Bål og brand

Af Ida Munk

Forfatteren er historiker, ph.d. og formidlingsinspektør ved Rudersdal Museer med speciale i hekseforfølgelsernes ophør i Danmark. Hun er ofte gæst i podcasts om historie og kultur. Hun har som det fremgår af litteraturlisten en hel del publikationer om emnet hekseforfølgelser på såvel dansk som engelsk.

Bogen er bygget op med først et generelt kapitel ’Heksejagt i Danmark’ s.11-87,  derefter tre kapitler, der gennemgår hekse og processerne i henholdsvis Malmø, Køge og Ribe efterfulgt af et kapitel med overskriften ’Heksene’ s.325-341 og endelig en epilog ’ At læse heksene frem’.

I bilaget ’Dømte hekse’ findes en navne-oversigt over de trolddomsprocesser, der blev ført i de tre byområder. s.346-352. Desuden findes et afsnit om kilderne, der refererer til hvert kapitel i bogen; der er ikke direkte noter i teksten til citater mm. samt endelig en litteraturliste indeholdende kilder, arkivalier og trykte kildeudgaver, samt digitale ressourcer og podcasts. s.372-84

Forfatteren skriver s.352, at bogen ikke er ”tænkt som et forskningsværk, men som en kulturhistorisk bog, der kan åbne op for et komplekst historisk emne for en bred læserskare”. I forordet s. 6-7 gøres der rede for balancegangen: Dels skriver forfatteren at ’Bål og Brand’ er en virkelig fortælling dels ”Mit mål er aldrig at ændre historien, men at gøre den levende. At gøre den så gribende og nærværende for dig, der sidder med bogen her, som den har været - og er - for mig”.  ”… der er tilføjet enkelte sanseligge og dramatiserende detaljer – som kropslige reaktioner, blikke og stemninger, deres tanker og sindstilstand – for at levendegøre situationerne. Det er tydeligt angivet undervejs…” s.6.

Flere kapitler indledes med den dramatiserende effekt ’In medias res’ – læseren skal mærke stemningen, vejret, se den dømte umiddelbart på vej til bålet og i bålet, inden vi går over til historiens fakta. Der er desuden et afsnit med en gennemgang af, ”Hvordan har det egentlig været at dø på bålet?”  Her vil forfatteren tage læseren med ind i noget der nærmer sig gys og gru, idet hun ”alligevel lige (vil) prøve at fastholde den lidt, tanken.” s. 76. Forfatteren bygger sine formuleringer på akademiske studier. Til studiet af ildens virkning på menneskekroppen under og efter en forbrænding er således  brugt inspiration fra bl.a. P. Saukko og B. Knights:  ’Knights Forensic Pathology’- med andre ord: der gås direkte til sagen i beskrivelsen af heksebålene, men på et akademisk grundlag.

Bogen gennemgår ikke heksesagerne kronologisk – heller ikke når der er tale om at følge den enkelte anklagede. Det gælder f.eks. sagen om Maren Splids i Ribe, hvor kapitlet præsenterer Maren på vej ud til galgebakkerne uden for byen, som hun ’måske’ så ud. Derefter gennemgås en anden Marens sagsforløb – hun endte med at miste livet, men med halshugning, mens Maren Splids (som måske bekendt) endte på bålet. Marens Splids sag gennemgås detaljeret ligesom flere andre af de anklagede hekse. Forfatteren har her - som i forhold til de andre sager - anvendt kilder, som hun har arbejdet med i sin forskning af og om hekse, i dette tilfælde Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold i Uddrag for årene 1637-39, 1640-41 og 1642-43 samt Erik Kromans udgave Ribe Rådstuedombøger 1527-76 og 1580-99 foruden andre.

Indimellem beretningerne om processerne beskrives fænomener som hvid magi, dette at ’signe’, at ’mane’ og ’blasfemi’ samt hvordan skillelinjen mellem folketro og trolderi var vanskelig at fastholde. Magiske bøger kunne ligeledes være på grænsen mellem hekseri og folketro – som f.eks. en nyttig lægebog fra 1533, der kom under mistanke. (s.126).

Retningslinjer fra kirke og konge i forhold til kætteri gennemgås ligeledes i forbindelse med de enkelte sager, bl.a.  omtales ’Heksehammeren’ en bog der blev trykt i Speyer omkring 1486, der havde en ”pavelig blåstempling” s. 67, hvoraf det fremgår at trolddom er kætteri og kætteri er dødsensfarligt. Ikke mindst er en vigtig kilde til forståelse af sagernes forløb Chr. 4.’s ’Forordning om troldfolk og deres medvidere’ fra 1617, som  bliver en reference i forhold til mange af sagerne i løbet af bogen. 

Det fortælle-tekniske greb at afbryde og udskyde  et handlingsforløb betyder naturligvis, at læseren tilskyndes til at fortsætte læsningen, men det bevirker ligeledes, at det er vanskeligt at genfinde ’sagen’ hvis man vil holde tråden. Der er ikke et register til hjælp, hvilket kunne have været en støtte, da den samme sag behandles flere gange og i flere sammenhænge og kapitler.

Forfatteren har af hensyn til læsevenligheden valgt ikke at angive noter i teksten, men har ;”for den særligt interesserede læser …inkluderet en gennemgang af bogens kapitler og det primære materiale” i afsnittet Kilder s. 352-372. (s.352).

Målgruppen for bogen er nok i højere grad den læser, der ønsker en introduktion til heksejagt i Danmark (som forfatteren skriver s. 7) -  eller den læser som ønsker en spændende gennemgang af de konkrete personer, der blev udsat for de grusomme hekseforfølgelser sat ind i deres samtid snarere end læseren med en faghistorisk baggrund. Som bogomslaget siger det: ”Bogen tager dig med tilbage til nogle af danmarkshistoriens mørkeste år gennem dramatiske fortællinger om heksejagten….” Bogen ligger hos boghandlerne parat til julesalget.

[Historie-online.dk, den 13. oktober 2026]