Menu
Forrige artikel Næste artikel

Udgravning til fundament

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 804

 

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Romanen var skrevet færdig i 1930. Men Stalin kunne ikke lide den. Angiveligt, fordi den skævvred opfattelsen af den kolossale samfundsomvæltning, han to år tidligere havde sat i værk. Med kollektivisering og industrialisering. Først i 1987 blev romanen trykt i Sovjetunionen, og i år - 30 år senere - foreligger den endelig på dansk. Glædeligt, at det lille kvalitetsbevidste forlag Basilisk har vovet pelsen ved at udgive denne bog med ordkunst på højt niveau.

Det er i dag en fastslået og ubestridelig kendsgerning, at der i princippet ikke var forskel på tiden under Lenin og Stalin, hvad angår grusomheder overfor befolkningen. Numerisk var ofrene nok betydelig færre under Lenin, end tilfældet blev i 1930erne. Men den røde og hvide terror praktiseredes allerede under borgerkrigen, hungersnøden i 1921 var barsk, og senere i årtiet ramte blodige repressalier i særdeleshed gejstlige. Glemmes skal heller ikke, at sovjetregimet i efteråret 1922 samlede omkring 300 angiveligt borgerlige elementer og afskibede dem til Tyskland. Uden returbillet. Væsentligst filosoffer og historikere. De havde alle underskrevet en erklæring om, at de ville blive henrettet, såfremt de skulle få den ide at vende tilbage.

Men den unge Sovjetunion var i 1920erne også et sandt laboratorium for eksperimenter på alle livets områder. Kunstneriske, litterære, hverdagsagtige. Alt blev genstand for alskens omvæltninger. Mange nye orienteringer, der havde boblet mere eller mindre legalt i tsarismens sidste årtier, dukkede nu op til overfladen i al slags forklædninger. Futurisme, konstruktivisme, dadaisme. Det var blot nogle af de retninger, som i kølvandet på revolutionen kom til fuld udfoldelse. Båret frem af intellektuelle af enhver slags. Af erklærede kommunister og ikke-kommunister. Partiet var endnu ikke nået til en klar erkendelse af, hvilken konkret politisk platform, det skulle stå på. Tværtimod var partiet præget af heftige såvel politiske som kulturelle debatter om alt muligt. Som for eksempel om, hvordan den revolution, der uventet var dumpet ned i bolsjevikkernes turban i 1917, skulle forvaltes i praksis. Dertil kom bitre personkampe om, hvem der skulle repræsentere partiet efter Lenins alvorlige sygdom i 1922 og ultimativt efter hans død tidligt i 1924.

Alt skulle forandres. Det gamle samfund skulle omstyrtes på alle områder. Til gengæld skulle alt nyt nu prøves af. Alt det, som havde boblet i tsarstyrets sidste årtier. Utopiske litterære værker, science fiktion florerede. Mere end 200 af slagsen så dagens lys i løbet af 1920erne. Nye livsformer med slagord som fri kærlighed, kammeratskabs-ægteskaber, kommuner, kollektiver blev afprøvet. Der var arkitekter, der ville bygge fælleshuse, hvor alt privat var bandlyst. Erstattet af fælleseje til alt inkl. undertøj. Og hvor man sov på fællessale med specielle rum til intim aktivitet. Mennesket var ikke fuldkomment. Derfor skulle det rekonstrueres. Det måtte se sig selv som et råmateriale eller halv-fabrikata, der på basis af socialismens indbyggede optimisme skulle genskabes eller rekonstrueres. Konstruktivisme, futurisme, proletarisk kultur. Det var blot nogle af de overskrifter, der dækkede over et sammensurium af mere eller mindre skøre ideer. Da bevidsthed i bolsjevikkernes optik var formet af omgivelserne, skulle der fokuseres på arkitektur og dokumentarfilm, på fotomontage og plakater, på tøj, møbler og andre dagligdags ting, der kunne influere på menneskets bevidsthed.

Også skolen kom i skudlinjen. Lærer-begrebet skulle erstattes af skole-arbejder. Skolen skulle for alt i verden afspejle livet. Og da det rigtige liv fandtes udenfor skolen, var spørgsmålet naturligvis, om skolen overhovedet var nødvendig. Man talte om at lade den uddø og erstatte den som institution med, at eleverne kom ud på arbejdspladserne for der at lære livets skole at kende. Der eksperimenteredes med mobile boliger, der kunne flyttes derhen, hvor arbejdet fandtes. Men med i billedet hører også, at de skitserede ideer og eksperimenter kun berørte et lille lag af den i forvejen sparsomme bybefolkning. Langt den største del af befolkningen – bønderne – var totalt uberørte.

