Menu
Forrige artikel

Knytnæven mod øst – Langelandsfort

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 3073

Af Henrik Nedergaard Olsen

Øhavsmuseets bog om Langelandsfortet udkom i september 2013 i anledning af, at det var 60 år siden, fortet blev taget i brug. Forfatteren er daglig leder af Koldkrigsmuseum Langelandsfort, koldkrigshistorikeren Peer Henrik Hansen, og bogen indeholder endvidere bidrag fra historikerne Gese Friis Hansen og Henrik Brandt, samt fra den tidligere befalingsmand på Langelandsfortet Filip Nielsen.

Bogen tager fat på spionhistorier, fortællinger fra fortets hverdag, forholdet til lokalbefolkningen og de mange installationer den kolde krig førte med sig til Langeland. Der er historien om kanonerne, der ikke måtte skyde [køerne død af skræk, fik vi at vide, da jeg gjorde tjeneste på fortet i 1975-76]. Og så aflives myten om atommissilerne på de russiske skibe, som blev observeret fra Langeland under Cubakrisen i 1962.

Der fortælles om baggrunden for fortets tilblivelse, og den trussel Danmarks sikkerhed var påvirket af. Fortet blev en vigtig brik i spillet mellem Danmark og de vestlige allierede om spærringen af Østersøen, og hvordan Danmark skulle undsættes når [ikke hvis] krigen kom.

Som gammel ”kystbasse” var det en stor fornøjelse og lidt nostalgisk at læse bogen, og ikke mindst få opfrisket og fornyet min viden om fortet og dets baggrund. Bogen er rigt illustreret og forsynet med noter. Jeg kan anbefale bogen til alle, der har gjort tjeneste på fortet eller er interesseret i dets historie og ikke mindst oplysningerne om den kolde krig. Læs bogen og besøg Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Supplerende information: http://www.langelandsfortet.dk/

Supplerende læsning:

Ole Mortensøn: Fortet og den kolde krig, Langelands Museum 2006

Peer Henrik Hansen: På Afgrundens Rand, Øhavsmuseet 2012

Peer Henrik Hansen m.fl.: Kold Krig - 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, Kulturstyrelsen 2013

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danskere i krig 1936-48
Bombeterror i København
Krigen på havet