at der findes bunkerentusiaster af adskillige observanser, fra de mere obskure til de, der f.eks. beskæftiger sig indgående med bunkernes elektriske installationer. Litteraturen om bunkerne spænder fra lokale undersøgelser og redegørelser, til principielle registreringer og fremstillinger. Absolut uomgængelig for enhver, der interesserer sig for bunkerne, er to grundlæggende arbejder: Jens Andersen, leder af Museumscenter Hanstholm, udgav i 2007 Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45, der redegør for forsvarssystemets udvikling, ændringen af Danmarks strategiske betydning, tyskernes trusselsbillede osv., og samme forfatter udgav i 2006 sammen med Rudi Rolf German Bunkers in Denmark, der redegør for hvert eneste anlæg i Danmark, idet Atlantvolden ikke kun var noget, der krævede bunkere ved kysten. Man kan ikke forstå Atlantvoldens historie i Danmark uden den første, og man kan ikke gå på bunkerjagt nogle steder i Danmark uden den sidste. Men det sidste ord er ikke sagt i den sag.

Det demonstreres til fulde af Bunkers – Atlantvoldens perspektiver i Danmark, redigeret af Lulu Anne Hansen, ph.d., leder af historie ved Sydvestjyske Museer, og Martin Rheinheimer, Dr.phil. og Dr.habil., professor i maritim og regional historie ved Syddansk Universitet. Udgangspunktet er forskellige forskningsmæssige interesser ved Center for Maritime og Regionale Studier, der knytter sig til bunkerne, og til bunkernes funktion og betydning, samtidig med, at man har ønsket at understrege den fortløbende karakter, som forskningen har, og dennes samspil med erindringen om perioden og fortolkningen af perioden og emnet (s. 8-9). Det er sådan set en stor mundfuld. Bidragene samler sig om bunkerne i deres tilblivelsessituation og om fortolkningen af bunkerne i samtid og eftertid (s. 11), og glimrer ved i introduktionen at give en kortfattet forskningsoversigt, hvor der også redegøres for den i visse sammenhænge problematiske kildesituation (s.9-11). Her savner man dog Jens Andersens og Rudi Rolfs German Bunkers in Denmark, 2006, hvordan det så kan gå til, men lad det nu være. Center for Maritime og Regionale Studiers forankring på Syddansk Universitets campus i Esbjerg forklarer den lokale fokus på Esbjerg og omegn (s. 9), hvilket imidlertid ikke gør bogen til et stykke lokalhistorie om Esbjerg. Snarere bliver Esbjerg brugt som case for mere principielle undersøgelser og betragtninger. Det afgørende er imidlertid, at nogle faktisk går i gang med at undersøge sagen. Det kan også gøres andre steder.

Hele herligheden bindes sammen af æstetik, selvom det nok vil få nogle op af stolen at påstå det. Martin Rheinheimer har siden 2001 fotograferet Atlantvoldens bunkere langs den jyske vestkyst, og det har han gjort godt. Rheinheimers fotografier: ”[…] giver en række umiddelbare visuelle indtryk af Atlantvoldens samspil med såvel landskab som menneske. De illustrerer dermed, hvordan bunkerne med tiden er blevet en del af det nuværende kystlandskab.” (S. 15). Rheinheimer introducerer projektet i ”Bunkers, menneske og natur – en fotoserie” (s. 17-18), og bringer derpå en række fornemme fotografier fra Sjelborg (s. 19-26), alle blot med angivelse af sted og dato. Serien fortsætter bogen igennem med ”Mennesket I: Spor” (s. 71-78), ”Naturen” (s. 109-116), Mennesket II: Sameksistens (s. 145-152), ”Havet” (s. 213-220), ”Mennesket III: Ødelæggelse” (s. 253-260), ”Sand, vind og regn” (s. 319-326), alle fotos blot med angivelse af sted og dato. Så kan man selv fordybe sig i billederne. Det bør man gøre.

