Menu
Forrige artikel Næste artikel

Rygternes Magt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 745

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

Har du hørt det…? Det er helt sikkert! Jeg har selv læst det på Historie-Online!

Der er netop udkommet en antologi med en stribe gode historier, der skildrer løse rygters betydning i forskellige situationer i Danmarkshistorien. Nyheden om bogudgivelsen står her på Historie-Online, så det er naturligvis en sandfærdig historie. Af den ene eller anden grund kunne bogomtalen naturligvis være skrevet – måske fordi anmelderen selv tror på historien og redaktionen nærer tilsvarende godtroende forestillinger – skønt det alt sammen ikke er sandt. Ja, faktisk kan du slet ikke være helt sikker på det følgende, før du står hos din boghandler med bogen i hånden. Det vil jeg varmt anbefale dig at gøre.

Det er nemlig en rigtig historie og tilmed én af de bedre. I en konkret situation kan et løst rygte komme til at spille en stor betydning, skønt det ikke rummer den mindste skygge af sandhed. Dét véd vi alle. I dansk historisk forskning er rygter ikke helt upåagtet, men hidtil knyttet til enkelte begivenhedsforløb. Med Rygternes Magt er der for første gang samlet en serie af historier, hvor rygter spillede en afgørende eller i hvert fald en stor rolle. Det er blevet en ganske underholdende bog, der anbefales som læsning i den sidste sommervarme – eller hvorfor ikke tænke lidt frem: Som julegave til familiens sladdervorne tante, der altid lige har hørt…

Kongehuset har altid været en god sladder værd. Antologien starter med Caroline Mathilde, Christian 7.s hustru. Efter hendes affære med Struensee blev kongen i 1772 skilt fra dronningen, der herefter blev landsforvist til Celle i Hannover, hvor hun døde tre år senere. Ja, det vil sige, at historien slet ikke handlede om hende, men om Bodil Sørensdatter, der stammede fra landsbyen Lintrup i Sønderjylland. Der var ikke for fem skilling kongeligt byrd over hende. Faderen var håndværker og Bodil blev malkepige på et gods, men stak af og levede en omflakkende tilværelse. Hun lå i med soldater, boede på værtshuse, bedrog og stjal alt det hun kunne. Og så løj hun af karskens bælg. Hendes mønster var ganske fast: Under dække af at være en fornem frøken, der var kommet i ulykke, fik hun gang på gang besnæret godtroende bønder til at støtte hende. I sommeren 1784 indlogerede hun sig under navnet Charlotte Mathilde Willemoese i gæstgiveriet i den fynske landsby Bellinge. Så gik sladderen. Caroline Mathilde var slet ikke død! Af nysgerrighed valfartede folk til Bellinge, og senere til Odense, hvor den falske dronning holdt hof i tugthuset. Hendes arrestation gav kun anledning til yderligere rygter… I 1786 blev hun hensat i Møns Tugthus, hvor hun sad til vinteren 1805. Så flygtede hun, mellem Møn og Sjælland løb hun over isen, der gav efter. Hun druknede, men hendes lig aldrig fundet. Måske druknede hun slet ikke, men levede videre, slutter cand.mag. Lars Vangen Christensen historien. 

Og så går det ellers rask videre. Fra 1700-tallets slutning får vi endnu en historie, nemlig adjunkt Ulrik Langens beskrivelse af historierne om justitsråds Westermanns døde pige – en sag i 1792, der udløste en heftig pamfletkrig for og imod det rygte, at justitsrådens tjenestepige var død efter vold. Der er tale om en af bogens allerbedste artikler, og ligesom filmanmelderne vil jeg slet ikke afsløre mere!

