Menu
Forrige artikel Næste artikel

Adel - Den danske adel efter 1849

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 107

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Det er på mange måder en vægtig bog, Dansk Adelsforening har fået udgivet på Gads Forlag: Ikke blot må den med sine næsten 3 kg. høre til sværvægterne inden for dansk bogudgivelse i 2015, men den kan også indholdsmæssigt bære betegnelsen.

 Anledningen til udgivelsen kan forekomme lidt søgt: Den kommende udgave af Dansk Adels Aarbog er nr. 100, for selvom denne klassiker i den genealogiske litteratur blev grundlagt tilbage i 1884, har en del årgange været dobbelte, så derfor når man først nr. 100 nu. Adelsårbogen blev grundlagt af arkivar Anders Thiset og genealogen H. R. Hiort-Lorenzen, der omkring år 1900 ikke havde råd til at fortsætte udgivelsen, og som derfor henvendte sig til Christopher baron Zytphen-Adeler, der var arkivar i Udenrigsministeriet. Han så chancen for at grundlægge en forening, der kunne være adelens talerør i en turbulent tid. Det var på sin vis på høje tid, for systemskiftet i 1901 havde sat en markant stopper for de forrige årtiers etablerede og udskældte godsejervælde, som særligt adelen kom til at bøde for. Og især kunne adelen frygte konsekvenser af Junigrundlovens løfteparagraf om en ophævelse af majoraterne, dvs. en ophævelse af de bånd, der siden enevælden havde holdt sammen på grevskaber, baronier og stamhuse. Zytphen-Adeler fik stiftet ”Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog” i 1901 med Tage lensbaron Reedtz-Thott som formand. Han drev imidlertid foreningen ganske upolitisk, og efter hvad der kunne betegnes som et ungdomsoprør, stiftede Zytphen-Adeler så i stedet ”Dansk Adelsforbund” i 1907. Udgiveren af nærværende bog er en sammensmeltning af disse to foreninger, der altså selv i det 21. århundrede har den dobbelte funktion at varetage adelens interesser og udgive Dansk Adels Aarbog. Så meget om baggrunden for udgivelsen.

 Selvom bogen dermed er et jubilæumsskrift, er det ikke interne forhold, der dominerer dens knapt 600 sider. Faktisk skal man halvvejs, før man støder på Knud J. V. Jespersens interessante artikel om de to foreninger og deres historie. Emnet adelen efter 1849 gribes således an på en langt mere indførende og generel måde med hele 22 bidrag til adelens historie siden Junigrundloven i 1849. De er fortrinsvis skrevet af kredsen bag adelsårbogen, men også med bidrag udefra.

 Artiklerne er samlet i emnemæssige afgrænsede klumper som ”Samfund og politik”, ”Herregård, kunst og kultur”, ”Adel, status og symbolik” og ”Erhverv og næring”, der viser hvor vidt man kommer rundt og ned i substansen. Mellem de 22 artikler kan det ikke undgås, at man ved en gennemlæsning møder en del gentagelser, men det har jo den fordel, at de enkelte afsnit kan læses uafhængigt af de andre. Og hvem andre end en anmelder læser alle afsnit ud i en køre i en antologi på knapt 600 sider?

 Til hver artikel knytter sig en mindre artikel, oftest af personalhistorisk karakter med en lille levnedsbeskrivelse af en eller flere af den foregående artikels hovedpersoner. Det giver en god variation i bogen og uddyber og supplerer på bedste vis den forudgående artikel. For bare at tage et eksempel er Jesper Laursens morsomme artikel om herregårdsjagtens storhedstid fulgt op af en biografi af Emil von Holstein-Rathlou 1849-1919 og hans store jagtinteresse.

 De små biografier er alle ledsaget en anetavle, der fører den biograferedes slægt tilbage i fem led. Selvom de kun fylder en enkelt side hver, kan det forekomme lidt overvældende som supplement til disse småbiografier. Men man aner her lige netop redaktionens udspring i arbejdet med Danmarks Adels Aarbog.

 Bogen er hele vejen igennem fint, ja nærmest overvældende, illustrereret med velvalgte og fint gengivne billeder, uden at bogen dermed kan betegnes som en ”coffie-table-book” i den nedladende betydning af ordet. Krediteringen for billedstoffet fremgår af en liste bagest i bogen, og her kan det undre, at man i flere tilfælde blot nøjes med at henvise til ”Rigsarkivet” eller ”Det Kongelige Bibliotek”. Særligt billedstof, der gemmer sig i sagsakter i Rigsarkivet vil være vanskelige at finde igen uden mere specifikke henvisninger. Men lad det være en skønhedsplet på den ellers så velredigerede bog.