Mona Jensen, cand.mag., Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-45, skriver i ””Fall Erna” – invasionen der aldrig kom – Det tyske forsvar af Esbjerg” (s. 27-70), om, hvorledes man fra tysk side vurderede og ændrede trusselsvurderingen ift. et allieret angreb på den vigtige havneby, og de der af affødte omfattende befæstningsarbejder på stedet, og hvad disse så igen affødte. Esbjerg fik sammen med Frederikshavn, Aalborg og Hanstholm den højeste klassificering på dansk grund ift. trussel om angreb, ”Verteidigungsbereich,” forsvarsområde, (s. 32), hvilket antyder omfanget af befæstningsarbejderne. Mange entreprenante entreprenører og mange ikke altid lige arbejdssomme arbejdede blev tiltrukket af de store projekter og gode penge, hvilket medførte en del problemer for byen og dens byråd. Redegørelsen for disse forhold bygger på et par gode, lokale kilder, nemlig kommunaldirektør Hans Nielsens referater til byrådet af forhandlinger med værnemagten, samt Knud Stenhøj, sekretær fra borgmesterkontoret i Esbjerg, der skrev en grundig beretning om arbejderindkvarteringerne i byen (s. 43). Her er der således tale om en ganske favorabel kildesituation. Mon ikke der findes tilsvarende kilder i andre områder af landet? Sagen løftes administrativt et trin op af Jacob Leth, cand.mag., adjunkt på handelsgymnasiet IBC Fredericia-Middelfart, der i ”Den forlængede arm i Jylland – Departementschefstyrets midlertidige kontor i Jylland 1943- 1945” (s. 79-108), belyser et ret upåagtet forhold, nemlig at den civile, danske centraladministration efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943, efter ønske fra den øverstbefalende for værnemagten i Danmark Werner Best, etablerede et kontor, det såkaldte Silkeborgkontor, ved værnemagtens hovedkvarter, der som følge af den øgede invasionstrussel flyttede til sit fremskudte kampstade i Silkeborg (s.79, 81). Her fik det midlertidige kontor en væsentlig rolle ifm. befæstningsarbejderne ved at tage sig en lang række praktiske problemer, fra krav om arbejdskraft til problemet vedr. sengetøj (s. 90-92, 97-99), som man derfor ikke behøvede at tage stilling til i København, samtidig med, at kontoret havde daglig kontakt til såvel værnemagtens hovedkvarter som de lokale, jyske myndigheder, således at departementscheferne fik bedre adgang til informationer om, hvad der foregik i Jylland (s. 106).

Mogens R. Nissen, ph.d., arkiv og forskningschef ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, fortæller i ”Gudrun og Kriemhild – To forsvarslinjer i Sydjylland” (s. 117-144) om en relativ ukendt del af de tyske forsvarsanlæg i Danmark, befordret af landgangen i Normandiet den 6. juli 1945. Hvis en allieret landgang skulle finde sted i Jylland, ville den tyske værnemagt forhindre at allierede tropper trængte ned gennem Jylland, til hvilket formål man gravede to øst-vestgående blokeringsstillinger, der stort set var færdige ved krigens afslutning i maj 1945. Den ene var Gudrun, der strakte sig fra Kolding til Kongeåens udløb i Vadehavet nord for Ribe, den anden Kriemhild, der blev anlagt fra Haderslev til Rejsby, mellem Ribe og Tønder. Af en trdje, nordligere stilling, fra Vejle over Grindsted til Varde, blev der kun anlagt korte stykker, mens en fjerde linje blev gravet langs den dansk-tyske grænse mellem Husum og Slesvig (s. 117-118). Mens den sydligste stilling bl.a. blev udgravet under ekstremt elendige forhold af tvangsarbejdere, et udekommando bestående af fanger fra koncentrationslejren Neuengamme, hvilket ikke fremgår, blev Gudrun og Kriemhild bl.a. udgravet af det tyske mindretal i området, ligesom man fra tysk side overvejede at tvangsudskrive dansk arbejdskraft til fæstningsværkerne, hvilket dog ikke skete; i øvrigt er det usikkert, hvor alvorligt denne trussel var ment (s. 128-131). I april 1945 blev Gudrunstillingen forladt, mens Kriemhild blev vendt mod syd, angiveligt for at forsvare Danmark til sidste patron, som det blev udtrykt i en dagsbefaling (s. 144), og altså lade et sidste, stort slag stå i Jylland. I modsætning til bunkerne langs vestkysten, er der i dag ikke længere spor efter de to stillinger i landskabet, og end ikke i de områder, som stillingerne løb igennem, er der mange, der kender til disse (s. 144).

