Domkirkekvarteret i Viborg
Menu
Forrige artikel

Domkirkekvarteret i Viborg

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1849

Af Per Ole Schovsbo

Viborg Museum udsender en ny tematisk bogserie, hvor dette første bind er usædvanligt fornemt udstyret, der giver bogens syv artikler, hver med noter og litteraturoversigt, skrevet af professionelle folk, absolut værdige rammer.  Det er en bog, man kan være stolt af i Viborg.

Anledningen til den nye skriftrække eller bogserie er, at det gamle Stiftsmuseum på Hjultorvet er opgivet til fordel for den tidligere landsretsbygning i Dommerkvarteret, hvor det nye Viborg Museum åbner 2021. Den ældre anmelder lader naturligvis tankerne flyve tilbage til Peter Seebergs grænseoverskridende periode med de mange spændende, inspirerende, gale og nu måske ganske forældede tanker om museerne som tingenes teater. Det var tider.

Pænheden i det nye bogprojekt er til at tage at føle på – og det er ambitionerne også ikke mindst museumschef Brian Wiborgs forord, der sætter tingene på plads: Domkirkekvarteret i Viborg er enestående. Stedets historie rummer nøglen til at forstå det moderne Danmarks tilblivelse og monarkiets, kirkens, retsstatens og demokratiet udvikling i 1000 år.

Men lad os se hvad de syv indlæg fortæller om Viborgs domkirkekvarter og Danmark. Den tidligere museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen indleder med en fremragende beskrivelse af den 1000-årige udvikling fra Viborg Landsting over Den kgl. Landsoverret i Viborg til Vestre Landsret. Han mener, at byen og tinget er grundlagt i oldtiden som mødested og kultsted – deraf navnet Viborg der kommer af Vi-berg, bjerget – læs: bakken – med helligstedet eller det hellige bjerg.  Her indkaldte goderne til hedenske ceremonier og retslige møder, hvor de optrådte som dommere i tvistigheder og slægtsfejder. Da kristendommen kom, blev de religiøse spørgsmål overtaget af kirken og de verdslige sager af tinget, der afgjorde tvistighederne efter gældende sædvane, der efterhånden blev samlet og af Viborgbispen Gunnar skrevet ind i Jyske Lov i 1241. Svend Estridsen placerede ca. 1060 et bispesæder i Viborg, og den romanske katedral blev opført på vi-bjerget i sidste halvdel af 1100-tallet, mens Gammeltorv blev landstingets plads. Her blev de danske konger hyldet først, hvorefter de blev hyldet i Lund og i Ringsted. Knud den Store blev hyldet her 1019 eller 1020 og man kan følge kongehyldningerne helt frem til enevældens indførelse. Viborg blev befæstet med vold og grav omkring 1150 i forbindelse med kampene mellem Svend, Knud og Valdemar om kronen, og to hundrede år senere fik byen en tvangsborg, Borgvold, måske samtidigt med at Viborg sø blev opstemmet for at lede vand ind i borgens voldgrav.

Lauridsen beskriver herefter samfundets retstilstand i tidlig middelalder på baggrund af Jyske Lov. Den første landsdommer i Viborg dukker op i 1300-årene under Margrethe 1. Senere blev Viborg brændpunkt for den tidlige reformation i Danmark, der førte til jyske rigsråders afsættelse af Christian 2. og hyldningen af Frederik 1. på landstinget i 1523. Herefter udviklede begivenhederne sig som Lauridsen beskriver med stort mesterskab. Vi følger udviklingen frem til Danske Lov 1683, landstingets pådømmelse af mord og trolddomssager, og professionaliseringen af landstinget ved ansættelse af juridiske kandidater som landsdommere i løbet af 1700-årene. Landstinget var også tinglysningsinstitution, hvor handel med fast ejendom, pantsættelse og andre lånetransaktioner blev tinglyst.

