Menu
Forrige artikel Næste artikel

Stockholm er vel en messe værd

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 108

Af Erik Ingemann Sørensen

At være bøddel eller mestermand var ikke noget helt tosset arbejde. Godt nok tilhørte man en profession, der var foragtet ud over alle grænser, men jo flere forbrydelser, der fandt sted, desto mere steg lønnen. Og staten havde klare regelsæt for, hvad der skulle udbetales for udført arbejde.

”Förutom spöstraff (piskning) utförde han arresteringer, förhör, avrättninger och förvisningar av dömte enligt en taxa som föreskrev vad varje uppgift skulle ersättas med. År 1636 såg taxan ut så här: stegling (där kroppan styckades och spikades upp på hjul) 3 daler, bränning på bål 2 daler, halshuggning 1 daler 16 öre, hängning 1 daler, kåkstrykning eller spöstraff 16 öre, förvisning från staden 8 öre.

Mästermannen ansvarade ochså för uppsikten över gaturenhållningen, och fick själv behålla eventuella böter på dette område: ”på det han desto flitigare sitt ämbete driva kan”. En av de idogast var Mikael Reisuer. År 1650, efter 15 år i tjänsten, kunde han och hans hustru Anna Eriksdotter köpa ett hus i närheten av vad som nu är Katarinavägens korsning med Fjällgatan…På denna plats där Michael Reisuer köpte sitt hus, nära sin arbetsplats, galgen ved Katarina, finns denne bödels namn bevarat i Mäster Mikaels gata…”

Sådan rummer byen et væld af steder med historier, som man kan møde på vandringen gennem den i selskab med forfatteren.

I og af vandet
Stockholm er omgivet af vand, og det var vandvejene, der spillede en afgørende rolle for byens vækst. Her spillede især de hanseatiske købmænd en helt afgørende rolle. De kaldte byen ”Holmen”, hvilket er naturligt nok, da ”Gamla Stan” er en sådan. Problemerne melder sig imidlertid, når ordet ”Stock” skal forklares. Er det stokke brugt som forsvarsværk, eller er det fordi tømmerstokkene hobede sig op her? Eller måske fordi de overlevende fra Sigtuna, der blev nedbrændt af karelske eller estiske horder i 1187, lod en tømmerstok drive foran deres både? Da den ramte Holmen, bosatte man sig her. Intet kan siges med sikkerhed, men navnet slog rod. Måske.

Naturligvis er det Gamla Stan, der danner udgangspunkt for vandringerne. Og mylderet af historier, der hober sig op: ”Den gyllene Freden” med Bellmann og navn efter afslutningen på 7 årskrigen mellem Sverige og Danmark (1570), klostrene, Den tyske Kirke eller Sct. Gertrud, der knytter båndet til de tyske storkøbmænd, Storkyrkan og endelig Stockholms Slot, Europas største og bedst bevarede. Og meget, meget mere. Og selvfølgelig er Christian II med sammen med rædselsberetningen om blodbadet. Pudsigt nok benævnes han med sin korrekte titel og ikke med tilnavnet ”Tyrran”, der optræder i svenske skolebøger.

Det er jo tilsyneladende en forholdsvis traditionel byvandring, som man kan finde den i ”Turen går til Stockholm” og lignende publikationer. Men det er nu bogen adskiller sig markant fra de mange kortfattede beskrivelser. For Lars Ericson Wolke folder herefter byens samlede historie ud for læseren. Og det med en dybde og bredde, der gør bogen til særdeles spændende og nyttig læsning.

Handel, Hansa og vækst
Vesteuropas store bydannelser i 1100- og 1200-tallet kendetegner også Stockholm, hvor størstedelen af indbyggerne bestod af ”lokale” og så af tyske købmænd. Derfor blev den vigtigste gade også hurtigt døbt ”Köpmangaten”. Handelen voksede og voksede – indbyggertallet også. Derfor begyndte den oprindelige by at sprede sig ud over ”Holmen”.

Købmændenes ganske store kapital kom også kongemagten til gode. Således kunne blandt andet Gustav II drage nytte af pengene og gå i krig både mod Danmark og senere mod de tyske magtherrer.

I samme periode får byen også en række store palæer, hvorved den får et vist internationalt snit over sig, som det hedder med vore dages termer. Og som for alle andre europæiske byer betyder industrialiseringen en kolossal omvæltning – både befolkningsmæssigt og hvad angår byggeri. Stockholm suger oplandet til sig, hvad læsere af Strindbergs ”Hemsøboerne” (1887) i øvrigt vil kunne nikke genkendende til.

Nye vandringer – nye oplevelser
Igen brydes den noget længere faglige fremstilling af en vandring. Denne gang på Skeppsholmen, Kastellholmen og senere ”Vasastan”. Og som flere gange undervejs præsenteres den herlige svenske visetradition. Her Bellmanns epistel 67 (https://www.youtube.com/watch?v=ewpu035tm24). Og naturligvis også Evert Taube (https://www.youtube.com/watch?v=a03ZD0D6CXM). Sidstnævnte i forbindelse med stålfuldriggeren ”af Chapman”, der i dag fungerer som vandrehjem. Videre forbi Vasamuseet med det imponerende vrag, hvorefter der drejes op i byen. Med nye dybdeborende kapitler og tips til nærmere besøg.

På denne måde kommer vi blandt andet forbi den triste plade på fortovet på Sveavägen. Dér hvor statsminister Palme blev myrdet. Det sorteste kapitel i Sveriges historie.

Blandt bogens afsluttende kapitler er det om arbejderbyen særlig interessant, da det synes, som kunne man have været på Vesterbro og Nørrebro i København i stedet. Kapitalen krævede arbejdskraft for at kunne vokse sig større gennem øget produktion. Og spekulanterne byggede lejekaserne på lejekaserne, så der kunne blive plads til de mange tilflyttere. Hvilket medførte social nød og elende.

Lars Ericson Wolke, der er professor ved Försvarshögskolan i Stockholm, har på fornemste vis demonstreret hvordan en byhistorie også kan skrives. At den er på svensk bør ikke skræmme danske læsere bort. Forfatteren har en flydende pen – og svensk er ikke svært at læse. Slet ikke her.

Herligt ville det være, hvis de to fantastiske historiefortællere, Ulrik Langen og Peter Henningsen, satte sig sammen igen og lavede ”Mordet på Vimmelskaftet” som turistguide. Jeg venter med spænding!

http://www.stockholmskallan.se/Jamfor-kartor/

Siden er oprettet 14. september 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Folkeminder og dagliglivets kultur.
Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår. Danske reformationsfejringer gennem 400 år.
45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Bind II