Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nationernes Velstand, bind I–II

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 596

Af Preben Etwil 

Det er nu 237 år siden, at dette bogværk, der oprindeligt var i fem bind, første gang så verdens lys i 1776. Bogen går for at være den første økonomilærebog i verdenshistorien. På struktureret og videnskabelig vis analyserer og beskriver den de frie økonomiske markedskræfter.

Der er som bekendt løbet meget vand i åen siden da, og verden og samfundsøkonomierne har ændret sig til ukendelighed. Derfor kan man også med rette spørge sig selv, hvilken værdi bogen har i dag.

Omfanget af interesserede læsere er givetvis ret beskedent, men mon ikke at de alligevel findes?

Om ikke andet kunne man forestille sig den kreds af personer, der har en særlig interesse for historie og økonomisk teori.

Nu hvor bogen findes i en god og moderne oversættelse, kan man håbe på, at flere får læst hele bogen i sammenhæng. Indtil nu har man mest af alt haft det indtryk, at rigtig mange der har gjort sig ”kloge” på Adam Smith, ene og alene har læst ham i uddrag. Anmelderen er ingen undtagelse.

Hele værket kan læses uden særlige forudsætninger, men man skal nok i sandhedens interesse nævne, at det kræver en relativ stor interesse i datiden økonomiske og sociale forhold, hvis man skal gøre sig håb om, at komme igennem alle bogens mere end 900 sider. Bogen er på sin vis let at læse, og man bliver både overrasket og fascineret af forfatterens omfattende historiske viden, hans pædagogiske talent til at forklare komplicerede forhold i både samtid og fortid, samt en meget skarp og analytisk iagttagelsesevne, hvilket også var nødvendigt, da den statistiske information på hans tid var særdeles mangelfuld.

Dette er ikke et bogværk, som man bare kommer igennem på en formiddag. Man skal faktisk helt frem til side 472, før man møder den måske mest ikoniserede økonomiske tese overhovedet. Den der handler om, at det kapitalistiske marked fungerer bedst, når det overlades til sig selv og de frie kræfter, så hele økonomien kan blive styret af en nærmest guddommelig usynlig hånd: ”Ved at støtte den hjemmelige industri frem for den udenlandske har han alene sin egen gevinst i tankerne, og han ledes i dette som i så mange andre spørgsmål af en usynlig hånd til at gavne et formål, som ikke indgår i hans hensigt. Og det er nu heller ikke så dårligt for samfundet, at dette formål ikke indgår i denne hensigt. Ved at forfølge sin egen interesse fremmer han ofte samfundets interesse mere effektivt, end hvis han virkelig havde til hensigt at fremme den” (Pet, kursivering). Dette er i al væsentlighed kernen i Adam Smiths økonomiske filosofi. Egeninteressen fremmer fællesskabsinteressen – enhver offentlig restriktion eller markedsmæssig blokering er til skade for egeninteressen, og dermed fællesskabet. Det frie marked løser alle økonomiske problemer. 

Der er med Nationernes Velstand virkelig tale om et ideologisk og økonomisk forsvar for den minimalistiske natvægterstat i maksimal betydning.

Med disse ord kunne denne anmeldelse såmænd godt have været sluttet. Men dette ville trods alt ikke yde dette teorihistoriske tobindsværk fuld retfærdighed. Der er nemlig mange andre elementer i dette værk, der kan give en nutidig læser både historisk indsigt og bedre refleksionsevner i forståelsen af den aktuelle økonomiske debat og politiske situation.  For man vil opdage – godt nok efter læsning af 6– 700 sider - at Adam Smith ikke var blind for, at montomt og ensformigt fabriksarbejde, som han i den grad advokerede for, også kunne virke både sløvende og fremmedgørende, og at uddannelse af ungdommen kunne modvirke denne uheldige udvikling – dog ikke betalt af det offentlige. Adam Smith var heller ikke tonedøv over for, at hvis det viste sig nødvendigt for staten, at inddrive skatter til dækning af sine udgifter, var det nok mest effektivt, at de både var gennemskuelige og delvis progressive.

Men at betragte ham som en social-liberal økonom, er nok for meget at gøre ud af ham, om end læseren må erkende, at hans sociale syn, ser ud til at skifte fokus fra første til femte bog af værket.

Adams Smiths formål med at skrive Nationernes Velstand var at arbejde for et samfund, hvor den enkelte borger skulle have lige ret til tilværelsen. Hans undersøgelse skulle efter eget udsagn kunne skabe grundlaget for en økonomisk politik, der gav forøget velstand til den brede del af befolkningen. Målet var ikke at afskaffe fattigdommen men at øge velstanden generelt. For Adam Smith var det menneskelige arbejde, og især arbejdsdelingen, den væsentligste kilde til denne velstand: ”Den største forbedring af arbejdets produktive kræfter … ser ud til at være en virkning af arbejdsdelingen” (p. 45). 

Adam Smith lagde ud over arbejdsdelingen stor vægt på markedets størrelse, profitmotivet samt kapitalejernes nøjsomhed og opsparing som den primære forklaring på de dynamiske effekter bag teknologisk udvikling og økonomisk vækst.

For Adam Smith var den teknologiske udvikling en integreret del af arbejdsdelingen, der øgede arbejdernes produk­tivitet. Efter Adam Smiths opfattelse var tre forhold afgørende for den øgede produktivitet: "For det første i den enkelte arbejders øgede færdigheder; for det andet i besparelsen af den tid, der ellers går tabt, ved at man skifter fra én type arbejde til en anden; og endelig, for det tredje i opfindelsen af et stort antal maskiner, der letter arbejdet og forkorter det og gør, at én mand kan udføre mange mænds arbejde” (p. 48). Arbejdsdelingen er dog ikke et planlagt menneskeligt fænomen: ”Denne arbejdsdeling, som så mange fordele kan udledes af, er ikke oprindelig en virkning af menneskelig visdom, der forudser og stræber efter den almindelige velstand, som den er årsag til” (p. 53).

Adam Smith var af den faste overbevisning, at det var folks egeninteresser, der var den væsentligste økonomiske drivfjeder i den kapitalistiske markeds­økonomi: ”Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi at de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed, og vi taler ikke om, hvad vi selv har brug for, men hvad der er til gavn for dem” (p. 54). Dette følger hele Adam Smiths filosofi om, at enhver person vedvarende ville anstrenge sig selv for at finde den mest fordelagtige anvendelse af den kapitalsum, som han råder over. Det er i virkeligheden kun personens egen fordel, vedkommende har i tankerne, og ikke samfundets. Men personens selviske bestræbelser for at opnå egen fordel ville naturligt, eller rettere nødvendigvis, lede vedkommende til at foretage en beskæftigelse, som er til størst fordel for samfundet.

