Menu
Forrige artikel Næste artikel

Griffe, hejrer og ulve - Nyt syn på design og møbelindustri 1830-1930

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 107

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Historicismen i 1800-tallets kunst har længe haft et ilde ry. Med periodens inddragelse af mange forskellige stilarter i hvad der kunne forekomme en pêle-mêle, er den blevet afskrevet som gold stilforvirring. Eftertiden har generelt stået uforstående over for fænomenet, der har måttet stå for megen kritik i de forløbne år. Siden 1970’erne har der dog vist sig en øget interesse for periodens stil, der længe har syntes moden til en revurdering.

Historicisme ses i arkitekturen og i kunstindustrien, og da særligt i møbelfremstillingen. Det er netop møbelkunsten, som har været genstand for Kirsten Rykind-Eriksens forskning, og hvis resultater her foreligger i bogform under den underfundige hovedtitel, der refererer til de mest markante typer af udsmykning.

Rykind-Eriksen blev interesseret historicismen i møbelkunsten, da hun som ansat på Nationalmuseet i 1980’erne opdagede værdien af møbelfirmaet C. B. Hansens store tegningsarkiv, der i 1965 var kommet til museet. Siden da har hun forsket i emnet, og hun har tilmed kunnet supplere materialet med det velbevarede arkiv fra Hansens nærmeste konkurrent Severin & Andreas Jensens Etablissement. De to firmaer lå i lange tider som genboer over for hinanden på Kongens Nytorv i København, hvor C. B. Hansen i 1830 havde etableret sig i det ”forhen Erichsens Palais”, som forfatteren konstant omtaler palæet, der nu er Danske Banks hovedsæde; Jensen brugte det tidligere Holsteins Palæ, der ved firmaets indflytning i 1861 gik under betegnelsen Hotel du Nord. Der var altså mindre end et stenkast imellem de to virksomheder.

Forfatteren bruger de to firmaer til at vise, hvorledes historicismen reflekteret og helt bevidst blev brugt for af ældre tiders formsprog at skabe en syntese, der skulle vække folkets kunstneriske, æstetiske og historiske sans. Ved at omgive sig med disse møbler skulle man blive et bedre og mere bevidst menneske og derigennem at søge – og ikke mindst finde – det evigt ”skønne og sande”. Møblerne blev instrumenter i et bevidst opdragende og dannende projekt på linje med datidens øvrige folkeopdragende institutioner som f.eks. højskolerne. 

I denne proces var fabrikanter og håndværkere – eller med andre ord mestre og arbejdere – vigtige led, idet de i deres produktion skulle være bevidste om den betydning, slutresultatet ville få. Derfor oprettedes skoler for kunstindustriens arbejdere og derfor var Kunstakademiet også åbent for håndværkere. 

Det er overraskende at se, hvorledes dette var filosofisk begrundet og i første del af bogen føres man igennem de æstetiske overvejelser særligt i det tyske område, der dannede grundlaget for G. F. Hetschs virksomhed i Danmark. Netop Hetsch var som lærer på Kunstakademiet foregangsmand for videreudviklingen af senempiren, og han påvirkede flere generationer af håndværkere, der med den lærdom i bagagen udførte hans idéer i praksis. 

C. B. Hansen og Severin & Andreas Jensen var førende i denne udvikling på møbelfabrikationens område, og med deres velbevarede tegning- og korrespondancearkiver m.v. kan Kirsten Rykind-Eriksen analysere, hvilke virkemidler de brugte for at udbrede kendskabet til den gode smag og hvorledes virksomhederne fulgte med i den internationale udvikling på området. Desuden giver arkiverne nærmest minutiøse oplysninger om, hvorledes arbejdet var organiseret. 

Der var tale om en møbelindustri med et stort antal tilknyttede (med)arbejdere, om end der endnu var spor af ældre tideres håndværkstraditioner. Det er tydeligt, at man et godt stykke op mod år 1900 havde elementer af ældre tiders patriarkalske forhold i behold, således boede påfaldende mange arbejdere i virksomhedernes ejendomme.

Regnskaberne kan fortælle om, hvilke internationale tidsskrifter og bøger, man løbende indkøbte for at inspirere til nye arbejder; deltagelse i internationale udstillinger var en anden metode til at følge med, og i flere tilfælde sørgede man for at sende grupper af arbejdere på faglige ekskursioner til udstillinger for at sikre en opklassificering og vidensdeling. 

Omvendt var virksomhederne moderne indrettet med maskinel og rationel produktion, som man tydeligvis var pavestolte over at vise frem i billeder og tekster, og som basalt set også var et led i promoveringen af den gode stil.

Beskrivelse af de to virksomheder, deres bygninger og produktionsmetoder skifter bogen igennem med mere filosofisk, ideologiske afsnit om samtidens æstetik og diskussion af den gode smag, der illustreres med talrige eksempler på møbler fra tegningsarkiverne. Heldigvis er også talrige møbler bevaret og de gengives også i mange ofte fritskrabede billedgengivelser.

Møblerne blev typisk til på den måde, at der fra et grundelement uden ornamentik og finish (”de hvide møbler”), der var fremstillet industrielt, efter kundens ønske tilføjedes de nødvendige udsmykninger og ornamenter efter tegninger, som møbelfabrikanten kunne forevise. Det kunne være illustrationer fra udenlandske blade og bøger, men det var oftest tegninger fra firmaets arkiv, udført af arkitekter, der kunne borge for kvaliteten. Således var Vilh. Dahlerup en flittig leverandør af tegninger.

