Indvandring i velfærdsstaten
Menu
Forrige artikel

Indvandring i velfærdsstaten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 566

Af Poul Ulrich Jensen

Debatten om indvandrere og flygtninge fylder særdeles meget i dagens Danmark. Tonen har ændret sig væsentligt, siden de første gæstearbejdere kom hertil som et velkomment supplement i en situation med truende mangel på arbejdskraft under et økonomisk opsving uden sidestykke. Heidi Vad Jønsson, lektor ved Syddansk Universitet, har taget temperaturen på hele udviklingen i en af de 100 danmarkshistorier, der i denne tid strømmer ud fra Aarhus Universitetsforlag. Med forfatterens egne ord er emnet ”lidt af et minefelt at navigere i.” Det er ingen let opgave at analysere og fortolke udviklingen i den danske integrationspolitik, men bogen giver på de 100 sider, der er tildelt hvert bind i serien, et fint og velafbalanceret bud på problemerne, og politikernes mange forsøg på løsninger.

Historien begynder i 1960’erne med opførelsen af Shell-raffinaderiet i Fredericia. Økonomisk vækst, øget velfærd og et industrielt aktivitetsniveau, der krævede flere hænder, end det hjemlige arbejdsmarked kunne mønstre, skabte behov for tilførsel af udenlandsk arbejdskraft. Gæstearbejdere kom i støt stigende antal til landet, og de blev godt modtaget, som fx da 38 jugoslavere, der i 1969 blev hyret af B & W, blev budt velkommen af arbejdsminister Lauge Dahlgaard og skibsværftets ledelse, der trakterede med øl og smørrebrød.

Periodens positive syn på de tilrejsende fik imidlertid en brat afslutning, da oliekrisen ramte Danmark i 1973 og satte en stopper for den økonomiske optur. Gæstearbejderne skiftede status til indvandrere og var med den stagnerende produktion ikke længere en nødvendig arbejdskraftreserve. I Ishøj Kommune, der husede landets højeste antal ikkenordiske indbyggere, begyndte en række problemer at tegne sig. Indvandrerne havde sprogvanskeligheder og lå højt i arbejdsløshedsstatistikken. Desuden drejede det sig ikke længere kun om enlige mænd men også hele familier med børn. Det var en udvikling, der fik Ishøjs borgmester til at forudse økonomiske og sociale udfordringer samt en risiko for kulturelle konflikter.

I begyndelsen af 1980’erne optog udlændingetemaet en stadig større plads i den politiske debat. Udlændingeloven, der siden 1977 havde været genstand for en kommissionsundersøgelse, blev revideret og i ny udgave vedtaget i 1983. Det skulle vise sig at blive en reform, der kom til at trække tråde helt op til nutiden. På den politiske højrefløj fik den status som en begivenhed, der med sine liberale bestemmelser om opholdstilladelser åbnede for en ukontrollabel indvandring. Det var et argument, der fik ekstra næring, da talrige etniske konflikter og regulære borgerkrige, især i Mellemøsten, fra midten af 1980’erne fik antallet af asylansøgere til at stige markant.

Så var Danmark på vej til at blive et multikulturelt land, og skulle indvandrere og flygtninge ses som en trussel eller en berigelse for det danske samfund? Klarest i mælet var Fremskridtspartiet, der ved Folketingsvalget i 1973 rystede de etablerede partier med en jordskredssejr og havde ”stop for flygtningestrømmen” som en mærkesag. Også Det Konservative Folkeparti gjorde begrænsninger i indvandringen til et kardinalpunkt, medens Venstre var mere ambivalent og præget af interne uenigheder om udlændingespørgsmålet. Heller ikke i Socialdemokratiet var der enighed om mål og midler, men på partikongressen i 1988 vedtog man et program, der satte fokus på bedre integration gennem sprogundervisning, boligmæssig spredning og en øget indsats på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Debattens hovedpersoner, indvandrere og flygtninge, havde meget begrænsede muligheder for at påvirke de politiske beslutninger, selv om den humanitære hjælpeorganisation Dansk Flygtningehjælp i stigende grad talte deres sag.

Udlændingespørgsmålet udviklede sig efterhånden til et brandvarmt emne, hvor argumenterne blev fremført med stadig stigende intensitet. Ekstra Bladet pustede i midten af 1990’erne til ilden med et par artikelserier, der fremstillede den nye befolkningsgruppe som modtagere af sociale ydelser i urimeligt omfang, og det nystiftede Dansk Folkeparti, proklamerede i sit første principprogram i 1995, at den igangværende masseindvandring var en trussel mod Danmarks fortsatte eksistens som velfærdsstat.

Som forfatteren så præcist formulerer det, foregik diskussionen med følelserne uden på tøjet og med nogle meget højtråbende fløje og en smal midterbane. Kompromisser syntes uden for rækkevidde, og da Venstres Anders Fogh Rasmussen i november 2001 overtog statsministerposten efter socialdemokraten Poul Nyrop Rasmussen, havde det forudgående folketingsvalg i høj grad handlet om indvandrere og flygtninge. Integration skulle i det hele taget blive nøgleordet i det 21. århundredes politiske udlændingedebat, og det har ikke mindst betydet en del diskussioner om, hvad der skal til for at blive en del af det danske samfund. Følelsesladede indlæg har inddraget mange aspekter fra juletræer og frikadeller til burkaer og tvangsægteskaber. I de senere år tegner der sig dog et billede af en vis politisk konsensus om en stram udlændingepolitik, selv om fremgangsmåden stadig er et åbent spørgsmål.

Indvandring i velfærdsstaten er således langt fra et afsluttet kapitel, men et stadigt aktuelt tema, hvor humanistiske hensyn og pragmatiske økonomiske betragtninger tilsat nationale kulturelle følelser bliver bragt i spil i den offentlige og politiske debat. Heidi Vad Jønsson har med sin bog i serien af 100 danmarkshistorier givet en klar, objektiv og overskuelig fremstilling af udviklingen fra de første gæstearbejdere, der i 1960’erne blev modtaget som et aktiv for det danske samfund til de seneste år, hvor bl.a. ”Smykkeloven” har fået dele af den internationale presse til at karakterisere den danske udlændingepolitik som uhørt restriktiv, fremmedfjendsk og velfærdsnationalistisk. Teksten suppleres fint med velvalgte illustrationer.

Historie-online.dk, den 4. juli 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ungarn 1956
Skyggemand
Muren