Menu
Forrige artikel Næste artikel

Du har ikke en chance – tag den

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 800

Af Claus Møller Jørgensen

Peter Øvigs seneste bog handler om den københavnske BZ-bevægelse i perioden fra 1981 til 1990. Den er bygget op i to spor. Et historisk spor, som bygger på en kombination af skriftlige kilder – BZ’ernes egne publikationer, aviser, politirapporter etc – og erindringer fra deltagere i begivenhederne. Det andet spor omhandler Øvigs forsøg på at få tidligere BZ’ere i tale, at få dem til at bidrage med erindringer om hændelser og handlinger, som Øvig vil beskrive. Materialet er her e-mails, facebook-opdateringer og samtaler, som har indgået i diskussionen internt mellem BZ’erne og i dialog med Øvig, som er opstået ud fra en orkestreret modstand fra en del af bevægelsen – de mest aktivistiske, voldelige og politisk dogmatiske – i at deltage i projektet. Personer, der tilhørte det, der både af Øvig og de deltagende informanter kaldes inderkredsen, den hårde kerne eller ’tjekkerne’, har således ikke bidraget med erindringer. Diskussionen mellem BZ’erne indbyrdes – i det omfang Øvig har kendskab til den - og med Øvig beskrives indgående. Til nutidssporet hører faktisk også længere rene erindringsglimt, som findes løbende igennem bogen, hvor en tidligere besætter får plads til at fortælle sammenhængende om tiden som besætter, som den fremstår i erindringen.

Historien om BZ rammesættes i nutidssporet, dels af Øvigs problemer med at få tidligere BZ’ere i tale, dels nogle af de deltagendes nutidige forklaringer på, hvorfor de fandt vej til bevægelsen. Læseren når på den baggrund frem til den historiske fremstilling med et billede af rodløse unge, der søger fællesskab og en ny ’familie’, og finder det. De aktivistiske dele af bevægelsen beskrives med begrebet sekt. Billedet af en sekt understøttes af Øvigs problemer med at få tidligere BZ’ere til at fortælle om bevægelsen og begivenhederne. Mange siger nej. De vil selv bestemme, hvordan den historie skal skrives; andre vil egentlig gerne, men tør ikke, fordi de er bange for social udstødelse af de venner fra BZ-tiden, som de stadig omgås. Anonyme henvendelser, og især en hviskende samtale i et S-tog, understreger, at der er social og mental kontrol på spil, som afholder mulige informanter fra at fortælle.

Historien tager sin begyndelse med den første besættelse af den nedlagte rugbrødsfabrik Rutanas bygninger i 1981; en lidt uskyldig teltlejrsaktion, hvis sigte var et ungdomshus styret af de unge selv, men som sluttede da politiet fjernede de unge - nogle blev faktisk båret væk. Politiet gik mere hårdhændet til værks ved den næste besættelse af bygningerne fra gummifabrikken Schjønning og Arvé, der endte med tåregas og knippelsuppe.

Herefter følger en længere redegørelse for de tidligere besætteres internetdebat om Øvigs bogprojekt, og om ’man’ bør deltage i det eller ej. Stemningen er med få undtagelser negativ. Jeg vil lade dette kommentarspor, der indgår løbende igennem bogen, ligge indtil slutningen af denne anmeldelse, og give et kort referat af det historiske spor.