Vestre Landsret blev efter reformen 1919 en videreførelse retstraditionerne i Viborg og fik en ny bygning tegnet af arkitekt K. Varming. Af større sager fra nyere tid nævner Lauridsen retsopgøret efter besættelsen, der førte til 16 henrettelser i Undallslund nordvest for Viborg og Karl Skomager-sagen fra midten af 1970’erne. Siden er retten flyttet ud i et nybyggeri i Overlund vest for søerne – mens Viborg Museum indtager den gamle bygning ved domkirken og måske også det nærliggende arresthus?

Tidligere arkivar og seniorforsker ved Landsarkivet i Viborg Ole Degn skriver om kongehyldningerne på Landstinget i Viborg. Han fremhæver, at grunden til kongerne først blev hyldet på Viborg Landsting og derefter i Lund, Ringsted og til tider også i Odense, kan have baggrund i en oprindelig jysk kongemagt i 900-tallet – og det vil sige efterkommerne af Harald Blåtand, der blev begravet i Roskilde i 986 efter flittigt at have bygget broer, ringborge og palisader af godt egetræ omkring sin gård i Jelling.

Det var valgkongerne, der blev hyldet på tingene, hvor de aflagde løfte overfor befolkningen, og befolkningen til gengæld aflagde troskabsed overfor kongen. Fra Erik 5. Klipping afløstes kongeløftet af en håndfæstning, så rigets stormænd sikrede sig deres indflydelse samtidigt med, at kongen ønskede sin ældste søn som tronfølger for at bevare arvefølgen. Degn gennemgår de forskellige kongehyldninger i løbet af middelalderen indtil de voldsomme begivenheder, der førte til hyldningen af Christian 3. i 1535, takket være Johan Rantzaus militære erobringer i 1536 og fik samtidigt sin søn, den senere Frederik 2., kåret til sin tronfølger. Hans søn, den senere Christian 4. blev hyldet på landstingene i 1584 – 7 år gammel – og denne hyldning beskrives indgående ligesom de følgende indtil 1660, hvor den sidste kongehyldning fandt sted i København. Samtidigt indførtes enevælden og arveriget, så kongehyldningerne på landstingene blev overflødige.   

Jens Vellev, lektor emeritus og æresdoktor ved Lunds Universitet, har siden 1969 arbejdet med og skrevet om Viborg Domkirkes bygningshistorie og er formentlig den der i dag ved det meste om den kirke, der blev nedrevet i 1860’erne og den der står i dag, bygget på én mands visioner: Niels Laurits Høyen. Kirken var skrøbelig og nødtørftigt repareret efter katastrofale brande i 1501 og 1726, så man besluttede at genskabe den oprindelige romanske arkitektur uden senere tiders tilføjelser og ødelæggelser. Kun krypten blev bevaret urørt.

