Vejen til ufrihed
Menu
Forrige artikel

Vejen til ufrihed

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 217

 

Af Preben Etwil

Denne bog er skrevet af en historiker, men der er nok mere tale om en samtidig international politisk analyse end faghistorie i traditionel forstand.

Bogen handler dybest set om, hvordan det er lykkedes Vladimir Putin (1952- ) at fortsætte og udbygge Ruslands aldrig eksisterende demokratiske traditioner, og hvordan Donald Trump (1946 - ) tilsvarende har udfordret og udhulet de selv samme amerikanske demokratiske politiske kulturer og institutioner.

Timothy Snyder kan se en overraskende lighed mellem de  to statsmænd. Ja, han går så langt, at han påstår, at Putins Rusland har spillet en ikke helt ubetydelig rolle for, at Trump i 2016 kunne sætte sig på verdens mest magtfulde præsidentembede.

Bogens overordnede analyse er baseret på en skelnen mellem det, Snyder kalder ”Uundgåelighedens politik” og ”Evighedens politik”. Det første kunne man også kalde nødvendighedens politik, hvor de politiske beslutninger bliver drevet at de økonomiske strukturer, og hvor der ikke kan anvises alternativer til den førte politik. Derimod er evighedens politik drevet at en romantisk tilbageskuen på en verden, der var engang – ikke nødvendigvis som  den var i realiteten, men som den blev husket i et heroisk og drømmende lys. Snyder udtrykker det på denne måde: ”Evighedens politik opstår fra uundgåeligheden som genfærd fra et lig” (p. 21). Dette udgør en fare for demokratiet: ”Når den sociale mobilitet går i stå, viger uundgåelighedens for evigheden, og demokratiet viger pladsen for oligarkiet” (p. 21).

En udvikling som man i de senere år har set både i Rusland og USA, og som har været kendetegnet af en stadig stigende social skævhed og dermed politisk, demografisk og etnisk uro.

Bogen har en meget fyldig analyse af valget af Putin som Ruslands præsident og enehersker. Både den politiske, ideologiske og mediemæssige baggrund for valget gennemgås i detaljer. Retningen er givet – vejen til selvvalgt ufrihed ligger lige for. Putin støtter sig ideologisk til en halvfascistisk filosof, Ivan Iljin (1883-1954), der på sikker vis fører Rusland tilbage til evighedens politiske idealer.

Bogen har lange passager, der nøje beskriver hvordan Iljin har påvirket Putins politik og hans retorik om, at Rusland er omgivet af fjender.

Iljin forstillede sig, at der i Rusland kunne ske en revolutionær overgang fra socialisme/kommunisme til et fascistisk diktatur i hele det sovjetiske territorium og en permanent krig imod det syndige Vesten: ”da Putin tilsluttede sig iljins evighedspolitik, accepterede han Iljins definition af den russiske nation” (p. 63).

Dette politiske ideologiske mål er herefter ensidigt fulgt op af en utrolig Kreml-tro russisk presse. Den samme linje er også blevet lagt over for den Putin-kritiske presse, der ofte med loven i hånd bliver beskyldt for landsskadelig virksomhed. Det samme overgår alle politikere, der er i opposition til Putin.

Snyder holder sig ikke tilbage med at påstå, at demokratiet har det hårdt, eller er slet ikke eksisterende i Rusland. Fængsling af politiske modstandere og nedkæmpelse af demonstrationer, der påstår valgsvindel eller politisk og økonomisk korruption hører til dagens orden. Derudover er der i dag en russisk presse og et russisk mediebillede, der styres benhårdt med jernnæve fra Kreml.

