Solstensøen - På sporet af Bornholms bondestenalder
Menu
Forrige artikel

Solstensøen - På sporet af Bornholms bondestenalder

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 717

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal 

Det var med stor tilfredshed, at anmelder modtog forespørgsel om at anmelde netop denne bog, ”Solstensøen”, idet mange års engagement i stenalderudgravningerne på Bornholm herved finder en naturlig afslutning. Anmelder har siden midten af 1980’erne været involveret i flere af de store, nu klassiske, arkæologiske undersøgelser via pilotprojektet ”Bornholms bebyggelse i yngre stenalder”.  Anmelder mener således at have et solidt grundlag for at vurdere og anmelde den stenalderforskning, der i flere årtier er blevet foretaget på Bornholm. Især af arkæologerne Poul Otto Nielsen, Nationalmuseet, og Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, som naturligt også er bogens hovedforfattere. Hertil kommer der bidrag skrevet af arkæologerne Michael S. Thorsen og Svend Illum Hansen, samt den tyske eksperimentalarkæolog, Harm Paulsen. 

Bogen, der er udgivet i samarbejde mellem Bornholms Museum, Nationalmuseet og forlaget Wormianum, er på 191 side i A5 format inddelt i ni kapitler, hvoraf forordet er skrevet af museumsdirektørerne Jacob Bjerring-Hansen, Bornholms Museum, og Per Kristian Madsen, Nationalmuseet. I forordet lægger man mærke til, at en stor del af finansieringen af de mange og kostbare arkæologiske undersøgelser er oppebåret via fondsmidler, og ikke af de arkæologiske institutioner alene. Det er et tidstypisk billede for efterhånden al arkæologisk forskning i Danmark, og man har som arkæolog og formidler af det arkæologiske stof en stor ængstelse for, at pengestrømmen fra fondsmidler på et tidspunkt hører op. Hvis man samtidig fra offentlig side er vænnet til denne pengestrøm fra fonde, vil megen forskning i Danmark simpelt hen ophøre. Med andre ord er dette en lille opsang til vore politiske bevillingsgivere om at oppe sig og yde de nødvendige tilskud til museerne og arkæologien – også i fremtiden, hvis fortiden skal bevares, udforskes og formidles. 

Bogens titel "Solstensøen" er nærmest genial, selv om nogle oldsager af denne nye kategori - mindre runde sten med indridsninger - også fremviser "edderkoppespind" og andre ornamenter. Titlen henleder naturligt ens tanker på Bornholms gamle slogan ”solskinsøen”, hvilket erfaringsmæssigt må siges at være sandt, og sådan kan det også have været i bondestenalderen. Men her hentydes dog til de såkaldte "solsten" og en tilsvarende "solstråleornamentik" på lerskiver og lerkar, som i stigende grad er dukket op på netop de bornholmske stenalderudgravninger. Lerskiverne kendes dog også fra andre lokaliteter i landet. Som det skal omtales senere i anmeldelsen, har solafbildninger en stor betydning i bogen, så omslagsillustrationen af en af solstenene er et godt valg, ligesom bagsiden af omslaget med indgangen til en jættestue. Her ses solen inde fra selve kammeret i jættestuen på Vasagård.

Set i bakspejlet kommer det ikke bag på en arkæolog, at der skulle gå mange år, inden en "omtrent komplet" fremstilling af det enorme stof skulle se dagens lys. Tidligere er der kommet - drypvis - foreløbige artikler om enkelte af udgravningerne i arkæologiske tidsskrifter. Blandt andet kan nævnes "Journal of Danish Archaeology" vol. 4 1985 og "Nationalmuseets Arbejdsmark” 1986, hvor blandt andet Limensgård- udgravningerne blev fremlagt. Når jeg siger omtrent komplet, er det fordi "Solstensøen" ikke er den egentlige videnskabelige udgivelse af fundmaterialet, og samtidig skal det påpeges, at den heller ikke kun er en populær fremstilling af materialet. Men den er en god og solid blanding, og dette faktum gør, at bogen er velegnet til alle kategorier af fag- og lægfolk. Når det er sagt, må man naturligvis senere forvente en større fagarkæologisk fremstilling af de mange fund, hvor alle resultater bliver fremlagt i detaljen. Ganske som for eksempel det forbilledlige arbejde af Niels H. Andersens mange undersøgelser på og ved Sarup på Sydvestfyn. Her foreligger dels en noget kortere populær udgave af problemstillingerne og fund, som udkom først, stærkt efterfulgt af gedigne monografier, hvor hele dokumentationer og fundkomplekser kan studeres i detaljen. Et sådant arbejde om de bornholmske stenalderfund ser mange stenalderinteresserede frem til at få i hænderne. Et større værk må være på vej, hvilket også antydes af forordets første sætning, at her formidles de "væsentligste" resultater, og altså ikke dem alle.