For at arbejdsdelingen kunne ske fyldest, var markedets størrelse – herunder muligheden for fri udenrigshandel – af helt afgørende betydning for det økonomiske liv: ”Hvis markedet kun er ganske lille, kan ingen foranlediges til udelukkende at beskæftige sig med én slags arbejde, hvilket skyldes den manglende mulighed for at udveksle hele det overskudsprodukt af ens eget arbejde, der overstiger, hvad man selv forbruger, for at dele af produktet af andres arbejde, som vedkommende måtte have brug for” (p. 57). Uden et marked ingen arbejdsdeling, og uden arbejdsdeling ville et varieret vareudbud ikke eksistere.

Adam Smiths pengeteori virker i dag noget antikveret, men det forhold, at penge var et nødvendigt smøremiddel i udveksling af varer på et marked, beskrives meget præcist: ”Lad os antage, at en mand har mere af en given vare, end han selv har brug for, mens en anden har mindre af den. Den første ville nu være glad for at afhænde en del af sit overskud, og den anden ville gerne tage imod det. Men hvis sidstnævnte ikke har noget, som førstnævnte har brug for, kan der ikke finde et bytte sted mellem dem” (p. 61). Derfor var det nødvendigt at have et generelt accepteret byttemiddel, der både var værdifast, deleligt og bestandigt. Penge på Adam Smiths tid var lavet af guld og sølv.  Det er som bekendt blevet erstattet af statsgaranterede papir- og kontomidler. Det stoflige indhold har ændret sig, men principperne består fortsat.

Adam Smith – og for øvrigt alle de klassiske økonomer inkl. Marx – kæmpede en brav kamp for at løse det såkaldte vand-diamant-paradoks, der lå i at vands bytteværdi var lav samtidig med, at det havde en stor og livsvigtig nytteværdi, mens diamanters bytteværdi var høj samtidig med, at nytteværdien var tæt på nul: “Intet er mere nyttigt end vand, men man kan ikke købe noget for det, og man kan stort set intet få ved at udveksle det med noget andet. En diamant besidder derimod stort set ingen brugsværdi, men man kan ofte bytte den med en stor mængde andre produkter” (p. 66). Den eneste måde som Adam Smith kunne forklare dette paradoks på, var at bytteværdien i det store og hele skulle dække fremstillingsomkostningerne – hos Marx blev ”problemet” løst ved at påstå, at bytteværdien på sæt og vis repræsenterede den nedlagte arbejdsmængde ved at frembringe produktet. Ingen af forklaringerne var dog dækkende, da de bl.a. ikke kunne forklare pludselige prisudfald eller prisen på unikaer eller lignede. Reelt set blev paradokset i en pristeoretisk sammenhæng først løst i slutningen af 1800-tallet, da neoklassikernes introducerede grænsenytteteorien.

Adam Smith fandt frem til, at en vares ”naturlige” pris blev bestemt af tre komponenter – profit, jordrente og arbejdsløn. Den aktuelle pris på markedet kunne dog, alt efter udbuds- og efterspørgselsforholdene, afvige fra den naturlige pris, men ville alligevel på sigt, hvis der var fri konkurrence, tendere mod den naturlige pris: ”Den indtægt, der stammer fra arbejdet, kaldes løn. Den indkomst, der stammer fra kapitalen, kaldes profit af den person, der bestyrer den… Den indkomst, der udelukkende stammer fra jorden, kaldes rente og tilhører ejeren af jorden” (p. 89-90). Ikke sjældent er der dog et personsammenfald mellem de forskellige aflønningsformer: ”Hvis disse tre indtægtskilder tilhører forskellige personer, er det let at skelne fra hinanden. Men hvis de tilhører samme person, blandes de undertiden sammen, i hvert tilfælde i daglig tale” (p. 90). Der er derfor i daglig tale, en udbredt tilbøjelighed til at betragte noget af selvejerbondens jordrente som profit, og noget af profitten som løn til driftsherren. Denne kunstigt skabte forvirring har også gjort, at denne sondring mellem profit og jordrente stort set er forsvundet i moderne økonomisk teori, hvor man i dag alene skelner mellem løn og kapital. Grunden til at Smith i sin tid opretholdt denne distinktion mellem de to kapitalbegreber var, at de bidrog på forskellig vis til den økonomiske vækst. Jordrentekapitalen gik til luksusforbrug hos herremændene, mens profitten bidrog til at opbygge den lønfond, der aflønnede arbejderne industrien.  Som Adam Smit udtrykte lønfonden: ”Det er den kapital, der engageres med henblik på profit, der i ethvert samfund sætter størstedelen af det nyttige arbejde i bevægelse. Det er planer og projekter fra kapitalens arbejdsgivere, der regulerer og dirigerer alle arbejdets afgørende operationer, og profit er det formål. Der ligger i alle disse planer og projekter” (p. 282). Lønfonden blev betragtet som en slags flydende kapitalsum, der var til rådighed til samtlige lønudbetalinger. På den måde repræsenterede lønfonden efterspørgselen efter arbejdskraft.

Uden en eneste figur, der er så almindelig i al moderne økonomiundervisning, lykkes det faktisk Adam Smith i et klart og simpelt sprog at beskrive den grundlæggende idé om den såkaldte ligevægtspris (dog ikke nævnt), der er det leje, hvor et overudbud af varer får priserne til at falde, og omvendt hvor vareknaphed fører til prisstigninger. I Smiths terminologi svinger den aktuelle markedspris omkring den langsigtede naturlige pris. Udbuddet tilpasser sig den effektive efterspørgsel, og markedsprisen tenderer mod den naturlige pris: ”Hvis den varemængde, der bringes på markedet, overskrider den effektive efterspørgsel, kan den ikke i sin helhed sælges til dem, der er villige til at betale den værdi bestående af rente, løn og profit, der kræves for at fragte varemængden derhen” (p. 94-95).  

Arbejdslønnen bestemmes helt overvejende af udbud og efterspørgsel: ”Arbejderne vil have så meget som muligt, mester vil give så lidt som muligt. Arbejderne er tilbøjelige til at slutte sig sammen for at hæve arbejdslønnen, mestrene for at sænke den” (p. 104). Der er dog hos Adam Smith to væsentlige undtagelser fra den rene udbuds-efterspørgselsteori. For det første var Smith af den overbevisning, at lønningerne altid ville være over et vist eksistensminimum, der gjorde det muligt for arbejderen og dennes familie at overleve (men heller ikke mere end det). For det andet spiller forskellige former af arbejdsmæssige gener og særlige kvalifikationer ind i løndannelsen.