 Det er vanskeligt at udpege, hvilke artikler, der bør nævnes her. Men anmelderen har særligt bemærket Jeppe Neves gennemgang af de politiske forudsætninger for junigrundloven i 1849, som han påviser ikke var nær så demokratisk, som eftertiden har villet gøre den til. Tværtimod, fristes man til at sige: For den senere så myteomgærdede grundlov afspejlede en nøje afbalancering af forholdet mellem monark, aristokrati og borgerskab – langt fra senere tiders demokratiske bevægelser. Artiklen giver dermed læseren en klarere forståelse af de forfatningsmæssige forhold frem mod 1866-grundloven indskrænkninger af Junigrundloven og de følgende årtiers stærke forfatningskamp.

 En anden artikel, der bør nævnes her, er Maria Groth Rasmussens og René Ask Rasmussens undersøgelse af myten om, at adelen var stærkere påvirket af den nazistiske ideologi frem til 1945 end den øvrige befolkning. De to forfattere har nøje undersøgt den mandlige adels politiske tilhørsforhold til DNSAP, som godt nok ligger klart højere end det danske gennemsnit (3,6 procent havde på et eller andet tidspunkt været medlem af DNSAP), men omvendt havde hele 14 procent af de danske adelige deltaget i modstandsarbejdet (mod 6 procent af de ikke-adelige). Lad nu tallene være behæftet med stor usikkerhed og kilderne usikre, og det er forfatterne selv ganske klar over, men tendensen er entydig. Til gengæld var visse adelige nazister ret markante i bevægelsen, og tilmed ret standhaftige i deres synspunkter. Denne lille gruppe kom dermed til at cementere den sejlivede myte, som Hans Scherfigs ”Frydenholm” fra 1962 jo også har været med til at holde i live.

 Som omtalt har Knud J. V. Jespersen skrevet en artikel om de adelige foreningsdannelser omkring år 1900. Han er også forfatteren til et afsnit om ”Adelen og lighedssamfundet” med en gennemgang af diverse angreb på adelsbegrebet fra midten af 1700-tallet frem til Stauning-Munch-regeringens første år, hvor man for sidste gang forsøgte at få afskaffet titler og rang. Det lykkedes som bekendt ikke – ligeså lidt som for grundlovsfædrene i 1848-49, der med forbillede fra Norge ellers var tæt på at afskaffe det hele. Frederik den 7. nedlagde imidlertid veto mod forslaget, og man nøjedes med at ophæve ”enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret”.

 ”Løver og liljer” og anden adelsheraldik eksisterer således fortsat, som Ronny Andersen morsomt viser i sin artikel med denne titel. Heraldikken er spillevende, men nu om dage oftere gengivet på etiketten fra det lokale slotsbryggeri end på skjoldet af et kampvåben.

 Med baggrund i adelsårbogen har Marie Groth Rasmussen undersøgt ægteskabsskikke og navnetradition hos adelen. Selv et stykke op i 1900-tallet valgtes oftest ægtefæller fra ligelegende børneflokke, men mønsteret ligner nu mere og mere normaldanskerens valg af ægtefælle. Ingen arrangerede ægteskaber her! Derimod er der hos adelige tydeligvis et klart ønske om at markere slægten og traditionerne i navngivningen, selvom her også ses en glidning mod det danske gennemsnit.

 At adelen så småt er ved at gå i opløsning som social gruppering, viser Bente Scavenius artikel om maleren Ejler Bille. Den giver godt nok et fint rids af hans fine kunstnerkarriere, men afsluttes meget betegnende med en bemærkning om, at det var den kunstneriske anerkendelse, der var væsentlig for Bille og ikke adelskabet. Og når folke- og venstresocialisten Kai Moltke citeres for at være glad for at blive betegnet ”den røde greve”, så var det vel mere farven end grevetitlen, han var glad ved. Bille og Moltke valgte måske utraditionelt og ekstremt for deres tid, men valget var dog et udtryk for en tendens til en assimilering af adelen som gruppe.

 Bogen skjuler således ikke, at adelen er presset af det moderne samfund, og den afsluttes med to biografier af ganske almindelige mennesker, hvis forfædre tilfældigvis var adelige (som de selv formelt er det), men som har levet et helt almindeligt borgerligt liv uden at leve det adelige ud med medlemskab af Danske Adelsforening eller abonnement på Dansk Adels Aarbog.

 Men selvom adelens selvforståelse med tiden skulle smuldre helt ligesom de gamle privilegier gjorde i sin tid, står denne velredigerede og smukke bog som en glimrende indføring adelens historie og forhold efter 1849.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Herregårdshistorie 2
Danmarks Herregårde
Mennesker på herregården - Lolland 1880-1960