Roalds danmarkshistorie

Tegneren Roald Als har samlet sit arbejde gennem 46 år i et pragtværk. Personer og begivenheder skildres ned hans vidunderlige sans for detaljerne, også når han dypper pen og pensel i saltsyren Med stor elegance.

Af Erik Ingemann Sørensen

Dagbladet Politiken har en tradition for at sikre sig landets bedste tegnere. Det gjorde man, da Bo Bøjesen blev ansat på avisen i 1946. Hans allerførste opgave blev at lave en tegning af landskampen i Idrætsparken. Det resulterede i ’Den billige Langside’.

Bo Bøjesen startede med dette indtryk fra Idrætsparken. Tonen var slået an - senere kom adskillige skarpe bid til danske politikere. Den dag i dag står ”Venstrevikingernes Verden” som noget af det bedste i dansk bladtegnings historie. Billedet er fra et gammelt bogomslag.

Roald Als kom til Politiken i 1994. Han havde ellers været ved det Berlingske officin i adskillige år. Men det lykkedes for avisen at slå en klo i ham. Det varede ikke længe, før han markerede sig med skarpe, satiriske spidsfindigheder. Roald Als er nærmest klassisk socialdemokrat. Og han satte Anker Jørgensen meget højt. Det fremgår blandt andet af den vidunderlige tegning, der bygger på den velkendte plakat, hvor en politibetjent hjælper ællingerne over gaden. Nu er det Anker, der hjælper. Et varmt billede af Roald Als’ store politiker.

Tegneren kan være bidende ond, Som her hvor Karen Jespersen og hendes politiske ’udvikling’ får en kommentar med på vejen.

Fra rødstrømpe til højreorienteret borgerdyr. Affotografering fra bogen.

Når man sidder og bladrer i de 2 bind, så melder tanken sig om, hvordan han skildrer de politikere, der ikke umiddelbart har hans sympati. Naturligvis skal man vare sig for at skyde en kunstner noget i skoene. Men så et bud da. Inger Støjberg har ingen formildende træk. Ligner en gammel sur karklud. Anders Fogh er én gang for alle fastholdt som hulemanden med kølle. Den tror jeg aldrig, han slipper af med. Hans maskespil i forbindelse med udvælgelsen af NATOs nye generalsekretær dukker op flere gange undervejs.  Her – også her – trækker det gevaldigt i lattermusklerne.

Tegningerne står ikke bare side op og side ned. Roald Als har en gennemgående tekst, der fremhæver, hvad der er bag det, han tegner – så falder beskueren ikke bare af. Mange situationer har man næsten glemt. Men de dukker op igen og igen. Man kan så tilføje, at den periode, Roald Als skildrer, er en af de mest dramatiske og farverige i vores politiske liv efter Besættelsen. I perioden 1984 til 1996 arbejdede jeg som konsulent og redaktør i Nordisk Råd. Det var daglige kontakter med politikerne, oplevelser fra selve Folketingssalen, fra værelserne og gangene og rygtesmedene, som man skulle tage med stor forsigtighed. Mange af de situationer har Roald Als’ vidunderlige streg fastholdt. Præcist.

Dog er der ét sted, hvor både den radikale Marianne Jelved og Roald Als tager fejl. Da den unge Marianne Jelved i 1987 kom i Folketinget, blev hun medlem af Nordisk Råd. Vi var alle i Stockholm, hvor vi boede på Grand Hotel. I en sen aftentime sad hun ved siden af Jonathan Motzfeldt. Sidstnævnte var i ”højt humør”. Og pludselig var hans ene hånd taget på opdagelsesrejse under Jelveds nederdel. Hun anede ikke sine levende råd. Og man følte det svært at stoppe ham. En løb op i receptionen og bad dem råbe, at der var telefon til Hr. Motzfeldt. Det fik ham op fra stolen og hen til receptionen. Hvorefter vi satte os som dydens vogtere.

Der er ikke plads til mere. Men disse to kan forhåbentlig lukke for oplevelserne fra en pragtfuld bog.

[Historie-online.dk, den 21. oktober 2026]