1800-tallet er repræsenteret af to gode historier, nemlig om rygter før og efter Slaget på Rheden i 1801, beskrevet af museumsinpektør Søren Mentz, samt cand.polit. Torsten Friis’ historie om den berømte slavekrig i Jylland i 1848. Sidstnævnte historie handler om det falske rygte, at udbrudte tugthusfanger fra Rendsburg hærgede op gennem Jylland, en særdeles velkendt historie, der er beskrevet mere udførligt i forfatterens bog Slavekrigen i Jylland 1848. Historien om Danmarks mærkeligste krig, som Landbohistorisk Selskab udgav i 1998. Alle disse er gode og velskrevne historier – skønt enkelte af forfatterne ikke kan skelne mellem nutid og datid. Den journalistiske nutidsform sniger sig desværre i disse år mere og mere ind hos især yngre historikere.

Herefter er der et underligt spring frem til 2. verdenskrig. Var der ingen gode rygter mellem 1848 og 1940? Naturligvis var der det. I 1880-90’erne svirrede rygterne om stort og småt blandt borgerskabet i  klunketidens København! Her kunne godt være hentet en eller flere gode historie. Efter hele bogens koncept, så er det et stort savn, at vi ikke har fået ganske oplagte artikler med som f.eks. én om alle rygterne om P.A. Albertis bedragerier forinden hans egen tilståelse i september 1908. Eller hvad med historierne om kong Frederik 8.s død på et bordel i Hamborg? Eller om konseilspræsident Deuntzers homoseksualitet? 

Men vi springer altså rask videre til besættelsestiden og de umiddelbare efterkrigsår, der dækkes af hele tre artikler. Sofie Bak, der i offentligheden blev kendt for profileringen af sin ph.d.-afhandling på baggrund af nogle sider om Søren Krarups gamle bog om Harald Nielsen, har skrevet om det antisemitiske ugeblad Kamptegnet. Dette blad baserede sig i vid udstrækning på løse meddelelser, der blev indsendt af antisemitter. Oplysninger om jødiske personer og deres gøren og laden, samt om virksomheder med jødisk kapital, var en betydelig del af Kamptegnets berettigelse. En stor del af Sofie Baks artikel handler om direktøren for Daells Varehus, P.M. Daell, og hans  privatsekretær, frk. Wassermann, der var polsk jøde. Endelig (tør man vel nok sige) kommer der for alvor lidt sex ind i denne bog. Sexrygter er jo ganske sejlivede, og måske er der for få af dem i denne bog. I hvert fald har adskillige kongelige, politikere og kändisser gennem tiderne oplevet konsekvenserne af folkets snak. Nuvel, sagen handlede om, at Daell blev hængt ud for en udenomsægteskabelig affære med frk. Wassermann, bl.a. skulle begge samtidig have indlogeret sig på Grand Hotel i Odense. Sagen rullede og gjorde stor opsigt – Højesteret frikendte direktøren og sekretæren, og dømte redaktørerne af Kamptegnet. Rendyrket snavs – og spændende læsning, når man bærer over med Sofie Baks fremstillingsform med løbende småpostulater, der ikke virker overbevisende. Først i  denne artikel, den femte, opdager man, at bogen slet ikke rummer illustrationer, der kan underbygge teksten. 

Helt anderledes solid fortsættes dækningen af besættelsestidens rygter med en fortrinlig artikel af Frihedsmuseets leder, Esben Kjeldbæk. Han skriver om rygter, der er blevet fortalt i sporvognene i de fem lange år. Vagn Hansen var sporvognskonduktør og noterede sig i sin kørebog de rygter, han hørte på turerne. 57 sider fylder de. Som en god historiker, lader Kjeldbæk os følge sin kilde. I systematiseret form, men redeligt og uden vidtløftigheder, følger vi Vagn Hansens notater efter emner: Rygterne om ynkværdige og grædende tysker, om tyskerpiger, om danske nazister, om russere og englændere og om fred og mobilisering. Det er ofte ganske groteske historier, f.eks: ”Taagen over København forleden var kunstig Taage, som Tyskerne lavede”. Ja, ja! Esben Kjeldbæk har tidligere skrevet på baggrund af Vagn Hansens notater, nemlig artiklen ”Göring er blevet skudt. Hans Enke bor i en Villa paa Strandvejen” i Frihedsmuseets 25-års jubilæumsskrift (1982).

