Kindkys af Pol Pot
Menu
Forrige artikel

Kindkys af Pol Pot

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 426

Af Kristian P. Hansen

Historien er plettet med grusomheder. Fra Hitlers holocaust til Stalins terrorregime. I nyere tid har vi ligeledes set uhyrlige overgreb i lande i den 3. verden, herunder Kampuchea, hvor et kommunistisk samfundseksperiment kostede op imod tre millioner mennesker livet.

Efter en lang og blodig borgerkrig i skyggen af Vietnam-krigen overtog De Røde Khmerer i april 1975 med Pol Pot i spidsen det lille tilbagestående sydøstasiatiske land Kampuchea. Til trods for at amerikanske bombninger og borgerkrig, med hundredetusinde dræbte var dette øjeblik ikke begyndelsen på en god fred, men starten på et af de værste og mest modbydelige styrer verden har bevidnet. Kort efter befrielsen blev samfundseksperimentet sat i gang. Hovedstaden Phnom Penh blev rømmet totalt, grundet paranoide holdninger og frygten for kontrarevolution. Der er ikke sikre tal på den menneskelige pris i forbindelse med rømningen, men meget tyder på at tusindvis omkom som følge. Der er øjenvidnebeskrivelser, der beretter om syge og gamle, der ganske enkelt blev jaget ud i gaderne og videre ud af byen – selvsagt gik mange af disse til i den tropiske varme.

På landet blev der oprettet kinesisk inspirerede kollektive landbrug, hvor de originale beboere og de ”evakuerede” fra byerne blev sat sammen i et kastelignende system. Her var det byboerne og de intellektuelle, der lå nederst. Konsekvensen af tvangskollektiviseringerne var sult og ubeskrivelig nød. Sideløbende med dette foregik der en omfattende omskoling af landets borgere.

Hvor grusomt dette end var, blev det totalt overskygget af terrorregimets paranoide udryddelser. Først og fremmest var det de mennesker, der havde arbejdet for det gamle styre, der blev ofrene. At have en uddannelse og derved en fortid i det gamle regimes system var en dødsdom. Hele landet blev ligeledes gennemsyret af børnespioner, der udpegede ”forrædere” og andre skadelige for det nye system. Nogle kom i grusomme fængsler, tortureret og likvideret. Andre blev sendt direkte til ”The Killing Fileds”, der er betegnelsen for de område, ofte på landet, hvor regimets såkaldte fjender blev myrdet. Den dag i dag er landet plettet med disse grusomme steder, hvor tøjrester og knogler stadig er at finde.

Terrorregimet holdt i godt og vel tre år. I den tid myrdede systemet 1/3 af Kampucheas befolkning. Den store nabo Vietnam greb ind og væltede Pol Pots styre i 1979. Langsomt gik det op for verden, hvilket mareridt Kampuchea havde gennemlevet.

Kindkys af Pol Pot, skrevet af Peter Frederiksen, der udkom i sidste måned fokusere på den danske kontakt med Kampuchea under De Røde Khmerer. Landet var tæt på hermetisk lukket, men fik dog besøg af enkelte delegationer fra udlandet. Enten var der tale om kommunister i andre lande, eller journalister, der blev brugt til at tegne et pænt billede af regimet.

Fra Danmark kom to kommunister fra KAP (kommunistisk arbejderparti) til Kampuchea for at bevidne samfundseksperimentet og beskrive det for danskerne og verden som sådan. Der er ingen tvivl om at danskerne blev ledt rundt, og kun så det, som regimet ønskede. Ingen af dem bevidnede de mørke sider af Pol Pots bondeutopiske samfundseksperiment.

Da danskerne kom tilbage bragtes to artikler i Arbejderavisen om besøget. Begge tegnede et rosenrødt billede af Kampuchea og Pol Pots styre. Senere har de dog ændret deres holdning, mest fordi sandheden om Kampucheas horrible 3 år under De Røde Khmerer kom frem, men også fordi meget tyder på, at danskerne alligevel under besøget havde fornemmet, at der var noget galt.

Kindkys af Pol Pot arbejder med problemet, at den udmelding der kom i de to artikler i en vis forstand gjorde, at man fra dansk side ikke lagde diplomatisk pres på styret i Phnom Penh. Dertil er der en imponerende analyse af det danske politiske liv på den yderste venstrefløj. Man kan meget vels spørge sig selv om, hvad Danmark kunne gøre for Kampucheanerne, havde de fået et mere kritisk billede af styret igennem artiklerne. Dette kommer det i realiteten intet frem om i bogen. I stedet placeres de danske kommunisters handlinger i et overordnet billede af verdenssituationen i 1970’erne. Den kolde krig, krigen i Vietnam og de splittelser dette skabte i samfundet er hovedskurken i problematikken.

Tendensen i samfundet var, at man vendte det blinde øje til grusomhederne, der blev begået af en egen ”lejer”. Således at kommunisterne, der så USA som den store imperialistiske djævel var totalt blinde for de forbrydelser, der verden over blev begået af kommunistiske regimer.

Jeg lagde bogen fra mig med en lidt blandet følelse. Frem for alt skal det siges, at der er tale om en imponerende analyse af det danske samfunds venstrefløj og dens placering i den globale kamp. Der blive ligeledes arbejdet nøgtern med den danske delegations konklusioner som følge af deres besøg. Problemet i mine øjne er, at spørgsmålet om den danske regerings ”samarbejde” med Kampuchea ikke rigtig bliver gennemarbejdet. Spørgsmålet kastets op i begyndelse af værket, og det kan med rette siges, at vi ikke lagde pres på Pol Pot, men i stedet valgte at følge den ”normale” procedure og anerkende landets nye styre. Jeg ser det bare lidt som et tomt spørgsmål fordi, hvad skulle vi stille op? Hvordan skulle Danmark påvirke landet således at det ville forbedre befolkningens situation? Ingen af stormagterne kunne, hverken politiske venner eller fjender. Ikke desto mindre ville en protest i FN have givet os rent mel i posen, men i realiteten ville det ikke ændre noget for regimets ofre. Styrken i værket ser jeg helt klart i dets analyse af det politiske liv i Danmark i 1960’erne og 70’erne. Det er et studie i sig selv, og et jeg ikke kendte meget til forud for denne bog. Jeg må give Peter Frederiksen et stort klap på skulderen for dette. Desværre følte jeg ikke, at den egentlige problematik blev besvaret uddybende nok – måske fordi det ikke kan lade sig gøre, og fordi Danmark, som en lilleput nation i den kolde krigs skygge, ganske enkelt intet kunne stille op, når det kom til stykket.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Anker Jørgensens tid 1972-1982
Olien længe leve
Hjemmeværnet