Erindringer om tiden i bevægelsen handler om butikstyverier af mad og tøj – et gennemgående træk ved BZ – intern social kontrol i de besatte huse og tendensen til at være imod noget – systemet eller kapitalismen, men også mere konkret apartheid fx – i stedet for at være for noget. Her lægges en kritisk distance til den hårde kerne i bevægelsen, som en informant beskriver som de mest hardcore og kriminelle med sympati for Rote Arme Fraktion. Denne opdeling af BZ-bevægelsen i flere forskellige grupper bliver tydelig i den måde, den tredje husbesættelse erindres og beskrives i samtidige kilder. I det tidligere kvindehjem i Abel Cathrines Gade, kaldet klosteret, får man i kraft af den månedlange besættelse et indblik i hverdagen i et besat hus, der var åbent for alle. At vælte skillemure for at omdanne rummene til forskellige formål – cafe, hashrygning, værksteder – er åbenbart en særlig bemærkelses- og erindringsværdig aktivitet i begyndelsen forbundet med livsmod og gejst til at forme bygningen til brugernes egne formål. Hurtigt bliver det dog klart, at de forskellige brugeres tilgang til projektet ikke lader sig forene. Aktivisterne, ’tjekkerne’, var politiske, ville lægge planer, organisere, bestemme og på sigt revolutionere. Det er kernegruppen på længere sigt. Hippierne organiserede på et mere praktisk niveau. Madlavning, værksteder, rengøring for at få et fællesskab til at fungere her og nu. Den sidste gruppe kaldes sumperne. En gruppe småkriminelle, hashrygende unge, som ikke deltog i det praktiske ud over at smadre værkstæder og badeværelser når rusen tog overhånd. Det nogen laver, ødelægges af andre. Aktivisterne trækker sig. Stedet forsumper, forfalder og opløses stille og roligt.

Her gentages pointen om, at projektet vender fra at være for noget – ungdomshus og fællesskab – til at være imod noget: autoriterene og især deres ’håndlangere’ politiet. Februar 1982 markerer, at det nu er det sidste, der er i højsædet, og at vold hører med til BZ. Her besætter en gruppe af aktivisterne fra Abels Cathrine Gade en såkaldt professorbolig ved Rigshospitalet. Her mødes politiet med voldelig modstand for første gang. Sten, stumper af håndvaske og en stor dør kastes ned i hovederne på de betjente, som søger at bryde igennem den barrikaderede hoveddør. Aktivisterne fra Abel Cathrines Gade besatte i marts Mekanisk Musik Museum, og blev på dette tidspunkt til BZ-brigaden. Brigaden kæmpede i lyset af erfaringerne fra klosteret ikke for et ungdomshus åbent for alle, men besatte huse for at danne kollektiver bestående af ligesindede. Selvom man havde kastet en dør ned på de politibetjente, der skulle rydde professorboligen 14 dage tidligere, blev det lokum, der blev væltet ned i hovedet på politiet foran Mekanisk Musik Museum den 6. marts 1982 det ikoniske symbol på, at en voldelig vending havde fundet sted. Den efterfølgende tid kan beskrives med ord som kaos, kampe og vold i begge retninger mellem politi og BZ’ere.

Foråret 82 besættes kondemnerede huse i den sorte firkant. Aktivisterne boede i Allotria og Bazooka, mens resten holdt til i andre huse. Der var tomme huse nok at tage af, og en boligformidling etableredes, hvor man kunne få anvist et hus at besætte. Det næste halve års tid beskrives af mange som en storhedstid, fredelig med hverdag – og hverdagens problemer med hvem der tager opvasken, rengøringen, oprydningen – og utallige fester og koncerter med tidens punkorkestre, især City X. Aktivisterne i brigaden var uniformerede med læderjakker med det anarkistiske A eller BZ på ryggen, Dr. Martensstøvler og kort, ofte afbleget, hår. De mente de andre var for slappe, for ustrukturerede og naive, når det kom til vold. Fra de andres perspektiv erindres aktivisterne som sekteriske, selvretfærdige og konfrontationssøgende, aggressive og magtorienterede, politiske kommisærer. Efteråret 82 var freden forbi, og blev afløst af regulære gadekampe, bål i gaderne fra brændende affaldscontainere, brosten i luften. BZ’ere med raidhuer og en brændende politibil liggende på taget var måden det nye år 1983 blev budt velkommen. En politibetjent blev både fysisk og psykisk mærket for livet, efter en BZ’er på kort afstand havde tyret to sten direkte i ansigtet på ham. Dette kapitel af bevægelsens historie afsluttes med en minutiøs beskrivelse af den berømte tunnel fra Allotria til bygningen på den anden side af gaden, hvorigennem besætterne forsvandt da politiet kom for at rydde bygningen.