Med Murens fald, opløsningen af Sovjetunionen selv og fjernelse af de østeuropæiske stødpudestater, føler Rusland sig truet af et mere og mere integreret Europa i form af EU. I Putins verden kunne Rusland aldrig blive medlem af EU, på grund af ”Ruslands enestående plads på det verdenspolitiske kort og i civilisationens udvikling” (p.83).  Især den demokratiske udvikling eller mangel på samme var problemet: ”Opgivelsen af de demokratiske procedurer i 2011 og 2012 var en hån mod et fundamental kriterium for EU-medlemskab. Da man fjernede demonstranterne fra gaden med vold og derefter fremstillede dem som agenter for Europa, definerede man EU som en fjende” (p.84). Denne linje blev fulgt op af: ”Den russiske politik, der skulle ødelægge EU, antog flere former, der modsvarede hinanden: rekrutteringen af europæiske ledere og partier, der skulle repræsentere den russiske interesse i den europæiske disintegration, en gennemtrængning med digitale medier og tv af den offentlige diskurs, der skulle så mistillid til EU, rekrutteringen af ekstreme nationalister til den offentlige promovering af Eurasien, samt støtte til separatisme af enhver art” (p. 101). Dermed var der fuld støtte fra Rusland til franske Front National, tyske AfD og ikke mindst Brexit. Alt der kan skade EU, vil gavne Rusland, er rationalet.

Bogen tegner et interessant billede af, hvordan almindelige russere får fremstillet ”ukrainespørgsmålet”, der fylder meget mere i det vestlige mediebillede end i den russiske offentlighed. I februar 2014 invaderede Rusland Ukraine, under stor protest fra Vesten, men:  ”Det var Rusland som civilisation, der var blevet krænket, fordi Vesten ikke forstod, at Ukraine var russisk …. Det var europæerne og amerikanerne, der udfordrede den russiske civilisation  ved at anerkende Ukraine” (p.64). Som det blev sagt af Putin: ”Vi har fælles traditioner, en fælles mentalitet, en fælles historie og en fælles kultur” (p. 110).

Bogen har en ganske god gennemgang af Ukraines nutidshistorie – fra sovjetrepublik til selvstændighed og til delvis annektering af Rusland. ”Da Rusland indledte sin invasion af Ukraine d. 24. februar 2014 løj præsident Putin målbevidst. Den 28. februar hævdede han: Vi har ingen hensigter om at rasle med sablen og sende tropper til Krim”. Han havde allerede sendt tropper til Krim” (p.156). ”Da Putin senere indrømmede, at Rusland rent faktisk havde invaderet Ukraine, beviste det blot, at den vestlige presse havde været medspiller i hans forestilling” (p. 158). Interessant er det at læse, at den russiske befolkning blev holdt hen i uvidenhed og ligegyldighed – alt for det nye Rusland: ”Russisk tv var et instrument i den implausible benægtelses tjeneste” (p. 173). ”Hen mod slutningen af en dag, hvor russiske soldater havde dræbt 298 udenlandske civile under en russisk invasion af Ukraine, var det blevet fastslået, at Rusland var ofret” (p.175). Russiske medier viderebragte uden blusel at invasionen af Ukraine svarede til forsvaret af Sovjetunionen i mod Nazityskland – og dermed var der skabt en emotionel forbindelse til Den Store Fædrelandskrig, der er dybt forankret i den russiske folkesjæl: ”den sovjetiske sejr under Anden Verdenskrig gjorde russerne uskyldige i alle forseelser for al tid” (p.178).

”Det mest bemærkelsesværdige element i Ruslands invasion af Ukraine i 2014 var informationskrigen, der var planlagt til at undergrave fakticiteten samtidig med at man insisterede på uskyld” (p. 187). Dermed var modellen til indblanding i det forestående amerikanske præsidentvalg også fundet!

På tilsvarende måde som den politiske situation i Putins Rusland bliver analyseret af Snyder, rykker han fokus over på det amerikanske valg af Donald Trump. Der er faktisk flere ligheder end forskelle, og Snyder er ikke et sekund i tvivl om, at russerne endog i stort omfang har interveneret i Trumps valgkampagne.

Russerne havde nemlig vurderet, at det burde være muligt at mobilisere det amerikanske folks protestpotentiale imod deres egne interesser, eller at frembringe en ”destruktiv paranoid refleksion” i USA. De ledte efter en ”fiktiv person”, og fandt ham i Trump – en rigmand og reality tv-stjerne: ”Den fiktive karakter vandt, takket være stemmer, der var tænkt som en protest mod systemet, og takket være vælgere, der troede på paranoide fantasier, der ganske enkelt ikke var sande” (p. 216). Flere steder i bogen bliver Trumps fiktionsverden og troværdighed sat under observation – fx: ”Evighedens politik triumferer, når fiktionen kommer til live. En leder fra fiktionens verden lyver uden anger eller beklagelse, fordi for ham er usandhed en eksistens… I løbet af sine første 298 dage fremsatte han 1628 falske eller vildledende påstande.” (p. 255).

