Menu
Forrige artikel Næste artikel

Min barndom i 50´erne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 211

Af Thomas Petersen

Opskriften er den gængse. Et forlag henvender sig til en række, gerne kendte,  mennesker og beder dem skrive nogle sider om et eller andet fælles emne. I dette tilfælde er der tale om mennesker, der har oplevet at være barn i 1950erne. Et årti, som denne anmelder, der selv var stor knægt i netop 50erne, plejer at kalde årtiet i venteposition.

I Danmark slikkede og reparerede årtiet blot de forholdsvis overfladiske sår fra de fem besættelsesår. Overfladiske – i hvert fald i forhold til de krigsdeltagende lande, men også i forhold til andre besatte lande som f.eks. Holland og Norge. Økonomisk, socialt og kulturelt afventede årtiet noget nyt – alene af den grund, at det gamle samfund såvel menneskeligt som maskinelt var slidt ned. Samtidig med at Verdenskrigens teknologiske landvindinger og efterkrigens Marshall-hjælp varslede om tider med øget velfærd og medfølgende nybrud på alle livets områder. Med andre ord lå alle de nybrud, der realiseredes i det følgende årti, latente allerede i 1950erne.  En gammel og overlevet samfundsmodel var under afvikling, mens en anden – velfærdsstaten – var i færd med at blive til.

I bogens forord bliver læseren korrekt oplyst om, at landbruget endnu i 1950erne var det mest valutaskabende erhverv i Danmark. Samt, at der indtil 1957 var flere ansat i landbruget end i industrien. Årtiet var nøjsomt. Alle regninger blev betalt kontant, og det var et agtværdigt erhverv at være den, der kom rundt i hjemmene med opkrævninger fra elselskab, købmand eller ismejeri. Selv om mange måtte vende hver  en femøre, var det også en tid med stor økonomisk vækst og optimisme. Det sidste er måske en kende for positivt.

Læseren må efter læsning af forordet forvente, at i hvert fald nogle af artiklerne illustrerede livet på landet. Men ingen, ja, ikke en eneste af skribenterne er imidlertid vokset op på en gård. Nogle af dem er ganske vist vokset op på landet, men det er jo ikke det samme som at være en del af det produktionskollektiv, som en gård udgør. Andre har været på ferie hos bedsteforældre på landet, men det er jo i sagens natur også noget helt andet.

Der havde jo været nok at tage af. En Jens Smærup Sørensen, en Johannes Riis eller en Ove Korsgaard. For blot at nævne et fåtal. Alle tre er vokset op på en gård og deltaget i arbejdet der. Anmelderen kan naturligvis ikke vide, om de er blevet spurgt.

Netop på landet måtte den enkelte landmand i 1950erne tage afgørende stilling til, hvordan han ville tackle fremtidens udfordringer. Havde han tilstrækkeligt mod til massivt at investere i modernisering og den mekanisering samt gældsætning, en sådan løsning krævede? Eller skulle han vælge en løsning, der indebar den ene ægtefælles arbejde udenfor hjemmet? For mange familier i for eksempel det sønderjyske blev fænomenet Danfoss på Als svaret på det sidste spørgsmål. Ikke mindst efter, at virksomheden i 1952 begyndte at producere termostater til radiatorer. Danfoss blev dermed katalysator i den udvikling, der forvandlede den lille landmand til industriarbejder.

De 12 artikler er meget forskellige. I såvel form som indhold. Nogle korte eller typisk venstrehåndarbejde. Nogle mere ræsonnerende end oplysende. Andre lange og ikke særlig informerende. Et fåtal af artiklerne læseværdige, informative og givende for læseren. Tillad mig at præsentere tre af denne kategori. Først forfatteren og journalisten Leif Davidsen, der beretter fra sin barndom i Bogense. Han gør det sanset og nærværende. Samt meget informativt, helt ned i detaljen. Et eksempel:

”Vi børn hadede mændene på skralde- og koksbilerne --- de ødelagde vores glidebaner om vinteren, når der var sne, fordi de skovlede grus fra lastbilens åbne lad og ned på kørebanen. --- Det var egentlig et meget beskidt årti. Alle mennesker bevægede sig næsten konstant i røgfyldte lokaler. --- Lærere kom ind i klassen efter frikvarteret fornøjeligt bakkende på en pibe eller pulsende på en cigar, som blev lagt på kanten af katederet, hvor den udsendte en blå røg, indtil den slukkede af sig selv”, (side 34f.).

Journalisten og debattøren Gretelise Holm fortæller fortættet og nærværende fra sin barndom i det sønderjyske. Som en del af ”landproletariatet”, som hun selv siger. Ganske vist på landet og sommetider med en ko, en gris og nogle høns – et husdyrhold, der imidlertid ikke kunne forsørge den store og evig flyttende familie. Et eksempel på Holms fortættede stil:

”Jeg er etnisk dansk, så langt min familie kan spores på begge sider, og jeg er vokset op i Danmark, men alligevel kommer jeg – ligesom en del indvandrere – fra et land, som var præget af fattigdom og religiøsitet, jomfrudyrkelse. --- I det land, som jeg kommer fra, kunne småbørn i mine forældres generation stadig blive sendt hjemmefra for at arbejde under slavelignende forhold, og jeg selv og mine søskende boede i huse uden indlagt vand og sanitet og somme tider også uden elektricitet. --- [Mine forældre] fik aldrig arbejdet sig op til en gård, men jeg fik 10 forskellige barndomshjem i forskellige grader af forfald, og jeg kom til at gå i seks forskellige skoler”, (side 88, 91).

Den sidste barndom, der skal fremhæves, startede slet ikke i Danmark. Men derimod langt væk – i stalinistisk forvisning i det kolde og lidet gæstfrie nordøstlige Sibirien. Forældrene var dansk-litauiske jøder. Det handler naturligvis om familien Rachlin - og skrevet af sønnen og journalisten Samuel. Som altid velskrevet, sanset og detalje-bevidst. Et eksempel:

”De tidligste barneår i Pokrovsk var efterkrigsår præget af varemangel og trange kår. --- Når folk hører, hvor og hvordan jeg tilbragte min første barndom, kigger de ofte på mig med medlidende øjne. --- Sandheden er, at jeg aldrig følte mig som en stakkel og ikke led nogen nød. Jeg voksede op som de fleste andre derude, og de år har ikke efterladt nogen traumer hverken på sjæl eller krop. Jeg vil snarere sige, at jeg havde en lykkelig barndom i den sibiriske ødemark”, (side 143).

En nydelig bog med meget hvidt papir. Indholdsmæssigt slutter den sig til kategorien hurtig læst, hurtig glemt. Hvis det i familien er sædvane, at morfar får mandlen, vil bogen være den oplagte mandelgave.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hækkerup
Tilbage til 80'erne
Mit Europa