Nedtrapning i stedet for konfrontation var ikke det, der pegede frem. Ifølge PET faldt mange fra efter Allotrias rydning. De anslog, at bevægelsen før rydningen omfattede ca. 400 mennesker, hvilket faldt til ca. 100 i 1984 og dertil 150 sympatisører. 60 af besætteren flyttede til Ryesgade, som blev bevægelsens omdrejningspunkt de kommende år. Hvad bevægelsens aktiviteter angik, blev husbesættelserne fra da af en mindre del, mens den antiimperialistiske og antikapitalistiske kampaktivitet blev hoveddelelen. Aktivisterne blev internationale i orientering med forbindelse til især Holland og Vesttyskland og sympatier for – ifølge PET forbindelser til – RAF. Aktivisterne organiserede sig i celler, og PET finder i maj 1986, at der findes en gruppe i bevægelsen, der på professionel måde planlægger og opfordrer til aktioner af terrormæssig karakter.

Tiden i Ryesgade giver også mulighed for hverdag og dens mere trivielle sider, men med en underlæggende stressfaktor i den mulige rydning. Perioden afsluttes med en beslutning om, at man ikke skal tage den endelige konfrontation med politiet, men sive ud af området ad de veje, som politiet ikke havde afspærret. Inden da, i efteråret 86, havde kvarteret omkring Ryesgade været præget af barrikader, krigstilstand, bål og brand, molotovcocktails, BZ’ere bevæbnet med kasteskyts, slangebøsser med stålkugler, jernrør, kampklædte politibetjente, voldelige kampe, hjælpeløse og angste beboere.

Efterfølgende sker der øjensynligt en radikalisering og en lukkethed om sig selv mod en fælles fjende. Den antiimperialistiske kamp tager over, og med den "militante aktioner og sabotagehandlinger", som det formuleres i BZ-bladet Fingeren i 1986 (540). Shell udsættes for hærværk, fordi firmaet opfattes som en del af det system, der understøtter apartheid i Sydafrika. Afbrændingen af Shell-tanket i Nærum er en kulmination på disse aktioner. Den såkaldte autonome bevægelse angreb ambassader og udenlandske firmahovedkvarterer, og lagde afstand til den del af bevægelsen, for hvem husbesættelser og selvstyret liv var sagen. Til de glade BZ’ere som ville lave happenings a la Kulørte Klat, de bløde, der ville kollektiv hverdag. Til drunkpunkerne, de fulde og ustrukturerede med hanekam og nittehalsbånd. Inderkredsen boede i Mekanisk Musikmuseum, hvortil de var flyttet efter Allotria. International orientering og samarbejde, sympatier med udenlandske terrorbevægelser og det som senere blev kendt som Blekingegadebanden proklameredes i gruppens organ Autonom-Info. Kampen om Sorte Hest, som afslutter historien, var utrolig voldelig. Ildspåsættelsen af en nærpolitistation i bunden af en beboelsesejendom med efterfølgende beskydning af brandmænd og politi lukker fortællingen.

Ingen af deltagerne fra inderkredsen har villet deltage i bogprojektet. Det betyder selvfølgelig, at inderkredsen alene ses ude fra. Af andre BZ’ere, som ikke tilhørte aktivistgruppen, og i lyset af deres erindringer. Og i lyset af Øvigs rekonstruktion af deres handlinger. Der er således ingen interne kilder til erindringer, forklaringer eller refleksioner over, hvorfor man gjorde de ting, man gjorde. Hvordan man opfattede den verden, man agerede i, hvilke håb og utopier, der drev inderkredsen, hvilken frygt? Med deres afvisning af at deltage må de finde sig i at blive set ude fra, dels af BZ’ere med andre perspektiver – eller efterrationaliseringen – som ideologer, dominerende, kontrollerende og voldelige, dels i kraft af deres handlinger, der ikke modsiger dette billede, hvad det voldelige og terroragtige angår.

