Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fredericia Politis Historie 1650–2008

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 210

Af Erik Ingemann Sørensen

Lovens lange arm

Umiddelbart kan årstallene i titlen forekomme mærkværdige. For hvorfor skrive en bog om 358 års historie. 2010 havde vel været bedre. Men forklaringen er såmænd ganske logisk. Ved politireformen i 2008 blev Fredericia Politi nedlagt som selvstændig enhed og erstattet af samarbejdet i Østjyllands politi. Fredericias pensionerede politikommissær, Sten Jørgensen, der tidligere havde skrevet om byens politi, har her beskrevet fæstningsbyens ordenshåndhævere fra den første start frem til afslutningen.

Det kan forekomme at være snæver lokalhistorie – men læseren vil hurtigt opdage, at den gamle politimand får fortalt mikrohistorie, der rækker langt uden for byens volde. Og med sin minutiøse gennemgang af aviser og døgnrapporter leverer Sten Jørgensen også et stykke byhistorie set fra en ganske speciel synsvinkel. Her oplever man virkelig, hvordan den regulerede købstad sprænger alle rammer – fysisk og adfærdsmæssigt.

For en gammel fæstningsdreng er det utrolig spændende læsning. For der er tale om et ridt gennem en lang række af de begivenheder, der satte sit præg på dagligdagen. Begivenheder der blev talt om hjemme i stuen – også dem, hvor dørene blev lukket for de små sarte børneører. Det var jo heller ikke altid lige let for et barn at holde tingene adskilt. Selv om det var flere år forinden, så kom Kældernæsmorderen til at spille en rolle. De voksne havde talt om det i en eller anden sammenhæng. Vi andre hørte det som ”kælderhals-morderen”. Så der blev gået langt uden om byens grumme kælderhalse. Man kunne jo aldrig vide.

Bogen starter omkring midten af 1600-tallet, da nattevægterne holdt øje med udskejelserne. Vi skal faktisk helt frem til 1811 før man finder politiuniformerne.  Men så kom de da også, så man kunne se, hvem der var hvem. Og der var jo rigeligt at se til i en købstad eller stabelstad, som Fredericia takket havnen jo var. På et tidspunkt har de ”selverhvervende kvinder” udgjort ikke så lidt af et problem: ”Stor Uskik til Fordærvelse for den mandlige Ungdom, Forførelse og Forargelse”, hedder det i en borgmesterskrivelse. Efterkom de ikke reglerne, ja så blev de ganske enkelt smidt ud af byen.

I 1877 er der 2 dagbetjente og 5 natbetjente i byen. Det siger jo lidt. At man ikke skulle forsøge at ”lave noget forkert”, er overbetjent Meng et fint eksempel på. Han var veteran fra begge de slesvigske krige. Det gav – sammen med hans store korpus – stor respekt. 1915 er året, hvor kvinderne fik stemmeret. Og det er også året, hvor Fredericia fik sin første kvindelige politibetjent. Det kunne en kvinde tilsyneladende kun være, hvis hun var ugift. Så der smuttede et par stykker i starten.

Et af bogens særdeles spændende kapitler omhandler besættelsen, der på mange måder satte sit præg på byen. I øvrigt den eneste hvorfra man den 9. april 1940 sendte telegram til udlandet om, at Danmark var blevet besat. Her beskrives både sabotage og schalburgtage – sidstnævnte udført af den uhyggelige Peter-gruppe.  Den 19. september 1944 var også dramatisk i Fredericia – den resulterede blandt andet i en generalstrejke. Også den forfærdende henrettelse af Just Petersens sabotagegruppe så sent som den 19. april 1945 omtales.

Befrielsesdagene har deres særlige afsnit – ganske glimrende fortalt. Men her kommer forfatteren desværre i konflikt med historien. Sten Jørgensen beretter, at politiet var klar med det samme – og at man gik i gang med arrestationerne. Sådan forholdt det sig ikke i virkeligheden. Politiet var først tilbage den 13. maj. Og ingen blev arresteret. Derimod interneret. En arrestation havde medført, at man skulle stilles for en dommer inden for 24 timer. Og med det pres, der ville komme på domstolene, havde modstandsbevægelsen klogelig sikret sig, at folk blev interneret. Derfor bøjede man den anden vej rundt.

Forfatteren har i nyere tid valgt at gå frem år efter år og her omtale det enkelte års særlige begivenheder. Det giver læseren et fint indblik i, hvad der kunne være med til at præge dagligdagen i Fredericia. Og hos læseren fremkalder det mangt et genkendende nik. Et ”nå – ja, det er da også rigtigt”. Som da en ung mand smed en sten ned på taget af en politibil. Da han kom for retten, var min klasse inde for at overvære et retsmøde. Det var netop det, hvor den unge mand blev dømt. Han blev ligbleg, da han så vores lærer. Han var en af hans gamle elever. Og den dømtes far var et af de fineste og mest musikalske mennesker, jeg har kendt. Vi vidste godt, hvad det var med hans ene søn. Hvorefter vi holdt endnu mere af ham.

Jeg tager det med for at understrege, hvor langt den lokalhistoriske fortælling egentlig strækker sig. For en, der længes utrolig meget efter sin barne- og ungdomsby, er det jo en guldgrube at dykke ned i den genfortalte lokalhistorie fra nyere tid. Og da især, når den som her er så godt fortalt både i tekst og billeder.

For den læser, der ikke er så heldig at være ægte fæstningsdreng, er her masser af stof, der belyser udviklingen i en alt andet end kedelig provinsby. Det er fint set af Lokalhistorisk Forening for Fredericia og Omegn, at denne fortælling skal ud. For det er også en national fortælling. Stor tak for det

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De gamle huse - Frilandsmuseet i Maribo
Bondegårde i Skast Herred 1636-1760
Christian 4. som kanonstøber