Hildegard
Af Elisabeth Windmüller, cand.mag.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog om Hildegard af Bingen (1098-1179) er ikke en biografi, skønt den bygger på indgående og seriøs research. Selv kalder forfatteren bogen for en litterær fantasi og understreger at hun ikke har haft intentioner om at skrive en egentlig biografi om den tyske benediktinernonne. Bogen fremtræder da også som en helstøbt roman, som giver et troværdigt billede af Hildegards liv fra hun bliver født og indtil hun er en midaldrende kvinde i 1148.
Jeg er virkelig positivt overrasket over bogen, forstået på den måde, at mange forfattere som skriver historiske romaner, forfalder til alenlange beskrivelser af tidstypiske håndværk, spisevaner etc., hvilket ofte bare er sidespring i forhold til historien. Men Marstrand-Jørgensen skriver elegant og falder stort set ikke i den grøft; i hendes bog er miljøet hos Hildegards forældre i Bermersheim og senere på klostret i Disibodenberg beskrevet med en selvfølgelighed, som fint føjer sig ind i historien og romanens fortællestil.
Som sagt præsenteres vi for Hildegard allerede ved hendes fødsel, og her ses begivenheden og den efterfølgende tid hovedsageligt fra hendes mors, Mechthilds synsvinkel. Hildegard fødes ind i en adelig familie som den yngste af ti søskende, hvoraf to (tvillinger) døde som spæde. Hun beskrives som et lille, svageligt barn, som man igennem hele hendes tidlige barndom tvivler på vil overleve. Men, hun er også et sært barn, som sanser sin omverden på en usædvanlig måde; hun ser ting som andre ikke ser og fornemmer tidligt Det Levende Lys, som følger hende resten af livet. Hendes mor formaner hende om ikke at fortælle andre om de syn, hun får, blandt andet fordi moren hele tiden vakler mellem at tro, at Hildegards gave er guddommelig, eller at det er djævlen, der er på spil. Mechthild er både bekymret over, hvad andre vil tro og hvordan det eventuelt kunne gå ud over Hildegard. Men samtidig med disse bekymringer og tvivl nærer hun en stor ømhed for sin yngste. Hildegards far, Hildebert, har også en særlig svaghed for det skravlede pigebarn, og skønt der sker dramatiske ting omkring hende, og hendes forældre ikke altid har det bedste forhold til hinanden, så vokser Hildegard op med en basal tryghed og kærlighed. Det er nok også disse forhold, der giver Hildegard den styrke til at insistere på at hendes syner og sansninger stammer fra Gud, og som senere i livet hjælper hende frem til den position, hun får i klostret.
Som otteårig sendes Hildegard hjemmefra, hun skal bo hos sin gudmor og dennes datter, den meget fromme Jutta, der skal forberede hende på livet i (munke)klostret i Disibodenberg. Jutta er ret ekstrem i sin fromhed, hun indemures i en celle med kun et par små vinduer åbne til omverdenen, da hun og Hildegard et par år efter flytter ind i klostret. Hildegard lever i et par tilstødende celler sammen med en ældre enke, som flytter med for at sørge for de to piger. I klostret oplever Hildegard strenge perioder med svækkelse og er vidne til Juttas mere og mere ekstreme forsøg på at blive ydmyg overfor Gud. Men, Hildegard formår at holde sin forbindelse til Det Levende Lys åben, og finder også en fortrolig i klostret, den unge munk, Volmar, som bliver Hildegards lærer udi sygepleje og medicin. Men selv i klostret er man bange for Hildegards åbenbaringer, og også her må hun tie stille med hvad hun oplever. Dog mødes hun efterhånden af en modvillig accept fra abbeden, jo ældre hun bliver og jo mere der åbenbares for hende. Og da romanen slutter, er der atten søstre i klostret, som er blevet gevaldigt udbygget ved hjælp af de unge adelskvinders store medgifter.
I bogen fortælles selvfølgelig også om det arbejde, Hildegard er kendt for; musikken og hendes skrifter. I Disibodenberg forfattes hendes første bog, Scivias, her støttes hun af Volmar, og den ultimative anerkendelse af sit arbejde opnår hun ved romanens slutning. Jeg vil ikke afsløre mere her, for det beskrives så fint i bogen, men med denne anerkendelse er der banet vej for Hildegards virke de næste mange år.
Således kan man kalde bogen en klassisk dannelsesroman, som giver et godt bud på, hvordan Hildegard af Bingen opnåede den position, der gav hende mulighed for senere at grundlægge to klostre, Rupertsberg ved Bingen (1150) og Eibingen (1165). Det er også på sine ældre dage hun skriver sine værker om medicin samt endnu et par værker om sine visioner. Men det er en anden historie. En historie som Anne Lise Marstrand-Jørgensen meget gerne må fortælle.
