Menu
Forrige artikel Næste artikel

Skurke og helte i Sønderjyllands historie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 146

Af Erik Ingemann Sørensen

Torden i syd

Nyt fornemt udspil fra Historisk Samfund for Sønderjylland tager fat på skurke og helte og  de myter, der er omkring dem.

Det buldrer og brager i syd. Men hvor det før var kanonerne, så er det nu fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Igen og igen udsender de den ene fornemme publikation efter den anden. Denne gang er det ”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” – en medrivende skildring og vurdering af 20 personer i et spand på 1.000 år. Fra medio 900 til medio 1900. Fra dronning Thyra til Søren Telling. Fra Dannevirke til Dannevirke.

Redaktørerne, Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, Museum Sønderjylland, har undgået en entydig definition af helt og skurk. I stedet har man fundet en række historiske personer, der har fået påhæftet en af ”titlerne”. De tages ”op til kærlig, men kritisk behandling..” En klog disposition, for det er yderst sjældent, man kan portrættere disse mennesker enten i sort eller i hvidt. Med denne gode tilgang kommer de 20 personer (7 kvinder og 13 mænd) gennem yderst grundige vurderinger, der får læseren til at tøve en ekstra gang, når en person skal have påhæftet en række adjektiver.

Barndommens store dame, Thyra Danebod, slipper ikke helskindet efter en tur i den kritiske optik. Grundtvig, Fabricius og ikke mindst Lorenz Frølich fik hende helt op på piedestalen. Til gengæld får dendrokronologien pillet hende godt og grundigt ned igen. Heltinden er et par århundrede yngre end selve volden. Men som Inge Adriansen fint anfører: ”Historien om Thyra som nationens redningskvinde holder ikke vand, men det betyder ikke, at den har været uden værdi.” Man skal ikke forklejne mytens værdi i den folkelige bevidsthed.

Portrætterne falder i tre tidsperioder. Frem til enevælden er der seks, hvoraf halvdelen er kvinder. 1800-tallet med de slesvigske krige har to, Prinsen af Nør og genereal de Meza. De sidste ni er hentet i 1900 tallet og fordelt på fire kvinder og fem mænd. Det må siges at være ganske godt hentet. Nogle lyste døgnet rundt – andre bedst om natten. Mørkets fyrster er naturligvis blandt andet repræsenteret af Frits Clausen, en person som ”rummede flere paradokser end de fleste”, konkluderer Inge Adriansen og René Rasmussen – og placerer ham med et elegant tvist forholdsvis præcist: ”På det private plan var han en fredsommelig person og god familiefar og en værdsat, socialt bevidst landlæge. Men det betød mindre, når han på det politiske plan fremtrådte som en aggressiv, højtråbende nazifører, der uden vaklen støttede et forbryderisk regime, udviste foragt for folkestyret og havde til hensigt at overtage regeringsmagten.” Målt med demokratiets vægtlodder falder han med et brag.

Var der noget komisk ved den trinde ”fører”, forholder det sig helt anderledes med en anden nazist, Gustav Alfred Jepsen. ”Tilhørende det tyske mindretal var han et let offer for nazismens trommehvirvler”. Det resulterede i, at han i 1941 søgte om optagelse i SS. Han kom ind, men en hjertefejl gjorde ham uskikket til krigstjeneste. I stedet kom han til at fungere som vagt i Kz-lejrene. Og herfra var vejen til krigsforbrydelser ikke lang. Jepsen deltager i massakren på 52 krigsfanger i Lüneburg. Efter krigen fik han den traditionelle danske straf på fire års fængsel og blev indsat i Fårhuslejren. Men War Crimes Commission fik sporet ham, og han blev udleveret til englænderne, der fandt frem til endnu flere af hans bestialske forbrydelser. Han blev hængt i 1947. Dennis Larsens artikel bygger på hans fremragende bog ”Fortrængt grusomhed” fra 2010 – en bog der afslører, at et bestialsk sind også trivedes i i Danmark.

Nogle af bogens mest spændende og udfordrende artikler omhandler de to hertuger, Knud Lavard og Abel. Sidstnævnte nåede også kongeværdigheden. Førstnævnte hørte også til blandt barndommens helte. En helt der fik ekstra kolorit, da Skovsen og Ingemann i 1971 skrev visen: ”Herfra hvor vi står”. Stefan Pajung får i den grad bragt nuancerne ind i billedet. Meget tyder således på, at ”han var på vej til at blive en alt for magtfuld person”. Måske kunne han opfattes som værende alt for tæt på de tyske fyrster, så tæt at han ganske enkelt måtte ryddes af vejen. (Jeg tror, det var Palle Lauring, der engang karakteriserede det som Danmarkshistoriens politisk mest fornuftige mord.)