Vellev gennemgår domkirkens ældre bygningshistorie, der starter ved begyndelsen af 1100-tallet højt over Viborgsøen. Materialet var granit men også tegl, rhinsk tuf, lokal kildekalk og rødsten fra Fur. På grund af Høyens notater, samtidige fotografier, beskrivelser, opmålinger og udgravninger gennemgår Vellev domkirkens forskellige afsnit og når frem til kirken i 1200-tallet, kaldet biskop Gunnars domkirke, der i øst og vest var en senromansk teglstenskirke – med granit i nord og syd. Kirkens kalkmalerier forsvandt, da man huggede de forskellige pudslag ned for at frilægge det oprindelige indre murværk i forbindelse med nedrivningen. Der ses bygningsmæssige ligheder med Domkirken i Ribe, ligesom Vellev har fundet rester af kirkens sydportal af sandsten og af de tilbyggede kapeller, oplysninger om mindst 20 altre, fortegnelser over kirkens samling af relikvier, de præster der var tilknyttet domkirken de såkaldte kanniker, de få bevarede rester af korstolene som er ganske få billedfelter fra tidligt 1500, Erik Klippings grav i højkoret, den syvarmede lysestage med læsepult fra 1494, istandsat efter branden 1726. Domkirkens genopbygning efter branden i 1726 der blev gennemført af arkitekt Claus Stallknecht, og kirken kunne genindvies allerede i 1730 som barokkirke. Inventaret blev taget ned og spredt for alle vinde i forbindelse med kirkens restaurering i 1863. Bevarede dele er udstillet i det nye domkirkemuseum i kirkens krypt. Da den nye kirke var ved at være færdig, blev dens dekorering og indretning overladt til arkitekt Hermann Baagøe Storck, der foretog omfattende studierejser i ind- og udland for at få inspiration til dekoration og inventar fra 1200-tallet. Således blev midterskibets flade træloft og hvælvingerne dekoreret i romansk europæisk stil mens alteret var inspireret af det gyldne alter i Sahl kirke. Da kirken blev indviet i 1876, var den således præget af Storcks visioner, men efter installation af varmeapparater i kirken i 1888 blev de storckske kalkmalerier ødelagt. Joachim Skovsgaard dekorerede derefter hele kirkens indre med freskomalerier som en storslået billedbibel. Senere også glasmosaik i kirkens vestvindue og nye elektriske lamper. Af den ældre kirkes ligsten er der kun bevaret et par stykker, og kongegraven med Erik Klipping (dræbt i Finderup lade 1286) i højkoret over kirkens krypt er markeret af en plade i gulvet.

Jens Vellevs beskrivelse er overordentlig gennemarbejdet og giver et fint indblik i det betydelige arbejde, der er lagt i undersøgelserne af den gamle domkirke, der blev revet end i 1863. Kulturtabet var enormt, men tiden var ufølsom overfor de ældre bygninger, som man i mange tilfælde rev ned og genopbyggede. Det gjaldt både en række middelalderlige kirker og herregårde samt voldsomme restaureringer som Vor Frue Kirke i København, Sct. Bendts Kirke i Ringsted, og mange andre. Vor tids bygningsrestaureringer kan jo heller ikke altid kaldes vellykkede, fordi man i mange årtier ikke har respekteret 1800-tallets bemalinger og inventar i landets kirker og herregårde, hvor jagten på ”det oprindelige” har fjernet den del af historien, der forbinder vores hverdag med bygningens oprindelse. En grundplan over den gamle og nye kirke side om side ville have lettet overblikket for læseren og forklaret de mange detaljerede oplysninger.

Museumsinspektør Jesper Hjermind beskriver dagliglivet omkring Viborg Domkirke i perioden frem til 1726 og tager udgangspunkt i Peder Hansen Resens kobberstik over byen i Atlas Danicus fra 1677. Det viser byen, som den var på det tidspunkt, skønt mange detaljer er usikre. Andre kilder, heriblandt arkæologiske og de mirakuløse opmålinger udført af murermester Gullev fra 1800-tallet er udgangspunktet for en gennemgang af kirkegårdsmurens og kirkegårdens bygnings- og anlægshistorie. Marieklosteret nord for kirken, hvor domkapitlets 12 kannikker boede og forrettede kortjeneste otte gange i døgnet. Fra 1440 samledes kannikkerne i stedet for i et kapitelhus på sydsiden af domkirken, der blev nedrevet i 1828, mens Mariaklosteret tilsyneladende blev overtaget af biskoppen og nedbrændte i 1567. Brandtomten blev overdraget den jyske adel, for at de kunne bygge deres eget hus, hvor de kunne samles i forbindelse med landstinget. Det blev færdigt til indvielse i 1594 og fungerede både som domhus og forsamlingshus for den jyske adel. Bygningen blev nedrevet i 1871 således, at den nye domkirke blev frilagt. Den nuværende bispegård fra 1558 ligger på fundamentet af den tidligere kantors hus, der før 1440 har huset lejede boder. Efter den kejserlige besættelse 1627-29 skulle bygningen istandsættes – og Hjermind gennemgår de følgende års reparationer og istandsættelser og inventar på grundlag af bevaret taksations- og regnskabsmateriale. Bygningen brændte sammen med domkirken i 1726 og blev genopført af domkirkens arkitekt Claus Stallknecht i 1728. Tilsvarende gennemgår Hjermind kannikkeresidenserne, skolen og Gammeltorv, der var markedsplads, stedet for bytinget hvor kagstrygning og andre former for afstraffelse samt henrettelse blev udført. Den sidste henrettelse var af Skipper Clement i 1536. Hjermind fortæller videre om rådhuset, adelsgårdene, hvor de adelige indlogerede sig for at deltage i festlighederne og snapstinget der er kendt fra 1442 som den begivenhed, hvor pante- og gavebreve blev tinglæst. Hjermind oplister håndværkerne i Viborg i 1600-tallet og vi følger husfruen til Rosenholm, Sophie Brahe, på indkøb i Viborg efter den bevarede (og udgivede) regnskabsbog. Vinhandler Hans von der Hudes skæbne under besættelsen 1627-29, Sortebrødre- og Gråbrødre kloster der lå nord og syd for domkirken. Sortebrødreklosterets kirke er i dag sognekirke – mens gråbrødreklosterets kirke blev nedrevet i 1830. Også her ville detaljerede kort lette læserens overblik.

