Menu
Forrige artikel

Slægtens myter

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 417

 

Af Skjold Christensen

Som det skrives i forbindelse med udgivelse af bogen, er der i mange familier gode historier om familiens oprindelse. Fortællingerne er mangfoldige, det kan være spanske soldater, omrejsende folk, godsejere, grever og sågar konger.

I bogens tages vi med på en rejse, hvor vi bliver præsenteret for de mest almindelige myter. Hvad er virkeligheden bag disse myter?

De spanske soldater som kom til Danmark under Napoleonskrigene i 1808 har givet anledning til den myte, at der i mange familier er familiemedlemmer med udseende, der kun kan stamme fra de spanske soldater. Det er rigtigt, at spanske soldater fik børn med danske piger. Men det er ganske enkelt forkert, at de ”mærkelige træk” skyldes udefra kommende gener. Vi kan i bogen læse om, at mørke træk i en befolkning forekommer helt naturligt. Vi skal derfor – som vi kan læse i bogen – gå anderledes og mere konkret til værks. Vi præsenteres for en række undersøgelser rundt i landet, foretaget af slægtsforskere, som viser at antallet af børn med en spansk far er ganske begrænset. Bogen dykker ned i, hvordan myterne om børn med mørke træk er opstået.

Forfatteren konkluderer at har man ikke personer i slægten at hænge det sydlandske udseende op på, falder historierne til jorden.

Romaer, tatere og natmænd kan vi også læse om. Vi kommer i dybden med disse mennesker. Læs selv videre i bogen. Steen Steensen Blicher bidrager også med historier – i novellen ”Kæltringeliv” til udbredelse af myter om fx romaer. Forfatteren konkluderer, at møder man i familiehistorier, at der er romablod i familien, bør man være skeptisk – eller meget skeptisk. Der henvises til hjemmeside om de såkaldte rakkere. www.rakker.dk. Her kan man finde oplysninger om rakkere og de såkaldte natmandsfolk.

Danmark har som bekendt været en kolonimagt. Det har også sat sig spor i danske familier. Også i dette kapitel kommer vi godt i dybden. Vi præsenteres for relationerne mellem danske udsendte og de oprindelige beboere i landet. Det kom der som bekendt også børn ud af. Vi hører om Danmarks tætte forhold til Vestindien, hvilket betød, at der kom mange fra Vestindien til Danmark. Vi følger navngivne fra Vestindien og kommer tæt på familierne. Som vi kan læse os til i bogen, er der relativt mange efterkommere efter sorte afrikanerne i Danmark. Det er bare i historier i familierne, at man ved helt præcist, hvem der er tale om, og hvordan man er efterkommer.

Der er et omfattende kapitel om genetik i slægterne. Vi kommer i dybden med genetikken. Vi kan læse om indvandringer, der er sket gennem årtusinder til Danmark, og dermed udseendet af de mennesker, der grundstammen i vores genmasse. Endnu en gang bliver vi mindet om at udseende, fx kruset hår, brune øjne, lyst udseende ikke kan anvendes i den enkeltes slægtsforskning.

Gårdmænd og herremænd spiller også en stor rolle i mange familiers slægtsforskning. Det var tidligere udbredt, at fx gårdejerne forgreb sig på tjenestefolkene. Den senere forskning i forhold mellem husbond og tjenestepige nuancerer opfattelsen. Der er selvfølgelig sket overgreb, men der er ikke noget i forskningen, der viser dette som en generel eller almindelig foreteelse. DR’s serie ”Historien om Danmark” får også en par bemærkninger om seriens formidling af forholdet mellem husbond og tjenestefolk – især de unge piger. Kapitlet fortsætter med de mange myters opståen. Myterne udbredes, når de gentages og gentages i fx populære medier, fiktion, skønlitteratur eller spillefilm. Vi kommer omkring begrebet ”Uægte børn”. Disse børns baggrund er også undersøgt. I megen slægtsforskning fremstilles det ofte som om, at tjenestepigerne blev tvunget til sex med deres husbond. Det er selvfølgelig forekommet, men historiker Agnete Birger Madsen konkluderer, at ”mit helt klare indtryk er, at det i langt de fleste tilfælde var tjenestekarlene, der var barnefædre til de uægte børn”.

