Menu
Forrige artikel Næste artikel

Historier fra Herregården

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 618

Af Inge Christiansen, cand.mag., museumsinspektør på Køge Museum

Fra Herregårdsmuseet Gammel Estrup er bogen Historier fra Herregården udkommet med 29 korte historier, der hver tager udgangspunkt i en genstand i museets samling og herfra bevæger sig vidt omkring. Genstandene spænder fra østersskaller til portrætmalerier og fra skospænder til kinesiske tepotter. En natstol benyttes fx til at fortælle om vores forhold til det at gå på toilettet i tidligere tider. Historierne er alle illustreret med Kirsten Nijkamps flotte fotografier af de omhandlede genstande, hvilket gør, at man fra starten føler sig i godt selskab.

Et eksempel på en af historierne er den om østersskallerne, der bliver brugt til at fortælle om, at i stenalderen var der havbund omkring Gammel Estrup. Derfor finder man stadig østersskaller i området, bl.a. i engene, men også under selve bygningen. I renæssancen blev der opfedet stude især med hø fra disse enge. Her har østersskallerne måske virket som drænlag og dermed givet mindre fugtige enge. Ejeren af Gammel Estrup, Eske Brock, lod således i starten af 1600-tallet bygge en studestald med plads til 300 dyr samt en lade til at opbevare høet i, og studehandlen indbragte ham stor rigdom. 

Forfatteren bevæger sig i denne historie, som i de fleste andre, hurtigt væk fra genstanden og fortæller måske en hel anden historie end den, man som læser forventede.

Disse historier eller fortællinger, må vi hellere kalde dem, blev til som et mundtligt formidlingsprojekt på Herregårdsmuseet i efterårsferien 2004. En række montrer blev sat op og fyldt med museumsgenstande, der alle havde en tilknytning til Gammel Estrup. Ved disse montre stod på skift en studerende eller yngre (kunst)historiker og fortalte. Det er jo helt i Bernard Olsens ånd at stå og formidle den enkelte genstand på museet og fra genstandene brede historien ud for de besøgende. Og der er absolut intet galt i, at en formidlingsform kan trække lange linjer bagud. Efter en årrække med en trend i museumsformidlingen, der går ud på at levendegøre museerne ved at udklæde folk og lade dem opføre små skuespil, ville man gerne tilbage til genstandene og historien. Redaktøren har den helt rigtige pointe, at forskningsbaseret og lærerig formidling på ingen måde er kedelig. Publikum vil gerne høre en kompetent formidler udlægge historien. Men det talte ord er flygtigt, så derfor skrev de enkelte formidlere deres historie ned om deres udvalgte genstand. Problemet her er, at der er forskel på mundtlig og skriftlige formidling, og historierne bærer præg af at være mundtlig formidling, der er skrevet ned. Historierne er alle spændende, men som læser er de enkelte historier for korte og kan derfor komme til at virke overfladiske, samtidig med at nogle af dem er lidt vel springene. Man synes lige, at det lyder spændende, og så er det slut. Og modsat den mundtlige formidling, kan man ikke spørge uddybende, men må stille sig tilfreds med en historie på to små sider.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Slottet og slægten
Spøgelser og sagn fra danske slotte og herregårde
Kong Christian VIII's breve 1813 - 1848