Ole Degn beretter i bogens 5. artikel noget uklart om Viborg Snapstingsmarked og byens andre markeder. Viborg havde siden middelalderen ret til at afholde to årlige markeder – det ene var Snapstingsmarkedet i midten af januar og det andet var Toftmarkedet eller Mauritii Marked på Mauritius dag den 22. september. Dagligvarehandelen med landbrugsprodukter og vareudvekslingen mellem land- og bybefolkningen købmænd og håndværkere foregik væsentligst på de ugentlige torvehandel – mens der på de store årlige markeder var mødt mange handlende landvejs fra med et større udbud end de ugentlige torvedage.

Det første ting kort efter jul tilbage i 1400-tallet blev kaldt snapstinget efter ordet snap (hurtigt) - ikke noget med akvavit. Det flyttedes senere til marts og april for at ende med i 1800-tallet at ligge i juni. Det tilhørende snapstingsmarked var den gamle adels mødested indtil enevældens indførelse, hvor den mistede sin betydning, overfor en kreds af nye godsejere og proprietærer, ligesom de adelige lensmænd blev afløst af amtmænd med lavere status.  De årlige markeder bevarede imidlertid deres betydning som et af de vigtigste handelsmarkeder i Jylland, som de bevarede markedsregnskaber viser. Stadeholderne kom fra stort set alle Jyllands købstæder.  Snapstingsmarkedet, der både var folkemarked og pengemarked med tinglysning af handler og lån, blev hovedsageligt holdt på Nytorv, Gammeltorv og Hjultorv  og tilstødende gader. Byens indbyggere lejede logier ud til markedsgæsterne, men adelen havde huse og gårde i byen, hvor de indlogere sig. Markedet varede en uges tid og der var mange mennesker, gøgl, teateropførelser og underholdning af enhver art – men det tabte sin betydning i slutningen af 1800-tallet både som folkemarked og pengemarked.

Toftemarkedet, der blev holdt 22. september, havde et tilknyttet hestemarked på Bispegårdstoft nord for byen, der begyndte otte dage før hovedmarkedet. Det indeholdt stort se det samme som Snapstingsmarkedet. Der kom efterhånden også andre markeder i Viborg bl.a. et november marked, der flyttedes til oktober og et nyt hestemarked i februar. Men den spændende fremstilling af markederne er for uskarp og giver et meget broget indtryk. Læseren kunne hjælpes med nogle faktabokse eller tidsdiagrammer

Lektor ved teologisk fakultet, Aarhus Universitet, Carsten Bach-Nielsen skriver om Reformationsbyen Viborg.  Christian 3. gennemførte en fyrstereformation i København for hele landet i 1536 efter Grevens Fejde. Mens der i flere byer gennemførte en byreformation, hvor en hertug eller et byråd bestemte at byen eller området skulle gå over til den nye evangeliske tro. Den første by var Haderslev i 1528, og Viborg blev reformeret af Hans Tausen i 1529.