Indledningsafsnittet handler om bondestenalderen på Bornholm. Mærkeligt nok er der Ikke meget omtale af den forudgående periode, jægerstenalderen, der også er rigt repræsenteret på øen. Jægerstenalderen er jo en forudsætning for bondestenalderen og burde have haft en mere markant plads som optakt i afsnittet. Det skal dog retfærdigvis siges, at der kommer en kort omtale af jægerstenalderen sidst i næste afsnit om "De første bønder på Bornholm" - lidt unaturligt at afslutte dette afsnit med "begyndelsen" og mærkeligt nok ikke ved at trække aktuelle eksempler frem på lokaliteter m.v. Men nu handler bogen jo om bondestenalderen, og som sådan kan man ikke kritisere forfatteren for at holde sig til emnet. Der gøres rede for Bornholms mangel på god og anvendelig flint, hvorfor al flint over en størrelse på nogle få cm er importeret til øen. 

En mangel i bogen er de små "illustrative beretninger" om fundenes frembringelse. Det er nemlig Finn Ole Nielsens store fortjeneste, at stenalderforskningen har fået en så markant plads i dansk forskning, og derfor undrer det, at han ikke fortæller om de første fund, hvor han i Skåne blev gjort opmærksom på hustomter fra sen bondestenalder og efterfølgende fremviste keramikskår til Bornholms amatørarkæologer med opfordring til at gå ud og finde tilsvarende. Det gjorde de så, især på de sydlige dele af øen, hvor de sandede områder findes. En anden vigtig oplysning til læseren kunne tillige være, hvorfor de fineste bopladsfund m.v. netop fremkom på Bornholm - og stadigvæk gør det. Det gjorde de, fordi landbruget her først ganske sent benyttede effektive og dybdegående landbrugsmaskiner. Markerne på Bornholm blev med andre ord først udsat for intensiv dyrkning så sent som i 1970- og 80-erne, så skjulte fortidsminder længe forblev nogenlunde bevarede under muldlaget. 

Selve fundhistorien omkring den vigtige lokalitet Vasagård i Åker, et af hovedafsnittene i bogen, mangler også helt. Som efterfølger til Rispebjerg, der er af en lidt anden karakter, er det nemlig således, at Vasagård blev erkendt først, som en speciel plads med mange fund af blandt andet ituslåede brændte flintøkser etc., der kunne tyde på kultisk aktivitet. En amatørarkæolog gjorde først opmærksom på pladsen, senere en arkæologistuderende, forud for de første undersøgelser. Det skulle vise sig, at Vasagård er et såkaldt Sarup-anlæg, oven i købet et dobbelt et af slagsen, idet det ser ud til, at der er et stort palisade-anlæg på to sider af Læsåen. Seneste rygte vil vide, at der muligvis er rester af endnu et anlæg på den tredje side, så det hele i virkeligheden repræsenterer et stort cirkulært anlæg. Men det vil kun fremtidige arkæologiske undersøgelser kunne be- eller afkræfte.

Afsnittet "De første bønder på Bornholm" beskriver, hvordan der er påvist forbindelser til sydlige bondekulturer i nuværende Mellemeuropa, indtil videre dog uden fund af skolæst-økser på øen. Men at der har været kendskab til bondesamfund sydpå i Ertebølletid også på Bornholm, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Sejlads over Østersøen er dokumenteret i tidligneolitisk tid via fund af øskenkrukker, fisket op fra dybet i farvandet omkring Bornholm. Der er også fundet rester af de tidlige bønders huse på Bornholm, men de får ikke nogen særlig omtale i bogen, når der ses bort fra et par enkelte husfund på Limensgård, tomterne FJ og FH. I Grødby fandtes også mindre strukturer bestående af tre stolpespor på en række, hvor det ene yderste var betydelig dybere end de to andre. Dette kunne tyde på husfund. Men om udgraverne har ændret opfattelse eller ment, at denne "type" endnu er for usikker til en solid tolkning, skal her stå hen i det uvisse. 

