Menu
Forrige artikel Næste artikel

Edith

Kategori: Bøger
Visninger: 775

Af Thomas Petersen

”Det var mit livs eventyr ---. Krigsfange, flygtning der lever skjult i Danmark i 5 år, anskaffer sig hus, arbejder i gartneri. Så til Canada og snart millionær og ejer af fire grunde, ejendomme etc. naturligvis er jeg stolt af ham, han var mig en god mand. Vi så verden, rejste sammen, bl.a. til Ukraine. Men jeg rejste også uden ham, med venner eller familie. Sådan var han også og det er jeg ham meget taknemmelig for”, (side 53).

I disse få ord opsummerer Edith Olenick sit liv siden mødet med en sovjetisk soldat og officer, der ved først at have ladet sig tage til fange og dernæst gå i fjendens tjeneste i hjemlandet stod til at få lovens strengeste straf.

Anden Verdenskrig er tilsyneladende uudtømmelig for emner, der fører til en lind strøm af såvel erindringer som artikler og fagbøger over et bredt spektrum. Skrevet af en bred palet af forfattere, og som udkommer på vidt forskellige måder – på etablerede og kendte forlag eller på til lejligheden oprettede forlag. Som for eksempel nærværende lille, men koncentrerede, stofmættede og bemærkelsesværdige publikation om illegale russere i Danmark.

Verdenskrigen bragte to slags russere - eller rettere sovjetborgere - til Danmark. Dels tvangsdeporterede slavearbejdere fra tysk besatte områder i Sovjetunionen og dels krigsfanger. Den sidste kategori var igen af to slags – ”ægte” krigsfanger eller fanger, der var gået i tysk tjeneste. Nogle få af sidstnævnte kategori fandt efter krigen et opholdssted i landsbyen Pindstrup på Djursland. Det er dem, denne bog handler om.

Ved krigens slutning var der angiveligt omkring 25.000 ikke-tyske krigsfrivillige i tysk uniform i Danmark. Heraf anslår historikeren Palle Roslyng-Jensen, der citeres af udgiverne i bogen, at halvdelen af dem var sovjetborgere af forskellig nationalitet, men under et normalt blot karakteriseret som russere. For eksempel var der blandt dem et forholdsvist stort antal georgiere. Ved krigens slutning blev alle kategorier af ”russere” af de danske myndigheder anbragt i de samme lejre. Med det resultat, at der opstod blodige opgør mellem angivelige landsforrædere og for eksempel de slavearbejdere af slavisk herkomst, tyskerne havde slæbt vestpå, blandt andet til Danmark.

Den ene af bogens udgivere, Harald Jepsen, har efterfølgende sat sig for systematisk at kortlægge de allierede flygtningelejre i Danmark med særligt henblik på de lejre, hvor de danske myndigheder efter befrielsen i 1945 internerede sovjetiske statsborgere – et projekt, der kun kan hilses velkommen og ønskes al mulig succes. Som kandidat i blandt andet russisk samt nærmest professionel valgobservatør i mange forskellige lande og sammenhænge har Jepsen tillige de faglige forudsætninger for at fuldføre projektet.

Gymnasieeleven Harald Jepsens første motivation for at interessere sig for emnet var de 45 russiske krigsfanger, som den tyske værneagt i 1945 efterlod sig i Grenaa. De var efter tyskernes exit blevet indkvarteret privat hos menige værtsfamilier i byen. ”Siden forsvandt de ud af byen og ud af historien, men de efterlod sig mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor hentede tyskerne dem til Danmark? Og hvad blev der af dem? Det pirrede min historiske nysgerrighed, og der var ikke megen hjælp at hente i den eksisterende litteratur om besættelsen”, som Jepsen så rigtigt skriver i forordet. Den foreliggende lille bog kan angiveligt ses som et pilotstudium for en større undersøgelse af samtlige sovjetiske statsborgeres færden og skæbne i Danmark under og efter krigen.

Bogens fortæller er Edith Jensen (1920-2013). Født i Pindstrup og død som 93-årig emigrant i Vancouver, delstaten British Columbia i Canada. Edith Jensens nevø, Ole Ørtoft Jensen, har skrevet forord til bogen og har desuden bidraget til bogens tilblivelse ved blandt andet at stille sin omfattende brevveksling med Edith til rådighed for udgiverne. Det var lederen af Midtdjurs Lokalhistoriske Arkiv i Nimtofte Knud Jensen, der førte de to udgivere sammen ved at erfare, at de var optaget af den samme historie. Baltzer generelt, Jepsen videnskabeligt.

I Thy, nærmere bestemt i Hanstholm og Hansted, anbragte tyskerne et forholdsvist stort kontingent russere. De arbejdede i mange forskellige sammenhænge, men primært med at befæste Hanstholm havn, der var udset til at være et strategisk vigtigt brohoved i den såkaldte Atlanterhavsvold, der fra det nordligste Norge til Pyrenæerne i det sydlige Europa skulle forhindre en eventuel allieret landgang på fastlandet.

