Museumsnumre 136 - puf

En puf er et siddemøbel, engang en meget anvendt og populær sag, som fandtes i mange hjem. Puffen var et praktisk møbel, som havde en beskeden plads i køkkenet, i gangen eller et hjørne i stuen. Den var typisk en kasse med et polstret låg, man kunne sidde på. Puffen kunne også være genbrug af en skibskiste eller en rejsekiste, og nede i puffen kunne gemmes ting og sager, som ikke skulle ligge fremme. Puffen anvendtes også til at hvile trætte fødder på og som en ekstra siddeplads til uventede gæster. Den fungerede som en polstret skammel eller taburet. Navnet puf har rod i det franske ”pouf”, som bruges om noget udstoppet, og vi kender ordet f.eks. i betegnelsen pufærmer på en kjole. Puffen hører hjemme i 1800-tallet, hvor den blev indført som et lille komfortabelt møbel i byernes boliger.
Museerne har bevaret adskillige eksemplarer af puffer, og de har alle en forskellig historie at fortælle. Et eksempel på genbrug er en puf i museet Færgegården i Hornsherred, nemlig en rødmalet lågkiste med årstallet 1791, som på et senere tidspunkt er blevet omdannet til puf.
Puf, en trækiste med brokadebetræk, Djurslands Museum
Klunketiden i 1890-erne excellerede i polstrede møbler, og Moesgård Museum har et klunkemøblement, med sofa og stole, hvortil også hører en puf. Kvindemuseet har en fin puf med god proveniens. Det er en trækasse på fire ben, udvendig mahognifineret, indvendig lakeret lyst træ. Sædet eller låget kan holdes i åben stilling ved hjælp af et indvendigt beslag. Låget er betrukket med et håndbroderet korsstingsbroderi, som forestiller en blomsterbuket. Kassen er angiveligt fremstillet af en snedker i Gislev på Fyn i begyndelsen af 1900-årene.
Puf med fire små svejfede ben, Kvindemuseet
En puf i Djurslands Museum består af en trækasse på hjul. Siderne er betrukket med løstsiddende maskinvævet tekstil. På kassens forside ses et brændemærke med ejerens navn: "Marie Balle. Skarresø. Ryomgaard St”. Puffen er forsynet med trælåg betrukket med samme tekstil som siderne. Den er meget slidt, og museets konservator anfører: ”Bør ikke siddes på”.
Med den nye møbelstil i 30-erne og designmøblerne i 1950-erne kunne man tro, at puffens dage var talte. Stilmøbel er puffen jo langt fra; den er en praktisk og simpel lille brugsgenstand. Men i løbet af 1960-erne blev en eksotisk puf moderne, nemlig marokkopuden eller den marokkanske puf. Det var en cylinderformet høj siddepude, stoppet med krøluld eller bomuld og betrukket med læder. Senere blev den fremstillet i plastik, altid med en stjerne på sædet. Marokkopuden blev anvendt både som siddemøbel og som fodskammel. Såvel tekstiler som tøj og små møbler fra den store verden kom på mode under ungdomsoprøret, hvor lande i Asien og Sydamerika blev nye rejsemål. En række specialbutikker i København og Århus importerede de efterspurgte varer fra Indien, Mellemøsten og Sydamerika.
Adskillige marokkopuder findes på museerne, og mange er formentlig lavet i Danmark. De er karakteristiske ved alle at have en stjerne udformet på sædet. Museum Nordsjælland har en marokkopude. Den stammer fra en villa i Gladsaxe, og stjernen er syet sammen af cremefarvede, rødbrune og sorte plastikstykker. Puden er hårdt stoppet med savsmuld.
Marokkopude fra 1960-erne, formentlig dansk eller europæisk fabrikat, Djurslands Museum
Den ægte vare med en marokkansk stjerne har Marstal Søfartsmuseum, nemlig en pude hjembragt af en sømand ombord i tankskibet ”Esso Danmark”. Den er købt under et besøg i havnebyen Alexandria i 1965. Marokkopuderne er håndsyede af gedeskind, og som navnet siger fremstillet i Marrakesh, Casablanca og andre marokkanske byer. I firserne gik det eksotiske af mode, og marokkopuderne forsvandt fra boligerne.
Marokkopude hjemført 1965 af sømand, Marstal Søfartsmuseum
Efter årtusindskiftet er puffen kommet på mode i unge hjem. Den sælges i runde og firkantede betrukne versioner, og marokkopuden er også kommet på mode. Måske hænger puffens genkomst sammen med at boligkvadratmeterne er blevet meget dyre. Der er ikke plads til de store møbler i nutidens mindre boliger i byerne. Desuden er en puf eller marokkopude forholdsvis billig i anskaffelse. Sommetider kaldes marokkopuder for rokokopuder, men puderne har ingen forbindelse til rokokostilen eller rokokotiden. Museernes samlinger giver valid dokumentation for tings alder, brug og herkomst.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 23. september 2025]