Et særkende var også, at man så et ideal i at sikre smagen ved ikke at bringe stilforvirring ind i stuerne, men derimod sikre, at kunden bestilte og købte møbler med ét stiltræk til hver stue. Det var et led i ønsket om at skabe den helhedsopfattelse, der skulle vække det skønne og sande hos køberen og skabe en særlig stemning. Det udelukkede naturligvis ikke forskellige stilarter i forskellige stuer.

Firmaerne leverede derfor hele møblementer, men udstillede også hele interiører, så kunden kunne se, hvorledes dagligstuen eller soveværelset ville kunne se ud. Det krævede god plads, så også af den grund var det ”forhen Erichsens Palais” og ”Hotel du Nord” velegnede. Begge firmaer måtte af forskellige grunde dog flytte efter nogle årtier hvert sit sted, men betegnende er det, at de forblev omkring Kongens Nytorv, der i slutningen af 1800-tallet nærmest må betegnes som et ”møbeltorv”. Severin & Andreas Jensen ombyggede således en ældre ejendom på Torvet (nr. 21  ved Vilh. Dahlerup), så man fik en moderne forretningsejendom ud af det, og med en endnu bevaret facade der lever fint op til de historicistiske idealer og som oprindeligt stod som en reklamesøjle for produkterne indenfor.

Firmaerne følges med en overraskende tæt beskrivelse af deres forhold, og man kan næsten følge hver høvlspån på sin vej gennem virksomhederne. Forfatterens glæde ved de righoldige arkiver er tydelig, men som læser kan man blive overvældet af detailrigdommen, der sine steder får ret voldsomme udslag: Anmelderen ser f. eks. ikke væsentligheden i en bog om møbelkunst i 1800-tallet at nævne, at Severin Jensen i 1885-86 købte 2 x 12 sæsonbilletter til dampskibet for at komme fra København til sommerresidensen i Ordrup, at flytningen fra vinterbolig til sommerbolig kostede 100,50 kr. eller at husholdersken Helene modtog kontanter til den daglige husførelse (s. 240). Kilderne har tydeligvis taget magten fra forfatteren.’

Det er således anmelderens indtryk, at bogen kunne være strammet ganske kraftigt op, uden at de gode pointer ville gå tabt. I forvejen vejer den 2,6 kg, og smerterne i hans arme borger for, at den ikke kan læses håndholdt! 

Bogen synes også at være vokset såvel forfatter som forlag over hovedet: Et er, at mindre relevante detaljer er kommet med, et andet er, at bogen vrimler med deciderede fejl af indholdsmæssig og formel art, lige så snart man kommer uden for det helt snævre emne:

Anmelderen skal her blot nævne nogle enkelte som prøver på, hvad man som læser kan støde på: Kong Charles af Sverige, som er omtalt i en engelsk kilde, burde være identificeret som Karl 15. Johan (s. 201), og den gamle navneform Carlshamn burde være ændret til den nutidige med K (s. 254); Alexander den III af Rusland døde i 1894 og ikke som anført (s. 333) i 1896, der heller ikke er årstallet for Christian den 10.s bryllup, for det foregik i 1898 (s. 336). Og så er der de klassiske fejl: ”Johanne Louise Heiberg”, der jo skal være uden ”u” i Louise, H. C. Ørstedsparken, der blot hedder ”Ørstedsparken” (fordi den er opkaldt efter både H. C. og A. S.). Man undres også lidt over, at Severin & Andreas Jensen markedsførte sine produkter ved ”mund til mund”-metoden. Men man forstår successen!

En ”billiardhugger” (s. 92) er fejltransskriberet fra Folketællingen i 1850, hvor der ellers tydeligt står ”Billedhugger”, hvilket også stemmer med pågældendes senere beskæftigelse som billedskærer.

Bogen er forsynet med et person- og stedregister, der kunne have fortjent en basal korrektur. Blot frem til bogstavet M er der fundet 14 fejlalfabetiseringer. Til en bog, der koster 500 kr. i handelen kunne man måske forvente, at forlaget var i stand til at udstyre registerudarbejderen med et dansk alfabet. Her og der mangler også henvisninger af omtale (s. 336, hvor det er gået ud over Christian X og dr. Alexandrine)

Disse forhold kan afvises som rent pindehuggeri og måske ligegyldige. Men der skal nu engang være en vis balance mellem indhold og form. Dette er heller ikke en selvudgivelse, og det bør kunne aflæses direkte, at der har været et forlag forbi med en aktiv manuskriptbehandling og med diverse korrekturer. Det er ærgerligvis ikke sket her. 

Men ser man bort fra disse forhold, så er Kirsten Rykind-Eriksens bog inden for sine egne lidt snævre rammer en smukt personligt bud på en rehabilitering af en omstridt stilperiode og en til tider meget spændende beskrivelse af de to møbelfirmaers grundlæggelse, produktion og virksomhed. Til det positive indtryk hører naturligvis også den smukke billedgengivelse af møbler, personer og grundplaner samt den fine layout.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Gulerødder, Græs eller Granit
Arvesølvet
Geddes kvarterkort 1757