Dette leder mig hen til nutidssporet, som jeg indledningsvis delte i to, nemlig erindringsglimtene af tidligere BZ’ere og redegørelsen for problemerne med at få nogle BZ’ere i tale. Hvad det første angår, er det det samme greb, som Øvig brugte i Hippiebøgerne, og også her virker det godt. Det sidste kunne man kalde kommentarsporet. Jeg har haft en del overvejelser om dette kommentarspor. Nogle steder synes jeg, det fylder for meget, bliver for redegørende og omfattende. Burde det have været samlet som en indledning til historien? Eller som efter efterskrift? Den løsning Øvig har valgt med at lade kommentarsporet løbe hele vejen igennem bogen, har den absolutte fordel, at det forstyrrer og komplicerer fortællingen. Kommentarsporet underminerer enhver forestilling om, at den historiske rekonstruktion er objektiv og uproblematisk virkelighedsbeskrivelse. Det viser og minder om, at historisk rekonstruktion omfatter mere end de kilder, der er til rådighed, og også præges af de kilder, som ikke er, som Øvig selv gør opmærksom på ((s. 134). Efter min mening var det et af Øvig uerkendt problem i Hippiebøgerne). Og det minder løbende om det erindrede grundlag for meget af det, der skrives. Derfor er det en god løsning, og jeg kan ikke se, at det kan gøres på en bedre måde, selvom omfanget måske kan diskuteres.

Øvigs metode er for mig at se at holde sig til bevægelsen, banden, gruppen og beskrive dens aktiviteter og handlinger. Sprogligt gøres det i et realistisk beskrivende sprog, som er bemærkelsesværdigt frit for metaforer. Undertitlens familiedrama henviser således ikke til en metafor for BZ-bevægelsen, men til et gentaget tema i de fleste erindringer: BZ blev en familie for fortabte børn, børn af skilsmisseforældre, svigtede børn, rodløse børn. Man kan måske sige, at bevægelsen bestod af flere familier og at inderkredsen udgør en familie for sig, men pointen er, at familie skal forstås helt konkret, også som en forklaring på, hvorfor mange måske holder sig tilbage fra at deltage – der er mere på spil end problematiske informationer.

Indre integration og identifikation ved hjælp af en ydre fjende – resten at det danske og internationale samfund – kommer også til syne i nogle af vidneudsagnene. Men Øvig betjener sig ikke af overordnede fortolkningsrammer, men beskrive handlinger og hændelser. Det har, synes jeg, den omkostning, at man som læser lades helt uvidende om det samfund og det ’ideologiske klima’, der var udenfor bevægelsen. Hvad var konteksten for ’No future’ og undertitlen på bogen ’du har ikke en chance – tag den’? Hvis man som jeg var ung og arbejdsløs i 80’ernes begyndelse, har man sikkert en ide om, hvor det peger henad. Men ellers er læseren overladt til selv at finde ud af det, evt. ved at gribe fat i de udsagn om atombomber og bistandshjælp, som findes rundt omkring. I den forbindelse savner jeg også at få mere at vide om ’de politiske projekter’ i bevægelsen. Hvad ville antiimperialisterne egentlig opnå? Forbindelser til venstrefløjsorganiseringer som fx SUF, som kendetegner mange af aktivisterne, betyder de noget for vejen ind i BZ? Her hjælper vinklingen på de fortabte børns familiehistorie ikke meget.

Til gengæld bliver man klogere BZ. Det er fx bogen, der har sat mig i stand til at konstatere, at der var tale om forskellige ’projekter’ ikke blot et, som jeg vel egentlig huskede det som. Bogen viser, at BZ var flere forskellige bevægelser, at unge mennesker besatte sig i bevægelse af flere forskellige grunde, og at der var mere på spil end brugstyverier, brændende containere og ukoordineret hærværk. Bogen er tyk, men den er ret hurtigt læst. Er man historiker med hang til metoderefleksioner, er der også noget at hente på den front, sammen med en omfattende skildring af BZ, som efter min vurdering og viden må være det bedste bud for indeværende på en historie om besætterne.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Arven efter Hitler
Mit Europa
De røde flertal