Museumsnumre 130 - brandsprøjte
Brand, brand! var engang et råb, som kunne få folk til at miste besindelsen. Kaos brød løs. Det gjaldt om at redde liv og husdyr og indbo, inden flammerne havde fortæret alt. Såvel i byerne som i landsbyerne var huse og gårde bygget ved siden af hinanden, og bygningerne bestod af brændbare materialer, tømmer i bindingsværket og tagværket, brædder på gulve og lofter og på landet strå eller rør på taget. De fleste byer oplevede ødelæggende brande. I 1580 brændte Ribe og store dele af byen forsvandt i flammerne. 213 ejendomme blev ildens bytte. Viborg brændte i 1726 og halvdelen af byen lå i aske efter storbranden. Hovedstaden brændte i 1728 og 1795 og i 1807, som følge af det engelske raketbombardement. På samme måde gik det ved ildløs i mange landsbyer. Så sent som i 1942 nedbrændte en stor del af landsbyen på Drejø. Præsten, som var på vej til naboøen Skarø i kirkeligt anliggende, så røg stige op fra præstegården og skyndte sig at sejle tilbage. Præstegården var ved at blive nytækket og en mand havde tankeløst banket sin pibe ud på gårdspladsen. I løbet af kort tid var gården omspændt af flammer, og ilden sprang videre til nabogården og fortsatte rundt i byen.
Myndigheder, borgere og bønder gjorde, hvad de kunne for at beskytte sig mod brand. Vægterne var brandvagter og et af de vers, de sang, lød: Vær klog og snild, vogt lys og ild! Der eksisterede regler for brug af lys og ildsteder, og skorstensfejere sørgede for, at reglerne blev fulgt, og skorstene blev renset, så skorstensbrand ikke antændte taget. I havnen var ild om bord i skibene forbudt. Man skulle bruge et kogehus. Man måtte kun arbejde med tjære og beg uden for byens porte, og under markeder var brug af åben ild i boderne forbudt.
Når ilden var løs, gjaldt det om at slukke den, og derfor havde man en brandsprøjte. Hver landsby havde et sprøjtehus, hvor brandsprøjten var opbevaret, og den skulle tilses og være funktionsdygtig. Brandværnet, som var byens borgere eller landsbyens beboere, måtte ile til sprøjten og bekæmpe ilden, når alarmen lød, dvs. kirkeklokkerne eller byhornet. Til sprøjten hørte brandslanger. Desuden var alle gårde forsynet med en brandspand af læder, en brandhage og en brandstige. Spandene brugtes til at hente vand fra nærmeste gadekær. Man dannede kæde og spandene kunne fra hånd til hånd sendes til sprøjten. Hage og stige brugtes til at rive stråtag ned, inden ilden fik fat. Man søgte først og fremmest at hindre ilden i at brede sig. At slukke ilden, når den havde fået fat, var nærmest umuligt med datidens sprøjter.
Sprøjtehuset fra Kirke Saaby på Frilandsmuseet, Nationalmuseet
Brandsprøjten kom frem i Europa i 1600-årne, og i slutningen af samme århundrede kom også brandslanger. I løbet af 1700-tallet anskaffede både byer og landsbyer brandsprøjter. I 1764 fik alle sogne efter formue pålagt at have en brandsprøjte, som kunne bekæmpe ildløs. Brandsprøjten var en dyr sag, som fællesskabet måtte anskaffe. Den skulle vedligeholdes, og der afholdtes årlige øvelser med sprøjten. I 1792 fik alle landsbyer pålagt at udpege en brandfoged, som fik ansvar for brandbekæmpelse og brandredskaber. Ved brand tilkaldtes ofte flere sprøjter fra nabosogne eller fra andre bydele.
Brandsprøjte fra år 1700. Måske den ældste bevarede danske brandsprøjte. Den har slange og strålerør og er smukt bemalet, stammer fra herregården Vilhelmsborg og blev solgt på auktion. Moesgård Museum bød på sprøjten, men ikke nok. Den blev solgt til anden side, moesgård.
Odense Bys Museer har en sprøjte fra 1716. Den stammer fra Odense Slot. Også Skanderborg Museum har en gammel sprøjte. Den er fra 1768 og stammer fra landsbyen Skaarup.
Brand kunne bringe selvejere og borgere til tiggerstaven. I 1792 blev oprettet brandforsikring for ejendomme såvel i byerne som på landet. Alle bygninger blev takseret. Disse brandtaksationer er bevaret og er en vigtig kilde til landets bygningshistorie.
