Erik den Røde - bd. 2 - Ploven og sangen
Menu
Forrige artikel

Erik den Røde - bd. 2 - Ploven og sangen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 372

Af Karsten Gabrielsen, arkivar, Bevarings- og Kassationsafdelingen, Rigsarkivet

I foråret udkom det første bind af Preben Mørkbaks roman om Erik den Røde med undertitlen Skibet og Sværdet, og nu er det andet og afsluttende bind, Ploven og Sangen netop udkommet.

Hvor første bind omhandlede Eriks ungdom på Island og hans udfærd til Norge og de britiske øer frem til mødet med Tjodhild, beskæftiger det andet bind sig med Eriks forsøg på at nedsætte sig på Island, og da dette efter flere forsøg mislykkes, med hans opdagelse og bosættelse af Grønland, og med hans liv her.

I forhold til første bind bliver fortællingen i dette bind bredere; det store persongalleri er nu præsenteret og kan udnyttes til at give historien mere indhold. Der kan males med bredere pensel, når det islandske samfund skal beskrives og når miljøet, som fortællingen foregår i, skal udtrykkes i dialog. Men det er over alle 480 sider Erik og hans forhold til Thor, der er i centrum. Det er Eriks syner i ekstasen, der bliver til sange og beskrivelser, der kan løbe over ganske mange sider, og hvis udtolkning ikke altid er lige klar. Det hjælper, at frillen Katla løbende hjælper Erik til tydninger, men det bliver ikke til tydelige tråde i fortællingen – vi skal meget langt ind i andet bind, før en tolkning af ploven, sværdet og sangen som de tre friller, der afspejler forskellige sider af Erik, bliver lagt ind i historien – og da nærmest som en løs oplysning, som i fortællingen kun tjener til at gøre det klart, hvorfor Tjodhild kun kortvarigt bliver mere end en silhuet i fortællingen; både hun og sønnen Leif glider nærmest ud, da de erklærer sig kristne.

Det er fortællingen om Erik den Røde, set gennem Erik den Rødes øjne, vi bliver præsenteret for. Det er slægtens ære og det gode forhold til Thor, der er drivkræfterne i hans liv og i fortællingen. Selv det store persongalleri bliver kun i få tilfælde til mere end stereotyper: Goderne er alle rænkefulde, rovgriske og indelukkede – og Leif den Lykkelige kommer efter sin overgang til kristendommen til at få samme etiket hæftet på sig.

Der er megen handling og action i denne store roman (i alt 392+480 sider). Og der er trykket på alle knapper og plukket i alle kilder. Forfatterens sprog er meget malende – ikke mindst lydmalende, selv om dette er mindre udpræget i andet bind, der som sagt også i sit anlæg får mere bredde og tyngde – og tillempninger af såvel oldnordisk digterisk tale som Frans G. Bengtsson fornemmes undervejs. Det kan give gode linier og ordsammensætninger, men rummer også muligheden for hyppige stilbrud. Det, der driver fortællingen igennem og gør at man bliver hængende ved den trods irritationsmomenterne, er forfatterens enorme lyst til at fortælle sit stof og kæmpe for sin helt i alle de tilskikkelser, han bringer ham ud i.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Rejse uden ende – en roman om Raoul Wallenberg
På Djævelens tilskyndelse
Mødrene Arv