Menu
Forrige artikel Næste artikel

L. Hjort - keramik gennem 150 år

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 217

Af Thomas Mathiasen

Bornholms Museum har udgivet en meget smuk bog om bornholmsk keramik gennem 150 år. Bogen tager udgangspunkt i Lauritz Hjorth, der allerede i 1859 nedsatte sig som terrakottafabrikant i Rønne. Ni år forinden havde han startet på sin læreplads hos en fajancefabrikant i Rønne. Han blev udlært i 1855 og tog derefter på valsen til Tyskland og Sydeuropa for at lære mere inden for sit fag.

Efter årene på valsen startede han egen virksomhed i Rønne. Det var dog ikke egentlig brugskunst, der blev lavet på værkstedet. Tværtimod bestod produktionen i første omgang af reproduktioner af kulturminder beregnet til oplæring og museumsbrug. På det tidspunkt var der i Danmark interesse for kopier af skulpturer af antikkens guder og helte. Disse var behændigt formindskede udgaver af de originale skulpturer, udført af billedhuggere og modellører og klargjort til støbning hos de københavnske gipserier. Hjorth var med på denne bølge og fremstillede ligeledes masser af kopier af antikke vaser, der blev bemalet efter alle kunstens regler.

Helt frem til starten af Første Verdenskrig var der afsætning på denne type varer, som fabrikken nu havde fremstillet i et halvt århundrede. Krigen ændrede på dette. Lauritz Hjort var død i 1912. Hans to sønner, Hans og Peter, overtog fabrikken og ændrede fabrikken mod produktionen af egentligt stentøj, der i de kommende årtier for alvor blev fabrikkens varemærke. Endnu to slægtled nåede at drive fabrikken videre på private hænder, inden den i 1995 blev omdannet til arbejdende museum under Bornholms Museum. Forinden var fabrikken i 1984 blevet fredet som industrianlæg, og fabrikken gennemgik en restaurering og foretog en indretning af faciliteter for både publikum og ansatte, så der var mulighed for at formidle keramikkens teknik og historie for de besøgende. Et kort kapitel sidst i bogen fortæller om fabrikkens overgang til museum.

Inden er læseren dog blevet underholdt med spændende kapitler om Hans Hjorth, der formgav mange forskellige stentøjsprodukter i Jugend-stil. Disse var som oftest lavet af sort stentøj. Hans kone Johanne Hjorth og hendes svigerinde Thora Hjorth udviklede derimod produkter af en lysere og mere kunstnerisk fabulerende form, end det strenge skønvirke-design, hvilket et andet spændende kapitel i bogen fortæller om. Disse produkter var oftest glaseret i lyse og mere behagelige farver end det strenge sorte og grå, der kendetegnede Jugend-stilen.

Endelig er der et kapitel om den østrigske kunsthåndværker Gertrud Maria Rosa Kudielka, der via en omtumlet flygtningetilværelse i mellemkrigstiden endte på Bornholm, hvor hun i en årrække formgav og malede på både fliser, vaser og figurer. Motiverne spændte fra stiliserede dyremotiver med inspiration fra Pompeji til små, nuttede og smukt bemalede spillemandsfigurer og dyrefigurer som kaniner, kameler, grise og pingviner. Gertrud Kudielka blev dansk statsborger i 1957, blev folkepensionist og boede i Danmark til hendes død i 1984.

Søstrene Ulla og Marie Hjorth er den sidste generation på fabrikken mens den er på private hænder. De havde begge studeret på Kunsthåndværkerskolen i København i tresserne, og gik derefter ind i familiefirmaet på Bornholm. Deres produkter er kendetegnet af, at de æstetiske overvejelser i nogen grad kommer før produkternes anvendelighed i hverdagen. Dog viser bogen eksempler på mange smukke tepotter som søstrene har designet, men ellers er det karakteristisk, at produkterne nu mere skal betragtes som kunstværker end som egentlige brugsgenstande.

Foruden de nævnte familiemedlemmer har et utal af keramikere, billedhuggere, formgivere og skulptører arbejdet for firmaet gennem alle årene. Blandt de mest kendte kan her nævnes billedhuggeren Adam Fischer, der på fabrikken fik lavet mange skulpturer i stentøj, portræthoveder og store relieffer. Også den kendte glasformgiver Per Lütken har været tilknyttet Hjorths fabrik, ligesom Lisbeth Munch-Petersen og hendes datter Ursula Munch-Petersen har haft tilknytning. Mindre kendt er det nok, at selveste Holger Drachmann i perioden omkring 1870 et par somre malede vaser hos Lauritz Hjorth.

Bogen om L. Hjorth er meget smukt boghåndværk, som man sultent bladrer sig igennem på grund af alle billederne af de fantastiske smukke produkter, der er sendt ud fra fabrikken i de mange år den har eksisteret. Som oftest i den slags værker med mange billeder, så fortæller billedteksterne en lige så spændende historie som selve bogens tekst. Dette gælder i udpræget grad i denne bog, hvor billedmaterialet er så rigt og spændende at man kan bladre i timevis. At mange af tingene så i dag kan ses på fabriksmuseet i Rønne, får i hvert fald denne anmelder til alvorligt at overveje om den næste ferietur ikke skulle gå til solskinsøen i Østersøen.

Så kan man selvfølgelig sige, at emnet er lidt snævert og målgruppen derfor er endnu mindre, men det skal ikke forhindre mig i at anbefale bogen til alle, der har interesse i både keramik og kunsthåndværk. I mindre omfang fortæller bogen en slags virksomheds- eller med lidt god vilje en slags industrihistorie. Men det er absolut det æstetiske og de kunstneriske kvaliteter, som bærer denne bog. Gid den må få mange læsere.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Maleren Anna Ancher
Thorvald Bindesbøll
Dansk fotografi historie