Den næstsidste artikel er skrevet af Jakob Sørensen, en af bogens redaktører, der sammen med Peer Henrik i 2000 udgav bogen Påskekrisen 1948, også på forlaget Høst & Søn. Artiklen handler om det samme og fortællet bl.a. om de russiske faldskærmstropper, der ifølge rygterne skulle landsættes i Dyrehaven i påsken 1948. En hjemmeværnsgruppe på 4-500 mand, svært bevæbnede, tog før påsken opstilling i Dyrehaven for at afværge det russiske angreb.

Til slut handler det om børn. Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, dr.phil. Ning de Coninck-Smith runder af med en artikel om fortællinger, meninger og rygter om børnelokkere i årene 1930-1960. Forfatteren er Danmarks førende barndomshistoriker, og hun arbejder for tiden på en grundbog om barndommens historie i det 20. århundrede. Ning de Coninck-Smith, der er født i 1953, kan selv huske børnelokkerne, som forældrene advarede imod og som der følgelig gik allehånde historier om blandt børn. Forfatterens research førte hende tilbage i tiden, for hun opdagede, at også børn i 1930’erne og 1940’erne havde erindringer om børnelokkere. Fra forskellige vinkler bliver denne historie beskrevet nogenlunde. Dermed mener jeg, at forfatteren har fat i nogle gode kilder til belysning af emnet, men at dette slet ikke er udtømt. Ning de Coninck-Smith har med sin artikel i denne bog åbnet for et interessant emne, der både i forhold til rygtedannelse, men også i sin egentlige substans, kalder på mere forskning. Hvorfor stoppe i 1960? Os, der er født i 1960’erne, blev også advaret mod børnelokkere, og mere end det: Jeg har set én – næsten. Som 3-4 årig i slutningen af 1960’erne boede undertegnede i Nordre Frihavnsgade. En dag legede vi drenge nede i baggården, og oppe på fjerde sal, stod der én børnelokker på bagtrappen og kiggede ned på os! Vi kunne ikke gå op til mor – så ville han jo fange os – så i stedet løb vi ned til Trianglen og hentede en betjent (det var dengang, man kunne det). Betjenten fulgte os tilbage, undersøgte sagen, og han kunne triumferende meddele, at det var en revnet rude, der havde spillet os et pus. Øv, hvor var det træls! 

Historien er naturligvis slet ikke så god, som dengang Georg Metz så en børnelokker slæbe tre børn væk i en sæk – fra bagagerummet af en sort Pontiac, model 1949. Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg, Steen Kaalø og andre forfattere har også skrevet om børnelokkere, og disse beretninger er en del af af Ning de Coninck-Smiths grundlag. Men i lighed med min egen lille erindring, så har Historie-Onlines læsere utvivlsomt også mange børnelokker-historier på lager. Måske er det faktisk en oplagt idé, at efterlyse sådanne historier til støtte for yderligere forskning i emnet? I hvert fald må man håbe, at Ning de Coninck-Smith vil arbejde videre med emnet.

Rygternes magt er redigeret af Ulrik Langen og Jakob Sørensen, der selv har skrevet om rygter i det sene 1700-tal og 1940’erne. I disse perioder har bogen sit fokus. Det havde nok været en god redaktionel beslutning at forsøge at dække et større tidsrum. Den korte indledning, og en afslutning om rygter i international forskning, indfrier ikke behovet for en sammenfatning af konkrete erfaringer om rygternes natur, som de enkelte bidrag har givet anledning til. Der savnes analyse og refleksioner, f.eks. om rygter som hævnmotiver, selvpromovering, autoritetsopgør m.v.

Men det er en god bog. Og det er ganske vist! 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Også andre hensyn - Dansk ligestillingshistorie 1915-1953
Sommarliv. Minnen, drömmar och materialitet.
Imperier - fra oldtid til nutid