Modsat har Abel altid stået som en skurk af de mest skurkagtige. ”Abel af navn, Kain af gavn”, anfører Stefan Pajung i overskriften til sin holmgang med hovedpersonen. Han beskriver ham som ”en grum karl” – ”Betegnelsen brodermorder klæber til ham som fluepapir – en skurk forbliver han”. Man kunne måske trække den lidt længere. For det er ved Abels død, der kommer et dramatisk brud i kongerækken – set fra Abelslægtens side. Abels søn sad fængslet, hvorefter Abels bror Christoffer kunne overtage kronen. Vi har en periode på 36 år, hvor fire danske konger mister livet på yderst dramatisk vis. En mister hovedet, en spiddes med pæl, så han ikke kan gå igen efter at være blevet dræbt, en dør efter indtagelse af altervin – og sidst er det Erik Klipping, der myrdes og indebrændes. Hvem der reelt stod bag mordet i Finderup Lade er aldrig blevet afdækket. Det kunne jo være spændende, om der var en, der satte sig for at se nærmere på Abels dronning, Mechtilde. Hun er i alle fald denne anmelders ubetinget største skurk. En slibrig og intrigant finke.

Bogen igennem myldrer det med fascinerende skæbner – og det uanset om de er helte eller skurke. Eller begge dele på samme tid. Den kullede greve, Margrethe den Første, Hans Schack og Frederik af Nør – prins og landsforræder. Det ene fint gennemspillede portræt efter det andet. Men ét navn vil for altid være tæt knyttet til de sønderjyske sår: General de Meza. Inge Adriansen og Jens Ole Christensen placerer ham da også præcist med bemærkningen: ”Fra helt til syndebuk og skurk”.

En dundrende dygtig officer under borgerkrigen, hvor han spillede en afgørende rolle både under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 og slaget ved Isted 25. juli 1850. En folkehelt. Mellem de to krige er han blandt andet leder af den gruppe, der skal undersøge det danske flankeforsvar. Så han kendte Dannevirkes svagheder mere end andre. Alligevel er stillingen ikke klar, da krigen bryder ud i 1864. Her bliver de Meza i en alder af 71 udnævnt til chef for hele den mobiliserede hær. Excentriker og  på flere måder aldeles mærkelig. Men det er ham, der tegner tilbagetrækningen til Dybbøl, hvor Dannevirke efterlades. Danmark eksploderede i vrede, sorg, uforståenhed. Og man ønskede stort set helten fra borgerkrigen hængt i den nærmeste lygtepæl. Men forfatterne tvister problemstillingen: helt eller skurk.

De stiller spørgsmålet: Hvordan kunne man overhovedet komme i den totalt umulige og håbløs situation ved Dannevirke? Hvordan kunne man i den grad overse behovet for modernisering – behovet for forstærkning? Her peger pilen godt og grundigt på de Meza. Han får drysset lidt helteglans over sig. Hvis han vel at mærke – på trods af viden om reaktionerne – besluttede sig for at opgive Dannevirkestillingen. Men let er den ikke. Og man strides fortsat i militære kredse om problemstillingen. Hvad nu hvis han var blevet stående med hæren – havde ladet op mod 30.000 soldater slagte? (Det er Monrads udsagn) Ville han så være helt eller skurk? Det er og bliver kontrafaktisk – men djævelsk spændende at blive præsenteret for i endnu en version. Der er kun én skriftlig kilde gengivet i bogen. Det er ”Krigsministeriets instruks til general de Meza den 13. januar 1864”. Fornemt at bringe den, så læseren får mulighed for selv at forsøge at dekode de forventninger, der stilles til de Meza.

Som nævnt indledningsvis kommer der det ene kvalitetsværk efter det andet fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Her så i samarbejde med Museum Sønderjylland. Og det er ikke kun tekstdelen, der er af høj kvalitet. Det gør sig sandelig også gældende for bogens layout, som grafikeren Finn Petersen har stået for. Flot boghåndværk er det.

”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” er et herligt bidrag til den landsdelshistorie, der har sat og stadig sætter så markant et aftryk på hele den nationale historie. Der er al mulig grund til, at de slesvigske løver knurrer af tilfredshed. Og i forventning om næste udspil fra syd. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historiske årbøger: En ganske kort oversigt
Fem Fyrsteslotte
Tyrannisk, men uundværlig