På Adam Smiths tid var det yderst vanskeligt at få brugbare statistikker om penge- og kapitalforhold. Derfor var det heller ikke en helt let sag at fremskaffe oplysninger om profittens udvikling. I mangel af bedre havde Smith konstateret, at der var en relativ tæt samvariation i renten på pengeudlån og profit: ”Alt efter det omfang, hvori den almindelige markedsrente på pengerenten varierer i et givet land, kan vi være sikre på, at den almindelige profit på kapital må variere sammen med den: at den sænkes, når renten sænkes, og den stiger, når renten stiger” (p. 126). Forklaringen var den simple, at hvis profitten på et kapitaludlæg ikke kunne opnå samme økonomiske afkast som et pengeudlån, ville kapitalisten flytte sit kapitaludlæg fra produktion til pengeudlån – og omvendt. 

Det er ret tydeligt, at Adam Smith arbejdede ud fra den opfattelse, at udbuddet skabte sin egen efterspørgsel (senere kendt som Say’s lov). Det er lige så åbenbart, at Adam Smith forestillede sig, at der var et relativt fast forhold mellem kapital og arbejdskraft. Dette faste forhold betød, at hvis der opstod en utilstrækkelig ophobning af kapital, ville det også føre til en utilstrækkelig vækst i arbejdskraften, og dermed i indkomsten og den samlede samfundsmæssige efterspørgsel. Tanken tænkt helt til ende betyder, at opsparing af kapital alene er vejen til økonomisk vækst. Et teoretisk paradigme, der eksisterede i al sin vælde helt frem til 1936, hvor Keynes påviste den såkaldte opsparingsfælde, der viste, at ønsket om øget opsparing rent faktisk kunne føre en væsentlig lavere samlet opsparing med sig. Det var det, der rent faktisk skete under 1930’ernes verdensomspændende økonomiske krise. Forklaringen var den simple, at opsparing trak efterspørgsel ud af samfundet, således at indkomsterne skrumpede så meget, at selv en stigende opsparingsrate samlet set førte til en mindre opsparing. Bekymrende er det dog at se, at såkaldte moderne økonomer er begyndt at finde Adams Smiths teorier på dette område frem igen – nu under betegnelsen neoliberalisme. 

Hvis der er fri bevægelighed på arbejdsmarkedet, og lønmodtagerne frit kan søge derhen, hvor der er arbejde at få, ville mange lønforskelle udligne hinanden. Man søger væk fra de steder og fag, hvor lønnen er lille og over mod fag og steder, hvor lønnen er højere. Hvis højtlønsområderne trækker for meget arbejdskraft til, vil lønningerne automatisk falde, og en ny bevægelse mod ligevægt vil blive igangsat. På trods af en overordnet tendens mod udjævning af generelle lønforskelle, peger Adam Smith på fem forhold (kaldet omstændigheder), der gør, at lønforskellene alligevel har en mere permanent karakter: ”for det første, hvor attraktiv eller ikke den pågældende beskæftigelse er; for det andet, den lethed og prisbillighed, respektive de vanskeligheder, der er forbundet med at lære den; for det tredje, beskæftigelsens varighed og manglende varighed; for det fjerde, den lille eller store tillid, som man skal nære til de personer, der varetager den; for det femte, sandsynligheden, eller det modsatte, for at arbejdet med dem krones med held” (p. 137-138). Omsat til mere moderne sprogbrug taler Adam Smith om, at vanskeligt udførligt arbejde, arbejde der kræver stor og god uddannelse, arbejde der efterspørger specialiseret arbejdskraft, arbejde der kræver stor tillid til arbejdets udførelse, og arbejde der bliver leveret til tiden til de aftalte priser, er arbejdere der permanent oppebærer en højere løn end andre.

De omtalte udsving på arbejdsmarkedet kan ikke i samme grad findes på kapitalmarkederne: ”Af de fem omstændigheder, der indvirker på arbejdslønnen, er der kun to, der har betydning for kapitalens profit: hvor tiltrækkende eller utiltrækkende de pågældende forehavende er, samt den risiko eller sikkerhed, der knytter sig til det” (p. 148)     

Den sidste komponent i bestemmelsen af Smiths naturlige pris er jordrenten.  Denne del af teorien har imidlertid mest af alt alene en teorihistorisk interesse, og er i høj grad knyttet til britiske forhold på Adam Smiths tid, hvor det helt normale var, at landbrugerne forpagtede deres jorde af godsejerne. For oprindelig stammer betegnelsen rente fra det engelske ord ”rent”, hvor det refererer til den afgift, som landmanden skulle betale godsejeren, for at får lov til at dyrke jorden. For Adam Smith var jordrenten: ”den pris, der betales for brug af jord” (p. 181). Hertil kan tilføjes, at anvendelsen af minedrift mm. krævede en tilsvarende afgift – kaldet grundrenten. Jordrenten, eller jordens lejeværdi, var afhængig af jorden bonitet, beliggenhed, og ikke mindst efterspørgslen efter de produkter, der kunne frembringes på de lejede jorder. Da udbud af jord var relativ konstant, blev jordrenten i al væsentlighed bestemt af efterspørgslen efter jord: ”Der er dele af jordens produktion, der kræver, at efterspørgslen er stor nok til, at den tillader en højere pris end den, som er nødvendig for at fragte disse dele til markedet. Og der er andre dele, hvis produktion tillader eller ikke tillader denne højere pris. Førstnævnte produktion vil altid tillade en jordrente til ejeren. Sidstnævnte tillader den undertiden og til andre tider ikke, alt efter omstændighederne” (p. 182).

”Jeg vil … bemærke, at enhver forbedring i samfundets omstændigheder enten har en tendens til at direkte eller indirekte at hæve den virkelige rente på jord, at øge herremandens virkelige velstand, hans mulighed for at købe andre menneskers arbejde eller produktet af dette arbejde. Udbredelsen af forbedringer og kultivering tenderer direkte mod at hæve renten” (p. 279)

”Hele den årlige produktion i ethvert land baseret på jord og arbejde eller, hvad der er det samme: hele prisen på den årlige produktion, deler sig i tre dele, som allerede bemærket: jordrenten, arbejdslønnen og profitten på kapital, som udgør en indkomst til tre forskellige klasser af mennesker: dem der lever af rente; dem der lever af løn og dem, der lever af profit”(p. 280).

Der er dog ikke meget forståelse for jordejerklassen, da: ”De er den eneste af de tre klasser, hvis indkomst hverken koster dem arbejde eller pleje, men som så at sige kommer til dem af sig selv, uberoende af nogen plan eller noget projekt, der er deres eget” (p. 281). Det er tydeligt, at Adam Smith taler industrikapitalens interesser imod jordejerklassens udnyttelse af det produktive arbejde.

