Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kejserinde Dagmars fangenskab på Krim

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 78

Af Poul Ulrich  Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

På bogens forside promenerer en ældre spinkel dame, klædt i sort, på et skibsdæk. Det er enkekejserinde Marija Fjodorovna, der ombord på HMS Malborough i 1919 forlader Rusland. Godt 50 år tidligere var hun som prinsesse Dagmar, datter af Europas svigerfader Christian d. IX, ankommet til det store rige for at blive gift med den senere zar Alexander III. Under den russiske revolutions omvæltninger, der kostede hendes søn tsar Nikolaj II tronen og senere både ham og det meste af tsarfamilien livet, blev enkekejserinden forvist til Krim, hvor hun sad i husarrest sammen med de to døtre Olga og Xenia, deres ægtefæller og børn.

Enkekejserinden var hermed blevet statist uden indflydelse på historiens gang, og det var kun  sparsomme efterretninger, der nåede eksilet på Krim, både  om udviklingen i verdenskrigens slutfase og revolutionens forløb. Det er beskedent, hvad der hidtil er kommet på tryk om denne periode i enkekejserindens liv, men nærværende murstenstykke udgivelse har nu rådet eftertrykkeligt bod på den omstændighed. Hovedparten af bogen består af dagbøger og breve, skrevet af enkekejserinde Dagmar i årene 1917 – 19, og fundet for få år siden. De kom for  dagens lys, da et oldebarn, prinsesse Olga Romanoff, der havde arvet sine forældres ejendom i England, fandt en lille kiste af træ med kejserinde Marija Fjodorovnas kronede monogram på låget. Olga Romanoff overdrog materialet til cand. theol. Preben Ulstrup, der netop havde tilbragt et år med arkivstudier i Rusland som forarbejde til en biografi om kejserinde Dagmar. Den nu publicerede del af dagbøgerne omfatter tiden efter revolutionen, fra interneringen på Krim i foråret 1917 til afrejsen til England to år senere. For en mindre del af perioden fra november 1917 til juni 1918 er der ingen optegnelser fra enkekejserinden, og her træder datteren Xenia Aleksandrovnas dagbog i stedet.

I tiden op til 1. Verdenskrigs udbrud havde Marija Fjodorovna opholdt sig hos søsteren Alexandra, enke efter den engelske konge Edward d. 7, men kort før krigsudbruddet rejste hun tilbage til Rusland. Her måtte hun hurtigt sande, at hendes indflydelse ved hoffet var svindende. Kejserinde Aleksandra og hendes kreds påvirkede tsar Nikolaj II’s beslutninger, og kejserdømmet styrede mod katastrofen både indenrigspolitisk og militært. I 1917 eskalerede uroligheder og opløsningstendenser, og efter at tsaren havde abdiceret i marts  begyndte en tid med ydmygelser og usikre levevilkår for Romanoverne og det russiske aristokrati. For enkekejserinden var begivenhederne uforståelige, et mareridt, der måtte gennemleves i tålmodigheden og troen på Guds indgriben. De to års internering på Krim blev da også præget af en dagligdag i isolation, sommetider med rygter, sporadisk korrespondance og avislæsning samt  private refleksioner over tilværelsens omvæltninger til at bryde monotonien.

De publicerede dagbøger er således verden set fra et isoleret eksil, og derfor mere et menneskeligt dokument om tab af privilegier og position end et supplement til tidens historiske begivenheder. Eksilet og dagbøgerne begynder med opholdet i Ai Todor, hvor en husundersøgelse i april 1917 sætter beboernes nerver på højkant. Enkekejserinden var fra sin balkon vidne til, ”hvorledes de smudsigklædte Matroser rullede sig i Græsset, spisende & rygende, hvorefter De tog Dem en Luur ovenpaa Deres mageløse Arbejde. De saa frygtlig snavsede ud, uden den mindste militære Holdning, det er jo Alt afskaffet”. Efterfølgende følte hun sig aldeles knust og vanæret, og i den følgende tid kunne hun konstatere, at ”den ene Dag gaaer som den anden uden mindste Adspredelse eller Forandring. Alting sørgeligt & rædsomt”. 

Det er for så vidt grundtonen i dagbogsnotaterne, en konstatering af en verden vendt på hovedet, hvor proletarer og forbrydere hærger hensynsløst blandt tidligere officerer, adelsfolk og kronede hoveder. Omkring hovedpersonen bevæger der sig et uhyre omfattende persongalleri på kortere eller længere ophold og medbringende rygter og historier om personlige tragedier. Omdrejningspunktet for enkekejserinden er spekulationerne om sønnen, Nikolajs og hans families skæbne. Til trods for overvældende beviser på det modsatte vedblev Dagmar til sin dødsdag at betvivle deres henrettelse, en stædighed, der bevirkede, at hun heller ikke i sit danske eksil på Hvidøre kunne anerkende nogen tronprætendent i stedet for den afsatte tsar.

Dagbøgerne udgør en lang beretning med mange mere eller mindre trivielle dagligdags begivenheder, men man kan alligevel godt følge udgiverens beslutning om at præsentere optegnelserne i deres helhed. De tegner et billede af en på engang viljefast og kærlig kvinde, men også en noget verdensfjern aristokrat uden nogen særlig fornemmelse for de kolossale uligheder i det land, hun havde boet i gennem 50 år. Hendes foragt for ”den infame pøbel” er stor ligesom overbevisningen om en tilgrundliggende jødisk sammensværgelse. Optegnelserne suppleres med et udvalg af breve, især til den af hendes søskende, der stod hende nærmest, Alexandra i England. Det var da også hende, hun først genså, efter afrejsen fra Krim, ligesom det var sammen med hende, hun havde erhvervet villaen Hvidøre i Nordsjælland, for at have en base i Danmark efter Christian IX’s død i 1906.

Udgivelsen er forsynet med en indledning om de historiske begivenheder, der danner baggrund for enkekejserindens skæbne, udførlige biografiske noter til det store antal personer, og en tidstavle til det kronologiske overblik. Desuden er der et stort antal fotos, der udmærket illustrerer tidsperioden, det undergangstruede men stadig tidstypiske aristokrati, hovedpersonen Marija Fjodorovna selv, og bygninger og begivenheder med tilknytning til dagbogsoptegnelserne. Det er således en imponerende bog, overvældende i sin detaljerigdom og en guldgrube for læsere på jagt efter viden om dette aspekt af Romanoverne og især Dagmars skæbne under den russiske revolution.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Dynastiet Glücksborg – en Danmarkshistorie
Frederik 2. – Danmarks renæssancekonge
Kong Christian VIII's breve 1813 - 1848