Menu
Forrige artikel

De sidste drømmere

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 628

 

Af Ida Munk

Bogen falder i fem dele: en prolog og epilog; afsnittet ’Et meget langt 68’, der sætter festivalen ind i samfundshistorisk perspektiv; afsnittet ’Festivalens rum’, der anskuer vilkår og stemning inden for festival-hegnet og ikke mindst samspillet med normalsamfundets agenter; det tredje afsnit ’Musikken’. Dette tager musikken og scenernes udviklingsforløb under en behandling, der også inkluderer ligestillingen som den har udfoldet sig i løbet af de 50 år på Dyrskuepladsen.

Forfatterens ståsted i forhold til festivalen og de mangfoldige artikler, bøger og universitetsafhandlinger lægges klart frem: ”Som musikanmelder og kulturjournalist har jeg selv deltaget i den kritiske dækning af festivalen.” (s 35). ” Jeg skriver med en grundlæggende sympati for festivalen og den venstreorienterede modkultur, den har rødder i. Jeg er hverken mere eller mindre involveret i Roskilde Festival end så mange andre danskere.” (s. 39).

Anna Ullman er kritiker, journalist og kommentator på Weekendavisen med særlig interesse for kulturanalyse og brudfladerne mellem kunst, pop og politik. Hun peger på yderpolerne i det mangfoldige materiale om festivalen som henh. reportager, hvor skribenten skriver direkte fra mylderet et sted midt på pladsen og universitetsforskernes afhandlinger. Selv skriver hun: ” ..fra et sted i yderkanten af festivalen. Måske på trinbrættet, som er den grænseovergang, hvor festivalen og omverden mødes. Der, hvor man renvasket og civiliseret stiger af særtoget, efterlader normalsamfundet bag sig, og både sanseovervældet og forventningsfuld står til ansigt  til ansigt med Camping Wests kaotiske barakby ….” (s. 39). Dette citat giver en prøve på den meget velskrevne, indsigtsfulde og finurlige skrivestil, der med overblik bevæger sig utvungent ned i detaljen og ud i perspektivet.

Forfatteren afslutter prologen med følgende programerklæring: ”Det er den komplekse vekselvirkning mellem tilpasning og omvæltning, jeg vil forsøge at placere festivalen i. Denne balanceakt er den ledetråd – en orange tråd, om man vil – som jeg i punktnedslag vil forfølge igennem det halve århundrede…. (det) fører os ud på en snørklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed og ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fællesskab og individualisme.” (s. 41.)

Bogens titel ’De sidste drømmere’ er …. Den mangeårige leder, Leif Skovs karakteristik af festivalen i 1992, hvor samtiden i årtiet forinden havde oplevet en verden i forandring siden 68’, der medførte, at det politiske oprør blev afkoblet fra det kulturelle på festivalen. Betydningen af perioden efter 68 for festivalen ,politisk og økonomisk, og forandringerne gennem de følgende tiår frem til 2020 behandles forbilledligt. Der peges bl.a. på, hvorledes festivalen i 2018 blev set af borgerlige politikere: Daværende kulturminister Mette Bock så festivalen som et ’ikon’. I 2016 nominerede kulturminister Bertel Haarder festivalen til kulturkanon’en; altså var festivalen nu et udtryk for danske værdier. Men  tilbage i 1973 truede folketingsmedlemmet Inge Krogh, Kristelig Folkeparti, med at fremsætte et lovforslag med et forbud mod festivalen. (s. 66)

Bogen udreder, hvorledes festivalens vækst i antal deltagere og økonomi gennem årene hænger nøje sammen med det omgivende normalsamfund. Der deltager 130.000, men ikke mindst 30.000 frivillige. Det er foreningsdanskerne, privatpersoner og lokale købmænd, der støtter sagen, som genererer et overskud til de deltagende foreninger og kommercielle partnere på 32,6 mio. kr. i 2018  og 19,2 mio.kr. til velgørende formål. Vejen frem til denne succes forklares som ”…velvilje, frivillighedsengagement, profitinteresser og motivation for at støtte en god sag fra foreningsdanskere, slipsedyr, skrankepaver og lokale købmænd… (uden dem)… havde festivalen næppe overlevet i et halvt århundrede.” ( s. 125). Den balancegang mellem de umiddelbart modstridende interesser, der holder festivalen oppe og bærer frem til dens succes, gennemgås omhyggeligt og fængende.

Musikken behandles i bogens sidste afsnit. Her fremstilles de brydninger, der resulterer i programudviklingen groft sagt fra beat, folkerock og folkemusik til også at omfatte elektronisk musik og pop. Rocken vurderes at have mistet ”sin dominerende position og er kommet i undertal. … de samme navne trækker et stadig mindre publikum”, dokumenteres det (s. 275).

Publikumssammensætningen ændres også – nu holder teenagerne deres indtog. På scenen bliver man nu opmærksom på, at andelen af kvinder er urimelig lav, hvilket betyder, at der omsider, men først i 2018 tages hånd om dette. Også denne problemstilling sætter bogen fint i perspektiv.

Bogen annonceres i pressen af forlaget Gad som ”Den ultimative bog om Roskilde Festival gennem 50 år og det aftryk den har sat på dansk kulturliv”. Det er store ord, men det er en bragende god og fint udstyret bog, der gennem festivalens prisme belyser samfunds- og musikudviklingen.

[Historie-online.dk, den 4. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historien om The Band – Wheels on Fire
Danske film og filmfolk
Rock’n’roll – musik eller galskab?