Det var reelt først med David Ricardo, at der i 1817 blev sat systematisk skik på jordrenteteorien, da han kunne konstatere, at kornproduktionen skulle øges for at brødføde en stigende befolkning. Det betød, at der skulle inddrages ringere og ringere jord under plov, hvilket fik jordrenten på de gode jorde til at stige. Jordprisstigningerne medførte automatisk at kornpriserne også steg, og da de korn i væsentlig grad indgik i arbejdernes basiskost, blev realværdien af arbejds- og profitindkomsterne voldsomt presset, med det resultat at der blev overført indkomst fra de produktive arbejdere og kapitalister til de passive herremænd.

Adam Smith mente, i modsætning til f.eks. fysiokraterne, at det er det samfundsmæssige arbejde, der var kilden til den samfundsmæssige rigdom.  Han mente dog ikke, at det var al slags arbejde der øgede samfundets rigdom. Han skelnede mellem såkaldt produktivt og uproduktivt arbej­de.

Produktivt arbejde blev defineres som den del af arbejdskraften, der blev aflønnet af kapitalmassen, og som frembringer eller øger værdien af materielle goder, og dermed afsætter profit og giver mulighed for yderligere kapitalakkumulation. Uproduktivt arbejde består derimod hovedsaglig af tjenesteydelser, og aflønnes af kapitalisternes indtægt.

I Adam Smiths terminologi lyder det sådan: ”Der findes én slags arbejde, der øger værdien af det emne, som det bearbejder, og et andet, der ikke har denne virkning. Det første kan, når det producerer værdi, kaldes produktivt og det andet uproduktivt arbejde. En håndværkers arbejde tilføjer generelt værdi til de materialer, som han bearbejder; til det der går til hans underhold, og til det, det der går til sin mesters profit. Tjenestefolk tilføjer derimod ikke værdi til noget….En mand bliver rig ved at beskæftige et stort antal arbejdere. Han bliver fattig ved at forsørge et stort antal tjenestefolk” (p. 353). Dette udsagn leder logisk hen til, at Adam Smiths beskæftigelsesbegreb tilsyneladende ene og alene omfattede svingningerne i den produktive arbejderklasse, hvorved de arbejdsløse pr. definition kom til at tilhøre den uproduktive klasse. På den måde kan man sige, at han konsekvent bortdefinerede eksistensen af arbejdsløshed.

I Adams Smiths optik er det kun den materielle produktion, der kan lagres over tid og flyttes fra sted til sted, som kan betragtes som produktivt arbejde. Alle former for tjenesteydelser, blev af Adam Smith betragtet som uproduktivt arbejde: ”Således er for eksempel fyrsten og alle embedsmænd og officerer inden for retsvæsen og militær, der gør tjeneste under ham, den samlede hær og flåde, uproduktive arbejdere. De er offentlighedens tjenere og underholdes af en del af den årlige produktion udført af andre menneskers energi og arbejde” (p. 354). Ingen skulle gå ram forbi: ”I samme klasse hører også nogle af de alvorligste og vigtigste såvel som nogle af de mest frivole professioner: gejstlige, advokater, læger, advokater, læger, litterater af enhver slags. Dertil skuespillere, klovne, musikere, operasangere, operadansere m.v.” (p.354). Ingen kan være i tvivl om, at Adam Smith i denne sammenhæng ideologisk set har bidraget væsentligt til den opfattelse, at den offentlige sektor udelukkende kan betragtes som en økonomisk byrde for det arbejdende folk. Man skal dog være opmærksom på, at synpunktet er indlejret i et førindustrielt samfunds tankegang, da det ellers kan være yderst vanskeligt at forklare, at tjenesteydelser, private såvel som offentlige, i dag er det mest værdiskabende i et moderne informationssamfund – tænk fx på uddannelse, videnskab, turisme og skibsfart.

Kapitalejernes nøjsomhed og opsparing er efter de klassiske økonomers opfattelse af meget central betydning for kapitalakkumulationen. Kapitalis­ternes (masters) profit kan alene anvendes til kapitalisternes eget forbrug eller opsparing. Da opsparing i den klassiske økonomi pr. definition altid er lig investering, er kapitalisternes sparsommelighed en nødvendig betingelse for at kunne foretage investeringer. Adam Smith beskrev det således, at: ”Sparsommelighed, ikke arbejdsomhed, er den umiddelbare årsag til væksten af kapital. Arbejdsomhed frembringer rigtignok det emne som sparsommeligheden akkumulerer. Men uagtet hvad arbejdsomhed måtte frembringe, vil kapitalen aldrig blive større, hvis ikke sparsommeligheden sparede og hobede op” (p. 360).  Han påstod også, at forskellen mellem feudalsamfundets jordejere og den nyopduk­kede kapitalistklasse var, at førstnævnte gruppe var sløsagtig ved bl.a. at bruge sin kapital på uproduktive formål, mens sidstnævnte gruppe bar samfundet fremad ved at bruge kapitalophobningen til produktive formål: ”Hvor som helst kapitalen er dominerende, udvikler industrien sig… Enhver stigning eller reduktion af kapital har derfor en naturlig tendens til at øge eller reducere den virkelige mængde industriel aktivitet, antallet af produktive arbejdere og dermed den værdi af den årlige produktion baseret på landets jord og arbejde, der kan udveksles – alle indbyggernes virkelige velstand og indtægt” (p. 360).

For Adam Smith var tilbageholdenhed (abstinens) i sin udgiftsførelse et væsentlig element i at kunne opbygge og vedligeholde sin kapital. Brug ikke mere end du tjener, var læren. For bruger du mere - mister du din formue: ”Ved ikke at begrænse sine udgifter til sine indtægter forgriber han sig på sin kapital” (p. 362).

Man kan også tydelig fornemme den såkaldte pengekvantitetsteori i Adam Smiths bog: ”Den mængde penge, der således årligt kan beskæftiges i et land, må bestemme værdien af de konsumerbare varer, der årligt cirkuleres i det… Mængden af penge må derimod i et givet land naturligt øges, i og med at værdien af den årlige produktion øges” (p. 363). Penge- og produktionsmængden bør følges ad, hvis man vil undgå inflation, hvilket er det samme som en udhulning af produktionens værdi udtrykt i pengeenheder.