Det kan måske være sjovere, hvis man er efterkommer af en greve eller baron.

Knudegreven Christian Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig til Tranekær på Langeland bliver grundigt behandlet i kapitlet, sikkert fordi greve Preben Ahlefeldt-Laurvig har skrevet bogen ”Træk af slægten Ahlefeldts historie”. Grev Christian har været en viril herre. Traditionen siger, at han selv mente, at han havde fået 96 børn.  Undersøgelser foretaget af Preben Ahlefeldt- Laurvig viser, at der fundet 35 sikre efterkommere. Den gode greve Christian erkendte faktisk mere eller mindre faderskabet til de mange efterkommere. Man kan i kapitlet se rækken af de antagne børn.

Ikke kun greverne på Tranekær var glade for kvinder. Vi får også en beretning grev Otto Ludvig Raben. Han efterlod sig en dagbog, fundet på Aalholm Slot i 1990erne. I dagbogen gives et værdifuldt indblik i aristokratiets liv i Danmark i 1700-tallet. Man kan her få en indblik i grevens forhold til kvinder. Greven var en regnskabets mand. Fra 1770 – 78 har han optegnet 97 seksuelle forhold. Det har ikke været muligt at vise navne på kvinderne og dermed også mulige efterkommere. Han er altså en person – tilsyneladende – der har udnyttet sin magtposition i forhold til sine tjenestepiger.

Vi får en grundig beretning om Carl Ludvig – en beretning om, hvordan myten om et uægte grevebarn kan opstå og holdes i live. Beretningen er omfattende. Fødslen skete anonymt på Fødselsstiftelsen i København. Både mor og barn kunne være anonyme, og derfor efterlod de sig ikke oplysninger. Der har senere i Carls familie verseret det rygte, at hans far skulle være Frederik Christian Danneskjold, Greve til Samsøe. Bogens forfatter konkluderer, at når forældrene er anonyme, er de også ukendte. Han tilføjer, at i sådanne tilfælde kunne DNA-teste være en mulighed for at fastslå familieforholdet.

Bogen kommer også omkring spørgsmålet – en konge eller royal i familien. Hvem vil ikke gerne kunne have kongelige gener i familien? Vi kommer vidt omkring, både i tid og i slægten. Tidligere var det ukendt at konger eller prinser havde såkaldte friller, med hvem de fik børn. Vi kommer også omkring myten om H. C. Andersen, og det at han skulle være en kongesøn. Myten pilles grundigt fra hinanden. Netop kongelige og deres børn har været genstand for mange myter. Vi må have for øje, at hvis man kaster sig ud i dette, så vil det være mere end vanskeligt at finde belæg for sådanne relationer. De kongeliges aner kan man ikke slå op i kirkebøgerne, og vi kommer heller ikke i kontakt med de kongelige med henblik på svar på spørgsmålet.

Sidste afsnit i bogen handler om det at have ”rige og kendte” i sine aner. Også i dette kapitel bliver spørgsmålet grundigt behandlet. Vi kommer omkring navngivne personer, og vi kommer igen omkring myter i forhold til familiers gener.

Slægtens Myter - Fakta og fiktion er, som jeg vurderer, et værdifuldt indslag i arbejdet – både hos den enkelte og hos fagfolk. Vi kommer som nævnt vidt omkring, både i forhold til de første mennesker, der kom til vores del af verden, vi kommer tæt på navngivne personer, både i fortid og nutid. Et gennemgående tema i bogen i forhold til slægtsforskning er dokumentation. Sætter vi aner ind vores anetræ, skal der være dokumentation for udsagnet. 

[Historie-online.dk, den 17. marts 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vores familiehistorie
Slægtsforskning på Internettet
Slægtsforskerens ABC