Klosterbarnet - Slægten, bd. 5
Af Gitte Bergendorff Høstbo
Bog nr. 5 i serien SLÆGTEN udkom i juli måned med titlen Klosterbarnet. Serien SLÆGTEN er en Danmarks-krønike et forsøg på at skildre Danmarks historie fra vikingetiden og frem til det 19 århundrede. SLÆGTEN udkommer fra Aschehougs forlag.
Bogens hovedperson er Cæcilie Dane som selv er opvokset i kloster og som senere igen finder ro i selv samme kloster. Bogen er skrevet af Susanne Clod Pedersen, der er uddannet pianist. Susanne Clod Pedersen er ansat på Musikvidenskabeligt Institut samt i Folkekirken, hun har fire børn og er født i 1967.
Susanne Clod Petersen har tidligere skrevet lærebogen Klaverspil og vikingeromanen Arnulf, efterfulgt af romanen Veulf, men beskriver ikke motivet for disse romaner samt for romanen Klosterbarnet.
Forfatteren nævner på en af de første sider at bogen er tilegnet forfatterens faster Bente Clod, og hun takker sin mand for hans opmuntring og støtte. (Mon ikke det er opmuntring og støtte til at skrive denne bog)
Romanen starter i februar måned år 1292, hvor bogens hovedperson Cæcilie Dane befinder sig som meget ung pige på slægtsgården Daneborg sammen med sin mor Johanne. Cæcilies onkel Janus lever også på gården. Janus er en stor muskuløs mand med mange kræfter, og i en mørk nattetime bevæger han sig ind til Cæcilie og forbryder sig på hende i den mørke kolde borg. Efter flere af disse nattebesøg, hvor Cæcilie modvilligt stritter imod, alt hvad hun kan, lykkes det Janus at gøre hende svanger. Maven vokser og Cæcilie føder en lille søn, som hun kalder Peter. Det virker i bogen som om Janus forsvinder fra Daneborg i de måneder Cæcilie er svanger. Ihvertfald beskrives det, at han muligvis er taget til øen Hjelm, hvor der på den tid blev lavet mønter af de fredløse. Marsk Stig Andersen og de andre fredløse bosatte sig på øen efter mordet på Erik Klipping. Det beskrives her november 1293, at Janus skulle have en finger med i mordet på Marsk Stig Andersen, som blev myrdet i 1293.
Den hårde Johanne føler ingen bedstemor-trang og er bange for sin arv. Hun har selv tilbragt det meste af sit liv i kloster og er stadig ung nok til at kunne få flere børn selv, der kan arve Daneborg. For hun er helt sikker i sin sag, at Cæcilies horeunge skal ikke arve Daneborg, og derfor bortviser hun Cæcilie og Peter.
Johanne har tidligere boet hos nonnerne sammen med Cæcilie, da datteren var nyfødt, så da Cæcilie står uden for Daneborgs porte og ikke ved hverken ud eller ind, bevæger hun sig til Sankt Clara klostret, hvor hun ved, der er lidt tryghed. Selvom nonnerne aldrig selv har været mødre, findes der dog en smule omsorg hos nonnerne, selv om Cæcilie tvivler. Med frygtelige følelser i sin krop efterlader Cæcilie lille Peter hos en nonne i Sankt Clara klostret, i håb om at nonnerne vil sørge godt for ham, til han bliver stor nok til selv at kunne klare sig, for han er jo arvingen til Daneborg.
Cæcilie begiver sig løbende over markerne, til hun kommer forbi en ølstue, hvor hun søger arbejde. Hun beskrives som en ung og smuk kvinde, der har det hele. Arbejdet som øl-pige får hun, men det hører også med til stillingen at fornøje de mange mænd, der besøger kroen. Hun kommer hurtigt til at dele kropsvarme med kroens mange mænd.
En dag bliver det nok for Cæcilie, og hun begiver sig videre, væk fra ølstuen for at finde et mere anstændigt job. På vejen møder hun Morten Madsvend, der bestemmer i køkkenet på Søborg Slot. Morten Madsvend giver Cæcilie syssel i køkkenet på Søborg.