I artiklen ”Vestkystens Klondyke – Fortællinger om Esbjerg og Vestkysten under besættelsen” (s. 153-212), beretter Lulu Anne Hansen og Henrik Lundtofte, cand.mag., arkivleder, Historisk Samling fra Besættelsestiden, om den betydelige, for at sige det mildt, økonomiske vækst i Esbjerg, som fiskeeksporten til Tyskland og fæstningsbyggeriet afstedkom. I april 1940 var Esbjerg tæt på økonomisk og social katastrofetilstand, men med krigen og besættelsen indledtes en i økonomisk forstand gylden periode for nogle grupper i byen; en periode, som i dag bl.a. er repræsenteret i smukt villabyggeri i nogle kvarterer i Esbjerg (s. 153). På den ene side demonstreres pengerigeligheden af vittigheder om, at fiskerne i Esbjerg anvendte 500kr.sedler som mellemlægspapir i madpakkerne (s. 168), og på den anden side antydes de Klondykeagtige tilstande og der af affødte, landsdækkende rygter af, at Esbjergs erhvervschef i januar 1945 måtte rejse til København, for i avisinterviews at imødegå de værste historier om byen (s. 185). Artiklen bygger på såvel den legale som den illegale presse og demonstrerer, hvad en systematisk gennemgang af disse kilder kan resulterer i. Man bør gøre noget lignende i Danmarks øvrige forsvarsområder, dvs. Frederikshavn, Hanstholm og Aalborg.

Men det behøver ikke at være stort for at blive stort. Bo Ejstrud, ph.d., museumsleder, Museet på Sønderskov, gør noget helt usædvanligt i artiklen ”Stützpunkt Henne – Bunkers i det militære kulturlandskab” (s. 221-252). Ifm. en arkæologisk undersøgelse blev man i 2010-2011 opmærksom på, at området udgjorde Støttepunkt Henne, der bestod af tre mandskabsbunkere (Regelbau 668) og en observationsbunker (Regelbau 666), med plads til i alt 21 mand, mens en femte og større mandskabsbunker blev planlagt, men aldrig bygget. Der var således ikke tale om et stort støttepunkt, men placeringen godt tre km. fra kysten gav anledning til et indlysende spørgsmål, nemlig hvorfor støttepunktet var etableret hvor det var. Vha. GIS, Geografiske Informationssystemer, og den militære mobilitetsmodel Nato Reference Mobility Model, samt variabler i form af topografiske og geografiske oplysninger (s. 226-234), forklarer Bo Ejstrup præcist hvorfor anlægget lå som det gjorde. Det er imponerende at se en model, baseret på disse systemer, for hastigheden af en Shermankampvogns bevægelse gennem landskabet (s. 235-236), f.eks. Artiklen repræsenterer, med forfatterens ord, et forsøg på at forstå bunkerne som elementer i et sammenhængende system og ikke som tekniske enkeltkonstruktioner, og videre at den geografiske struktur er udtryk for bagvedliggende intentioner, at disse kan afdækkes ved at se på strukturen, og at kortlægningen kan bidrage til forståelsen af, hvorfor bunkerne ligger som de gør, for uden en sådan forståelse ligger de måske mest af alt i vejen (s. 251). Javist. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er metoden. Den er imponerende. Og denne up-to-date-avancerede tilgang viser i øvrigt, om man nu kan lide det eller ej, at den tyske besættelsesmagt i den grad havde styr på, hvordan man skulle bygge fæstningsværker. Det er nok muligt, at Atlantvolden i Normandiet var tynd, men den var hård. Bo Ejstruds artikel fortæller hvorfor og hvordan, styrken blev opnået.

