Menu
Forrige artikel Næste artikel

Trangen til vækst

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 208

Af Brian Wiborg

”Trangen til vækst. Danske erhvervsledere 1870-2010” er et festskrift til professor Per Boje i anledningen af dennes 65 års fødselsdag. Bidragsyderne er de fremmeste af danske erhvervshistorikere, og det afføder jo visse forventninger om bogens kvalitet på forhånd.

Lad det være sagt med det samme: Forventningerne bliver indfriet til fulde. Det er en glimrende bog med en perlerække af vellykkede fortællinger. Så drop sommerkrimien og put denne bog i kufferten i stedet.

Bogens titel indkapsler meget fint, hvad det hele handler om: Trang til vækst. I samtlige beretninger fornemmer man lige præcis trangen, det fix erhvervsledere drives frem af. En anden fællesnævner, som gør enhver historie god, er disse mænds vej fra beskedne forhold til først storhed og så til sidst fald. Og dertil kommer, at det ikke er fiktion. Vi har at gøre med den skinbarlige virkelighed, dog fortolket af historikere, men alligevel.

20 danske erhvervsledere portrætteres i bogen. Alle mænd, ingen kvinder. Forfatterne har selv valgt deres ofre. En af de mest interessante er Anders Nielsen. Han var andelsbevægelsens førstemand gennem flere årtier før og efter 1900 og tilskrives en stor del af andelsbevægelsens succes. Som gårdmand blev han i en alder af 26 i 1885 formand for den lokale landboforening i Skanderborg. Herfra blev han dog væltet fire år senere pga. hans egenrådige stil, men det satte ikke en stopper for karrieren. Anders Nielsen viste sig som en entreprenør udi organisationsudvikling, og fra 1898 og ca. to årtier frem drev han andelsbevægelsen i Danmark frem som dens samlende punkt. Han tog initiativ til Andelsudvalget, etablerede Andelsbladet, Danske Mejeriers smørmærkefoening, Landbrugsrådet m.fl., og på den måde skabtes via hans hånd et netværk af andelsorganisationer, som bar bevægelsen frem og var med til at gøre dansk landbrug til en eksportsucces. På toppen redigerede han Andelsbladet og var formand for Andelsforeningen. Han var bevægelsens ukronede konge. Men hans udemokratiske stil gav ham også mange modstandere i bevægelsen, og dette, sammen med hans finansielle tiltag, Andelsbanken, blev årsagen til hans fald fra tinderne i 1920’erne. Da Andelsbanken krakkede i 1925, blev presset på Anders Nielsen for stort, og han måtte gå og blev gået fra både banken og de organisationer, han havde sat i søen gennem årene og stået i spidsen for. Denne bratte slutning skal dog ikke skygge for hans bedrifter, som kom dansk landbrug til gode gennem to årtier, og som berettiger til en plads i denne bog om danske erhvervsledere.

Historien om Anders Nielsen er på mange måder parallel med de øvrige beretninger i bogen om danske erhvervsledere. Emil Glückstadt var landets bankmand nummer et i spidsen for Landmandsbanken, som tordnede frem under de gode tider i 1910’erne. Men storbanken måtte reddes af staten i 1922, og både personen Glückstadt og det banksystem, han havde tegnet i en årrække faldt med et brag. Thomas Madsen-Mygdal havde som Anders Nielsen sin base i landbrugets organisationer, men drev det også til en politisk karriere som liberal venstremand, og på toppen var han statsminister fra 1926 til 1929. Men også han døde som en slagen mand, da hans liberale projekt led skibbrud under Staunings knap så liberale tilgang til tingene. Direktør for Aarhus Oliefabrik, Frederik Lausen, opbyggede virksomheden fra 1892 med den ambition at sikre kontrol med alle led i forsyningskæden. Han gik ind i transportsektoren, købte plantager eksotiske steder og nedsatte handelskontorer rundt i verden. Frederik Lausen blev en verdensmand. Men konjunkturene vendte i begyndelsen af 1920’erne, og oliefabrikken kom under hårdt pres. Internt i virksomhedens ledelse blev der uro, og Lausen måtte gå i 1926, men forblev dog i bestyrelsen. Ikke så mange år senere besluttede en ung Tage Vanggaard at tage skridtet til at blive selvstændig kjolefabrikant. Han gik meget bevidst efter den del af markedet, som bestod af kvinder uden alt for mange midler til at købe tøj for. Vanggaard producerede dygtigt og billigt uden at tænke alt for meget på modetendenser. Det gav kraftig vækst i virksomheden indtil slutningen af 1960’erne. Kvinderne blev da mere købedygtige og ville ikke længere nøjes med Vanggaards damekjoler. Og da han ikke formåede at omstille virksomheden til den nye virkelighed og samtidig var belastet af en vrangvillighed til at gennemføre en mere tidssvarende ledelelsesstil, så endte det hele med en lukning af fabrikken kort efter hans død i 1986.

På den måde tegner bogen en række spændende portrætter af lederne og deres virksomheder, og selvom de få sider hver forfatter har til rådighed ikke yder deres objekter fuld retfærdighed, så skaber den fortættede historie en fortællestil, som fastholder spændingen og lysten til at læse videre i en grad, som normalt tilskrives genrer indenfor fiktion.

Bogens eneste svage punkt er dens afsluttende kapitler, hvor flere nuværende danske erhvervsledere kommer til orde i egne beretninger eller ved interview. Det er en lidt pudsig afslutning, når man lige har læst en række historikeres dom over fortidens kæmper. På den måde bliver de sidste kapitler påklistrede, og gør bogen uhomogen. Men i det store billede er det en lille ting.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Industriminder i det gamle Århus
Bondens frisættelse
Det brune guld