Menu
Forrige artikel Næste artikel

Næstved Museum 1917-2017

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 618

 

Af Per Ole Schovsbo, arkæolog, dr.phil., museumskonsulent

Palle Birk Hansen, har begået et værk om Næstved Museum, hvis leder han har været i 34 år fra 1978 til sin fratrædelse i 2012, næsten samtidigt med at museet fusionerede med museerne i Køge og Vordingborg for at danne Museum Sydøstdanmark.

Bogen beskriver museets liv og levn fra begyndelsen til enden og er noget så sjældent som et aldeles fuldstændigt portræt af et museums faglige virksomhed, bestyrelser, direktion og personale i hele dets 95 årige levetid. De sidste fem år hører til Museum Sydøstdanmark.    

Ideen om et museum i Næstved går tilbage til omkring 1900, hvor flere havde indlæg i Næstved Tidende om et museum i et af de fine gamle huse fra middelalderen og renæssancen, der ville kunne rumme oldsager og andre gamle ting, så skolebørn kunne lære om Danmarks tidlige historie og fortælle tilrejsende om Næstved og anvise udflugter til omegnen. Man stiftede derfor i 1914 Næstved og Omegns Turist- og Forskønnelsesforening, der tog fat på museumsplanerne og stiftede ”Museet for Næstved og Omegn” den 29. marts 1917. Kommunelærer H.O. Borre blev ulønnet leder af museet og boghandler E.L. Demuth blev formand for museumsforeningen. De indledte straks indsamlingen af museumsgenstande (gaver og indlån), der allerede samme år udstilledes i Industribygningen i Næstved. Men et museum er andet end indsamling og udstilling, det skal også undersøge, forske og bevare – og med de beskedne lokale tilskud nåede man først et niveau for museet, der kunne statsgodkendes i 1930. Med museets anden leder (1949-1978) lektor ved Næstved Gymnasium Fritz George Michelsen fik museet den første historiker som ulønnet inspektør, mens den tredje og sidste (1978-2012), arkæologen Palle Brik Hansen, blev ansat som fuldtids inspektør med løn. I denne periode udførte museet og dets efterhånden talstærke personale og kreds af frivillige en betydelig arkæologisk og kulturhistorisk virksomhed, der satte Næstved ind i det amtslige og nationale samarbejde. De vigtigste opgaver blev udforskningen og formidlingen af middelalderens købstadskultur, omegnens arkæologi og nyere tid, Kähler-dynastiets keramik og Holmegaard Glasværks legendariske produktion. Man fik revideret de kulturhistoriske udstillinger i det middelalderlige Helligåndshus i Ringstedgade, som museet overtog efter restaureringens afslutning i 1927. De middelalderlige boder ved Peders Kirke blev efter restaureringen overdraget i tre etaper (1969, 1979 og 1984) og kom til at huse museets samlinger af kunsthåndværk. De rummer nu fine keramik- og glasudstillinger samt et fornemt foredragslokale, der også benyttes som særudstillingslokale.

Problemerne med dårlige og trange magasiner har fulgt Næstved Museum gennem årene og blev næsten løst i 1991 med overdragelsen af store lokaler i den tidligere amtslige institution på Tommerupvej. Bevaringen af museets mange genstande krævede også en form for stabilisering, der med konservator Karen Urths ansættelse i 1984 ved Næstved Museum tog et syvmileskridt fremad. 1998 blev Karen Urth leder af det nyoprettede Storstrøms Amts Konserveringsværksted, der ved amtets nedlæggelse i 2007 blev til Bevaringscenter Næstved – Kunst og Kultur, og det indgik i 2016 i Bevaring Sjælland, samtidigt med at Karen Urth gik på pension.

At nævne blot en repræsentativ del af museets faglige virksomhed og faglitterære produktion vil sprænge alle rammer. Palle Birk Hansen har samlet vigtigere resultater i ni punkter, som næsten testamentarisk vil kunne overdrages til mulige efterfølgere. For anmelderen, der kender de jyske forhold, er det samlede indtryk, at Næstved ligesom andre sjællandske købstæder har haft svært ved at administrere sin egen kulturarv og give museet de muligheder, som bestyrelserne, lederne og de frivillige gennem tiderne har fortjent. Fra 1917 til 1930 fik museet – næsten på trods – sit borgerskab, fra 1930-1978 fik museet faglig anerkendelse, men først med Palle Birk Hansens ansættelse i 1978 fik museet samme muligheder som øvrige kulturhistoriske museer i danske købstæder og kunne udfolde sin faglighed til gavn for byen, amtet og nationen. Men som nævnt blev museet i 2012 en del af Museum Sydøstdanmark, og samlingerne, det videnskabelige arbejde og den kulturhistoriske formidling er dermed (igen) ude af syne af museumsforeningen, de frivillige og lokalområdet. Er der fortsat en kulturhistorisk betjening af Næstved og Omegn, der samler genstande og hukommelse og bevarer byens og omegnens historiske identitet?

Men tilbage til bogen, hvis disposition formentlig følger museets arkiv- og journalplan: organisatoriske forhold som første afsnit efterfulgt af personaleforhold, lokaleforhold, faglige undersøgelser, kunst og kunsthåndværk, tekniske forhold, der afsluttes med den herlige gruppe diverse, det eftertænksomme efterord og en smal litteraturliste. Palle Birk Hansen er meget grundig og skriver hellere tingene to gange, så læseren fatter pointen. Men anmelderen mener, at der er grænser for detaljeringsgraden. Fx er det ikke så vigtigt at vide, at den første leder af museet betalte 646 kr. i skat i 1929-30, mens hans husholder kun betalte 11 kr. Derimod er afsnittet om personaleforhold og faglige undersøgelser utroligt spændende og underholdende. Det er tydeligt, at Næstved Museum har været en god arbejdsplads for både ansatte og frivillige.

Bogens layout er suverænt udført og Jens Olsens fotografier er som altid fremragende – bogen er gennemarbejdet og helt sikkert uden trykfejl. Og så kan Palle Birk Hansen bare skrive -   

historie-online.dk, den 26. april 2017 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hugo Matthiesens Ebeltoft
Købtadens metamorfose
Bornholm – Danmarks ferieø