Bogens sidste og særdeles perspektivrige artikel ”Spræng dem eller bevar dem – Bunkers fra betonklodser til kulturarv og attraktioner” (s. 261-318), af Lulu Anne Hansen og Mette Bjerrum Jensen, ph.d., museumsinspektør ved Varde Museum, er en diskursanalytisk fremstilling af bunkernes institutionalisering som kulturarv, som bevaringsværdige, nationale monumenter (s. 264-265, 262). Her er der nok nogle, der får noget galt i halsen, for hvordan kan bunkerne på en og samme tid defineres som tyske bunkere og dansk kulturarv (s. 262)? Det anskueliggør forfatterne ved at følge tre nedslag, nemlig musealiseringen af bunkerne, herunder bunkerne som et nødvendigt onde (s. 268-281), Linien-Lyset-projektet, herunder bunkernes permanens og forgængelighed (s. 281-292), og endelig bunkere som attraktioner, herunder integration af bunkerne i kultur- og oplevelseslandskabet (s. 292-302). Artiklen afslutter med en redegørelse om bunkerne som kulturarv og formidlingen af denne (s. 302-318). I den forbindelse konkluderes bl.a., at de nye, oplevelseshistoriske tiltag, som de kan opleves på Silkeborg Bunkermuseum ifm. arrangementet ”Bunker by Night,” og på Bangsbo Fort i Frederikshavn, en afdeling under Nordjyllands Kystmuseum, ifm. ”Stützpunkt Nord,” sammen med fundet af en siden maj 1945 uberørt bunker i Kryle og det der af følgende fokus på den tyske soldat Saalfeld, peger i retning af en ny, dominerende diskurs ift. historiebrugen omkring 2. verdenskrig; en tendens, der kan betegnes som postmoderne, og som karakteriseres ved, at det ikke så meget er historien som fakta men historien som mening, der efterspørges (s. 312-315), og dermed sættes i centrum for formidlingen af historie og kulturarv.

Dét skubber naturligvis til grænserne for forskningen og formidlingen. Vores opfattelse af bunkerne har altså ændret sig. Den franske arkitekt, byplanlægger, filosof, militær- og kulturteoretiker mv. Paul Virilio var inde på noget af det samme i sin bog Bunker Archéologie allerede i 1975. (Den burde Hansen og Jensen lige læse.) Imidlertid ville Virilio hævde, at bunkernes agens ikke har ændret sig. Det er derfor, vi bliver ved med at diskutere dem, opmåle dem, klatre rundt i dem og fortælle om dem. Men i takt med, at vores opfattelse ændres, ændres også vores formidling af bunkerne. Museer som Silkeborg Bunkermuseum og Nordjyllands Kystmuseum skubber så at sige til grænserne for vores forståelse af fortiden. Det gør de vha. den måde, de formidler fortiden på, og flytter dermed også grænserne for formidlingen af fortiden. Et projekt som ”Stützpunkt Nord” på Bangsbo Fort ville have været utænkeligt for blot få år siden.  Sat på spidsen kan man sige, at vores forståelse og formidling af 2. verdenskrig og besættelsestiden nu for bunkernes vedkommende er ved at blive skubbet derhen, hvor vores forståelse og formidling af 1864 er blevet placeret. Det giver nogle skrammer, men det øger forståelsen. Og det øger vores opmærksomhed på, hvorfor de ruiner af verdens største fæstningsanlæg, der ligger på dansk grund, naturligvis på en og samme tid skal bevares, og for deles vedkommende have lov at gå til grunde i deres eget tempo.

Derfor kan man kun trække på smilebåndet, når politikere med behov for at vise initiativ på en eller andet front med års mellemrum kræver samtlige bunkere fjernet, ofte med henvisning til ”natur- og miljøhensyn,” (og hvem tør argumentere mod det?) eller når tyske turister kræver bunkerne fjernet med henvisning til, at de ikke vil mindes om deres fortid, når de er på ferie (s. 278). Der er tale om tyske bunkere og dansk kulturarv. Ingen af delene kan man rende fra. Men man kan lære af dem. På mange måder. Hvis man ikke ved hvordan, kan man læse Bunkers – Atlantvoldens perspektiver i Danmark.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939-45
Sort Jord
Beredskab ved daggry