En dag får Søborg fint besøg af kongens riddere, med sig har de to fanger, den ene er selveste ærkebispen fra Lund, Jens Grand. den anden provst Jakob Lange.
I år 1287 bliver den unge Erik Menved indsat som konge efter at havde været under formynderi siden mordet på sin far Erik Klipping. Mange stormænd og gejstlige, også Jens Grand der var ud af den mægtige Hvide-slægt, slutter sig til de fredløse. Selv Erik Menveds egen bror Christoffer.
Jens Grand bliver arresteret i 1294 og ført til Søborg Slot. Ussel ser han ud der på hesten, og Cæcilie får lov til give den stakkels fange lidt vand. Cæcilie får opgaven med at give fangen vand og gammelt brød i fangetårnet. Jens Grand er i en farlig stand og er ved at dø flere gange. Cæcilie trøster og smugler ekstra brød ind til ham i fangetårnet, så han med nød og næppe holder sig i live. Som tiden går, bliver Cæcilies besøg til nært venskab og til sidst kærlighed. Cæcilie har betroet sin fortid om livet på Daneborg og Peter til Jens Grand. Jens Grand derimod havde også fortalt om sin fortid. Om hvordan kongen var efter ham og beskyldte ham for forræderi og for at stjæle kirkens andele.
Danmark var katolsk på denne tid, og det var paven i Rom, der bestemte over de gejstlige i Danmark og kunne derfor pålægge kongen retningslinjer.
Efter at have ligget i lænker på Søborg Slot i halvandet år, havde Jens Grand stadig vilje til ikke at lade sig knække af Erik Menved. Dagene gik, og en dag blev det Cæcilie for meget, og derfor planlægger hun flugten for Jens Grand. Sammen med Morten Madsvend bliver en fil smuglet ind i fangetårnet. Med meget besvær og dramatik får Cæcilie og Morten Madsvend befriet Jens Grand fra tårnet. Tidligt næste morgen rides der med fuldt firspring mod havnen ved Søborg. Her venter en skude, der afgår mod Bornholm og Hammershus og derefter går rejsen mod Rom til Vatikanet
Turen går nu mod Rom på hest. På vejen møder de Pavens udsending Isran, der var sendt mod kongen for at kræve Jens Grand løsladt omgående, men da Jens Grand selv var flygtet, nåede Isran aldrig kongen. Cæcilie følger Jens Grand til Rom som hans frille. Morten Madsvend var sendt til Lund for at bestride en vigtig køkkenmesterstilling.
Efter 7 ugers rejse havde Cæcilie aldrig nogen sinde set en så smuk by. Tårne og gader og fantastiske huse med umådelig rigdom, hendes øjne kunne ikke forestille sig mage. Hos pavehoffet i Lateran-Paladset mødte Jens Grand og Cæcilie kardinalen Marcello. Sagen mellem Jens Grand og den danske konge Erik Menved afprøves i Lateran-Paladset. Roms gejstlige kansler Morten Mogensen havde rejst flere gange mellem Danmark og Rom for at få så mange beviser som muligt om sagen. Det viser sig, at kongen har ”passet” ærkebispens privilegier, men modtaget kirkens skatte for ikke de skulle falde i fjendens hænder, som han beskrev. Kongen har ikke ødelagt noget, kun gennemsøgt al ejendom for beviser for om Jens Grand stod i ledtog med de fredløse, og om han var en af de medskyldige i mordet på Erik Klipping, der var Erik Menveds far. Kirken tvivlede aldrig på Jens Grands ord, ærkebispen fra Lund var jo blevet udnævnt af pave Bonifacus, Guds stedfortræder her på jorden.
Erik Menved dømmes til at genindsætte Jens Grand i hans embede samt betale en erstatning på 40.000 mark (andre kilder siger 49.000 mark). Desuden skulle kongen betale for at svie og smerte for opholdet i Søborg.
Indtil Erik Menved og Jens Grand kunne slutte forlig, skulle kongen bandlyses og hele riget være under interdikt (dvs. der skulle være forbud mod alle kirkelige handlinger i hele landet), hvilket skuffede Jens Grand.
