Menu
Forrige artikel Næste artikel

Af hensyn til konsekvenserne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 531

Af Karen Gram-Skjoldager, Institut for Historie og Områdestudier, Århus Universitet

Efter en ophedet offentlig debat om Danmarks flygtningepolitik under og efter Anden Verdenskrig foranstaltede den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i februar 2002 en undersøgelse af spørgsmålet. Lone Rünitz bog Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940udgør andet bind af denne undersøgelse, der består af i alt 4 bind.

Den nazistiske magtovertagelse i 1933 satte en europæisk flygtningebevægelse i gang, hvor store befolkningsgrupper fra Tyskland og siden de tyskbesatte områder blev presset mod nabostaternes grænser. Da ingen stat ønskede at blive hjemsted for de mange flygtninge, begyndte et kapløb mellem både europæiske og oversøiske stater, hvor stadigt flere stater lukkede deres grænser stadigt tættere til i et forsøg på at undgå at blive mål for flygtningene. Danmark var i den forbindelse et af de lande, der tidligst og mest hermetisk lukkede sine grænser. Det er dette ikke særligt stolte kapitel af danmarkshistorien, som Rünitzs bog beskæftiger sig med.

På grundlag af et meget omfattende kildemateriale kortlægger forfatteren udviklingen i den danske lovgivning og administrative praksis på flygtningeområdet. Hun viser, hvordan den danske flygtningepolitik i de første par år efter 1933 var præget af en vis tilfældighed i administrationen. Denne tilfældighed udsprang af en manglende lyst hos politikere og myndigheder til at lægge sig fast på en bestemt politik, før man vidste, hvor udviklingen bar hen, og den ændrede sig i 1935, da det stod klart, at det nazistiske styre ikke var nogen døgnflue. På dette tidspunkt overtog Steincke posten som justitsminister, og frygten for de store flygtningestrømme fra Nazi-Tyskland fik ham til at slå ind på en restriktiv linie, som betød, at de danske grænser var  stort set forseglede, da jødeforfølgelserne i Tyskland for alvor eskalerede i 1938. Først da faren for en masseinvasion af flygtninge i 1939 var drevet over, fordi krigsudbruddet medførte en afspærring af alle europæiske grænser, skete der en opblødning af praksis.

Rünitzs undersøgelser viser samtidig, at der var stor forskel på de forskellige flygtningegruppers muligheder for at få ophold i Danmark. Socialdemokratiske flygtninge fik uden større problemer ophold i landet, mens kommunistiske flygtninge systematisk blev presset til at søge videre til Sovjetunionen. Og mens intellektuelle på flugt havde relativt gode muligheder for at få ophold i Danmark, gjorde det modsatte sig gældende for jøder. At det forholdt sig sådan, skyldtes til dels den tidsmæssige udvikling i flygtningestrømmenes sammensætning, idet det i begyndelsen af perioden overvejende var socialdemokratiske flygtninge, der søgte mod Danmark, mens de jødiske flygtninge blev den dominerende gruppe mod periodens afslutning. Men det skyldtes også, at Danmark aldrig anerkendte de jødiske flygtninge som politiske flygtninge, og derfor ikke mente, at man var forpligtet til at give dem ophold.

Den danske fremmedlovgivning var en rammelovgivning, der levnede stort rum for administrative beslutninger, og Rünitz dokumenterer, hvordan de embedsmænd, der havde ansvaret for at administrere lovgivningen, med stor nidkærhed påtog sig ansvaret for, at så få flygtninge som muligt fik adgang til Danmark. I den forbindelse opruller forfatteren en lang række enkeltsager, der illustrerer, hvordan den stadigt strammere og mere rigoristiske danske politik ramte de enkelte flygtninge. De mange og detaljerede sagsgennemgange er ofte både gribende og fortvivlende læsning, men de slører samtidig delvist overblikket over hovedudviklingslinierne i den danske politik, og de betyder, at problematikken grundlæggende anskues mere fra flygtningenes end myndighedernes perspektiv. En større økonomisering med sagerne ville sandsynligvis både have givet fremstillingen mere dynamik og skarphed og et mere ligevægtigt præg.

Bogen begrænser sig ikke til at kortlægge de konkrete sagsforhold omkring flygtningepolitikken. Forfatteren afdækker også årsager og sammenhænge bag den politik, som Danmark førte, og hun problematiserer løbende det fundamentale dilemma mellem egeninteresse og humanitære hensyn, som politikere og embedsmænd konstant befandt sig i. Det er i den forbindelse bogens bærende synspunkt, at Danmark foretog en grundlæggende forkert afvejning af de to hensyn og tillagde det humanitære aspekt alt for ringe vægt. Det synspunkt er det er svært at være uenig i, når man har læst bogen. Imidlertid kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er Rünitzs opgave i en officiel undersøgelse som denne at fælde moralsk dom over den førte politik, og hendes stærke moralske stillingtagen bliver åbenlyst problematisk de steder, hvor den påvirker karakteristikker og analyser. Bogen er gennemgående præget af farvede ordvalg og underforståede fordømmelser af den danske politik, og – mere alvorligt – rummer dens konkluderende kapitler flere ubalancerede og skævt fokuserede karakteristikker og vurderinger, der har deres udspring i forfatterens moralske indstilling til sit emne. Her tillægges de nationale hensyn, som beslutningstagerne også måtte tage, og deres usikkerhed over for omfanget af flygtningestrømmene ikke nogen reel gyldighed, og der læses en xenofobi og antisemitisme ind i administratorernes motivverden, som materialet ikke synes at give belæg for. Det er ærgerligt, fordi dette delvist skygger for, at forfatteren har ydet et kæmpestort og omhyggeligt udformet empirisk arbejde, der kaster nyt lys over dansk national selvforståelse såvel som Danmarks internationale placering i mellemkrigstiden.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Slaveriets historie
Gyldendals store verdenshistorie
I Orkanens Øje