Men fra slutningen af årtiet blev alt forandret. Stalin havde vundet magtkampen i partiet og var nu Sovjetunionens ubestridte leder. Partiet havde fundet og fastlagt samfundets kurs – økonomisk og kulturelt. På grundlag af en kollektivisering af landbruget skulle landets industrialisering sættes i værk og finansieres. Den analfabetiske bonde skule omdannes til en besiddelsesløs proletar, der kunne læse og skrive. Med fire års skolepligt bag sig var det imidlertid ikke al litteratur, som denne eks-analfabet kunne kapere. Stalins nye store eksperiment var det eneste, der var plads til. Alle andre blev lukket og fordømt. Eksperimentets enorme omkostninger og enorme vanvid kender vi i dag. Samt på mange måder eksperimentets fallit og forbrydelser.

Der er mange paradokser i Andrej Platonov (1899-1951) og hans digterværk. Han var grundlæggende positivt stemt overfor revolutionen og socialismen. Som uddannet elektroingeniør inden for togbranchen var han tiltrukket og beruset af teknologiske fremskridt. Men han var lige så grundlæggende skeptisk overfor de nye magthaveres projekt med at omforme natur og menneske. Frygtede, at resultatet ville blive en livløs maskine uden sjæl. På det punkt har han megen tankegods til fælles med en George Orwell (1984 fra 1949) og en Aldous Huxley (Fagre nye verden fra 1932), selv om de formodentlig ikke har kendt til hinandens produktion.

Platonovs første novellesamling blev godt modtaget, men fra slutningen af 1920erne vakte han Stalins og de politiske myndigheders uvilje. Blev kaldt anarkistisk på grund af sin kulsorte satire over kollektiviseringen af landbruget – ikke en positiv benævnelse i et samfund, der stod foran en så gigantisk samfundsomvæltning. Først fra 1960erne fik Platonov lov til at udkomme igen. I første omgang med en række fortællinger, herunder den filosofiske legende Folket Dzjan i 1964 (dansk udgave 1980 ved Kirsten Andersen og Holger Hermansen) om et ikke nærmere defineret folk i Centralasien og dets møde med sovjetmagten. Nærværende Udgravning til fundament, der som sagt angiveligt havde ligget færdig i 1930, udkom først 1987 i Gorbatjovs perestrojka-Sovjetunionen.

Platonovs digterunivers er blevet karakteriseret som udsprunget i ”næsten surrealistiske sammenstød mellem logisk og ulogisk tænkning, mellem folkelig fornuft og ideologiske fraser”. Hylende morsomt. Men også med bidende vid og satire. Bagved lurer hele tiden virkelighedens tragik. To ord, der normalt ikke sættes sammen, kan hos Platonov fortælle en hel historie. Plottet i bogen handler om en gruppe arbejdere, der i Sovjetunionens ungdom i 1920erne bliver sat til at udgrave et fundament til en enorm bygning, der angiveligt skal kunne huse hele landets proletariat. De graver og graver, men under arbejdet mister de forståelsen af, hvorfor de egentlig graver. De bliver fremmedgjorte. Arbejdet suger al fysisk og psykisk energi uf af dem.

Platonov arbejdede selv i de nye administrative strukturer, meldte sig ind i partiet, men blev ekskluderet allerede i 1927. Skønt enig i de socialistiske principper, blev han alligevel systemets værste kritiker. I sin kunst var han nyskabende ved at bryde med sprogets grammatiske, stilistiske og leksikalske regler. Angiveligt for at påvise, at hans personers sprog er lige så skævt, som den virkelighed, han ville beskrive. Han ønskede inderligt, at helt almindelige russiske læsere kunne forstå ham. Man kan tvivle, om de også gjorde det, jfr. ovenfor. Alligevel er der flere store russiske og sovjetiske forfattere, der hævder at stå i stor gæld til ham.

Platonov er svær at omsætte til andre sprog. Hans sprog er helt specielt. Imponerende er det derfor, at slavisten og ph.d. i russisk litteratur Kristian Jørgensen (1954-2012) vovede pelsen, da forlaget Basilisk i 2008 henvendte sig til ham. Han sagde ja og gik i gang med opgaven i foråret 2010. Kristian var nået halvvejs gennem processen, da han i september samme år blev angrebet af en særdeles aggressiv kræftform. Alligevel kunne han i april 2012 aflevere et manuskript. Men kræften sejrede, og Kristians liv sluttede kun et par måneder senere - den 17. juni 2012. På hans og Galinas sølvbryllupsdag. Manuskriptet var færdigt, og kun redigeringsfasen manglede. Af forskellige uheldige årsager gik der alligevel næsten fem år, men glædeligt er det, at forlaget nu har fået bogen på gaden – 87 år efter, at den var skrevet og 30 år efter, at den endelig udkom på russisk.