Snyder ryster ikke på hånden om russisk indblanding: ”Højst sandsynligt blev de fleste amerikanske vælgere udsat for russisk propaganda. Det er sigende, at Facebook lukkede 5,8 millioner falske konti lige før valget i november 2016. De havde været anvendt til at promovere politiske budskaber” (p. 219).

Dommen over Trumps karakter er både hård og nådesløs: ”En fiktiv skikkelse…føler intet ansvar for den virkelige verden” (p. 224). I dette betændte politiske klima, kom internetmedierne til at spille en ikke uvæsentlig rolle: ”Hyperpartiske historier på Fox News eller udbrud på Breitbart fik et stort publikum takket være russiske bot’ers  videreformidling af dem.  Den russiske støtte hjalp højreekstreme websites fra overdrevet, som for eksempel Next News Network, med at blive udbredte og vinde indflydelse. Dets videoer blev set omkring 56 millioner gange i oktober 2016” (p. 236). ”De russiske platforme leverede indhold til de amerikanske konspirationswebsites og deres enorme publikum” (p. 237).

Snyder kommer også ind på det amerikanske valgsystem, der helt åbenlyst favoriserer republikanske enklaver: ”I 2016 var den mest åbenbare svaghed i det amerikanske demokrati den manglende sammenhæng mellem stemmeafgivelsen og resultatet. Snyder omtaler, at der er op til en faktor 20 i forskel på hvor mange vælgere der skal til for at vælge en kongresdelegeret i tyndt befolkede stater i forhold til befolkningstætte stater. Det handler ikke om at vinde vælgerne, men valgmændene, og det er i disse tyndt befolkede stater, det bedst kan betale sig at sætte ind med propaganda og manipulation.

Russerne støttede i Trump for hans blå øjne skyld: ”Ruslands indblanding i det amerikanske valg i 2016 var ikke kun et forsøg på at få en bestemt  person valgt; der blev også udøvet pres mod strukturen” (p. 242).

Både Putin og Trump kunne ikke tilbyde samfundsforandringer, så i stedet for at diskutere reformer pegede de på evighedspolitikkens trusler. I stedet for at præsentere en fremtid med muligheder og håb tilbød de en evig nutid, med veldefinerede fjender og kunstige kriser: ”Den amerikanske uundgåelighedspolitik beredte også vejen for den amerikanske evighedspolitik på en mere direkte måde; ved at frembringe og legitimere en kolossal økonomisk ulighed inden for landets grænser” (p. 249).

Snyder lægger ikke fingrene i mellem: ”De amerikanske og russiske oligarker har langt mere til fælles med hinanden end de har med deres egne befolkninger… Når den økonomiske ulighed undertrykker den sociale fremgang, er det vanskeligt  at forestille sig en bedre fremtid, eller en fremtid overhovedet….Ulighed betyder ikke kun fattigdom, men oplevelsen af forskel” (p.251) – ”Når livet er kort og fremtiden problemfyldt, fremstår evighedens politik tillokkende” (p.252).

Efter valget af Trump som USA’s præsident er der vedvarende sket en drejning bort fra demokratiet og retsstaten. Trumps krig mod den kritiske presse, institutioner, uafhængige undersøgelseskommissioner og hans utallige løgne og fordrejninger, er vejen ryddet til mere totalitarisme – til trods for, at han påstår det modsatte.

Efter at have læst Vejen til ufrihed kan man konstatere, at Timothy Snyder ikke ejer tvivlens nådegave, når det handler om sin egen analyses holdbarhed. Dokumentationen er både stor og detaljeret, og læsehastigheden blive absolut ikke sat op, hvis man samtidig vil orientere sig i det omfattende kildemateriale (52 sider). Om materialet så er helt sorteret og valideret, kan der visse steder måske sætte et spørgsmålstegn ved.

Men tilbage står, at der er tale om en yderst grundig og relevant historisk nutidsanalyse af den politiske og demokratiske udvikling i Rusland, Europa og USA – og passer vi ikke på, så vader vi med åbne øjne ind i en ny ufrihedens periode.

Historie-online.dk, den 13. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Stalin. Den røde zar og hans hof
Stalin - En biografi
Gulag