(I middelalderen, hvor kirken havde fuld kontrol med folks religiøsitet, var interdiktet en forfærdende straf. Alene truslen var som regel nok til at få konger, adelige og andre magthavere til at falde til føje, men virkningen fortog sig, efterhånden som gejstligheden i de enkelte lande blev mere loyale overfor statsmagten end overfor paven).
På rejsen mod Danmark var foråret ved at springe ud. I Harzen bryder et uvejr løs, og de må søge ly ved en stor højborg, hos greve Reinmar von der Hohenburg og sønnen Wolfram, der netop havde modtaget sit ridderslag.
Under opholdet i Hohenburg får Cæcilie varme følelser for Wolfram, og hede følelser bliver der nok af i Hohenburg. Hos Jens Grand melder jalousien sig, og forholdet mellem dem bliver aldrig helt det samme igen.
Parret vendte hjem til Hammershus i 1299, og da Erik Menved nægter at betale erstatningen, bliver landet lagt under interdikt, undtaget var Skånelandene og Bornholm. Senere får kongen også magt over Skånelandene.
Dette bliver Jens Grand for meget, og han begiver sig atter med Cæcilie til Rom for at anke. Fortroligheden mellem dem er ved at visne bort, og Cæcilie drømmer om helten fra Hohenborg.
Den 23. februar 1302 kommer der brev fra Rom om den endelige dom. Erstatningen var nu faldet til 10.000 mark, og embedet i Lund havde han mistet. Han var nu blevet flyttet til Riga, hvor han skulle være ærkebisp. Den tidligere ærkebisp fra Riga, var selveste Isran, der nu havde fået Jens Grands stilling i Lund. Jens Grand følte sig forrådt. Jens Grand beskylder nu Cæcilie til at være årsagen til dette embedsbytte. Hendes opførsel i Rom mener han var årsagen til, at paven havde bestemt sig for dette, og derfor jager han Cæcilie fra porten, og atter er Cæcilie alene. (i andre kilder måtte Erik Menved ”krybe til korset” og betale Jens Grand en stor bøde, hvorefter han blev indsat af Paven som ærkebiskop i Riga og fik ikke siden indflydelse i Danmark mere).
Cæcilie søger nu mod St. Clara klostret igen og bliver taget imod med åbne arme, da hun ankommer her igen efter næsten elleve år. Cæcilie får nyheden om, at Johanne (hendes mor) råder over Daneborg med Ivan. Dagene går med messer og bønner, og en dag da døren til moder Birgitta værelse stod åben, og abbeden af Sortebrødre Kloster er på besøg, vil Cæcilie benytte lejligheden i at skrifte. Cæcilie får skriftet og intet er udeladt af hele hendes fortælling. Abbeden lytter og fortæller hende, at hun ikke kan få tilgivelse, medmindre hun gennem hans nærvær og favntag vil modtage hans tilgivelse. Dette nægter Cæcilie og flygter ud af værelset.
En dag i klostret møder Cæcilie to drenge, der er ved at høvle på dørene. Da hun hører den ene nævne den andens navn PETER. Straks får hun øje på en rødblond dreng med fregner. Hun har fundet ham. Cæcilie indgår et venskab med Peter uden at fortælle ham at hun er hans mor.
Efter hjemkomsten til klostret er Cæcilie i læsestuen. Her bliver hun befamlet af Abbeden Laurids fra tidligere, der gerne vil give hende tilgivelse. Men aldrig om nogen mand skal røre Cæcilie mere, og i kampens hede om dyden vælter lysestagen ned. Det lykkes Cæcilie at flygte ud af værelset, imens Abbeden går op i flammer. I flugt med flammerne flygter Cæcilie ud og vil redde Peter, der er på loftet. Hun kalder ham til sig, og han får nu besked på at komme ud. Han sætter sig lidt til modværge, for han skal være færdig med arbejdet, og Cæcilie må nu råbe til ham, at hun er hans MOR. Cæcilie får reddet Peter ud og sig selv, men bliver forbrændt over det meste af kroppen. Niels Møntslager er kommet til klostret og han tager sig af Cæcilies helbred og våger over hende i flere dage. Cæcilie kommer sig men er ikke køn mere, Peter viger ikke fra hendes side. Klostret nedbrændte og Cæcilie bliver flyttet til Hedvigs kirke.
