Frankrig efter terroren

2015 står som det mest voldsomme år i nyere europæisk historie. Synet af de 10 tusinder flygtninge, der vandrede mod nord, vakte minderne fra 1945 til live. Med den forskel, at da var det landsmænd. ”Wir schaffen das”, sagde forbundskansler Angela Merkel beroligende. Tyskerne lyttede - Wilkommens-kulturen så dagens lys. 70 år tidligere var historiens mest brutale og menneskefjendske system brudt sammen. Nu skulle man se Tyskland i humanismens lys. I Frankrig var situationen noget anderledes – hvilket mod slutningen af året kulminerede i to voldsomme terrorhandlinger, der kostede 142 mennesker livet.

Af Erik Ingemann Sørensen

Luxemburg parken har altid været et elsket sted at komme. Enten for at slappe af – møde den eneste ene eller føre samtaler ingen skulle kunne høre. Foto: HPN

”Der findes ét land i verden, som har alt. Bjerge, vulkaner, floder, oceaner, et skatkammer af mad og vin og vidt forskellige kulturer i øst, vest, nord og syd. Det land er Frankrig. Et land, der rummer en så stor, rig og facetteret natur og kultur, at man kan bruge hele livet på at rejse i landet og alligevel ikke nå at opleve det hele.”

Det sagde Karin Mørchs far, der var franskmand. Det var også årsagen til, at hun voksede op som fransk - og siden har haft alt dette gennem sit liv. Det giver hende både analytiske evner, men også evnen til at fornemme når noget er i gære. Hun har oplevet, hvordan landet har forandret sig. ”De islamistiske attentater har påvirket måden, franskmændene lever på i dag. Terrorens tentakler har grebet ind i folks liv…” (s.6).

Hun konstaterer, at der i dag findes et andet Frankrig, fjernt fra Paris’ boulevarder og Middelhavets rivieraer: fattige kvarterer i forstæderne, hvor folk kæmper med arbejdsløshed, bandekriminalitet og narkovold.” (s,7).

Fra mange sider forsøger man at komme med en forklaring. Mange af disse bygger på udviklingen i andre europæiske lande. Velan - de lyder rimelige. Men der er en mørk skygge over Frankrig. Et traume fra tiden, da landet var en kolonimagt. Det er naturligvis Frankrigs rolle i Algier, der tænkes på.

Algiers væbnede oprør mod Frankrig sluttede den 19. marts. Det var en af de mest blodige og voldsomme kolonikrige efter 2. verdenskrig. Tæt på 30.000 franske soldater mistede livet. Mellem 300.000 og 400.000 algeriere var døde. Der findes en film, hvor man følger oprøret. Den kan ses her: https://youtu.be/gzuFQtjQZMc?si=2xu0ZaP8NUUN2kz- Et ondt traume der let kan få meget til at gå helt galt.

Je suis Charlie

”De fleste franskmænd ved, præcis hvor de befandt sig, da angrebet mod satireavisen Charlie Hebdo skete 7. januar 2015.” (s.8). Karin Mørch ” … var på arbejde i DR-Byen, da en kollega kom hen til mig klokken cirka 10.30: ´Har du hørt det? Der har været skyderi på en avis i Paris!’ Jeg genkendte flere navne på der dræbte, som var nogle af Frankrigs mest berømte tegnere, én af dem havde jeg ovenikøbet mødt kun to måneder inden, hvor han fortalte om netop frygten for et angreb. ’Men jeg nægter at holde op med at tegne. Sådan kan jeg ikke leve’, havde han sagt.” (s.8).

Billede fra et overvågningskamera. De to maskerede brødre – Said og Cherif Kovachi er på vej til at myrde 12 personer på ’Charlie Hepdo’

Inden de kom ind i bygningen, skød de en politibetjent. Da det viste sig, at han ikke var død, gik en af dem hen til ham og skød ham. En decideret henrettelse. Herefter kom de med hjælp fra en ansat ind i bygningen. Da de kom til redaktionen, gik de ind, skød løs på personalet, hvorved de dræbte 12 og sårede 11. Hvorefter de stak af i den bil, de var kommet i.

Vreden var meget stor blandt islamisterne. Fordi man havde bragt karikaturtegninger af den muslimske profet Mohammed. Det havde den danske avis ’Jyllands-Posten’ gjort 10 år senere. [Den dag i dag undrer det mig såre, hvorfor kulturredaktør Flemming Rose fastholdt netop en karikatur af muslimernes hellige person.] Det kostede 12 mennesker livet. En central person er tegneren I. Coco. Karin Mørchs samtaler med hende viser et menneske, der bærer rundt på en tung smerte – både fordi hun måtte lukke de terrorister ind, og fordi hun oplevede grusomhederne udspille sig lige foran hende.

Der gik ikke mange dage, før den franske præsident Francois Hollande traf beslutning om, at der skulle arrangeres en march: ”Republikkens march” fra Place de la République til Place de la Nation. Tre kilometer. Åbne muligheder for skarpskytter. Og der var højt prioriterede mål: ”50 stats- og regeringschefer fra hele verden, deriblandt Tysklands kansler, Angela Merkel, Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt og NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg. Også den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu … (s.21).

