Menu
Forrige artikel Næste artikel

Historisk Tidsskrift - Den danske historiske forening 1839-2014

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 202

Af Thomas Petersen

I min tid rummede studieordningen et punkt, der hed Historieskrivningens historie. Punktet levede lidt af en skyggetilværelse. Der blev aldrig eksamineret i det til embedseksamen. Og følgelig var der heller ingen, der forberedte sig alvorligt til det. Men så fik instituttet en ny professor. Alle regnede med, at praksis ville fortsætte som hidtil. Man har vel visse traditioner. Men den nye professor dristede sig til at eksaminere i historiens historie, og en stribe håbefulde kandidater, inkl. undertegnede hentede sig en bundskraber, men bestået karakter.

Nu har fem udmærkede historikere påtaget sig at skrive eller genskrive den danske historieforskning/historieskrivnings historie gennem 175 år. I alt har forfatterne gennempløjet mere end 90.000 bogsider. Imponerende! Den foreliggende bog tager alle de forløbne år op til revision gennem nutidens briller. Historien er i øvrigt jævnligt blevet opdateret, når et rundt hjørne gjorde en sådan naturkig – senest i 1988 ved 150 års jubilæet.

Sidste år, i 2014, kunne Den danske historiske forening fejre jubilæum. Angiveligt er den med sine 175 år verdens ældste og stadig eksisterende faghistoriske forening. Den havde valgt at fejre jubilæet med en særudgave af foreningens flagskib, Historisk Tidsskrift – en særudgave, der skal beskrive og vurdere dansk historisk forskning gennem de forløbne år, afspejlet gennem tidsskriftets indhold. Historisk Tidsskrift udsendes to gange om året og bringer angiveligt ”artikler og oversigter fra den danske historieforskning og kritiske anmeldelser af væsentlig litteratur om dansk historie, med udblik til det øvrige Norden. Herudover debatteres aktuelle metodiske og teoretiske spørgsmål løbende”.

Førende blandt foreningens og tidsskriftets i øvrigt brede kreds af initiativtagere var så afgjort den fagligt overordentlig bredt favnende, men aldrig færdiguddannede Chr. Molbech (1783-1857). Han sigtede med det nye tidsskrift efter, ikke specielt historiske, men generelle kulturelle emner. I fortalen til og i programerklæringen til det allerførste nummer af Historisk Tidsskrift hedder det således blandt andet:

”En længe næret Overbevisning om, at Stiftelsen af et historisk Samfund af lignende Art som de, hvoraf man i vort Aarhundrede har seet et betydeligt Antal, i Formaal, Indretning og Virkemaade meer eller mindre overensstemmende, oprettede i andre europæiske Lande, ogsaa i vort Fædreland ville kunne virke meget til Gavn for historisk Videnskab, Kundskab, Interesse og Forskning, og bidrage til at afhjælpe endeel Savn, som endnu føles i vor Literatur fra denne Side, var det, som bevægede én af de Undertegnede til, i Begyndelsen af Aaret 1839 at giøre de første Skridt til at fremkalde Stiftelsen af et saadant Samfund. Nogle ligesindede Lærde og videnskabelige Dyrkere og Venner af de historiske Studier bifaldt hans forslag og Grund-ideer”.

Som citatet antyder, henvendte Historisk Tidsskrift sig fra starten til en bred kreds af historisk interesserede. Det fremgår også, når man ser på profilen af de første abonnenter. Den domineres ikke af faghistorikere – et sådant fandtes simpelthen ikke før århundredets anden halvdel. Læserkredsen bestod de første årtier af et bredt udsnit af den læsende offentlighed – dog med en overordentlig stor repræsentation af centraladministrationens jurister og økonomer. Det sidste kunne være det memento til nutidens djøf´icerede administratorer, der kunne motivere dem til at inddrage historiens erfaringer i deres arbejde. Først fra anden halvdel af 1800-tallet begynder den akademiske historiker-verden afgørende at præge såvel abonnentkredsen som foreningens og tidsskriftets hhv. bestyrelse og redaktion.

Det er ganske enkelt som nævnt et enormt materiale, forfatterne har været igennem. Samtlige kapitler vidner desuden om stor belæsthed, en høj grad af faglighed og akribi samt en dyb fortrolighed med den givne periodes historiografi.

