Wannsee Konferencen
Menu
Forrige artikel

Wannsee Konferencen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 330

Af Henning Lyngsbo

Der er efterhånden imponerende mængder af bøger om det nazistiske Tyskland, udkommet især i dette årti. Der forskes og publiceres på livet løs efter åbningerne af flere og flere arkiver. Traumer og tabuer i den tyske befolkning er blevet brudte i stigende omfang. Som et tidevand under ebbe, har tyske og internationale historieforskere blotlagt mere og mere af grundlaget for nazismens mål og midler.

Mark Roseman er en af disse forskere. Født i England. Nu professor i jødiske studier ved University of Indiana, USA. Har udgivet flere bøger om Tysklands historie. Bogen om Wannsee-konferencen er udgivet i 2002 i England, men først oversat til og udgivet på dansk 2009. Det giver en manko på 6-7 år i forhold til aktuel viden om emnet. Ærgerligt for læseren, der forventer sig opdateret ved sit køb af bogen. I stedet må han nu opdateres på anden vis. Bogen indeholder nemlig mange fortolkninger af begivenheder og udsagn. Skismaer og tvivl, der måske er blevet afklarede via den efter 2002 foreliggende forskning.

Men efter dette hjertesuk må bogens danske udgave hilses velkommen. Bogen er på knap 200 sider inklusiv et ret omfattende noteapparat og navneregister samt konferencereferatet in extenso. Forfatterens formål med bogen er en kritisk gennemgang af et beslutningsreferat udfærdiget af Adolf Eichmann fra et møde den 20. januar 1942 mellem ledende embedsmænd indkaldt af Reinhard Heydrich. Emnet for det godt 1½ time lange møde var ”den endelig løsning på jødespørgsmålet”. Heydrich handlede efter bemyndigelse fra rigsmarskal Hermann Göring. Der deltog 15 repræsentanter fra ministerierne og SS, NSDAP m.fl..

Repræsentanterne for SS og SD dominerede fuldstændigt mødet, hvilket også var en skjult dagsorden med henblik på, at Heydrich skulle overtage den ledende rolle – også overfor ministerierne – i den fortsatte planlægning af udryddelsen af jøderne i hele Europa. 11 millioner jøder havde man fundet frem til skulle udryddes.

Dokumentet er rystende læsning om mennesker tilhørende arten homo sapiens. Dokumentets fremkomst er i øvrigt lidt af et under. Det betegner sig som ekspl. nr. 16 ud af 30. Så vidt vides, var  eksemplaret adresseret til en af mødedeltagerne, Martin Luther, der repræsenterede  udenrigsministeriet. Han faldt imidlertid i unåde i 1943 og blev indsat i koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han døde i foråret 1945 som følge af fangenskabet. Under forberedelsen af processen mod ham blev alle hans papirer fjernet fra ministeriet, hvorved referatet undgik den systematiske tilintetgørelse af kompromitterende papirer, der fandt sted ved krigens afslutning.

Mødedeltagernes charge i ministerierne svarede vel til vore dages departementschefer. De var alle relativt unge, født mellem 1900 og 1910. De kom i en ung alder til at opleve 1.verdenskrigs nederlag. De red med på de mange højreradikale bølger med borgerkrigslignende aktiviteter, der fulgte nederlaget. De søgte som Hitler en syndebuk for alle rigets ulykker. Og Hitlers valg af jøden som syndebuk vandt hurtigt gehør. Først hos de højreradikale, siden i store dele af befolkningen. Bogen udmærker sig bl.a. ved at gennemgå denne udvikling fra 20erne og frem til 2. verdenskrigs afslutning. En proces der udviklede sig kaotisk uden sikkerhed for, om den var topstyret – læs Hitler - eller ej. En proces der ligesom havde sin egen inerti. Nazisternes massive og gentagne propagandafremstød rettet mod jøderne, de efterfølgende brutale optøjer, ødelæggelser af jødisk ejendom, drab m.m. fik utroligt nok efterhånden befolkningens sympati, idet der jo måtte være noget om snakken, sådan som hetzen mod jøderne uophørligt kunne føres frem år efter år i årtier.

Mødedeltagerne havde næsten alle en akademisk uddannelse, og måtte vel betegnes som en akademiske elite med store administrative ansvarsområder og dermed som udgangspunkt udstyrede med overblik og besindighed. Det var ikke revolutionære fanatikere, men embedsmænd i smagfulde omgivelser, der med cognac og cigar diverterede med ministeriernes ubetingede tilslutning til det, der var konferencens emne – udryddelsen, mordene, folkedrabet på Europas jøder!