Udgravning til fundament er en mareridts-agtig vision af kollektiviseringen og det nye samfund. Romanen er en sand distopia. Et billede på indvidet, konfronteret med kollektivet. Og hvor individet går til grunde. Dens plot er, at en gruppe arbejdere skal udgrave og lægge fundamentet til en enorm bygning, der skal rumme hele landets proletariat. I sig selv naturligvis en absurd og vanvittig ide. Der graves og graves, og under processen mister arbejderne meningen med, at de graver. Deres fysiske og mentale energi svinder, og hele processen forvandles til et billede på en monumental massegrav for den samlede menneskehed. Romanen kommer derved til at vise konflikten mellem individ og kollektiv i et samfund, der bygger på tesen om, at individet kun kan og skal forstås som en del af noget større – af kollektivet.

Romanen starter med, at en maskinarbejder ved navn Vosjtjev falder i staver på sin arbejdsplads, hvor han i stedet naturligvis skulle arbejde. På ledelsens spørgsmål, hvorfor han ikke bestiller noget, svarer han, at han prøver at finde ud af meningen med livet. Når det lykkes, er han sikker på, at hans lykke vil fremme produktiviteten. Han bliver naturligvis fyret, og i sin søgen efter nyt arbejde ender han på pladsen, hvor man bygger nævnte hus til hele proletariatet. Lad mig illustrere med romanens indledning:

”På trediveårsdagen for sit personlige liv fik Vosjtjev sin afregning fra den lille maskinfabrik, hvor han havde erhvervet sig midlerne til sit underhold. På fyresedlen stod der, at han blevet fjernet fra produktionen som følge af en vækst i hans svagelighed og i hans eftertænksomhed midt under det almene arbejdstempo.

I sit logi lagde Vosjtjev sine ting i en sæk og gik udenfor, for i frisk luft bedre at forstå sin fremtid. Men luften var tom, de ubevægelige træer holdt nænsomt på lummervarmen i løvet, og støvet lå sløvt på den mennesketomme vej – situationen i naturen var stile”, (side 7).        

På den ny arbejdsplads er der kun en, der arbejder endnu langsommere end Vosjtjev. Det er Kozlov, som kollegerne gør grin med, fordi han masturberer for ofte. En kollega, Tjiklin, finder en slugt, som han mener kan bruges som fundament uden, at man behøver grave så dybt. En anden bebrejder ham derfor, at han tænker ud af boksen og spørger, om det mon skyldes, at han i barndommen har fået et specielt kys, der har givet ham lov til at træffe bedre beslutninger end regeringens eksperter i Moskva.

Vosjtjev fortsætter med ikke at lave noget. I stedet samler han blade og andet i naturen. For at bevise, at verden er skabt uden formål. Samtidig med at han fremturer med at tillade sig betalt frihed for at lede efter livets mening. En aktivist samler alle bønder i en landsby, men frygter at begå fejltagelser. Han har ikke modtaget nogen ordre og er bekymret for både at overreagere og underreagere. Frygter, at bønderne skal anvende små husdyr som f.eks. geder til at genindføre kapitalismen. Osv. osv. Den ene absurditet oven i den anden. Et par prøver på forfatterens meget alternative og dybt originale stil:

”Arbejdslederen for det fællesproletariske hus kom ud fra sin tegnestue i nattemørket. Udgravningen var tom, arbejdssjakket var faldet i søvn i barakken som en tætpakket række af torsoer, og kun lyset fra den dæmpede natlampe trængte ud gennem sprækker i brædderne; lampen vedligeholdt lyset for alle ulykkelige tilfældes skyld eller for dem, der pludselig blev tørstige ---. Ved væggen sov Tjiklin; hans hånd, som var opsvulmet af styrke, lå på maven, og hele legemet støjede under søvnens nærende arbejde. Den barfodede Koslov sov med åben mund, hans hals kogte, som om åndedragets luft gik gennem tungt mørkt blod, og ud af de halvåbne, blege øjne kom undertiden tårer – af drømme eller ukendt længsel”, (side 29).

Romanen kan varmt anbefales den læser, der elsker den skæve vinkel eller absurde sandhed. Læseren, der elsker den gode soldat Svejk og hans forhold til virkeligheden. Den læser, der holder af ironien i såvel dens barske som humoristiske iklædning. Eller, som bare elsker virkeligheden, fremstillet i dens absurditet.

Historie-online.dk, den 18. april 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Indtoget i Kautokeino
Mødrene Arv
Edbryder