Menu
Forrige artikel Næste artikel

I tillid og varm sympati

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 117

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc. og journalist (DJ)

Hvad er det for billeder, der ruller for det indre øje, når man tænker på ”befrielsen” af Danmark i maj 1945? Ét af de stærkeste er nok feltmarskal Montgomery, der vinkende skuer ud over den begejstrede hovedstad fra sin åbne personbil – alt imens Dannebrog og Union Jack maler byen rød, hvid og blå.

I disse majdage fyldte briterne godt op, ikke bare i det danske landskab, men også – og i høj grad – i den danske mentalitet. Og det blev de ved med i de første ti år efter befrielsen. Det er i hvert fald Rasmus Mariagers veldokumenterede påstand i bogen ”I tillid og varm sympati”, der netop diskuterer – og demonstrerer – hvordan Danmarks forhold til briterne i især politisk og økonomisk sammenhæng indtog en priviligeret position i tiden 1945-55.

Rasmus Mariagers overordnede tese er således, at USA godt nok med først Marshallhjælpen og siden Atlantpagen var Danmarks sikkerhedspolitiske garant, men at det var briterne, man i international sammenhæng knyttede sig tættest til. Tesen bevises ved primært at se på de politiske og økonomiske skæringspunkter mellem de to lande (tre, når man tæller USA med), men også ved at fokusere på det, Rasmus Mariager kalder den politisk motiverede kulturelle påvirkning.

Jeg er fuldstændig på linie med Rasmus Mariager, når han betoner vigtigheden af sit værk. Retrospektivt optræder USA generelt som dét land, der i videst mulig grad kom til at præge efterkrigstidens Danmark – men sådan forholdt det sig ingenlunde i de første år efter besættelsen, hvor briterne ikke bare af handelspolitiske årsager, men også af rent moralske, fyldte godt op i den danske optik – og hvor der, blandt andet fra socialdemokratisk side, var udpræget skepsis overfor USA’s motiver og interesse i at blande sig i europæiske forhold. I den periode konkluderede de amerikanske ambassadører i de skandinaviske lande, at der her kunne spores en klar forkærlighed for briterne – og dét af to grunde, som der stod i referatet; ”a) the UK is European; the US and the USSR are not, b) British leadership is experienced as cool-headed and predictable; the US and the USSR are newcomers; from the US they hope for the best, from the USSR they fear the worst”.

På fin vis påviser Rasmus Mariager da også, hvor tæt koblingen til briterne føltes i Danmark – og hvor ofte, man lagde sig på linie med dem i international sammenhæng. I de perioder, hvor Labour var ved magten i England og socialdemokraterne i Danmark, blev der også slået på en ideologisk samhørighed – især på det socialpolitiske område. Det er dog en vigtig pointe af Rasmus Mariager, at briterne ikke nødvendigvis så Danmark som deres primære alliancepartner – og at Danmark ikke i enhver henseende var briternes dikkende lammehale. Efter befrielsens eufori kom det, som Rasmus Mariager kalder  en ”retablerings- og normaliseringsperiode”, hvor Danmark fandt egne ben og begyndte at stille ”deal-breaker”-krav i de dansk-britiske forhandlinger. Et tæt politisk parløb var ikke ensbetydende med et gnidningsfrit venskab – og der blev givet og taget fra begge sider.

Alt dette diskuterer Rasmus Mariager detaljeret, og han har et fint blik for det spegede forhandlingsspil, også selvom pointerne flere steder fortaber sig i en for detaljeret gennemgang. Og det er helt klart på det politisk-økonomiske plan, at bogen fungerer bedst. Faktisk er det min påstand, at Rasmus Mariager udelukkende skulle have holdt sig til den politisk-økonomiske gennemgang af forholdet mellem Danmark, Storbritannien og USA, for den kulturelle dimension fungerer ikke. Der er alt, alt for lidt kød på – og det skyldes primært, som jeg ser det, at Rasmus Mariager udelukkende beskæftiger sig med det officielle Danmark og ikke med folkeopinionen. Derfor smitter den politisk-økonomiske analyse af på de afsnit, der omhandler det kulturelle, så man sidder uforløst tilbage uden at få at vide, hvad danskerens rolle var i alt dette – og hermed på hvilket folkeligt mandat de danske delegationer forhandlede med briterne. Var danskeren også i højere grad pro-britisk end pro-amerikansk? Og hvis ja; ændrede det sig over tid?

Bogen er bygget forholdsvis enkelt op med en kronologisk gennemgang af forholdet mellem Storbritannien og Danmark (med tråde til de amerikanske forbindelser). Det virker godt – og rigtigt. Bogen kunne vinde yderligere ved at Rasmus Mariager slap den akademiske håndbremse og lod sproget blomstre lidt mere. Han har en klar forkærlighed for de lidt tungere vendinger og begreber – og bruger blandt andet ordet ”animositet” alt for mange gange, især om forholdet mellem Øst og Vest. Der kunne snildt findes andre formuleringer, der fik læsningen til at glide bedre. Til gengæld er det et fint træk, at han parkerer alle de videnskabsteoretiske og metodiske diskussioner i Del 4. Den indeholder vigtige diskussioner, men de ligger ikke i starten af bogen og blokerer for det vigtige flow frem mod kernediskussionerne af den overordnede tese – som han, når man bortser det kulturelle aspekt, følger grundigt og velargumenteret til dørs.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Efter bemyndigelse
Fra min tid
Ungarn 1956