Menu
Forrige artikel Næste artikel

Oluf Høst

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 849

Af Anne Marie Storm

Jens Henrik Sandberg er kunsthistoriker og museumsdirektør på Oluf Høst Museet i Gudhjem, der slog dørene op for publikum i juni 1998. 
Via den daglige omgang med malerierne og daglig færden på de steder, hvor Oluf Høst arbejdede og levede, har han alle forudsætninger for at skrive en bog om maleren. Når der så oven i købet dukker 1300 dagbøger op (Høst kalder dem logbøger), er der nok at gå om bord i. 
Det er en flot bog, hvor gode gengivelser af malerierne fører én gennem en kunstners udvikling. 
I kapitlet om gennembruddet 1918 får man klargjort, hvordan et traditionelt motiv – mariner – med ét bliver malet ind i moderne kunst. Senere kommer de mange motivgentagelser med forskelligt udtryk, f.eks. fra Høsts gård Bognemark. Det er interessant at sidde med bogen og sammenligne malerier med det samme motiv.

I begyndelsen af bogen skriver forfatteren:
Nu kan der ikke være tvivl om, at denne bog handler om Oluf Høst, endda maleren Oluf Høst. I den optik er det også oplagt, at der ikke bliver brugt megen tid på hverken Hedvig eller deres to drenge.

Der er måske ikke brugt megen tid på dem, men de har da fået vældig mange sider i bogen. Jeg synes, der enten er skrevet for meget eller for lidt om dem.
Mange oplysninger om dem vækker min nysgerrighed, men jeg sidder sulten tilbage efter at have læst bogen.
Hedvig, der var Høsts kone, gik på Vermehrens skole, hvor hun mødte Høst. Hun var datter af Johannes Wiedemann, der med stor succes fabrikerede 1. klasses pølser og fedevarer. Her var der rigtig mange penge i modsætning til i Høsts hjem, der havde lidt en både økonomisk og social deroute.
Hvad var det, der gjorde, at denne pølsefabrikant øste penge ud til svigersønnens udfoldelser?
At han endog truede med at gøre datteren arveløs, hvis ikke hun blev i ægteskabet, da det slog revner, forekommer mig også mystisk.
Hedvig havde ”dårlige nerver”, men findes der ikke journaler om hendes sygdom fra de steder hun var indlagt? Helt galt gik det åbenbart ikke. Et par år før sin død skriver Høst: ...nede i stuen hører jeg tre drenge kæfte op, spille på klaveret og slås. At Hedvig magter det: jeg tramper engang imellem i gulvet, men jeg er gammel, mig regner de ikke med. Hedvig ler, hører jeg, så må jeg være taknemmelig.

Han må virkelig være taknemmelig, for uden de regelmæssige pengetilførsler og i 1926 en kæmpearv efter Hedvigs forældre, ville hans liv have set ganske anderledes ud.
Personen Oluf Høst står også tilbage som en gåde: Han opkøbte ejendomme, byggede om, inviterede venner til Bornholm, udover malervenner også PH. Han forsøgte at følge med i nye strømninger, erklærede han var socialist, læste Kant og Marx og Freud, men stemte konservativt på grund af formueskatten.

Hans venskab med østrigeren Fritz Waschnitius kom til at koste dyrt. Waschnitius var fremtrædende, intellektuel og meget charmerende kunstskribent, der i 1936 valgte nazismen. Det var muligvis ham, der påvirkede Høsts søn, Ole, til at gå samme vej og kæmpe på tysk side. Han faldt i 1943. Oles historie er i sig selv stof til en hel bog og fylder da også godt i denne.

Forfatteren skriver i forordet om de 1300 dagbøger:
En drøm af en opgave at gå i gang med for en kunsthistoriker. Men også en overvældende stor opgave. I sig selv en historie i historien. 
Efter at have læst bogen, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der skulle have været mere kød og blod i personskildringerne. Men med alt det stof, der har været tilgængeligt, har det været svært at vælge, når det hele skulle rummes i ét værk, der først og fremmest skulle omhandle kunsten.
Bogen giver én lyst til selv at gå videre med personerne, og det er jo i sig selv meget positivt. Det er spændende skæbner, der rulles op.

En korrekturlæser burde have slettet ordrette gentagelser (f.eks. s. 19 og 22. og s. 38 og 40).

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Cæsar - En biografi
Et liv til søs
Simon Spies – Solkongens liv og tid