En enig front tog klart afstand fra islamisternes terrorverden. Hvad islamisterne tilsyneladende ikke tog sig sønderlig meget af. Den 13. november retter de et frygteligt angreb mod befolkningen i Paris. På det store stadion, Stade de France” spilles der landskamp mellem Frankrig og Tyskland. Pludselig hører man to kæmpe brag. (https://youtu.be/YBRwCfCUO8w?si=79KPOaSmyAQFpq8G). Terroren havde taget sin begyndelse. Hvad der præcist skete, ved man ikke helt. De to dræbte havde haft selvmordsbælter på – og udløst sprængningen. Det tog lang tid at samle resterne af dem op.

Klokken var nu 21.30. Byen summede af liv - og på spillestedet ’Bataclan’ var man ved at gøre klar. ”Andet sæt begynder. Stemningen er elektrisk. Eagles of Death Metal har dedikerede fans, som ikke vil misse en eneste koncert med bandet … (s.57 f.). Victor og Clara (Det er ikke deres rigtige navne. Af sikkerhedsgrunde er de blevet ændret.).  Bandet er begyndt igen efter en pause, da Victor pludselig registrerer ”nogle knitrende lyde”, der blander sig sammen med nummeret Kiss the Devil.

”Jeg vendte mig om, uden at vide om det var en del af showet eller nogle tåber, der lavede sjov. Jeg så en angriber i silhuet, der svingede med sit våben. Formen på en Kalashnikov er meget let at genkende, og jeg forstod øjeblikkeligt, hvad der var i gang.” (s.57 f.).

Teatret hvor massakren fandt sted. Her blev de fleste ofre fundet. Foto: HPN

Karin Mørch trækker på mange kilder, så hun er på sikker grund – hvad man konstaterer hele bogen igennem. Også når hun benytter sig af historisk præsens. Der er delte meninger om denne form for formidling. Nogle mener, at det svækker fagligheden – andre at læserskaren bliver større. Historikeren Tom Buk-Swienty er en ualmindelig fremragende forfatter. Han koncentrerer sig om det helt afgørende: når forfatteren anvender forskellige virkemidler, då skal denne stå på helt sikker grund.

Næsten et slagtehus

Karin Mørch har måske fornemmet, at fortællingen om Victor og Carla har så mange elementer i dig, at den kunne være afsættet for beskrivelsen af, hvad der skete inde i Bataclan – bygningen. Et eksempel: Han ligger ovenpå en kvinde, som et helt ubevægelig, han kan derfor regne ud, at hun må være død. Han er selv såret af to skud. Chokbølgen fra en, der strejfer hans nakke, har givet ham et åbent sår i baghovedet. En anden kugle har ramt hans milt og er fortsat gennem den ene lunge.

Smerterne er voldsomme, men han koncentrerer sig om at ligge helt stille. Han ved, at selv den mindste bevægelse kan afsløre ham.

Andetsteds læser man, at lyden af skud har ændret sig. Det skyldes, at islamisterne går rundt og likviderer på klos hold.

”Victors og Claras date har udviklet sig til et mareridt. De kommer væk fra hinanden, så snart terroristerne begynder at skyde. Clara hører en kugle suse forbi sit øre, og chokbølgen fra kuglen er nok til, at hun falder om på gulvet.” (s. 63).

Et øredøvende brag fortæller, at endnu en terrorist har sprængt sig selv i luften – og taget endnu flere ofre med. 130 blev

Clara løb rundt og ledte efter Victor, men uden held. Det viste sig, at han var så maltrakteret, at ingen identifikation var mulig. Han blev i rasende fart bragt på hospitalet – med livet hængende i en meget, meget tynd tråd.

Da det lykkedes at sætte navn på ham, kunne Clara vende tilbage til dagligdagen. Troede hun. Hun knækkede psykisk og måtte under behandling. Ganske langsomt kom også Victor til hægterne. Men arene fra terroren dør ikke. De hænger et sted som latent trussel.

Først seks år efter kunne retssagen mod terroristerne begynde.

De mange stemmer

Den russiske forfatter og Nobelpristager Swetlana Alexijewitsch har med flere af sine bøger fået enkeltpersoner til at fortælle. I korte, men rystende sætninger. Karin Mørch sørger også for, at så mange som mange som muligt kommer til orde. Hun vælger interviewet som afsæt med fremragende resultater. Rystende, fortvivlede, men også med en detaljeret fortælling. Det er gribende, og det gør ondt. Det skal gøre ondt, så vi andre heller ikke glemmer.

Derfor har det også været vigtigt for Karin Mørch at få talt med så mange som muligt af de aktører, der på den ene eller anden måde har haft en rolle, da terroren slog ned i Paris. Alle disse er små brikker i det store puslespil over temaet: hvorfor skete det, og hvordan kommer vi videre?

Karin Mørch har med sin indlevelsesevne, en rodfæstet forbindelse til fransk sprog og kultur en eventyrlig mulighed for at gå i dybden med hændelserne. Det har hun gjort på så stærk en måde, at man sidder tilbage – både klogere på problemstillingerne, på hadet og på den rolle, fortiden spiller ind i den moderne verden. Det er udført på en måde, der er en præstation langt, langt over den daglige avis’ s artikler. Fornemt er det.

Stor respekt og tak.

Ekstra:

Avisen ’Le Monde’ har produceret en oversigt over, hvad der skete. Den kan ses her:

https://youtu.be/IAAAC8E4STg?si=x9t5w4IFuG11Vasa

[Historie-online.dk, den 29. september 2026}