De nye helt specielle bornholmske fund af dekorerede lerskiver nævnes på side 20 med de to mest omtalte anvendelser, bageplader eller låg. Mens den efter anmelders mening mest oplagte anvendelse, nemlig som "varmedunk", nævnes ikke. Lerskiver holder på varme i betydelig længere tid, end selv sten gør, og selv om det er svært at afgøre, kunne skiverne sagtens tænkes at være anvendt ganske som vi bruger varmedunke eller -puder i dag, nemlig som varmelegemer i småbørns vugger eller sovesteder eller generelt som lindrende ved sygdom. Hvis vi tør tolke lerskiverne som varmelegemer, kan det også forklare, hvorfor nogle har huller - symmetrisk placerede eller asymmetrisk - og nogle tillige med afbildninger af den varmegivende sol/solstråler. Andre tolkninger kan sikkert også tages i betragtning. 

Det næste afsnit handler om "Bornholms jættestuer" og er forfattet af Svend Illum Hansen. Alle de kendte megalit-anlæg gennemgås kort og præcist, og der er en omtale af hver enkelt undersøgelse og restaurering, som det aktuelle anlæg har været underlagt. Fund er fremhævet forbilledligt og der er ikke nævneværdige kritikpunkter til afsnittet. Måske skulle man have tilføjet en enkelt nordpil på kortet side 77, men mon ikke at bogens højde/langside skal være Nord?  Det kunne godt have været nævnt, at "Stenseby", en lille bygd på den sydlige del af øen, egentligt betyder "stendysse-by" liggende tæt på en af øens største jættestuer ”Bønnestenene” i et område, hvor de fleste og bedste stenalderfund er gjort (Sydbornholm). Et andet punkt, som Finn Ole Nielsen burde have tilført bogen et eller andet sted, er hans tolkning af skåltegn, som han mener er "øjne", der skulle beskytte mod "ondt" - her forstået i bred forstand. Der findes skåltegn på flere af stenene der indgår i megalitgravene. Afsnittet "Bornholms jættestuer" fylder forholdsvist meget i bogen, knap 20 %, og burde måske have haft en lidt anden placering. Det kommer jeg tilbage til. 

Næste kapitel "Vasagård" må antages at være bogens tyngdepunkt, sammen med Rispebjerg. Ikke alene har de to pladser givet væsentligt nyt i form af solstenene, men de er også bondestenalderens samlingspladser på Bornholm - måske med hver t sit formål. Vasagård består indtil videre af et stort - måske to - Sarupanlæg, der deles af Læsåen. Der "mangler" ligesom ⅓ af anlægget, hvis det skal udgøre et stort cirkulært hele, men som tidligere nævnt i anmeldelsen, er der tegn på, at det kan lykkes at konstatere dette.  På side 81 påstås det, at Vasagård i "den grad fortæller om stenalderbøndernes samfundsorganisation og organisatoriske formåen". Om det sidste hersker der ingen tvivl, men hvis et Sarupanlæg også fortæller om samfundsorganisationen, burde det nok være udpenslet en del mere, da det immervæk bliver tolkninger via enkeltpersoners opfattelse.  Fund siger intet om, hvad der rent abstrakt set foregik inde i hovederne på datidens mennesker. 

Selv om Vasagård omtales først i bogen, kan anmelder ikke lade være med at sammenligne fundmaterialet på de to pladser, som ligner hinanden meget. Der fandtes solsten på Vasagård i systemgrave og nogle runde strukturer af stolpehuller, der indikerer tomter af en art. Hvordan tomterne har set ud i virkeligheden vides ikke, men på Vasagård fremkom der i et stolpehul nogle meget interessante og vigtige stykker lerklining med dekorationer på. Det var første gang sådanne lerpaneler er fundet, og da man fik set på ornamentikken, viste det sig at være en form for solafbildninger, måske med stråler ud fra centrum. Ganske som på solstenene. Det mere end antydes, at der er tale om et kultisk træk - en solkult, om man vil. Da det lader til, at de runde stolpebyggede strukturer er de eneste bygninger på Vasagård, må det antages, at disse har noget med kulten at gøre også. Dette forhold sandsynliggøres til fulde. Rundt om hele pladsen er fundet huller fra palisader i form af stolpebyggede hegn.  