Brandsprøjte fra Tibirke Sogn, fremstillet af firmaet Ludvig Rasmussen, Kjøbenhavn, Frilandsmuseet, Nationalmuseet.
1700- og 1800-tallets brandsprøjte var en stempelpumpe, som tog vand fra et kar, der fyldtes med vand. Sprøjten var sat på en vogn, så man hurtigt kunne spænde heste for og køre til brandstedet. Stempelpumpen virkede ved at to stempler ved stempelstænger manuelt blev bevæget skiftevis op og ned. Pumpens kraft førte vand ud i trykslangen, som endte i et sprøjterør af metal. De ældste pumper var på en tohjulet vogn, som kunne trækkes, eller de havde fire små massive træhjul. Pumpen stod i et vandkar og havde kun et stempel.
Et sjældent foto, Errindlevs brandspøjte i aktion ved brandøvelse. Sprøjten er stillet ved et gadekær og tre mand er klar ved pumpestangen og formentlig tre andre i den anden ende, Maribo Frilandsmuseum.
Udviklingen tog et spring fremad ved industrialiseringen. I byerne fik man fra 1850-erne brandkorps, og hestetrukne dampsprøjter vandt indpas fra 1860-erne. En dampmaskine forsynede pumpen med den nødvendige kraft, og slukningsarbejdet blev meget forbedret, bl.a. med nye pumper. Frem for alt gjorde offentlig vandforsyning det muligt at tilføre sprøjterne store mængder vand fra rødmalede brandposte opstillet i gader og på veje.
Dampbrandsprøjte fra Københavns Brandvæsen i brug ved en brand i Kulkompagniet i Frihavnen i 1907, kbh.billeder
Fabrikker i København leverede de fleste brandsprøjter, bl.a. fremstillede Københavns Sprøjtefabrik grundlagt 1855 på Nørrebro hundredvis af sprøjter, som også var efterspurgte af fabrikker og virksomheder. Ellehammer, opfinderen som fløj med sin flyvemaskine i 1906, havde en fabrik i Istedgade på Vesterbro. Her lavede han motorbrandpumper, og han samarbejdede med det nyoprettede Falcks Redningskorps.
Ved en lov i 1905 blev det muligt at antage lønnet brandmandskab i landkommunerne og under debatten blev det fra nogle folketingsmedlemmers side hævdet, at mens brandmandskabet var beskæftiget med at slukke branden, var de øvrige tilstedeværende beskæftiget med at slukke deres egen tørst. Ofte mødte lige så mange ølvogne frem som sprøjter. Sagen var, at Ildebrand var blevet en folkefornøjelse, som samlede mange tilskuere.
Fra omkring 1920 begyndte motorbrandsprøjter og motorkøretøjer at dukke op, brandstationer blev opført, hvorfra brandfolk og slukningskøretøjer hurtigt kunne rykke ud og nå frem til brandstedet. Fabrikken Kramper og Jørgensen i Horsens var en af de danske fabrikker som tidligt lavede brandbiler. En anden dansk motorbrandsprøjte var af mærket Triangel. Firmaet producerede fra 1918 i Odense såvel sprøjter som stigevogne. Fabrikationen af brandbiler, busser og lastbiler fortsatte i Randers til 1958. Adskillige af de flotte gamle brandbiler er havnet i brandmuseer, bl.a. i Gentofte, Nykøbing Falster, Odsherred og rundt omkring i landet, men de kræver plads og entusiasme. Vejle bys gamle og velholdte brandbiler er blevet hjemløse. Vejle Museum har sagt nej tak, for man har ikke plads. Forhåbentlig har man fundet et hjemsted til sprøjterne.
Brandstigevogn af mærket Gideon fra Horsens i Brandvæsenets Museum i Gentofte
De gamle håndbrandsprøjter stod længe i deres sprøjtehuse i landsbyerne, ja mange helt til vor tid. Af veneration for det gamle fællesskab fik de lov at stå. Men i de senere år har ”udviklingen” fjernet mange sprøjtehuse og sprøjter. Nogle få steder er det dog gået den anden vej. I landsbyen Træden ved Horsens købte en mand den gamle sprøjte, istandsatte den og dannede Træden Sprøjtelaug, ”som modtræk til centralisering med tab af nært og godt naboskab som de helt sikre ofre”. Den gamle sprøjte blev et redskab til selv at påvirke udviklingen og styrke fællesskabet. Lauget har opført et nyt sprøjtehus og sprøjten er symbol på det nye landsbyfællesskab. Med et fungerende fællesskab kan meget lade sig gøre.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 12. august 2025]