Men reformationen begyndte i Danmark allerede i 1526, da Hans Tausen, der havde prædiket i Viborg mod pavekirken, modtog værnebrev af Frederik 1. således, at han kunne fortsætte sin virksomhed.  Det samme år brød kirkekampen ud i Danmark, og under herredagene i Odense udstedte Frederik 1. også et værnebrev for Jens Sadolin, der så kunne oprette en præsteskole i Viborg. Hans Tausens og Sadolins virksomhed i Viborg kronedes med held, og det førte bl.a. med sig, at man stiftede et hospital for fattige og syge i Johanniterklosteret, finansieret af nedlagte katolske stiftelser, der hidtil havde betalt for sjælemesser for de afdøde.

Viborg blev omkring 1530 centrum for den evangeliske bevægelse i Danmark. Hans Tausen indførte salmesangen ved gudstjenesterne, hvor man sang Luthers og andres tyske evangeliske salmer, der var oversat til dansk. Fra 1527/28 foregik gudstjenesterne i Graabrødre Kirke (Nørre Sogns Kirke) søndag eftermiddag, mens munkene resten af tiden brugte kirken, som de plejede. Viborgs 12 kirker blev i 1529 reduceret til to (Søndre og Nørre Sogns Kirker) foruden domkirken for at forhindre den gamle papistiske tro i at vende tilbage. Inventaret blev spredt. Domkirken blev evangelisk i 1530 som den første domkirke i hele riget. Hans Tausen blev kaldet til København 1529 (blev senere biskop i Ribe) og Sadolin til Odense i 1532 som biskoppens medhjælper. Efter Frederik 1. s død 1533 søgte de katolske bisper at vende udviklingen – men borgerkrigen Grevens Fejde brød ud og først 1536 kunne reformationen gennemføres over hele riget af kongen. Det gamle bispegods blev overtaget af kongen som krongods – mens klostrene kunne forblive indtil munke og nonner uddøde. Nye ritualbøger indførtes 1537 og 1538, men først med biskop over Sjællands stift Peder Palladius kom der orden på de kirkelige bøger og ritualer. Hans Tausen skrev en prædikensamling (postil), en dansk kirkelov (kirkeordinans) blev godkendt af Martin Luther i Wittenberg i 1537 og en dansk bibel kom i 1550 – oversat af Christiern Pedersen fra Luthers tyske oversættelse af Vulgata, den latinske bibel. De nye evangeliske biskopper (superintendenter) skulle tage sig af kirkevæsnet, skolevæsnet og sundhedsvæsnet, heriblandt fattigforsorgen.

Domkirken i Viborg fortsatte som kapitel uden sogn, mens byen havde to sognekirker: Søndre Sogns Kirke (opr. sortebrødre) og Nørre Sogns Kirke (opr. gråbrødre). Bach-Nielsen gennemgår derefter de kirkelige residenser, domkirkens omgivelser og de evangeliske ændringer af indretningen – fx.  fik kirken en prædikestol så menigheden kunne gennemføre gudstjenester. Men 1830 blev Nørre Sogns kirke nedbrudt, og domkirken blev sognekirke i stedet. På Nørre sogns kirketomt er der nu en park med et reformationsmonument, der hylder Hans Tausen. En meget velskrevet artikel med fine referencer til den reformatoriske kirkehistorie i Nordeuropa.