Kapitlet om Rispebjerg fortæller historien om en anden slags samlingsplads, eller kultplads, om man vil. Der må også have foregået noget specielt på denne plads, hvilket de mange palisader og de runde stolpestrukturer, sammenholdt med genstandsmaterialet, klart tyder på. Man kan dog påvise, at palisaderne ikke allesammen har stået der samtidigt, da nogle krydser hinanden. Her er foretaget finmaskede geomagnetiske målinger, der fremviser mindst 14 stolpebyggede palisader og 24 cirkelformede stolpestrukturer. Fundet og erkendelsen af Rispebjerg er således enestående i europæisk sammenhæng.  En tolkning af de runde strukturer fremsættes i bogen, nemlig at de har været benyttet til brandofringer i forbindelse med dødekult (ligbrændingstårne). På side 138 i afsnittet om Grødby står, at situationen dér godt kan sammenlignes med Vasagård og Rispebjerg, hvor de runde strukturer blev opført "midt i et område, hvor der forinden har været omfattende bopladsaktiviteter". Men det er ikke beskrevet i de relevante afsnit hvilke bopladsaktiviteter, der er tale om. Der er, så vidt vides, ikke erkendt reelle hustomter på de to lokaliteter.

Det var på Rispebjerg, de første solsten dukkede op (eller man erkendte typen for første gang). I afsnittet (side 114) gives forskellige tolkninger af, hvorfor kulten udfoldede eller formede sig, som det ser ud til, den gjorde.  Det er endvidere her, nedenfor Rispebjerg, at Danmarks hidtil største depot eller ofring af flintøkser og -mejsler blev fundet i 1897, og det kan undre, at man redaktionelt har bestemt sig til ikke at vise dette store vigtige stenalderfund i bogen. Også selv om det omtales flere gange.  Det ville måske også have været en lidt opkvikkende beretning, hvis erkendelsen af Rispebjerg komplekset var blevet omtalt. Det er nemlig således, at en journalist i 1989 så på gamle fotooptagelser af området og derved opdagede den ydre ringvold med voldgrav (Smugoptagelser foretaget af RAF i 1954 fra 14 km's højde, da man ikke ville genere russerne. I det øvrige land fotograferedes fra kun 1500 m's højde).

Sidst i kapitlet står: "Pladsernes størrelse, markante beliggenhed og svære palisader peger i retning af, at de var centrale for et område, både hvad angår ritualer, sociale begivenheder og forsvar". Hvad angår de første to forslag, lyder det sandsynligt, selv om vi ikke ved det. Men det sidste, "forsvar", aner vi intet om, og intet heller tyder i den retning. Måske tværtimod har de "kun" været, som også nævnt, samlingspladser - hellige eller profane. 

De to afsnit om Grødby og Limensgård handler om hustypologi og genstandsmateriale. Disse er de vigtigste stenalderbopladser til belysning heraf, og begge afsnit er velskrevne, men med åbenlyse fejl.  Nogle af fejlene vil blive fremhævet lidt senere.  Det er dog mærkeligt, at Grødby-undersøgelserne først nævnes så langt inde i bogen, da det jo var her, de første fem runde stolpestrukturer dukkede op allerede i 1986. Men der er meget lidt med om tolkninger af disse strukturer her. Man skal henvises til Rispebjerg kapitlet og måske selv tænke sig til, om Grødby i virkeligheden er en parallel til Rispebjerg...? Her sammenlignes også med Vasagård, som er et eller flere Sarupanlæg. Men Sarupanlæg er jo netop kendetegnende derved, at der ikke har været boplads på stedet. 

Det er selvfølgelig svært at sammenholde så store stofmængder og tolke så forskellige pladser på lidt plads, men alligevel tegner der sig nogle signaturer, der måske kan være medvirkende til de tolkninger, der kan opstilles. Men man skal nok ikke sammenligne pladserne så direkte, som det sker her i bogen.