Forfatteren bruger en del tid på at diskutere, om konferencen i sig selv er startskuddet på udryddelsen, og om Hitler således på dette tidspunkt kan have befalet den endelige løsning på jødeproblemet.  

Det er imidlertid svært at svare herpå, idet det har vist sig vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde skriftlighed omkring Hitlers holdning til netop den endelig løsning på jødeproblemet. Hitler undgik det bevidst. I stedet overlod han det til Hermann Göring, der igen befuldmægtigede Heydrich til at udarbejde en samlet skitse for den endelige løsning. Der eksisterede nemlig ikke nogen samlet plan.

Ikke desto mindre var udryddelserne blevet påbegyndt allerede få uger efter angrebet på Polen og ved hjælp af de særlige indsatskommandoer ledet af Heydrich. Her havde Hitler i august 39 besluttet, at ”Polens samfundsmæssige elite så vidt muligt skulle uskadeliggøres.” 16.000 blev myrdet inden for de seks første uger efter Polens besættelse. Blodrusen var begyndt. Snart fulgte eutanasidrabene på psykisk syge jøder i selve Tyskland. Og i de besatte områder sattes lighedstegn mellem bolsjevister, kommunister, partisaner og jøder. Massemordene voksede i betydeligt omfang.

Men Hitler havde efterhånden fået et problem. Efter at han gennem de foregående år havde presset på, for at få jøderne til at emigrere, var denne mulighed for et ”tømme” Riget og de besatte områder for jøder ikke længere til stede. Modtagerlandene nægtede modtagelse af mange grunde, herunder at der ikke fulgte betydelige kapitalmængder med. Det kunne hverken jøderne eller Tyskland klare. I hvert fald kun i mindre omfang. Hitler havde så prøvet med deportationer til de østlige provinser. Men det gav uoverskuelige følger for de pågældende områder, der jo var styret af tyske embedsmænd. De ønskede deres områder fri for jøder, ligesom de skulle have plads til de tyskere, der nu blev ført tilbage til deres hjemegne. Økonomien kunne ganske enkelt ikke klare de voldsomme tilførsler.

Hitler udtrykte det opståede dilemma derhen, at deportation af jøderne krævede plads til at anbringe dem, men at en sådan plads ikke fandtes. Hitler havde oprindelig troet, at han havde kunnet skubbe jøderne videre østpå, ind i de russiske områder. Men den stigende modstand, der mødte de tyske tropper, gjorde overvejelserne uaktuelle.

Og det er vel i lyset heraf, at den endelige løsning blev til et folkedrab på jøderne indenfor de besatte områder. Det var koordinationen heraf, der blev temaet for Wannsee-konferencen. Et problem blev dog ikke løst på denne konference. Nemlig definitionen på at være jøde. Børn og børnebørn af blandede ægteskaber skulle ikke betegnes som jøder efter indenrigsministeriets opfattelse. Og ej heller den ikke-jødiske part i ægteskabet. Men Heydrich ønskede denne kolossale udvidelse af målet for folkedrabet og betegnede dem alle som jøder. Heydrich selv forlangte af sine SS officerer, at de skulle kunne dokumentere en ren arier-linje helt tilbage til omkring 1730!

Der skulle indkaldes til en senere konference for at få løst denne uenighed. Heydrichs sekretær på konferencen, Adolf Eichmann, fik besked på – med henblik på den næste konference - at referatet skulle opretholde Heydrichs forslag in extenso.

Der findes ikke dokumentation for eventuelle senere ændringer i Wannsee-referatet, Men der er desværre rigelig med dokumentation for de efterfølgende års nedslagtninger i hobetal af personer, herunder børn, uanset hvor ringe grad af biologisk forbindelse, de havde til en jøde.

Mark Roseman´s bog om Wannsee-konferencen er ikke alene en god og nøgtern analyse af konferencedokumentets tilblivelse og forudsætninger, men også et godt forsøg på at få indblik i de vanvittige tankegange og beslutninger, der blev truffet af det tyske riges mægtigste mænd, der jo alle tilhørte arten homo sapiens - lige som vi selv. Eller gjorde de?

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Trusselsbilledet - En koldkriger taler ud
Mærket for livet
Våben