For Adam Smith begrænsede arbejdsdelingens velfærdsgevinster sig ikke alene til vareproduktionen. Den kunne også udfoldes på det finansielle marked mellem låner og låntager, men hvis det skulle være værdiskabende skulle det være udlån til såkaldt produktivt arbejde: ”Den person, der låner for at forbruge, vil inden længe blive ruineret, og den person, der låner ham penge, får som regel anledning til at fortryde sin dumhed” (p. 373). For Adam Smith var det også helt naturligt, at udlåner krævede renter af sit lån, da lånet var værdiskabende for låntager: ”En kapital, der udlånes med rente, kan på denne måde betragtes som en overførsel fra långiveren til låneren af en vis betragtelig portion af den årlige produktion” (p. 375). I den optik er det let at forstå, at Adam Smith var en stor modstander af datidens forskellige former for renterestriktioner eller direkte forbud.

Da Adam Smith tilsyneladende ikke forestillede sig, at der i det økonomiske system forekom ophobning (hoarding), kunne den akkumulerede kapital kun anvendes til køb af produktionsmidler (investering) eller udlæg til køb af arbejdskraft (lønfond): ”Alle kapitaler er bestemt til udelukkende at understøtte produktivt arbejde” (p. 381).

Adam Smith havde det klare synspunkt, at de forskellige delmarkeder i en økonomi var tæt forbundne, og man udvekslede varer, som man selv ville skulle bruge mere tid på selv at fremstille, end ved at købe dem på et marked. Dertil skal lægges, at hvis samhandelskæden i de forskellige led blev brudt gik økonomien som helhed i stå: ”Landobefolkningen køber af byen en større mængde varer fremstillet i manufakturen med produktet af en meget mindre mængde af deres eget arbejde, end de ville have brugt på selv at fremstille dem. Byen tilbyder et marked til landets overskudsproduktion – eller en produktion, der overstiger forsørgelsen af dem, der arbejder med jorden – og markedet bytter landbefolkningen deres overskud med noget andet, som de efterspørger. Jo større befolkningen er, og jo større dens indtægt er, jo større er også det marked, som tilbydes landbefolkningen” (p. 399). Mere tydeligt kan man vist ikke bekrive sammenhængen mellem arbejdsdelingen og nødvendigheden af at udveksle varer. Begge dele øger velstanden. Bybefolkningen og landbefolkningen er hinandens tjenere. Byen er et permanent marked, som landbefolkningen søger mod for at bytte deres råvarer med forarbejdede produkter” (p. 401).

Adam Smith var også en varm fortaler for en stor udenrigshandel – ikke ud fra et merkantilistisk synspunkt, hvor det handlede om at ophobe så meget guld som muligt, men ud fra det synspunkt, at samhandel i stor skala skabte muligheder for at få en bedre, større udveksling af varer. Det at gøre markedet større gjorde vareudbuddet bade mere differentieret og billigere: ”Importen af guld og sølv er ikke den vigtigste og slet ikke den eneste gavn, som en nation har af sin udenrigshandel. Uanset mellem hvilke steder der foregår udenrigshandel, får disse steder altid to fordele: Den fragter den overskudsdel af produktionen af deres respektive lands jord og arbejde ud af landet, som der ikke er en efterspørgsel efter blandt dem, og hjemfører til gengæld noget andet, som der er efterspørgsel efter” (p. 463).

Adams Smiths bog er fra før den tid, hvor man skelnede mellem mikro- og makroøkonomi. For ham var det et fedt. Det der var fornuftigt for den private husholdning var også fornuftig for nationens husholdning: ”Hvad der er besindig adfærd i enhver privat familie, kan dårligt være tåbeligt i et helt kongerige. Hvis et fremmed land kan forsyne os med en vare, der er billigere, end vi selv kan fremstille den, er det en bedre idé at købe den med en vis portion af vores arbejdsindsats, der er beskæftiget på en måde, hvor vi er fordelagtigt stillet” (p. 473).

Adam Smith gennemgår i Nationernes Velstand relativt detaljeret den økonomiske teoriskole, der sidenhen er blevet benævnt fysiokraterne. En skole han selv var meget inspireret af, men som han også mente var noget verdensfjern: ”Det system, der fremstiller jordens produkt som den eneste kilde til ethvert lands indtægt og velstand, har ingen nation, så vidt jeg ved, taget til sig, og det eksisterer for nærværende udelukkende i hovederne på enkelte lærde og idérige personer i Frankrig” (p. 673).  

Fysiokraterne opererede helt overordnet i deres samfundsmodel med en helt særlig kapitalistisk produktionsmåde, som var inspireret af land­brugs­­bedrifterne i Nordfrankrig, der havde et forholdsvis højt produktivitets­niveau. Her var jorden typisk ejet af et aristokrati, der lejede deres jorder ud til forpagtere, som investerede i arbejdere, maskiner og redskaber. Det var denne kapitalistiske produktionsform der efter fysiokraternes opfattelse skulle nyde fremme. Fysiokraterne mente, at samfundet bedst kunne styres hvis magt­haver­ne tog udgangspunkt i det som de benævnte fornuften, dvs. at man gennem videnskabelig erkendelse kunne komme frem til resultater der viste hvordan samfundet praktisk skulle indrettes.

Fysiokraterne arbejde med tre forskellige klasser, der hver på deres måde bidrog – eller ikke biodrog – til værdiskabelsen: Første klasse er jordejerne. Anden klasse er avlere, bønder og landarbejdere, som de beærer med en særlig betegnelse som ”den produktive klasse”. Den tredje klasse består af håndværkere, manufakturmestre og købmænd, som de taler nedsættende om ved at benævne dem ”den sterile eller uproduktive klasse” (p. 674). Der kan ikke herske tvivl om, hvorfra Adam Smith oprindeligt havde hentet sine produktivkategorier fra, men han var naturligvis ikke enig i, at håndværk og manufaktur var uproduktivt. Den lidet fortjenstfulde benævnelse blev flyttet over på tjenestefolk og offentligt ansatte. 

Tankegangen om at naturen er den primære kilde til al rigdom, og at den blev udvekslet i et cirkulært kredsløb blev af François Quesnay opstillet i en såkaldt økonomisk tabel (Tableau Èconomique). Disse tabeller er i virkeligheden forløberen for de i dag så almindeligt anvendte input-outputmodeller inden for den moderne national-regn­skabs-­teori. Da Quesnay i sit civile liv var livlæge i Ludvig den Femten­des hof, kan det på ingen måde udelukkes, at inspirationen til denne kredsløbsforståelse, hvor hver periode efterlades i samme tilstand som i udgangspunktet, stammer fra hans viden om blodets kredsløb, der var blevet opdaget i 1628.Dette var i hvert tilfælde Adam Smiths egen fortolkning (p. 684). 

Tableau Èconomique blev, trods det svært fortolkelige, i virkelig­heden eksponent for det system, som både samtiden og efter­tiden forbinder med den fysiokratiske teori. Det skyldes ikke mindst Adam Smiths og sidenhen Karl Marx’ fortjeneste.