Det sidste afsnit i bogen, der skal anmeldes her, er "At bygge og bo i et stenalderhus". Anmelders første indskydelse er: hvorfor er dette afsnit indlagt netop her? mellem to bopladslokaliteter, der i virkeligheden hænger mere sammen parallelt eller typologisk og kronologisk. Afsnittet ville naturligt kunne være placeret som bogens sidste afsnit. Nuvel! I dette kapitel støder vi på eneste dårlige sprogbrug i bogen: "Ingen af de undersøgte rester af husene i Grødby var komplet bevaret" og "Stolperne var sat i stolpehuller" begge eksempler på side 151, kunne være forfattet i en mere elegant form. Omkring især vægkonstruktioner vides for lidt til en præcis tolkning, hvilket der gives bud på, og det opfatter anmelder som et frisk pust i en ellers "tør" verden. Men vi ved ikke noget om afstande, bulvægge, vinduer i forhistoriske huse etc.  Man kan dog undre sig over, at der blev benyttet metaløkser i det aktuelle bygningseksempel, men lad det nu ligge. Resultatet var blevet det samme uanset. I afsnittet gives også udtryk for de usikkerheder, vi som arkæologer må leve med, simpelt hen fordi det er umuligt at afgøre; blandt andet husenes højde, taghældning osv. Og når malede huse foreslås, ville det være nærliggende at nævne kalk i samme åndedrag (kalk findes blandt andet i klinten ved Arnager) Til sidst i afsnittet omtales hvad man kan kalde "arkæologernes umuligheder", nemlig at forsøge at afgøre hvor mange huse, der har stået samtidigt. Det er vi hverken dygtige nok til rent typologisk eller naturvidenskabeligt, så det er nok den brede pensel, der også fremtidigt vil blive benyttet til disse tvivlsomme tolkninger og ideer. Som på side 77 med samstillingen af ni jættestuer, er der i dette afsnit en sammenstilling af fem hustomter; men også her mangler en nordpil, og man må derfor regne med, ligesom ved jættestuerne, at nord er bogens langside opad.

På side 187, i bogens bagerste del, vises et oversigtskort af Bornholm med alle kendte fundpladser og anlæg fra bondestenalderen.  Kortet viser også med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få en ordentlig og dybdegående publikation om bondestenalderen på Bornholm. Der er jo betydeligt flere - store og små - fund og bopladser, end bogen her kan medtage.  Der er tale om nogle af - om ikke DE - bedste stenalderfund i Nordeuropa, og derfor tvingende nødvendigt at få dem publiceret. Når øens beskedne størrelse tages i betragtning, er det oplagt, at det er her grundforskningen om bondestenalderen skal foretages.

Bogens allersvageste enkeltpunkt må være fotomaterialet. Billederne er generelt alt for mørke. Nogle af de vigtige fotografiske afbildninger, blandt andet af solstenene, er omtrent umulige at se ordentligt. Men ved hjælp af et lille fif: hold en arkitektlampe ganske tæt ved billederne, kan man dog få et indtryk af, hvad de forestiller - også i enkelthederne.  Kritikken skal ikke tillægges fotografen, men udelukkende trykkeriet og de redaktionelle medarbejdere, der godtog resultatet. Stregtegningerne af genstandene er til gengæld fine, ligesom kortmaterialet generelt er - bortset fra de tilfælde, hvor der er anvendt farver; for eksempel fig. 2 på side 109, hvor den valgte røde farve for palisaderne falder næsten sammen med den omgivende brune terrænfarve. 

Der kan også konstateres mangler på nogle af kortene. På oversigtskortet over Grødby på side 120 mangler simpelt hen en ellers omtalt bautasten og et par gravhøje i det skovbevoksede område, ligesom stednavnene Ndr. og Sdr. Grødbygård også godt kunne være påtegnet kortet.  På en oversigtsplan, fig. 9 side 130, mangler Grube BA2 afsat. Gruben er omtalt i teksten som indeholdende mange oldsager. Hertil kommer, at jernaldergravenes placeringer ikke er angivet, selv om de omtales som værende den væsentligste årsag til undersøgelserne af området. En skravering ville have været fint her.  Kortet fig. 9 viser desuden hustomternes bredde, hvilket ikke altid er dokumenteret ved vægstolpehuller; selv en stipling kan være en overfortolkning af fundene.

På side 98 henvises til lerkliningen, der er afbildet fig. 15, men reelt er det fig. 16 på næste side.

På side 141 er angivet, at afbildning af keramik findes på side 170, men det er på side 168, keramikken er vist. Desuden er stenkisten afbildet på side 170 ikke med på oversigtsplanen side 169, så hvilke hustomter, graven var anlagt oveni, må man gætte sig til. 

På side 178 er angivet et hus K på Limensgård, men dette hus K er ikke angivet på noget kort (side 169). For så vidt vides, findes hus K slet ikke.

Det er måske småting, men i givet fald småting af betydning. Irriterende for læseren at skulle lede længe efter huse, der ikke findes, eller gruber der ikke er afsat på noget kort. Generelt vil anmelder påstå, at en ekstra korrekturlæsning ville kunne have fanget en del - om ikke alle - småfejl, og dermed sparet læseren for selv at rode rundt og regne ud og gætte på, hvad der egentligt menes. 