Cæcilie og Peter og Nils Møntslager mener tiden er kommet for at begive sig hjem til Daneborg og vise Peter frem. På Daneborg ankommer følget, og Johanne kommer ud og tager imod Cæcilie og Peter med åbne arme. Hun fortæller, at hun er gift med Ivan og sammen har de fået sønnen Ebbe. Så Peter er ikke enearving til Daneborg mere. Cæcilie er blevet gift med Nils Møntslager, der har fået arbejde i Odense med at slå mønter. Sammen venter de nu barn. Fødslen hører vi ikke noget om, men hun får to børn, Helge og Anna. Ebbe kommer hjem fra Esben Hvides hus og har brækket benet i et slag. Imens bliver Cæcilie og Nils indbudt til at komme til kongens hof på Nyborg Slot. Flot klæder de sig på og møder alle riget stormænd. I salen, hvor kongen er repræsenteret, stiller Nils kongen det forslag, at ved næste møntombytning ved Mikkelsdag (der bliver byttet mønter én gang om året til Mikkelsdag) skal kongen modtage tre mønter, men kun give to igen. På den måde vil landets statskasse komme til at bugne igen og landet undgår fallit.
Turen går nu til Hjelm, hvor Cæcilie for vished om Janus’s død af nogle af øens fiskermænd. Nils finder to lærredssække som han havde gravet ned under sit fangeophold på øen for at sikre sig egen løn. Under ro-turen hjem finder Cæcilie ud af, hvad der er i sækkene og beder ham om at smide dem i havet, da det er tyveri at beholde sækkene med deres værdifulde indhold. Nils nægter og i stedet forsøger Cæcilie at overtale Nils til at give det hele til Skt. Clara klostret, der har behov for ekstra kapital efter branden.
Her slutter bogen, hvor den egentlig godt kunne begynde igen. Midt i spændingen om hvad vælger Nils at gøre med sækkene. Bogen Cæcilie Dane er flot bygget op omkring Danmarks historie i årene 1292 – 1306. Susanne Clod Pedersen fortælling af bogens historiske samtid er utrolig flot opbygget. Hun har så mange historiske detaljer med hele vejen igennem bogen at jeg godt kan forstå nu i bogens slutning, at hun har takkede sin mand for opmuntring og støtte, for der har virkelig ligget, et stort research-arbejde i denne bog. Selv er jeg ikke historiker, så jeg måtte bruge Internettet og hjemmets historiebøger til at kontrollere de mange begivenheder og personer, der fortælles om i bogen som oplagsværk. Det har for mig været meget lærerigt og sjovt, men også megen tidskrævende. Det er første gang jeg har læst en af SLÆGTENS bøger, men ”såmænd” ikke den sidste. Jeg er da spændt på hvordan det går Peter Dane fremover, for ham fortælles der ikke mere om efter hans afrejse til Paris, andet end at han skriver breve hjem. Men det er måske næste bogs titel, ”Kirurgen fra Paris”
Men - for der er et lille men. Bogen præger i den grad af, at forfatteren har et kirkeligt erhverv. Det er næsten for meget at læse de mange henvisninger til biblen og citater og bibelske vendinger og bibelske tanker, der er skrevet hele vejen igennem bogen. Især starten af bogen er tung mht. til dette. Jeg ved at historien foregår i en tid, hvor kirken havde stor magt og kætteri var bandlyst. Men at bruge så stor en flade af bogens papir på dette kan virke en anelse overflødigt. Forfatteren formår, når der sker noget spændende i bogen, at fange én så tid og sted glemmes. Så virker det også som om, at det bibelske kommer lidt i baggrunden, og forfatteren formår alligevel at fortælle en god historie her.
Men alt i alt syntes jeg det var en meget spændende bog, som kan anbefales til alle, der vil havde en god roman fortalt i historiens samtid.