Adam Smith omtaler i Nationernes Velstand de økonomiske tabeller på denne måde: "Med alle sine fejl og mangler er dette system måske det nærmeste, man kommer sandheden om emnet politisk økonomi, som nogensinde er blevet udgivet" (p. 688). Adam Smith havde fra et besøg i Paris i 1766 et ret indgående personligt kendskab til fysiokratisk økonomisk teori, og havde såmænd også haft intentioner om at dedicere Nationernes Velstand til Quesnay (p. 683) – som imidlertid døde to år før Smith udgav sit hovedværk.

Det, som var Adam Smith inderligt imod ved den fysiokratiske lære, var de beskyttelsesforanstaltninger, som magthaverne forsøgte at give de foretrukne og beskyttede erhverv: ”Hvis alle systemer baseret på særbehandling eller begrænsning således fuldstændig fjernes, etablerer den indlysende og naturlige frihed sig af egen drift. Enhver person er fri til at forfølge sine egne interesser på sin egen måde, og at bringe såvel sin arbejdsomhed som sin kapital i et konkurrenceforhold til andre personer eller persongrupper, så længe han blot ikke krænker retfærdighedens love” (p. 696-697). Væk med beskyttelsestold og subsidier til indenlandske erhverv. Markedskræfterne var efter Adam Smiths opfattelse langt bedre til at klare problemerne end statslig indgriben.

En nations selvstændighed afhænger af dens evne til at forsvare sig mod både indre og ydre fjender. Derfor ser Adam Smith det som en helt nødvendig udgift for det offentlige (her omtalt som Fyrsten), at anvende en del af sin velstand på det militære isenkram: ”Fyrstens primære pligt, der består i at beskytte samfundet mod voldelige overgreb og invasion fra andre selvstændige nationer, kan varetages ved hjælp af militær magt” (p. 701). Herefter følger en lang redegørelse for hvordan man siden tidernes morgen kunne stille med en brugbar hær – med de mindst mulige omkostninger. En redegørelse der nok på en nutidig læser, kan virke noget outdatet – og alligevel: Den store forandring, der fandt sted i krigshåndværket med introduktionen af skydevåben, har yderligere øget udgifterne til militær træning såvel som disciplinering af et bestemt antal soldater i fredstid og deres anvendelse i krigstid. Såvel deres våben som deres ammunition er blevet mere omkostningskrævende” (p. 716).

For Adam Smith var retssikkerhed og personlig frihed tæt forbundne kar, og krævede et troværdigt og uafhængigt retsvæsen: ”Fyrstens anden pligt – pligten til så vidt muligt at beskytte hver enkelt medlem af samfundet mod uretfærdighed og underkuelse fra alle andre medlemmer af det, eller pligten til at etablere en omhyggelig forvaltning af retfærdigheden” (p. 717). Især skulle borgeren være opmærksom på magtovergreb: ”Hvis fyrsten eller høvdingen udøvede sin juridiske autoritet i egen person, kan der næppe have været de store muligheder for at få oprejsning, hvor groft et embedsmandsmisbrug, der en var tale om. For det var kun sjældent, at nogen var i besiddelse af den fornødne magt til at kræve fyrsten til regnskab” (p. 723). Det skulle dog ikke være helt omkostningsfrit, at få ret, da: ”hele udgiften forbundet med forrettelse af retfærdighed kunne også uden videre udredes af retslige salærer” (p. 725). Man skulle så at sige have råd til at kunne hævde sin ret. I sandhed en lille smule usympatisk form for liberalisme.

Det fremgår i øvrigt tydeligt, at Adam Smith anså Montesquieu’s tredeling af statsmagten i en lovgivende-, udøvende- og dømmende magt, som grundlaget for en velfungerende nationalstat: ”Hvis den dømmende magt forenes med den udøvende, er det næppe muligt, at ikke også retfærdigheden ofte vil blive ofret – hvilket gementligen kaldes politik” (p. 729). Med denne retsopfattelse kan det alligevel undre en nutidig læser, at Adam Smith ikke anså det som en absolut nødvendighed, at finansieringen skulle være statslig: ”Hele udgiften forbundet med forrettelse kunne også uden videre udredes af retslige salærer” (p. 725). Så retfærdighed var ikke i Adam Smiths verden et frit og offentligt gode. 

Helt overordnet var brugerbetalinger og specifikke afgifter Adam Smiths foretrukne finansieringsform, når staten helt undtagelsesvis alligevel skulle gå ind og sikre det, som man i dag kalder for offentlige ydelser.

Bygning og drift af havne var fx et af de offentlige goder, som Adam Smith mente, at det offentlige burde gå ind og understøtte, men finansieringen skulle klares med specifikke afgifter: ”En havn kan ved hjælp af en mindre havneafgift, der står i forhold til tonnagen af den skibsfart. Der losser og laster, gøre det samme” (p. 731). I den forbindelse var Adam Smith for øvrigt langt foran sin tid, når han om end på en meget indirekte måde beskriver den såkaldte skatteincidens (dvs. fordeling af skattebyrde mellem køber og sælger), der viser, at det ikke nødvendigvis er den der betaler skatten, der også bærer byrden: ”Dertil kommer, at denne skat eller afgift nok bliver lagt ud af fragtmanden, men den ender med at blive betalt af forbrugerne” (p. 731). I samme forbindelse kan der også spores en vis grad af progressivitet i Smiths skattetanker, hvor de rige skal bære en forholdsvis større andel end de fattige: ”Når afgiften på luksusvogne, kareter, postvogne mv. ligger noget højere i forhold til deres vægt end for vogne til mere sædvanlig brug, bringes den slags forspand og vogne mv. tilhørende velhaverne på en ubesværet måde at yde fattighjælp ved at billiggøre transporten af tungt materiel til mange forskellige egne af landet” (p. 731).

På ét område var der dog ingen slinger i Adam Smiths holdning til offentlig indgriben, og det var i at varetage beskyttelsen af både den indenlandske handel og udenrigshandlen – eventuel også med militær magt: ”Visse brancher inden for handel, der finder sted med barbariske og uciviliserede nationer, kræver ekstraordinær beskyttelse” (p. 738).  

Adam Smith mente, at ungdommens uddannelse var en af vejene til øget national velstand, men han mente derudover, at denne aktivitet alene skulle dækkes af enten direkte brugerbetaling eller donationer. Det var absolut ikke et statsanliggende: ”Selv i tilfælde, hvor skolemesterens betaling ikke fuldt ud stammer fra denne naturlige indtægt, er det stadig ikke nødvendigt, at den skal udredes af samfundets almene indtægt. Hvis opkrævning og anvendelse i de fleste lande påhviler den udøvende magt” (p. 765). Ja, selv donationer kunne ikke anbefales, da det bare bidrog til lærernes naturlige dovenskab: “Donationer til skole og kollegier har uundgåeligt mere eller mindre reduceret lærernes arbejdsomhed” (p. 766).

