Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 18, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 574

 

I denne uges flow-tv skal vi have hele historien om Børsen men også  historien om laserlyslinjen langs vestkysten i 1995. En serie om Iran-Contra-skandalen indledes, ligesom en serie om nazismens kvinder.  Vi skal også se, hvordan det stod til på teenageværelset i 1987, høre dramatisk historie fra et københavnsk værtshus, og i den fantastiske serie om kontinenterne er man nået til Nordamerika. God fornøjelse!

 

Iran-Contra-skandalen (1:6) En krise under opsejling

DR2, 1. maj, kl.  23:10

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (Fiasco) Gidsler, våben og en hemmelig krig i Nicaragua. Scenen for Iran-Contra-skandalen bliver sat i 1979. Venstreorienterede oprørere overtager magten i Nicaragua, mens iranske studerende tager 52 amerikanere som gidsler i Teheran. Men hvordan udvikler det sig til et spindelvæv af intriger, ulovligt våbensalg og støtte til contraerne i Mellemamerika? Og hvordan bliver Jimmy Carter, Ronald Reagan, Oliver North og andre nøglespillere fanget i spindelvævet?

 

Børsen - Danmarkshistorie i flammer

DR1, 2. maj, kl. 20:00

Den 16. april 2024 står Børsen i flammer. Den ikoniske bygning rummede 400 års danmarkshistorie, fra Christian den 4.s dragespir, aktiehandel, uvurderlige malerier, big business og dansk identitet. Nu har røgen lagt sig, og ud af asken rejser sig vigtige spørgsmål: Hvad blev reddet, hvad kan genopbygges, og hvad er gået tabt for altid? Få historien bag den ikoniske bygning, og de dramatiske dage, der indhyllede København i røg og hele Danmark i sorg.

 

Værtshushistorier: Rosengårdens Bodega

DR2, 3. maj, kl.  21:30

Rosengården er et gammelt københavnsk værtshus. Her fandt et opgør sted for 70 år siden, der endte med mord - skudhullerne sidder stadigvæk i væggen. På Rosengården mødte modstandsmanden Brandt og stikkeren hestetyven hinanden en forårsdag i 1944. Forfatteren Kaspar Colling Nielsen kender historien og fører os ind i mørket.

 

Lyset - Laser-shitstormen der ramte Danmark

DR2, 4. maj, kl. 17:45

Dansk dokumentarfilm fra 2023. Lyset var Danmarks største kunstværk og udløste samtidig en historisk shitstorm, da kunstneren Elle-Mie Ejdrup skabte en 532 km lang laserlyslinje langs bunkerne på vestkysten den 4. maj 1995. Tidligere modstandsfolk, toppolitikere og pressen kæmpede voldsomt om værket. Efter at have modtaget dødstrusler og været sendt ud i kulden i to årtier fortæller holdet bag værket nu historien om Lyset - Laser-shitstormen, der ramte Danmark.

 

Kærlig hilsen 1987

TV 2, 5. maj, kl. 15:50

I 1987 er Ibi Makienok 12 år gammel. Hun danser ballet, samler på sæbe og sætter sit hår med sit crepejern. Nu flytter hun sammen med sin søn og sin far tilbage til 1987. Til en tid, hvor man skal på tanken for at leje en moviebox, hvor skulderpuderne er på deres højeste, og hvor alle unge piger tyndslider soundtracket til "Dirty Dancing" på deres walkman.

 

Kontinenterne (5:6) Nordamerika

DR2, 6. maj, kl. 17:30

Tysk dokumentarserie fra 2023. (Unsere Kontinente) For 15.000 år siden blev Nordamerika i en periode landfast med Asien. Mammutter og rensdyr migrerede til det nordlige Canada, efterfulgt af mennesker, som levede som jægere og samlere. Inuitterne tilpassede sig den ekstreme kulde. Sydpå, i Yucatan, skabte mayaerne en unik civilisation. Og i Mexico formede vulkanerne menneskets udvikling i området. Hvad betyder den ekstreme natur for fortidens og nutidens kulturer på kontinentet?

 

Nazismens kvinder (1:2) Kvinderne i hjemmet

DR2, 7. maj, kl. 19:10

Fransk dokumentarserie fra 2021. (Les Femmes dans le project Nazi) Efter 1. verdenskrig får tyske kvinder stemmeret, frihed og nye roller i samfundet. Men det nazistiske projekt presser kvinden ind i rollen som fødedygtig husmor. Hitler omtaler fødselsstuen som kvindernes slagmark i hans kamp for den ariske race. I årene 1933-1939 begrænser nazisterne abort og kvinders selvstændighed. En af undtagelserne er instruktøren Leni Riefenstahl, der laver nazistiske propagandafilm.

[Historie-online.dk, den 30. april 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 42, 2023
TV-tips, uge 39, 2023
TV-tips, uge 34, 2023