Museumsinspektør Kristian Buhl Thomsen skriver om bygninger, byrum og byplaner 1726-2017. Den nuværende bebyggelse omkring domkirken er i store træk den, som blev genopført efter branden i 1726 – naturligvis med undtagelse af domkirken, der blev fornyet i 1876.  Thomsen gennemgår et udvalg af kvarterer og gårde og runder af med de nuværende tiltag for at bevare bykernen. Byrådet har således vedtaget en lokalplan over området, der er beskrevet som et kulturelt fyrtårn med appel til turister langt ud over bygrænsen. Den er inspireret af Viborg Stiftsmuseums bevaringsplan fra 1972. Herefter analyserer Thomsen domkirkekvarterets byrum, der kan groft kan opdeles i fire byrum: 1) Langs Sct. Mogens Gade: blandet bebyggelse fra 1726-1899 og enkelte huse fra 1500- og 1600 tallet 2) bygningerne omkring Domkirkepladsen og Nytorv er hovedsageligt opført i kølvandet på genopbygningen efter branden 3) rummet på Gammeltorv med 1800-tallets bygninger incl. Domkirken 4) 1900-tallets byrum: Vestre Landsret, mfl. 

Branden 1726 lagde henved halvdelen af byen i aske, og efter branden samledes den jyske adel ikke så hyppigt i Viborg, der mistede betegnelsen Jyllands hovedstad. Genopbygningen bl.a. af rådhuset og domkirken blev ledet af Claus Stallknecht, der havde deltaget i genopbygningen af det nedbrændte Altona 1713. En anden af bygmestrene, der var med til genopbygningen, var Johann Gottfried Hödrich. De var præget af barokkens stil. Rådhuset blev en helstøbt bygning, der husede Viborg Stiftsmuseum og i dag Skovgaard Museet. Domkirken blev meget ødelagt under branden, og genopførelsen blev dyrere end beregnet, hvorfor man måtte ty til billigere løsninger end planlagt, og da den i midten af 1800-tallet var ved at styrte sammen, blev den nævnt revet ned og genopbygget.

Mange middelalderlige bygninger i købstæderne er gennem tiden nedrevet, men med bygningsfredningsloven af 1918 kunne bevaringsværdige huse beskyttes med fredning. 1930’ernes slutning brød moderne byplansystem igennem med afsæt i byudviklingslovene af 1938 og 1939, og der blev vedtaget en dispositionsplan for Viborg i 1947, der var udarbejdet sammen med Nationalmuseet vedr. domkirkekvarteret. Der skulle gøres plads til bilerne i den indre by, og man ville nedrive saneringsmodne huse, hvorfor man (ofte i teorien) støttede sig til bevaringsplanen fra 1972, der blev udarbejdet samen med Viborg Stiftsmuseum. Den gælder stadig. Efter kommunalreformen 2007 flyttede offentlige administrationer væk fra domkirkekvarteret, og der bliver nu indrettet nyt museum i Landsretsbygningen, der skal have fokus på det historiske byrum i domkirkekvarteret. Det nye museum skal fortælle danmarkshistorien, som den har fundet sted lokalt i Viborg med fokus på kongemagt, kirkemagt, retsvæsen og demokrati.

Bogens syv artikler om Domkirkekvarteret udgør en tour de force gennem 1000 år, og den er absolut læseværdig. Svagheden er, at den store detaljerigdom ikke anskueliggøres fx ved kronologiske oversigter (tidstavler) og nytegnede kort, der viser hvad og hvor de beskrevne detaljer befinder sig i tid og rum. Som en læser der ikke kender Viborg, kan man ofte føle sig fortabt. Men det kan jo være, at der blandt de kommende bind i den tematiske bogserie, som det nye Viborg Museum udgiver, også vil være et atlasbind med ajourførte synkrone bykort, der også vil være et nødvendigt redskab til den kommende formidling af byens historie for turisterne på det nye museum. 

Historie-online.dk, den 23. januar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Et historisk portræt af Hørsholm
Holstebro Museum Årsskrift 2016
Tyrannisk, men uundværlig