Menu
Forrige artikel Næste artikel

Miraklernes tid

Kategori: Bøger
Visninger: 811

Af Steen Ivan Hansen cand. mag.

Endnu et pletskud fra Københavns Stadsarkiv, proklamerer forlaget i forbindelse med udgivelsen af den årlige publikation af Historiske Meddelelser om København, Miraklernes tid. Og det er der absolut noget om. Bogen omfatter syv mindre artikler af seks forfattere i en bogmæssig kvalitet, som ganske vist langt fra kan måle sig med udgivelser som f.eks. Hanne Fabricius` bøger om ”Gader og mennesker” i København, men som har en høj, faglig kvalitet.

Miraklernes tid beskriver, som undertitlen oplyser, 1700-tallets København. Hovedsageligt sættes fokus på de allerlaveste samfundslag, tiggere, forbrydere og prostituerede, og det er barsk læsning. Peter Wessel Hansen dokumenterer, at danskerne indtil langt op i 1700-tallet var præget af en katolsk og dermed middelalderlig opfattelse af tiggerbegrebet. Ved at give til de fattige forøgede man sin egen mulighed for evig salighed. At give til de fattige var ensbetydende med at give til Kristus, og for at være sikker på, at dette blev hørt, var det den fattige almisse-modtagers opgave at gå i forbøn for giveren. Noget for noget.

Efterhånden præges tankegangen dog mere og mere af en skelnen mellem værdige og uværdige tiggere. Alle fattige, der i virkeligheden godt kan arbejde, er uværdige, uanset hvilke problemer de så ellers måtte have.

Under overskriften Op til Zions Glædesskare, behandler Morten Fink-Jensen henrettelser i Christian 7.s København. Her er den skæbne, Struensee fik, ganske vist ret indgående behandlet, men de fleste af de øvrige, bestialske henrettelser overgik mennesker fra de lavere sociale lag. Men det er relevant at inddrage Struensee/Brandt, da sagen er så veldokumenteret.

Rystende læsning hele vejen igennem – naturligvis – men den vinkel, Fink-Jensen anlægger, er for mig ny viden , nemlig kirkens nærmest hykleriske holdning til henrettelserne. Præsterne stod ved huggeblokken og havde pligt til at nå at omvende synderen, inden det kom så langt. En hel del forbrydere har nok ladet sig omvende på skrømt, som også Struensee muligvis gjorde det. 

Under titlen Decorum  og commoditè, beskæftiger Thomas Lyngby sig med 1700-tallets fornemme boliger i København. Ifølge noterne bygger artiklen på hans ph.d.-afhandling fra 2006, og det er tilsyneladende en afhandling, som det ville være værd at læse. I forhold til mange andre udgivelser om palæer og herskabshuse går Lyngby lige et spadestik dybere.

Det drejer sig om rang, og det drejer sig om at vise, hvilken rang man har. Komforten må vige for bekvemmeligheden, og bekvemmeligheden betyder her: hvad der passer sig i henhold til den rang, man har opnået. 1700-tallet er tiden for de store paraderum. Kun helt privat, i sin lukkede have, kunne man tillade sig at vandre rundt i slåbrok. Artiklen sætter det virkelig i relief, hvor meget vægt man i enevældens tid lagde på overflade. En illustration af en parykklædt herre har følgende billedtekst: ”Sirlig adfærd. Det var af yderste vigtighed at vide, hvordan man gebærdede sig i den fine verden. Det var strengt nødvendigt at kunne beherske sin krop og stille sig kunstfærdigt an på en ubesværet og elegant måde.”

Man kan næsten ikke lade være at gruble lidt over: hvor langt er vi egentlig kommet på det punkt i dag. Status og skabagtighed, modeluner og pyntesyge er differently the same.

Jeg har i denne anmeldelse forbigået et par indlæg, men hele bogen er læseværdig og tankevækkende. Skriftserien har i øvrigt 100 år på bagen. Kan i høj grad anbefales.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sociale relationer i en brydningstid
Landsbyliv
Hvor tæt kan man komme?