Det var i Hansted, at unge og eventyrlystne Edith mødte sin ”Petter” og dennes gode kammerat, Paul Korenko. De to ”russere” i tysk tjeneste havde tilsyneladende så frie forhold, at de nemt kunne mødes med piger, der arbejdede i de servicefag, der betjente besættelsesmagten. Petter, alias Stepan Olenick og nævnte Paul fulgtes efter befrielsen ad til Ediths hjemby Pindstrup, hvor de ved gode borgeres hjælp fik arbejde i tørvemosen. Paul Korenko lykkedes det i lighed med Petter at forblive i Danmark efter 1945, selv om han var tæt på at blive udleveret russerne. Ifølge Jalta-aftalen fra februar 1945 havde de allierede forpligtet sig at udlevere alle sovjetiske statsborgere til Sovjetunionen. Det lykkedes Stepan at undgå udlevering ved at gå under jorden. Mens Paul ved at lyve sig statsløs klarede frisag i forhold til de danske myndigheder. Paul Korenkos datter, Ira, har i et lille afsnit af bogens tekst skrevet om sin far og hans held med at etablere eget bilværksted på Vejle-kanten.

Edith fik efternavnet Olenick gennem sit ægteskab med Stepan Olenick, alias den ovenfor benævnte ”Petter”. Han havde været lægestuderende, da Hitler i juni 1941 overfaldt Sovjetunionen. Blev mobiliseret som officer, men var blevet taget til fange kort efter den tyske invasion i juni 1941. Men han var også krigsfangen, der gik i tysk tjeneste – angiveligt som følge af dels de utålelige forhold i fangelejren, men også det faktum, at han som officer ikke havde brugt den sidste patron på sig selv, men ladet sig tage til fange. En handling, der stod til dødsstraf i hjemlandet.

Et tilsyneladende umuligt forhold opstod mellem Edith og Stepan – et forhold, der mod alle odds alligevel kom til at vare i over 50 år. Med Ediths brevveksling med hjemlandet som kilde fortælles historien om parrets flugt i befrielsessommeren. Om, hvordan Petter på trods af, at han officielt ikke eksisterede, tog arbejde, først i tørven på Djursland, siden som gartner i hovedstaden. Han betalte oven i købet skat til den danske stat, ganske vist officielt gennem sin kone. En praksis, der fortsatte også efter, at parret var flyttet til København.

Officielt blev parret gift i 1951, efter at de endelig var gået til myndighederne for at gøre rent bord. Nu var den kolde krig på sit højeste, mens Jalta-aftalen og de sovjetiske fangarme lå langt borte – også i det danske politis bevidsthed. Politiet fortalte imidlertid det unge par, at de godt kunne blive i Danmark, men at det måske var klogt at emigrere til Canada. Den kolde krig havde bragt russer-frygten frem overalt. I Vancouver skabte de et liv og et familieliv, koncentreret omkring deres fire børn og senere også børnebørn.

I Petters sidste år, han døde i 2000, plagede krigstidens traumer ham og forpestede hans og familiens tilværelse. Det fortæller datteren Anni om i slutningen af bogen, ligesom hun rørende og kærligt også beretter om moderens sidste tid. Edith dør i 2013 – altså kort før bogens udgivelse.

Det er Ediths breve, skrevet i løbet af årene 2012 og 2013, der gengives i den foreliggende bog. Hun er en god fortæller, der på sin ofte karske facon og på forholdsvis få sider får en mængde enkeltelementer med fra sit lange liv. Hun afslører også en god hukommelse på trods af sin høje alder, da hun skriver brevene. Udover hovedsporet, omhandlende kærligheden til og livet med Petter, behandler brevene også Ediths egne erindringer fra sine unge år i 1920´erne, om opvæksten i den skarpt klasse-opdelte landsby Pindstrup, hvor Pindstrup Mosebrug var herremand, og hvor Ediths mor var kogekone. Edith fortæller endvidere om de mange polakker, der i lighed med roe-polakkerne på Lolland var blevet indforskrevet til Djursland for der at deltage i den lukrative tørvegravning. Men hovedhistorien er så afgjort hendes liv med sin mand Stepan.

Gennem faktabokse, lidt forstyrrende anbragt inde i teksten, giver udgiverne fyldige, nyttige og uddybende forklaringer til Ediths tekst.

Alt i alt en spændende udgivelse, der med sin koncentrerede tekst og på trods af sin lidenhed, kaster lys over de hidtil glemte eller oversete facetter af Verdenskrigens vraggods i Danmark. Vi ser som læsere frem til en samlet analyse af de mange tusinde sovjetiske skæbner i krigs- og efterkrigstidens Danmark.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Grossman-dagbøgerne 1941-45
Troskab
Grossman-dagbøgerne 1941-45