Menu
Forrige artikel Næste artikel

Imperier - fra oldtid til nutid

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 520

 

Af Niels Hein, museumsinspektør

Imperier – fra oldtid til nutid forsøger at anskueliggøre verdenshistorien gennem imperier. Kernen af bogen består af syv grundige gennemgange af historiske imperier, fra Romerriget til Det Tredje Rige. Disse velskrevne, men dybest set uafhængige kapitler rammes ind af Peter Fibiger Bangs teoretiske kapitler.

Det indledende kapitel kaster læseren hovedkulds ind i en sammenligning af en konflikt under Irak-krigen i 2004 og oprøret i Judæa år 66, i forsøget på at introducere imperiet som brugbart komparativt begreb. Efter denne noget forvirrende begyndelse forsætter Fibiger Bang med en pædagogisk og forståelig gennemgang af imperiet som teoretisk begreb, med hjælp fra blandt andre Machiavelli, Lenin, Kennedy og Edward Said og derefter en elegant gennemgang af imperiernes verdenshistorie.

Det afsluttende kapitel sætter imperiebegrebet ind i et moderne perspektiv. En kort gennemgang af det moderne USA, Kina, Rusland og Europa viser hvordan historiske imperier og imperale tendenser stadig spøger. Det er en stærk og interessant tanke og kapitlet kunne med fordel have været brugt som indledende kapitel til hele værket. Derved havde læseren fået et tydeligere afsæt og større appetit til de følgende historiske kapitler.

Bogen kan, ifølge forordet, både læses af den historieinteresserede og bruges i undervisning, men præges især af sidstnævnte med sine mange illustrationer, kort, faktabokse og fremhævede historiske kilder. Alt dette tilbehør får bogen til at fremstå fyldig og omfangsrig, til tider på grænsen til det uoverskuelige.

Imperier – fra oldtid til nutid kan først og fremmest anbefales som en lærebog, og i denne kontekst fremstår den som et velskrevet, informativt og interessant værk om imperier før og nu.

 

historie-online.dk, den 23. juli 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det faderløse samfund
På lige fod En krønike om kvinder, satire og kampen for valgret
Børnelove og socialpædagogik gennem hundrede år