Adam Smith skriver: ”Man kunne nu spørge, hvorvidt offentligheden burde beskæftige sig med folks uddannelse” (p. 783). Svaret er et klart ja, da staten har en forpligtelse desangående, men Adam Smiths anbefaling er dog, at de medfølgende udgifter, som hovedregel skal betales af brugerne selv. 

De riges, dvs. de formuendes, uddannelse skal de nok selv klare, mens det forholder sig noget anderledes for de mange fattige land- og industriarbejdere: ”De har ikke meget tid til uddannelse. Deres forældre har knap råd til at forsørge dem, selv ikke som små. Så snart de er i stand til det, må de arbejde i et erhverv, hvor de kan tjene til livets opretholdelse. Desuden er dette erhverv almindeligvis så simpelt og ensartet, at det ikke træner deres intellekt. Samtidig er arbejdet så ensformigt og så anstrengende, at det ikke giver dem meget fri tid og i endnu mindre grad udvikler deres tilbøjelighed til at beskæftige sig med andre ting eller blot overveje det. Men selv om jævne mennesker i et civilisereret samfund ikke kan oplæres som folk med formue, kan de godt erhverve sig de grundlæggende elementer i uddannelsen -  at læse, skrive og regne – på et tidligt tidspunkt i livet, at selv de fleste af dem, der er født og opvokset til de laveste former for beskæftigelse. For en uhyre beskeden udgift kan offentligheden facilitere, opmuntre og over for stort set hele befolkningen insistere på nødvendigheden af at skaffe sig disse elementære færdigheder” (p. 786)

Mange har sidenhen betragtet disse sætninger som Adam Smiths socialpolitiske testamente, hvor det tydeligt fremgår, at arbejdsdelingens mange økonomiske fordele også har en social bagside, som det offentlige må forholde sig til, men dog ikke så meget, at det: ”helt betales af det offentlige”(p. 786). Årsagen til de relativt beskedne offentlige udgifter er både den tarvelige uddannelse, men også forestillingen om den udbredte brugerbetaling.

Statens opbygning og finansiering i dag er væsentlig forskellig fra situationen på Adam Smiths tid. De offentlige myndigheder varetog dengang kun en lille brøkdel af de opgaver, der i dag påhviler den offentlige sektor. Derfor skal Adam Smiths anbefalinger til en ”statslig husholdning” naturligvis tages med et meget stort gran salt.  Alligevel er der i dag mange teorier og dogmer, der stadig florerer i allerbedste velgående, og som i realiteten kan føres direkte tilbage til den Smithske tankegang.

Først og fremmest advarer Adam Smith mod at staten overhovedet driver selvstændig virksomhed (postvæsenet undtaget). Det skal ubetinget overlades til det private initiativ. Årsagen er, at de offentligt ansatte (dvs. fyrstens) embedsmænd ikke er: ”omhyggelige med prisen, på hvad de køber. De er ikke omhyggelige med prisen på, hvad de sælger. De er ikke omhyggelige med udgiften til transport af fyrstens varer fra ét sted til et andet” (p. 821). Dertil skal lægges, at offentlige embedsmænd ofte deltog i ødselhed og opstillede uforståelige regnskaber. Ja, så det er ikke i Adam Smiths skrifter, at man skal forvente at finde moralsk støtte til offentlig driftsvirksomhed.

Adam Smith er vistnok en af de første personer i historien, der på systematisk måde forsøger at opstille en egentlig skatteteori. Han når frem til, at skat kun kan pålægges værdiskabelsen i samfundet, og at det derfor er naturligt, at han peger på, at skatten må falde på enten jordrenten, profitten eller lønnen – alternativt som en kombinationsskat af alle tre skattekilder. Men inden at han overhovedet udreder disse kilder fastslår han, at det er vigtigt, at skat opkræves efter skatteevnen: ”Borgerne i enhver stat bør bidrage med støtte til regeringen så vidt muligt i forhold til deres respektive evner, hvilket vil sige: i forhold til den indtægt, som de hver for sig nyder godt af som beskyttede af staten” (p. 827). Især denne sætning er i mange sammenhænge blevet taget til indtægt for, at Adam Smith skulle anse en progressiv indkomstskat som det ideelle, men her er der givetvis tale om en kraftig overfortolkning, da Adam Smith mange andre steder i sit bogværk i høj grad advarer mod at anvende indkomst og formue som skatteobjekter.

For Adam Smith var det meget vigtigt at ligning og opkrævning af skat skete på et lovligt og gennemskueligt grundlag: ”Usikkerhed i skatteopkrævning opfordrer til den slags frækhed og korruption, der trives blandt en gruppe personer, der naturligt nok er upopulære, også selv hvis de ikke er frække og korrupte” (p. 827). Ligeledes skal man være forsigtig med at opbygge et stort og ubetaleligt bureaukrati: ”For det første kan udskrivningen af skatten nødvendiggøre et stort antal embedsmænd, hvis salærer kan fortære det meste af den producerede skat, og hvis ekstraindtægter kan belaste folk med endnu en skat” (p. 828). Skatter og afgifter kan også lede til en uhensigtsmæssig adfærd, der frister til udbredt smugleri. I dag ville man nok mere snakke om grænsehandel i den forbindelse.

Uden at anvende ordet skatteelasticitet, bliver temaet alligevel grundigt vendt og drejet af Adam Smith. Han konstaterer nemlig, at hvis skattebetaleren ikke kan vælte skatten over på slutbrugerne, bl.a. pga. effektiv konkurrence, må skattebetaleren selv bære skattebyrden, og dermed bliver den udbudte varemængde ikke påvirket af skatten. Omvendt forholder det sig, hvis skattebetaleren er i stand til at vælte byrden over på slutbrugeren bl.a. pga. manglende markedsmæssig konkurrence, vil det påvirke prisen i opadgående retning og dermed den udbudte varemængde i nedadgående retning. Det er også for tidligt, at lede efter begreber som dødvægtstab og skatteforvridninger. Det er begreber, der først dukker op senere i den økonomiske teorihistorie. Dog konstater Adam Smith, at hvis profitten beskæres af en skat, vil det overskud, der er tilbage til fx at betale jordrente blive tilsvarende mindre, hvilket givetvis er en forløber for den teori, der konstaterer, at en skat på jord får ejendomspriserne til at falde.