Bag særnummeret står fem historikere fra de danske universiteter. Tre fra Københavns Universitet (KU) og en fra henholdsvis Syddansk Universitet (SDU) og Aarhus Universitet (AU). Claus Møller Jørgensen fra AU står for hele 110 af nummerets i alt 320 sider. Han skriver suverænt først under overskriften ”Historisk ånd og interesse” i opstart-perioden 1839-65, dernæst under overskriften ”Professionalisering, Videnskab og Danmarks historie” om perioden 1865-1914. Hans Kryger Larsen fra KU skriver sobert om perioden 1917-42 under overskriften ”Splid, nedgang og nye impulser”, mens Knud J. V. Jespersen fra SDU, som altid klogt og redeligt, under overskriften ”Traditionens vogter” behandler perioden 1942-62. Carsten Due Nielsen tager sig, udover indledningen side 1-2, af perioden 1962-88 under overskriften ”Fremgang og nye udfordringer”. Det er også ham, der i et afsluttende kapitel suverænt skitserer ”De lange linjer 1839-2003”.

Interessant er det at kigge på navnene i foreningens bestyrelse og tidsskriftets redaktion. Polyhistoren og i hvert fald blandt historikere polygloten Carl Olav Bøggild-Andersen sad i foreningens bestyrelse fra 1932 til sin død i 1967, dvs. i hele 35 år. Fra 1939 var han professor på Aarhus Universitet. Til gengæld kan det undre, at ingen af hans elever herfra er at finde i hverken bestyrelse eller redaktion. Man leder således forgæves efter betydningsfulde historikere som en Rudi Thomsen, en Knud Hannestad, en Vagn Dybdahl eller en Erik Reske Nielsen. Man leder for så vidt også forgæves efter de København-uddannede, men Aarhus-ansatte H.P. Clausen, Erik Ulsig og Jens Engberg. Ganske vist havde aarhusianerne deres eget historiske tidsskrift, der er udkommet under forskellige navne - Jyske Samlinger/Historie/Temp. Fraværet vidner om mere end en tilfældighed. Det afspejler sig også eklatant i Historisk Tidsskrifts indhold, når man ser bort fra rene anmeldelser af aarhus-historikeres produktion. Situationen ændrede sig noget, da faget historie i Odense og Aalborg begyndte at markere sig, men grundlæggende er Historisk Tidsskrift forblevet et københavnsk foretagende.

Tillad mig til sidst et ganske utilstedeligt hjertesuk. Jeg er mig fuldt bevidst, at det er dårlig stil i anmelderiet at antyde, at man hellere havde læst en anden bog eller set en anden forestilling. Nærværende anmelder havde håbet at kunne præstere en lidt mere spændende og appetitvækkende intro til denne anmeldelse. Men lad det være sagt med det samme. Der er noget indforstået og meget lidt fest over det foreliggende særnummer på trods af anledningen. Det gælder såvel dets indhold som dets form. Ja, begge dele er såmænd ind imellem både søvndyssende og hverdagsagtigt. Omslaget i tidsskriftets almindelige mørkebrune farve, og indholdet belæsset med stribevis af fodnoter. Hele sider, der udelukkende består af opremsning af artikler mv. Et afskrækkende eksempel på dette er siderne 210-11, hvor opremsningen simpelthen er grotesk. Men sådan var stilen også i tidligere jubilæumsbind i tidsskriftets lange historie, så hvorfor lave om på den.

Vi er vel seriøse historikere, der er rundet af og opdraget i en lang, sej og solid germansk tradition. Alt sammen på trods af, at netop tidsskriftets høje alder og nutidens og almenhedens tørst efter historisk viden og indsigt havde været en oplagt mulighed for i offentligheden at gøre opmærksom på sin eksistens og seriøsitet. Og på trods af, at nutidens yngre historikere og deres udgivelser formelig sprudler af veloplagthed, velskrevethed og nyskabelser. Havde det været for højt et badutspring ind i mellem at bringe en anekdote eller ti i stil med, da nævnte og den i let grad distræte, men så elskelige Bøggild afsluttede sin forelæsning med disse markante ord: - På torsdag afholder jeg ikke forelæsning, da er det jo Langfredag.

På samme måde må kilder eller erindring indeholde et hav af sjove historier eller anekdoter om andre af fagets koryfæer. Som for eksempel om den udlærte grovsmed og senere historiker og professor Albert Olsen, der som en anden havkat i hyttefadet skabte uro i 1930´ernes ideologiske debatter. Om en Astrid Friis, en Kristian Erslev eller en Aksel E. Christensen. Eller om alle de øvrige.

Men på trods og under alle omstændigheder tillykke med jubilæet og bogen.

...

Siden er oprettet 03-03-2015

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt
Det glemte eksperiment
Verdenshistoriens steder