På side 182 omtales et lerkar, som blev fundet med bunden opad i Limensgård hus T. Parallelfund nævnes, men anmelder undrer sig dog over, at man ikke nævner det mest nærliggende tilsvarende fund, i helt bogstaveligste forstand, idet der blev fundet et lille spandformet lerkar stående med bunden opad på bunden af en senneolitisk grav på Rævekulebakke, altså klods op ad Limensgård-udgravningen (hvilket kun kan ses på det lille oversigtskort side 161). Sammen med det spandformede lerkar fandtes også en lille håndfuld ravperler i graven. Et lerkar stående med bunden opad har klart en eller anden - måske kultisk eller anden symbolsk betydning.

En anden anke må være, at der bogen igennem forekommer gentagelse på gentagelse. Man kan undskylde det ved, at bogen ikke skal opfattes som en egentlig bog, men som en samling af artikler, der skal kunne stå alene. Det vil også forklare, hvorfor nummereringen af figurer starter forfra i hvert kapitel, og at noter findes separat efter hvert kapitel. Et eksempel på gentagelse er omtalen af flintknaphed omtalt i Indledningsafsnittet side 10, og igen i afsnittet om de første bønder på side 30. Der forekommer andre eksempler, men enkelte gange har man godt kunnet henvise til fund i et tidligere kapitel, for eksempel henvisningen til "grube 165 ved Ndr. Grødby (side 141-42)", nævnt på side 169. 

Men nu er der tale om en bog, skrevet af de samme forfattere, og så kunne man godt have forventet denne lille service overfor læseren, nemlig at give bogen indtryk af at være gennembearbejdet. 

En meget positiv ting skal fremhæves specielt. Nemlig de fine tegninger af stenalderkeramikken, fulgt af gode forklaringer. På Bornholm forekommer lidt specielle typer og ornamentik, og ved at "følge" bogens tegninger, er man faktisk godt rustet til at genkende og forstå "keramiksproget" på øen - hvornår typerne forekommer i tid og rum.

Et andet kritikpunkt er, at bogen generelt forekommer svær at forstå rent layoutmæssigt. Den starter fint med tidligneolitikum - eller den tidlige bondestenalder, men hurtigt bliver læseren nærmest overrumplet af den manglende "røde tråd" gennem bogen. For er der tale om en kronologisk gennemgang af Bornholms bondestenalder, eller er det mere en kronologisk gennemgang af udgravningerne af bondestenalderen på Bornholm? Det virker forvirrende, og når anmelder med sit påståede gode kendskab til forholdene på Bornholm opfatter det således, vil mange uforstående interesserede sandsynligvis også blive noget forvirrede. 

Ved en ombytning af de forskellige afsnit i bogen ville man måske have opnået en mere sammentømret fremstilling. Her tænkes på en fremlæggelse af de pladser, der tolkes som rene bopladser, efterfulgt af de to store samlingspladser og herefter afsnittet om jættestuer. Endelig kunne man have valgt at afslutte bogen med kapitlet om at "bygge og bo i et stenalderhus", da dette afsnit ligger lidt udenfor de rent udgravnings- arkæologiske resultater, og mere er et "produkt" af viden derfra. Ved en sådan opbygning af bogens forskellige kapitler, måske også med henvisninger fra det ene afsnit til det andet, ville man have en solid og utvetydig bog i hånden, i stedet for de her oplevede forvirrende fremstillinger. 

Bogen "Solstensøen" er et vigtigt dokument om bondestenalderen først og fremmest på Bornholm, men også for hele Danmark og Norden. På trods af bogens mangler og fejl skal man investere det lille beløb og få en god historie og ikke mindst noget at tænke over. For i kølvandet af beskrivelser og resultater opstår ofte nye spørgsmål, der ligger tilbage og venter på svar. Solstensøen er et besøg værd, både i bogform som her - og som solskinsøen "in real life", i hvert fald når man vil opleve bondestenalderen.  Forfattergruppen og det redaktionelle team skal derfor have tak for bogen, for indlevelsen, for oplevelsen... men gør det en smule bedre næste gang, når den store publikation forhåbentlig kommer.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Brudager Mark
Metaldetektiverne - Detektorfund fra Thy og Mors
SPQR