Skat på arbejdsløn er et kapitel for sig selv, og er præget af, at denne skattetype ikke er kendt i England på Adam Smiths tid (bortset fra skat på embedsmandssalærer). Da Smith forestillede sig, at arbejderlønningerne som udgangspunkt var på et eksistensminimum, ville en skat på denne indtægtskilde, nødvendigvis presse lønningerne i vejret, og dermed ville den reelle skatte byrde falde på enten forbrugerpriserne, profitten eller jordrenten.

Adam Smith giver læseren en helt særlig udgave af hvad der oprindeligt kan forstås ved en selvangivelse: ”Hvert enkelt person vurderer sig selv og erlægger i nærvær af magistraten et bestemt pengebeløb i den offentlige finanskasse, idet den ved ed erklærer, at beløbet er en fjerdedel procent af alt, hvad han ejer og har, men uden derfor at erklære, hvor stor dette beløb er, og uden at han undsættes for en undersøgelse om dette emne. Denne skat menes at blive betalt fuldt loyalt” (p. 851-852). Eksemplet er hentet fra datidens Hamborg, men det må også erkendes, at det nok ikke ville være gangbart i dagens Danmark, al den stund at relativt flere personer er blevet skattepligtige og skatteprocenten ikke er en kvart procent med omkring de halvtreds.

For Adam Smith var der kun to former for retfærdig skat – og det var kopskatter og skatter på forbrugsvarer: ”De skal betales ligeligt fra den indtægtskilde, som skatteyderen besidder – fra jordrenten, fra profitten på kapital eller fra arbejdslønnen”, og Adam Smith fortsætter og advarer: ”Kopskatter bliver fuldstændig vilkårlige, hvis man gør forsøg på at tilpasse dem hver enkelt skatteyders formue eller indtægt” (p. 863). Påstanden er, at lige skatter gør dem vilkårlige og usikre, og forsøger man at gøre dem sikre ved at fjerne deres vilkårlighed, bliver de fuldstændig ulige. Så i bund og grund er det et valg mellem pest eller kolera: ”Lad skatten være lav eller høj, usikkerhed er altid en alvorlig grund til at klage. Ved en lav skat kan man leve med en betydelig forskel. Med en høj skat er forskellen ikke til at bære” (p. 869). Adam Smiths modstand mod en indtægts- eller formuebaseret skatteopkrævning skal givetvis findes i hans egne erfaringer fra datidens England, hvor der på ingen måde fandtes troværdige indtægts- eller formueopgørelser, og hvor kopskatten mest til dels blev opkrævet efter folks standsmæssige rang (grever, officerer osv.) med deraf følgende total usikkerhed om deres reelle økonomiske formåen. Derudover var der en meget løsagtig administration af skatteopkrævningen, der medførte en betydelig underskudsmanko i forhold til de forventede skatteindtægter: ”I England har de forskellige kopskatter aldrig skabt det provenu, som man havde regnet med, eller som man anslog, at de kunne have produceret, hvis de var blevet opkrævet med større nøjagtighed” (p. 870).

I mangel af et ordentligt indtægtsgrundlag har forbrugsskatten historisk set spillet en vis rolle, da man kunne formode, at forbruget stod i et vist forhold til folks indkomst. Erkendelsen af at skatten dermed blev degressiv, var man ikke nået til på Adam Smiths tid. Dog kunne man vistnok efter Adams Smiths opfattelse opnå en vis for form skatteprogressivitet (ikke nævnt) gennem forbrugsskatten. Det kunne opstå, hvis man skelnede mellem livsfornødenheder og luksusartikler, og hvis førstnævnte blev beskattet mildere end sidstnævnte.  Adam Smith er faktisk lidt flertydig på dette område. På den ene side kan hans tekst, som ovenfor antydet, tages til indtægt for en progressionstankegang, men på den anden side kan teksten også læses modsat, som om at de fattige skal have sværere ved at erhverve sig luksusgoder, da det er befordrende for deres moral og habitus: ”Den høje pris på den slags varer reducerer ikke nødvendigvis den evne, som folk fra de lavere klasser har til at varetage deres familie. På ædruelige og arbejdsomme fattige virker skatter på den slags vare som love, der begrænser luksus og tilskynder dem til at lægge en dæmper på eller helt at afholde sig fra brug af overflødigt stads, som de ikke længere har råd til. Som følge af den tvungne sparsommelighed kan man forestille sig, at deres evne til at varetage familielivet styrkes på grund af skatten i stedet for at mindskes. Det er de ædruelige og arbejdssomme fattige, der normalt har børnerige familier, og som især tilfredsstiller efter anvendeligt arbejde” (p. 873).

Der er som bekendt gået en historisk rum tid siden Adams Smiths dage, og mange forhold har gjort, at flere af hans økonomiske teorier virker noget bedagede. Kyniske og naive vil nogle måske hævde.

Den økonomiske videnskab er blevet mere formel og matematisk siden hans tid, og flere af hans teorier, har man simpelthen måtte opgive, da ny økonomisk erkendelse eller historiske begivenheder har underkendt dem. Men der er så sandelig også blivende værdier i Adams Smiths arbejder. Først og fremmest det forhold, at økonomien er blevet selvstændiggjort til en videnskab på linje med filosofi og historie, hvorfra den i virkeligheden udgår.

Den måde som Adam Smith tænkte økonomien ind som den primære faktor for den historiske udvikling, er stadig en gangbar økonomisk erkendelse og metode. Ja, man kunne såmænd godt tænke sig, at dagens økonomer i højere grad inddrog de historiske erfaringer i deres modeller end tilfældet er. Her kniber det for ganske mange af de moderne makroøkonomer. Mange af dem har i virkeligheden bare hældt gammel vin på nye flasker. Gamle økonomiske teorier er blevet puttet ind i nye økonometriske modeller, og kommer ud som den skinbarlige historiske sandhed, hvorom der ikke må herske tvivl. Matematiske modelfremskrivninger bliver både politisk og økonomisk italesat som faktuelle kendsgerninger ingen må pille ved – ud i en fremtid som ingen alligevel kender.  

Nationernes Velstand kan derfor også anvendes til at se kritisk på de aktuelle økonomiske diskussioner, der foregår i dagens Danmark. Ikke sjældent fremkommer både politikere og økonomer med forslag om, at staten skal reformeres og moderniseres. I den forbindelse er det jo bemærkelsesværdigt, at nogle af forslagene ser ud til at være hentet direkte fra Adam Smiths bog om markedskræfternes lyksaligheder, og statens konkurrenceforvridende effekter. Reformer ja, men nytænkning er der lang fra tale om. Det er da en tanke værd.

Med disse ord skal dette imponerende bogværk af Adam Smith, der er godt og flydende oversat til moderne dansk, anbefales til yderligere fordybelse og kritiske studier.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Parlamentarismens krise
Det glemte eksperiment
Interview - Introduktion til et håndværk